Den gule tale

-->

Bag Ray Bans blinker orkanens øje, eller: Ironien har tics

Ved overrækkelsen af (den ene halvdel af) Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat på 50.000 kr. til Hassan Preisler for romanen Brun mands byrde på Vejle Bibliotek fredag 27.september 2012

Af Lars Bukdahl

Jeg havde travlt, da jeg i går morges alt for tidligt satte mig til at genlæse Hassan Preislers roman Brun mands byrde som forberedelse til denne tale. Jeg skulle også læse korrektur på et nyt nummer af Hvedekorn og tage stilling til bidragydernes korrekturrettelser, det linjebrud sidder forkert, det ’og’ skal være et ’eller’ osv,, unge poeter er virkelig slemme, og det skal de også være, til at falde i staver i og over deres egne frembringelser.

   Og så var det dejligt at opleve, at romanen forstod mig, eller det er måske for sentimentalt sagt. Lad mig nøjes med at sige, at romanen havde lige så travlt som mig, og at det føltes venligt og velgørende. Både fordi jeg kunne spejle min egen tvangsopspeedethed i den, og fordi travlheden - når den rent formelt administreres så friktionsfrit virtuost og energisk – simpelthen gør bogen hurtigere at læse, uden man nemlig behøver at sjuske med sin læsning: bogen er fast besluttet på at blive læst i en ruf. Man læser den dårligt, hvis man læser den langsomt.

  Akkurat ligesom visse digte af Halfdan Rasmussen og af Per Højholt, fx akkurat det lange et, der hedder Turbo, og modsat en bog, jeg ellers selv har sammenlignet Brun mands byrde med, pga. identitetsmotivet og pga. og’erne, Dan Turèlls Vangede Billeder, der er fortalt og skal læses krønike-drevent, bodega-kværnende. Fartmæssigt vil jeg snarere sammenligne med Hans-Jørgen Nielsens uretfærdigt glemte Den mand der kalder sig Alvard fra 1970, hvor et centralt ord er ”syntaksautostradaerne”. Vrooooom! Som man sagde dengang.

   En lydmand i Charlottenlund har fortalt mig, at Hassan Preisler er den hurtigst oplæsende mand/kvinde, han har optaget, men jeg tror i virkeligheden, at bogen vil læses endnu hurtigere end forfatteren selv gør, uforsvarligt hurtigt, ikke snublende, men jagende, efter de punktummer, der yderst sjældent optræder, som andet end afsnits-afslutning. Så hurtigt her, som om der er bindestreg mellem hvert ord:

  Jeg-skal-til-begravelse-i-Kokkedal-Kirke-og-mor-og-søster-Rebecca-og-jeg-har-gået-den-lange-vej-fra-stationen-til-kirken-og-biler-og-cykler-stopper-og-spørger—om-vi-er-faret-vild-og-om-vi-har-brug-hjælp-også-på-engelsk-og-vi-siger-”nej-tak!”-og-”no-thanks!”-og-da-vi-holder-en-pause-kan-jeg-se-at-vi-er-gamle-os-tre-Mor-har-gråt-hår-og-står-og-vipper-fra-side-til-side-med-stivhed-i-ryggen-og-søster-Rebecca-er-ikke-søster-Rebecca-men-kvinde-med-barn-og-mand-og-grad-fra-universitetet-og-stilling-som-lektor-og-et-alvorligt-udtryk-i-masken-og-vi-går-videre-ad-veje-og-stier-over-marker-og-enge-og-solen-skinner-og-det-er køligt-Mors-veninde-Anita-er-død-af-kræft-og-jeg-har-taget-dagen-fri-og-jeg-siger-”jeg-skal-være-der-for-mor”-men-jeg-tænker-at-jeg-nok-i-virkeligheden-er-taget-til-Kokkedal-fordi-tårer-for-Mads-og-Janne-og-Signe-der-nu-er-i-fyrrerne-ligesom-søster-Rebecca-og-jeg-og-minder-om-barndomslege-med-børnene-Mads-og-Janne-og-Signe-i-en-familie-så-tryg-som-kun-familier-i-Kokkedal-er-det-og-salmer-og-selvvalgte-sange-fra-et-musikanlæg-med-lethed-stikker-en-dag-med-teateradministration-og-da-vi-går-videre-tænker-jeg-pludselig-at-det-egentlig-er-underligt-at-søster-Rebeccas-dreng-er-hvid-som-kridt-når-nu-min-datter-er-sort-som-kul.”

