Gratis cykeldigtsamling kan skæbensvangert også fås for penge

Tour de France starter i dag, og digterparret Rasmus Nikolajsen og Julie Steen Knudsen har under paranavnet Lippmann & Knudsen skrevet en perfekt cool koncept-cykeldigtsamling betitlet Måske vil det hele vende på et tidspunkt, som gratis kan hentes på dette pdf-LINK (men også købes som eksklusiv, håndsyet hæfte se nedenfor*). Ved simpelthen at citere og digtopsætte rytterkommentarer fra det seneste Giro d'Italia får parret groft og raffineret og - for en gangs skyld, vs. den store pedalbesynger Jørgen Leth - ORIGINALT udnyttet cykelsportens håbløst enorme eksistentitelle betydningspotenitale: skæbne/karma/vilkårlighed/talent, hvad styrer dog dette løb og dette liv:

valverde

jeg er simpelthen ikke vant til

at opholde mig så længe

i så mange højdemeter

jeg følte mig ikke som mig selv

det slog mig ihjel

min krop føltes så mærkelig

jeg var lidt svimmel

I dag var situationen en helt anden

jeg er glad igen

tilfreds

med at være vendt tilbage

til mit rigtige niveau

nibali

formen er hvad den er

jeg kan ikke udtrykke det bedre

der er ikke flere undskyldninger

der er øjeblikke i livet

hvor tingene ikke går som du håber

hvor jeg ikke kører godt

jeg prøver at forstå hvad der er galt

dette er ikke mit niveau

jeg håbede på at være bedre

*

"Nu findes cykeldigtene “måske vil det hele vende på et tidspunkt” også som bog! Julie og jeg har produceret 50 håndsyede bøger med et omslag lyserødt som Giroens førertrøje. Vi sælger dem for 80 kr. (+ evt. porto). Hvis du vil købe, så skriv en mail til pjpressdk@gmail.com eller gå forbi Storrs Antikvariat (Ahlmannsgade 1, KBH N), hvor bogen vil ligge fra på torsdag."

Litteratur er litteratur er litteratur

Julie Sten-Knudsens digte bliver jo mere poetiske af ikke at blive kalde digte, som Erik Skyum vistnok påstår i sin efterårsopsamling i Information:

Afrika, Europa og Amerika mødes og skilles atter i Julie Sten-Knudsens digtlignende serie Atlanterhavet vokser om dette at vokse op i en art moderne patchworkfamilie og have en søster, der er en frugt af sort og hvidt. Lars Bukdahl i Weekendavisen kaldte bogen »anstrengt på en underlig flegmatisk, pligtagtig facon«. Hvad han åbenbart ikke kunne se, var at teksten knap nok bør opfattes som digt, men snarere som en afsøgende form for skrift, og at det nøgternt konstaterende tonefald affødes af lidenskab og måske kan være Sten-Knudsens, nok så adækvate, manøvre til at begribe verden fra et Danmark, der ikke længere er så ' hudfarvet', som det var engang.

Hvad forskel gør det at kalde teksterne for en "afsøgende form for skrift" (det ville sørme også være traurig, men måske faktisk meget præcis genrebetegnelse, hvis den stod dér på forsiden: "Atlanterhavet vokser/ Afsøgende form for skrift") frem for digte, de skal vel stadig vurderes som litteratur, med poetisk og/eller prosaisk ambition Og et nøgternt konstaterende tonefald skal da kvalificere sig i og med sin nøgternhed, dens dirren og klarhed, som hos Jørgen Leth fx, og ikke ved en usynlig affødende lidenskab (som jeg vitterligt ikke ser noget spor af, der er en vis søsterkkærlighed til stede, men der er da ikke nogen lidenskab for at vide mere om Congo, er der?).

Ligesom Pablo Llambìas' sonetter heller ikke undgår litterær bedømmelse, bare fordi de (og Pablo-jegets kæreste) siger, at de ikke er digte, for de er vel for fanden stadig en slags litteratur, for hvad fanden er de ellers?

