Buet rimraptus

Sjovt, nu jeg netop har læst Niklas Ilsted Smiths Ud af rimtågen, der rim-grubler og nærlæser centrale rimere, Baggesen, Andersen, Kristensen, Bjørnvig, Turèll, rappere, og sukker udtonende over rimmangel blandt de yngste, at følge Bue P. Peitersen (der ikke er blandt de yngste, men stadig blandt de nyeste) tumle rundt i en mindre rimraptus' vold på sin nu for alvor restituerede blog - her er første ladning:

"Rim fra oven

 
Digtene suger mit livsmod, nu åbner jeg snart den isbod.

♥

Salige er de enfoldige, thi jorden er deres.
Det er bare synd den snart er væk, ligesom Ceres.

♥

Min hovedstol for din aftenkjol’.

Om igen:

Din metafysik giver mig øjne sorte som slik.

♥

Jeg sidder i den triumferende katastrofes tegn og venter på Hein
z så jeg kan spille teater.

♥ 

En bort af lort fra den syge. 

♥

Amatører er så søde. Dem kan man køre bort i trillebøre helt uden at bøde. 

♥ 

Minimal art hænger mig ud af halsen som en terning der aldrig blev kastet.
Flyt dog til Herning og hop i havnen så jeg kan høre plasket.

♥ 

Jeg elsker at hade
den der har opfundet dem
uden chokolade
i pakkerne med
Blandede Småkager.
Var det dig, Karen Volf?
Så håber jeg fandeme
du kører i døden i en Golf.

♥

Jeg har været væk fra bloggen i et helt halvt år
og nu har jeg det næsten lige så dårligt som var det i går.

♥

Der er så meget jeg ikke forstår, men jeg er dygtig til at tabe mit hår.

♥

Fark! For tyve år siden blev jeg hentet af en almindelig ambulance der gav mig en chance. Tark!

♥

Hvornår har du sidst malet en træl i akvarel?

♥

Du skal da ikke sidde og hyle over en knækket kanyle.
Se, her er en der er ny og fin. Nå du har heller ikke mere heroin.

♥

Hvis du tror at noget som helst kan ændres til det bedre nogensinde,
skal du prøve at spørge den af dine fædre der stadig er en kvinde.

♥

Du er smuk som en blindebuk der er ulykkelig.

♥

Mit værste mareridt er at genopstå i Go’morgen Danmarks lune skød.
Den slags gør man kun én gang, for så er man nemlig død.

♥

Da jeg var cirka femten skrev jeg mit første digt.
Det er virkelig slemt, men nu gør jeg min pligt.
Det værste er nemlig at jeg faktisk kan huske det.
Og nu har jeg bestemt at jeg ikke må fuske det:

Den ting som jeg frygter mest på vor jord
er ensomheden og den er stor.

Den griber ud med sin kæmpe hånd,
vil tage min ven og bryde de bånd

der er imellem mig og min kæreste,
ja, ensomheden må kaldes det værste.

♥

Hjertet kan være rimenes neglelak og sminke.
De kan også være den kugle i den kæde der sidder på en sinke.

♥

De værste rim i hele verden? Dan Turèlls, de er så træls, fordi han ik’ ku’ tåle smerten.

De værste rim nu og her? Det er mine, og der kommer sikkert ikke fler’. !

(det gør der!)

Næste næste næste uges tendens: Papyrusrulle!

Jeg har modtaget hele 2 forjættende værk-komplekser/bunke-værker med posten, Bue P. Peitersens OMNOMNOM (eget forlag) og debutanten Monia Sanders Dominique (Korridor), der begge udkommer i uge 37 og begge mellem alskens andre formater (OMNOMNOM består af seks enkeltdele, Dominique af ikke færre end 16) inkluderer PAPYRUSRULLER, den ene bittelille og sammenklistret (og med blå, bestjernet "rullepind"), den anden halvstor med lyst bånd rundt om. DER ER DØMT TENDENS! 

Sådan begynder Monias papyrus:

LOVEN

§1 Landet herskes ene og alene for nu og i al fremtid af Dominique. Alle love stadfæstes og grundfæstes af Dominique

Sådan begynder (og fortsætter) Bues papyrus:

Mere milkshake!