  Det er jo en tekst og en mand, der har det værre end travlt, han og den har decideret stress. Begge, tekst og mand, forsøger lige her at afstresse, med at gå til begravelse sigende nok, men det lykkes i spektakulært ringe grad. Kun HCA er kommet mere stakåndet gennem en landskabsbeskrivelse: ”under taget svalen kvidrer,/ solen synker, og så videre”. Brun mands byrde er en roman, der stresset handler om at være stresset, kunstnerisk kvalificeret stresset handler om at være fortvivlende og euforisk stresset i virkeligheden: hverdagstresset, som med den der – stresset ord! – teateradministration, men fremfor alt eksistensstresset og identitetsstresset, i sin flerdobbelte eksistens og identitet som dansk-pakistansk skuespiller og hygge-nygge-daner og mønstermedlem af den (internationale) kreative klasse og professionel præmieperker og – stedt på aarhusiansk værtshus - uhjælpeligt fejlfarvet. På én gang - og i bogen organiseret som denne overordnet stressede flugt fra den ene Hassan til den anden til den tredje.

  Hjemmesiden forebygstress.dk (stresset domænenavn!) opererer med tre slags stress:

  ”Gentagende eller vedvarende stress  -  Gul stress

  Hvis vi oplevet hyppigt gentagende eller vedvarende akut stress, så vil kroppen mere eller mindre være i en konstant alarmtilstand. Dette påvirker os både fysisk og psykisk, f.eks. vores søvn og vores humør.

  Kronisk (langvarig) stress  -  Rød stress

  Hvis stressen er vedvarende i lang tid, så kommer kroppen og psyken mere og mere ud af balance. Vi begynder at fungere dårligt både fysisk og psykisk.

  Stresssammenbrud  -  Sort stress

  Hvis vi ikke stopper i tide, så siger enten vores krop eller psyke på et tidspunkt stop, vi får et stresssammenbrud, der ofte føre til en sygemelding. I meget alvorlige tilfælde kan stress føre til førtidspension eller i værste fald dødsfald.”

  Det fremgår med al ønskelig tydelighed af bogens omslag, at det er gul (tenderende mod rød) stress, gentagende og vedvarende stress, den og Hassan lider af. Jeg synes, ”mere eller mindre konstant alramtilstand” er så god en opsummering som nogen af fortællertilstand og romanæstetik.

  Det for alvor smukke og prisværdige ved Brun mands byrde er ikke stressens stilistiske brillans – som jo ærlig talt er lidt pervers – men stressens generøsitet: Den travlhed, med hvilken Hassan gennemruller samtlige sine ambivalenser og lirer sine og sin families komplette historier af, med så meget fynd og klem og detaljerigdom som muligt, på sølle 200 sider: det er en turbo-rigdom af en anden verden, som – insisterer og demonstrerer bogen – er og bliver denne verden, inkl. Vejle Bibliotek. Tillykke, Hassan, dit hektiske og herlige hylster, med Munch-Christensens Kulturlegat 2013. 

Aflyste kinesere

(skrottet begyndelse på Blæksprutte om hvide og brun litteratur læst sort-hvidt)

-->

Jeg kan ikke finde ud af præcist, hvor racistisk eller anti-racistisk den oprindeligt tyske remse-leg ”Tre små kinesere” er?

  Hvis vi tager den uforvrængede ordlyd:

  ”Tre små kinesere på Højbro Plads/ stod og spillede på kontrabas/ så kom en betjent/ så, hvad der var hændt/ tre små kinesere på Højbro Plads”.