Tue Andersen Nexø sukker over det samme i sin - med min i WA rimende - anmeldelse i Information (inden han forsøger at fremlæse et opgør med sonetgenren og dens indbyggede centrallyriske jeg, en læsning, han hurtigt opgiver igen til fordel for et jævnt skuffet, småfrustreret skuldertræk)

Han skriver også, at hans sonetter ikke er digte, de er knap nok litteratur: »Den lyriske form// er et arbejdsredskab, den tillader mig/ at skrive inden for en ramme, der på forhånd/ har fastsat varighed og længde. Det/ gør mig tryg.« Men skrive hvad, spørger den plagede læser - noget til mig? Eller sidder jeg og læser en almindelig dagbog, en metrisk udformet sygejournal? Terapeutiske noter? Og dog har Llambias valgt at udgive dem på Gyldendal som skønlitteratur med en fantastisk flot forside.

Hybriditet skal jo ikke være en vej ud af litteraturen, det skal være en vej ind i nye, poetiske og/eller prosaiske litteraturfaconer.

Forbeholdsforholdsmæssighed

Herligt uforbeholdent uforholdsmæssigt:

Gyldendal ‏@Gyldendal 20t

Tranen er meget, meget stolt af Yahya Hassan. Vi har nu trykt 21.000 eksemplarer. #syvendeoplag

Retweetet af Lars Bukdahl 

Trælst uforholdsmæssigt forbeholdende:

Tue Andersen Nexø, der i sin anmeldelse i Information har disse forbehold overfor Yahya Hassans Yahya Hassan: 

Set som helhed er det ikke helt tight, en del digte er vel spinkle i det. Derudover er det jo en klassisk komposition, enkel og effektiv og på kanten af en kliché. På samme måde som det er på kanten af en kliché at skrive digte med pointerede afslutninger om pointerede øjeblikke. Det er en effektiv form at give sit biografiske stof, men det er også den form man giver sine digte, inden man for alvor tænker over, hvilken form ens digte skal have.

(hvilket heldigvis følges af denne gode, præcise ros:

Alligevel er talentet åbenbart i Yahya Hassan. Det talent ligger i stemmen og rytmen, i eksplosive ordspil og en konsekvent uforsonlighed. Yahya Hassans stemme kan rumme volden og sorgen og vreden, uden at det ender som manér. Han kan skrive lakonisk og frem for alt med hastighed om sine knæk og taskerøverier, men kan også pludselig åbne for noget andet. I digtet ’POLITIJAGT 1’ (diskuteret, med bl.a. Tue, i blogpost nedenfor LB)  dukker der en snert af melankoli op et helt uventet sted)

Og til slut lyder det:

Ellers er det en bog, hvor man jævnligt kan mærke at dens forfatter kun er 18, og at han nok har et forfærdeligt stærkt ærinde og et talent ud over det sædvanlige, men at bogen ville være blevet bedre, hvis han havde skrevet videre og om på den et års tid eller to. Strammet op og overvejet sine valg.

(Peter Stein Larsens anmeldelse i  Kristeligt Dagblad fedter et parallelt forbehold frem:

Sådan kunne man blive ved med at citere gribende, hudløse og poetisk hårdtslående uddrag af Yahya Hassans digtsamling. Det er ikke alle digte i bogen, der er lige gode, og man kunne uden tvivl have skåret ned på de 170 sider og have fået en strammere og endnu bedre digtsamling ud af det. Men at Yahya Hassan er en særdeles interessant ny stemme i dansk poesi, står uden for enhver diskussion.)