Mere milkshake!

Mere milkshake!

Aldersmobninng! Bymobning?

Jeg kom til i min kommentar om internetpoesi at betegne den betydelige internetdigter Bue P. Peitersen som +40-digter ligesom Ursula Andkjær og (faktisk +50-årige) Birgit Munch. BUE ER KUN 39 år! Det vil sige, at han retteligt tilhører gruppen af betydelige +30-internetdigtere sammen med Rasmus Halling Nielsen - UNDSKYLD denne kunstige forældelse (der sikkert har at gøre med Bues sene debut/gennembrud og (deraf følgende) upraktiske generationsløhed) - og følg hans blog, den er på en RULLEN!

Digteren Kaare Bergh har i en FB-besked til mig antydet, at jeg i denne passage i min anmeldelse af Gellerup-bogserien "Små bjerge af beton" i samme avis gør mig skyldig i københavneri:

-->

Selvfølgelig er serien, jævnfør bare titlen, et håbløst velmenende projekt, udtænkt af nogen i noget, der hedder Aarhus Litteraturcenter, Men også håbløst velmenende projekter kan resultere i vellykket kunst, og det er tilfældet i dette tilfælde heldigvis.

Her melder jeg til gengæld hus forbi; ironien går på institutionsnavnet Litteraturcenter og at et sådant center står som medudgiver af og bestillingsgiver på et litterært projekt (med eksplicit velmenende formål: at give stemme til en berygtet, (ikke af dem!) såkaldt ghetto), ikke at der står Aarhus foran, hvis det havde fandtes et København Litteraturcenter, hvilket der afgjort burde, som havde bestilt en bogserie om Høje Gladsaxe, Amar på, at min sætning i en parallel anmeldelse var blevet den samme (og FORHÅBENTLIG ville passagen i fald så frem have endt lige så lykkeligt!)

Bue spænder Vita nova

Bue P. Peitersens blog er stadig en af de generøsest spruttende bestyret af en betydelig digter; kun Ursula Andkjærs og Birgit Munchs kan konkurrere lige nu - slet ingen af de unge (ikke nødvendigvis af dem selv) såkaldte internetdigtere kan skære senneppen.

Lige nu fungerer Bue-bloggen i høj grad oversprings-poetologisk grublende og undersøgende i forhold til et work in progress (men tjek også serien af taleboble-oplæsninger). Særligt knækprosa/bekendelseslyrik/antiæstetik har bloggen adresseret, og jeg vil gerne fremhæve de både personlige, skarpsindige og rent bogstavelige/formelle læsninger af Vita Andersen (især) og Bo hr. Hansen og senest Lola Baidel. Her er den første Vita-post fulgt af en manipuleret Gajolæske:

Virkeligheds-markører i digte

1. Slåfejlene

Vita Andersens slåfejl i Tryghedsnarkomaner (1977) er temmelig effektive ift. at sige "virkelighed", ikke mindst fordi de accelererer markant, når man kommer hen imod slutningen, som om der lige skulle bankes et par digte mere ind i manus og ud i verden.

Det er en vigtig ting, og jeg håber ikke, de har rettet det i den senere udgave, men det har de garanteret:

”måske skulle hun tage et bad
smøre sit hår ind i smahpoo
fyldt med vitaminer og proteiner
og ganske langsomt
lade sig glide ned
under det varme vand
og så det overstået
for dem begge”

2. Inkonsekvens

En anden virkeligheds-markør er inkonsekvensen i brugen af små og store bogstaver, nogle digte har stort begyndelsesbogstav, andre har ikke. Det virker utjekket og fint, og netop ikke som kalkuleret sjusk.

3. Manglende tegnsætning

Jeg ved ikke rigtig med den manglende tegnsætning, måske er det redaktøren, der har fået den ide, det er, som om det er lidt for påtrængende, altså en lille smule fikst/udvendigt, i hvert fald når man begynder at tænke over det. Tanken er selvfølgelig, at det bare skal køre derudad, sådan helt nøgent og uprætentiøst, og ja, jo, det gør det vel også på en måde, det er nok bare mig, der efterrationaliserer.

4. LDB-creme

LDB-creme er helt klart dronningen af virkeligheds-markører, og jeg har aldrig før set den i et digt, men jeg kan huske den forfærdelige duft + emballage fra min farmor, og det er fedt nok, at hun tager den med ind i bogen, som noget, der står og blinker på en både fin og træt måde.

5. Dedikationen

”Til Jannick” står der forrest i bogen, og det er en af de ekstra-litterære (hedder det ikke det?) ting, der ligesom kan forankre bogen i noget virkeligt, men den kan også lukke luften ud af det, og jeg ved ikke helt, hvilken effekt den har her. Jo, måske er den fin nok. Er det Jannick Storm? Har han været en skurk?

6. Kolofonen

I kolofonen står der bl.a. ”Bogen er skrevet på IBM skrivemaskine”, hvilket også er godt nok og lidt lo-tech, tænker jeg (selvom det sikkert var meget normalt på det tidspunkt).

7. Stort forfatterfoto på bagsiden + biografiske facts

Her er forfatteren, sådan ser hun ud, bang, og hun har bl.a. ”været i en bank, læst til skuespillerinde, arbejdet et år i Grønland, været på en lakridsfabrik, arbejdet som servitrice, gik på studenterkursus fordi hun ville læse film på universitetet, blev ikke student, men kom på kontor og ind i et ægteskab i stedet, og blev så skilt og ansat i et rejsebureau, og i en bank igen, osv.” Det lidt ironiske svækker det en smule, man skulle selvfølgelig have lavet det helt skrabet og nøgternt.

8. Minus makeup

Ja, ja, det upyntede sprog: Vi kigger os ikke i spejlet, før vi går ud i verden, siger digtene, og det tror man nok næsten på, men måske kan det også blive lidt for nøgternt, altså som om det netop er en neddulning frem for noget "naturligt". Og på den anden side er det måske faktisk fedt nok, at der næsten er en overgjort træthed i sproget, som om hun griner lidt fra bagsidefotoet.

 

Bue har stjålet min uskrevne skæg-suite og jeg tilgiver ham

Jeg må heller lige få det her af mit ubehårede bryst, inden jeg skriver min anmeldelse:

men altså det sidste halve års tid, men jeg har haft et slags skæg, har jeg gået rundt og tænkt på, at skrive om det, og det var lige som blevet for stor en ting i til en blogpost, eller rettere: jeg skulle have skrevet blogposter om det , men jeg var meget uvis på det, skægget, og så var det pludselig for sent; det forekom mærkeligt at skrive blogposter om mit skæg flere måneder efter, jeg havde anskaffet mig det - jeg har haft det på samme måder med to andre nyheder i mit liv: at jeg er blevet en ivrig og begejstret metropassager, og at jeg er flyttet i en stuelejlighed - med dig! - på Nordre Fasanvej, jeg har ikke central/føljetonblogget om det first thing, og nu er det for mærkeligt sent. Men jeg tænkte det så kunne være emnerne for tre ekstremt inderlige digt-suiter eller lang-prosadigte: NDR. FASANVEJ - METRO - SKÆG (der skulle nok være 1 overordnet titel, eller også skulle der ikke).

Nu er Bue. P. Peitersen forbandet nok kommet mig i forkøbet; det tredie afsnit i hans nye bundsolidt Bue'ske, i fredags udkommende digtbog Juice hedder "skæg" og handler irriterende skægt om skæg:

Det er et nyt land
som skægget rækker ind i,

af hemmelige kræfter og
maskulinitet,

man får del i en voldsom
pulje:

Mange skæg er gået
gennem historien,

som et stort, busket vingesus,

det er flere tusind års
udvikling og vækst
der spirer frem,

her i sensommeren,

det er flere tusind års
udviklng og vækst
man bliver filtret ind i.

- det er temmelig hårfagert gjort, og nu er endnu en bog, jeg sikkert alligevel aldrig fik skrevet, ødelagt og overflødiggjort, og selvfølgelig tilgiver jeg Bue.

Bet-bestanddel med tilbagevirkende kraft

1 lyserød BIC-kuglepen, jeg fandt i venteværelset hos 24syv i morges, da jeg skulle anbefale kultur i i programmet Svedig Weekend (hedder det det? - og anbefalede Politisk roman, Doug Stanhopes comedy-special Beer Hall Putsch og teater-udgaven af White Girl (som jeg ikke har set, men svært gerne vil se))



(det er er de forkerte penne - for fine jo - på reklame og billede, men begge dele er meget Bue'ske)

Selvopløsende føljeton (for nu!?)