Men selvfølgelig skulle digteren ikke have "skrevet videre og om et års tid eller to", for det ville bogen ikke være blevet bedre af, det ville den bare være blevet pænere og harmoniskere og smagfuldere af (bortset fra at YH formodentlig og forhåbentlig ikke havde gidet pudse sine digtere pænere), men det er altså ikke det samme som litterær kvalitet, der snarere determineres af størrelser som intensitet og energi og personlighed - det smukke er, at bogen tog lige præcis længe nok at få udgivet, længe nok nemlig til at det afsluttende (også ifølge Tue) fantastiske Langdigt kunne blive skrevet - mellem to korrekturer - og tilføjet, så vi får den her vilde real time-struktur, hvor 1 poesi SPRÆNGER sig ud af 1 anden, eller rettere 2 andre, så godt som PÆNT arrangeret i forlængelse af hinanden. Og ja, naturligvis er det på kanten af kliché at starte med en ca. kronologisk komposition bestående af pointerede digte om pointerede øjeblikke, men alting er for fanden på kanten af en kliché, også ukronologi og upointering, kunsten er, hvad du stiller op med på-kant-klicheerne, og måske har Tue bare ikke læst nok dårlige (begynder)digte, men det har jeg, og jeg kan fortælle, at Yahyas evne til at konkretisere og dramatisere og skelettere en situation og et tableau er temmelig unik og alt andet end begynderagtig.

Men først og fremmest og aldeles patetisk kan jeg slet ikke forstå, at Tue (og Peter Stein) overhovedet føler det nødvendigt at formulere forbehold overfor et så elementært og rigt og kraftfuldt og originalt talent - det er næsten som om, at FORDi talentet er så uforholdsnæssigt stort, så fortjener det at blive pillet bare en lille smule ned, så digteren ikke bliver ramt af overmod, men vi har da brug for talent med overmod. 

Forbeholdene bliver ekstra trælse og meningsløse, når Tue samme dag anmelder Julie Sten-Knudsens Atlanterhavet vokser og ingen forbehold har overhovedet, "nå"et inde i citatet her er det tætteste, han kommer:

Sigende nok er denne beskrivelse af en anden kunstners arbejde en af de få meget billedtætte passager i Atlanterhavet vokser. Ellers skriver Julie Sten-Knudsen nærmest programmatisk med en sval kølighed, en distanceret ro i stemmeføringen. Man kan mærke omhuen i alle sætninger, arbejdet med at give dem den rette, upåfaldende og samtidigt selvfølgelige rytme og klarhed. Med at ramme et rent beskrivende, konstaterende tonefald, næsten uden metaforer eller følelser eller andre åbenlyse, digteriske greb. Nå. Undervejs kan bogen godt føles meget lavmælt. Når Atlanterhavet vokser alligevel fungerer – som undersøgende digte og egentlig også som skønne digte – så skyldes det dels, at Julie Sten-Knudsen simpelthen skriver virkeligt godt og melodisk. Men det skyldes også, tror jeg, at det lavmælte tillader digteren at blive ved konstateringerne. At netop hendes hudfarve er den, der på børnetegningen farves med »den hudfarvede tus«, at feminisme og racespørgsmål ikke følges ad i Amerika. At familiebånd i moderne storfamilier opstår ud af hvad som helst: »Hvis man har siddet tæt sammen på bagsædet/ på vej op til sommerhuset, kan man være tætte./ Hvis man har delt køjeseng/ og siddet side om side/ på dasset med de to sæder./ Hvis man har tisset i det samme syltetøjsglas/ fordi man ikke gad gå ud på dasset om natten./ Hvis man har bygget hule sammen/ og foret den med mos, samarbejdet/ om at lave dæmninger af kviste og blade i bækken/ og fulgtes hjem ad hjulsporet når man fik en sok.« En indtrængende liste af barndomsminder, ikke? Og alligevel konstaterer det næste digt, at »man kan næsten aldrig bevare venskabet/ når forældrenes forhold er slut.«