Post-Bet blogger Bue P. Peitersen helt forskrækket om, hvor heftigt hans raptus ruller

Den sidste uges tid har jeg skrevet som en rasende, og det har været vildt fedt, som om både køleskabet og fryseren lige pludselig stod på vid gab, og det, der har været på bloggen, er bare en del af det. Hjernens aktivitet har gået i en snorlige streg: OP! Og de sidste par dage har det været en slags overdrive, især i dag. Det var rigtigt nok med den post, hvor jeg snakkede om ’cola’, som så bare burde have været ’splat’ - det yndige heydaysord for AM-FE-TA-MIN: Jeg var godt nok ung og med en meget rød T-shirt på… Det elskede jeg sådan, og der er INTET, jeg hellere vil end at kunne gå tilbage til alt det: Hold nu kæft, hvor var der mange muskler i det lort!

Jeg vil ikke bede ham om tage det roligt, når resultaterne er så eminent overstadigt læselige, men han stresser mig seriøst, når teksterne i den knald-kukkede føljeton Xx slettes under et døgn efter publikation; lige nu, altså lige, lige nu, kan kun afsnit 12 læses, men jeg glemte at lukke vinduet med/ til afsnit 11, der præsenterede sig så ustyrligt artificielt (det kan ikke copy-pastes, kun kopieres), og jeg lover ikke at gøre det igen, altså ikke lukke vinduet:

Tu m' hedder det

og gid jeg kunne få det til stå på højkant, så I var nødt til at sætte jeres skærm på højkant også, fordi det er så fantastisk umuigt aflangt, ligesom Bues Bet-vinder, der bare er det i højden og ikke til siden, men den forskel kan sådan rent format-vrang-mæssigt vel komme ud på et (og til efteråret kommer Bue med et ikke-hæfte, dvs. en BOG, på Kronstork, Juice hedder den "selvfølgelig", hvilket han rimeligt nok er ret vild i varmen over på sin blog, vi glæder os til de raffe. kunstige huller i den):

Marcel Duchamp. Tu m'. 1918

American, born France. 1887-1968

Oil on canvas, with bottle brush, three safety pins, and one bolt, 27 1/2 x 119 5/16 in. (69.8 x 303 cm). Yale University Art Gallery, New Haven. Gift from the Estate of Katherine S. Dreier.

Liste som gave

fra listemestermageren Birgitte Krogsbøll:

dejlige ting med Bue i, ordnet efter
poesien, de bringer, faldende orden:

1) bet
2) regn
3) violin

DEN LUE ER IKKE TIL AT KUE

MEN HOLD KÆFT,
DEN ER TIL AT SKUE,
BETEN GIK TIL BUE!

'

(og på Bues Blog har han for nogen dage siden
skitseret et forslag til en visionær paperback-udgave af Bet'en,
og åh, hvis vi bare kunne begrænse os til noget essentielt,
men det er jo akkurat det, der er pointen, et fad med sole,
det er det, den fattige overflod skal betyde:

Jeg har drømt så meget

Og jeg rækker

dig

et let og skinnende fad,

med små, forfinede sole,

de er

gule

orange og

lilla 

og blå,

og vi kan træde så kostbart 

på dem. )

Overskriften sælger sig dårligt ved at nævne Erik Svendsen

Apropos 1 stjerne (nede i min kommentar til sidste blogpost) og Jyllands-Posten, så giver Lars Skinnebach 1 stjerne til Bue P. Peitersens (selvbevidst) hyper-nysselige digthæfte It's i sin JP-anmeldelse nr. 2 (det må da også være mere fascistisk end, at en JP-redaktør mener, at en forfatter, der truer mig tæsk skal boykottes og politianmeldes: at rent faktisk anmelde for JP!?), en næsten Skyumsk overflødig grusom anmeldelse: hvis man mener, at et selvudgivet hæfte som It's er så helt utroligt ringe, så lad da være at anmelde det eller i det mindste lad være at anmelde det så langt; hvem ville savne anmeldelsen? det ville ikke engang digteren, eftersom han ikke kan forventes at forvente den, der er (endnu) ikke andre end mig (og nogle digterkolleger, men de tæller jo ikke, rent kanonisk), der mener, at Bue er en stærk og vigtig digter i og med hans "pussenussethed".

I min baglæns læsning af Spring-nummeret om anmelderi nåede jeg frem eller tilbage til Erik Svendsen artikel "Litteraturkritik - en truet art" og opgav derpå, midlertidigt, ævred (Mathilde Walter Clarks artikel sprang jeg over, den havde jeg læst et par gange før, Johannes Riis og som sagt Mikkel Zangenberg gentager også sig selv, Peter Nielsens bidrag kan jeg allerede ikke huske, mens John Chr. Jørgensen velgørende nøgternt skriver om inhabilitet). Grådkvalt besværger Svendsen sit årelange martyrium som dannet, progressiv JP-anmelder - interessant at se, om Skinnebach tager udfordringen op eller ignorerer den eller bare ikke anerkender den, lige nu prøver han at agere en kombi af Skyum og Poul Borum, det har jeg alle dage også prøvet på og kan derfor kun gå ind for. Den dér strategi - og nu taler jeg om Svendsen igen - med at skrive sig dummere og/eller den dumhed at skrive strategisk finder jeg beskæmmende for en kritiker, både i princippet og i praksis - men jeg er så heller ikke sikker på, at jeg ville gide skrive for Jyllands-Posten: én ting er at skrive digtsamlinger for ingen, hvilket jeg åbenbart heller ikke gør længere, selvom jeg burde (have lyst til det), men at skrive i en avis for ingen, det har jeg gjort én gang, og det er for alvor meningsløst, i hvert fald i længden (= 8 lange år). Nå, Svendsen klynker, in real time:

Det er en kendsgerning, at avislæsere er noget af det mest konservative, der findes. Ergo må man differentiere mellem de forskellige avisers kernelæsere. For nu at tage et par klare forskelle: Politikens læsere har ikke mange fællestræk med Jyllands-Postens, der igen ikke har så mange fællestræk med Kristeligt Dagblads. Med andre ord: også en litteraturanmelder må kende Bourdieus distinktions-sociologi og have den in mente i litteraturformidlingen.
  Repolitiseringen af den danske dagspresse mærkes ikke synderligt på anmelderstoffet - men den kan spille ind i forhold til konkrete avis' læserprofil. det er helt afgørende om de holdninger og det livssyn en bog og en anmelder måtte have samstemmer med den konkrete avis' typiske læser eller ej. Det er en langt større faglig og politisk udfordring at skrive til et publikum, som anmelderen ikke er på linje med, end det er at skrive til læsere, som man på forhånd er på bølgelængde med. Amen.

Skammen, oh, skammen, ved at rapportere til det mørke Jylland fra Sortedammen.

Jeg stjæler Peiter Peitersens blogpost om Birgitte Krogsbøll + 1 om skovsnegle

Bue P. Peitersens hyper-hypre blog peiter peitersen er stadig en myreflittig yndlingsblog, og hvis WA Bøger ikke snart trykker min håbløst gamle anmeldelse af bloggen og Peitersens neo-nyssselige, selvtrykte hæfter, trykker jeg den på Blogdahl, anmeldelsen, det er en trussel!

To Birgitte Krogsbøll-lister

Birgitte Krogsbølls minilister er godt nok fine, når de sorterer deres små insekter og alt muligt andet ud fra diverse principper. Se her: 

dyr der stikker, ordnet efter grad af rundhed + ordbredde, stigende orden:

1) myg
2) hveps
3) fjæsing
4) pindsvin
5) søpindsvin

Dette miniaturesyn plus en håndfuld andre sniger sig pt. rundt på Birgitte Krogsbølls Facebookvæg, og hvis linket ikke virker, så kommer der lige et til her: 

ting der er kolde, ordnet efter grad af sødme, faldende orden: 

1) ispind
2) september
3) bankvæsner 

Labaner

Jeg har altid syntes
godt om 
skovsneglene: 
De er nogle o.k. labaner
der bare er der.