Nej, det er ikke en særlig indtrængende liste af barndomsminder, det er en hygsom, kær grænsende til kælen liste, men - for nu at spille Michael Strunge i Bazar - så også et af de bedre digte i bogen. Og man behøver jo ikke som jeg (i min anmeldelse i WA Bøger i dag) at finde bogen dødsens kedsommeligt i sin uinspirerede, tematiske og formelle (knæk og copy/paste) korrekthed, for at undre sig over, at det akkurat er POINTER (under dæknavnet "konstateringer"), Tue både parafraserer (feminisme og racespørgsmål følges ikke ad i Amerika) og citerer ("man kan næsten aldrig bevare venskabet ..."). Sten-Knudsens bog er da også i både det store og små massivt pointerende, for ikke at sige pædagogisk, hvilket er det sidste, man kan kalde Yahyas bog, selvom de første klassesæt helt sikkert er indkøbt. Men helt enkelt og basalt sansende forstår jeg ikke Tues smagsdom her: det upåfaldende er i mine øjne bare upåfaldende uden nogen mærkbar, særegen udfoldelse af rytme og klarhed. Det er ikke dårligt skrevet, men det er heller ikke i nogen nok så uspektakulær forstand velskrevet (undtagen i det sidste afsnit NB), det er bare pæntskrevet. Kontra Yahyas for-tidlighed vil jeg sige, at det virker som om, Julie Sten-Knudsen er begyndt at skrive poesi for sent, post-dukset. Tue afslutter med en direkte sammenligning:

I lyset af de sidste par ugers poetisk-politiske mediecirkus får man lyst til at udnævne Atlanterhavet vokser til en art modpol til Yahya Hassans Yahya Hassan. Som bog er den ikke højtråbende, ikke dramatisk, ikke skrevet fra Underdanmark, ikke skrevet på en voldsom vrede, ikke skrevet midt fra orkanens øje – den kredser om lillesøsteren, ikke jeget selv. Til gengæld er den formelt fuldstændigt sikker. Og så handler også Atlanterhavet vokser om forholdet til forældrene og om privilegier og ulighed og om et Danmark, der ikke længere er så … hudfarvet, som det engang var.
Det føles godt at have mere end ét bud på, hvordan den slags kan behandles litterært.

Men Sten-Knudsens lavmælthed bliver jo ikke bedre eller stærkere eller egensindigere af at blive sammenlignet med Yahyas højtråbendehed, og formel sikkerhed er ligegyldig, hvis formen er anonym og livløs; det er lige før, Tue kommer til at lyde som den Niels Lyngsø, der har fået sig et lille, kritisk comeback på tidligt at rose Yahyas litteraritet, men i hans 10 år gamle Politiken-inkarnation: Kontrol er godt nok og alt nok. Hos Yahya er kontrol, som hos Strunge (igen), lort nok stavet bagfra, i familien, religionen, social-systemet, der modsvares af den jo højspændte kunstneriske kontrol, i klarhed og rytme lige akkurat, i hans bogs første del, der så eksploderer, men eksploderer med en utrolig SIKKER stiliseret vrængen, i bogens sidste del: Han er så tjekket amok.

Ugeofre

I næste uge udkommer OGSÅ, og de ligger begge på mit bord (som er et tv på ryggen, men det er en anden historie - som egentlig ikke er længere end dét: Bordet er et tv på ryggen)

Julie Sten-Knudsens doucere knækprosasiske samling Atlanterhavet vokser om at have en halvsøster, der er halvsort, og forsøge at få en hel, inderlig-konceptuel digtbog ud af det faktum, som jeg læste den første temmelig distræte gang i dag, og

Henning Mortensens Klovnens rejse, 500 + siders roman om en + 100-årig klov, der fortæller om sit klovneliv, som jeg burde have læst mig betydeligt ind i i dag, men det blev kun til 45 sider, og ikke fordi den, på trods af klovne-tingen (som Den stille pige jo nemlig ikke skal have lov til at have ødelagt én gang for alle) ikke virker dejligt og trygt og veloplagt velskrevet, men fordi den bog, der har kidnappet ugen, bare tager al opmærksomheden hele tiden, uretfærdigt nok.