  Så er der vel ikke noget racistisk i sig selv ved at lade tre kinesere stå og spille kontrabas, selvom der måske indgår en stereotyp forestilling om, at kinesere er små – hvilket de jo rent faktisk er: jeg har stået og tårnet helt vildt i et universitetsauditorium i Shanghai - og at de derfor må stå ovenpå hinanden for at kunne spille på en kontrabas. Men måske spiller de på tre kontrabasser! Det ved vi ikke.

  Snarere er remsen en udhængning af betjenten som mere eller mindre bevidst racist: Ville han have været lige så mistænksom, hvis det havde været tre små danskere, der havde stået og spillet på kontrabas? Næppe!

  Hvad med vokalskiftene: Når man udskifter med i, kommer remsen til at lyde kliché-kinesisk:

  Tri smi kinisiri pi Hijbri Plids.

  Men udskifter man med ø kommer den til gengæld til at lyde som en tyk karikatur på kartoffel-dansk (og Poul Borum – sådan taler han i Klaus Rifbjergs Marts 1970):

  Trø smø kønøsørø pø Højbrø Pløds.

  Og pludselig ligner remsen en hyldest til den globale, babelske rigdom af lyd og de rige forvridninger af et nationalsprog i munden på fremmede. Jamen, amen!

Ironi betyder ikke at det modsatte af det modsatte er sandt

Okay, det her, synes jeg til gengæld, er værd at hidse sig en smule op over. I en klumme på Jyllands-Posten skriver Mikael Jalving begejstret, men totalt misforstået om Hassan Preislers Brun mands byrde:

Mens den selvfiktive roman krydsklipper mellem forældrenes historie, konkrete kulturmøder og den velmenende danske iscenesættelse af virkeligheden, udleveres den omvendte racisme, der finder sted i Overdanmark. Det er frækt gjort." Brun mands byrde" er som titlen antyder en omvendt Kipling. Vi, de etniske danskere, er halvt djævle, halvt børn, der skal korrigeres og tvinges til at se op til den brune race, hvis byrde det er at føre danskerne ind i det multikulturelle samfund af mælk, honning og anerkendelse. Ser man først sådan på det, forstår man, at multikulturalismen i virkeligheden bare er en erstatning for den revolution, som udeblev i hele Europa. Den er de skuffede 68' eres hævn. Fordi de ikke kunne ødelægge samfundet ved at smadre den eksisterende kapital, vil de nu ødelægge samfundet ved at smadre den eksisterende kultur. Det sidste projekt ser ud til at gå langt bedre end det første.Bogen er en eksistentiel dannelsesrejse, men er ikke kun prisværdig af den grund. Det er den ligeså elegante som flabede kritik af tidsånden, der afsætter spor i vores politiske ørken. Man mærker fortællerens voksende modstand mod det ideologiske projekt, som Integrationsdanmark møjsommeligt har stablet på benene gennem mere end 30 år. Ved hjælp af ret så simple litterære virkemidler og prægnante passager gennemhulles konstruktionen, og det er i bedste forstand litteratur til tiden.

Hassan Preislers bog taler ikke imod det multikulturelle, tværtimod celebrerer han multikulturen i tekstspor-sammenklipningen af sine pakistanske og danske rødder og sine egne oplevelser i København, Beirut, London og New York som jo ikke en ideologi, men en realitet. Og så er han rigtig nok sarkastisk-sorgfuldt ironisk overfor den professionelle integrations-industri, han selv har været en del af og haft glæde af. Men det betyder jo ikke, at han er bekymret for dansk kultur eller skeptisk overfor indvandring eller benægter eksistensen af racisme og diskrimination - det afsnit, der eksplicit tager udgangspunkt i Kipling-citatet - og hvor det helt eksplicit er bastarden Hassan, der måske er halvt djævel, halvt barn, ikke den etniske dansker - beretter sammenbidt om hygsom patriotisme og rå racisme på et århusiansk værtsthus, læs selv:

I Aarhus læser jeg Ruyard Kiplings "Hvid Mands Byrde", og jeg sidder deroppe under taget på mit kammer og kan ikke finde ud af, om jeg er den bedste søn eller halvdjævel og halvt barn, og jeg henter tvillingen Andreas ved toget, da han er hjemme på orlov fra Afghanistan, og vi går ud i Aarhus for at diskutere Kipling og går ind et sted, hvor der må drikkes og ryges, og Andreas bestiller øl og arnbitter, og vi skyller det ned, og sidemanden spørger til os, og jeg fortæller, at Andreas er hjemme  fra Afghanistan og er på besøg hos mig, og vi modtager håndtryk og skulderklap og flere pils og små skarpe for Andreas' krigsindsats, og vi hygger os ad helvede til, og jeg går ud og tisser og kommer tilbage og bestiller en omgang til alle, da Andreas råber "hold nu op", Hassan, det er min tur". og "Hassan, kom nu herned!" og "jeg har masser af penge, Hassan!". Og for hvert "Hassan" vender et ansigt sig, og for hvert "Hassan" kompliceres mit liv, da jeg pludselig ser karseklippede isser og brede skuldre og fodboldtrøjer og tatoveringer, og der er én, der siger, "hedder du Hassan?", og jeg svarer, at det gør jeg, og han siger, "du ligner også en muslim", og jeg siger, at jeg ikke er muslim, "og han siger "du ligner en, der vil sprænge det hele i luften!", og jeg siger "kom" til Andreas, og han siger "hvorfor?" og jeg siger "kom nu, vi går", og vi går, og vi følges ud ad døren af ord, og de er mætte og tunge og rammer mig i ryggen og nakken og rammer dørkarmen omkring mig og glider ned ad den og rammer ude på fortovet og vejbanen, og et par uger senere åbner jeg avisen, og der er et billede af en mand, han har langt hår, længere end mit, og han er stor, større end mig, og han er vred, vredere end mig, og han hedder Nadir, og der står, at Nadir fik tæsk på et værtshus, og jeg læser videre: "Nadir anede ikke, at han havde bestilt øl på et værtshus, der  er stamsted for tilhængere af hooligangruppen White Pride", og Nadir står foran den samme bar, hvor Andreas og jeg fik øl og klap på skulderen og måtte skynde os væk, da det blev tydeligt for enhver, at jeg er Hassan.

Man skal være ekstremt tidehversvsk skeløjet for at kunne læse den tekst som et forsvar for værtshusets hooliganer og deres danske kultur, der smudses til af Hassans og Nadirs mellemøstlige udseende og oprindelse og navne. Ikke underligt at Krarup-datter Katrine Winkel Holm har denne kommentar til Jalvings citat fra klummen på Facebook "hmm, synes godt den var tung og helt vildt usammenhængende, men med gode pointer ind i mellem." Jeg tror, hun og Jalving skal holde sig til trygt entydige forfattere som Martin Andersen Nexø og Kaj Munk, allerede Scherfig og Paludan vil få det til at svømme for meget for nidstirringen.

Motorcross-kritisk crossover - drive on!

Informations - og sgu da Danmarks - bedste, fordi skarpest og personligst seende, filmanmelder Katrine Hornstrup Yde anmelder pludselig en skøn, litterær BOG, Hassan Preislers  Brun mands byrde og gør det selvfølgelig skarpt og personligt læsende, og det siger jeg ikke bare fordi, hun mener det samme om bogen som mig, bare skarpere og mere personligt; jeg vil gerne bede om, at hun bliver ved med at anmelde (vigtige) bøger, samtidig med at hun naturligvis skal overtage posten som hovedfilmanmelder (i stedet for helt igennem matte og intetsigende Christian Monggaard) og ikke holder op med at anmelde tv og skrive klummer, dvs. at hun skal KRITIKERFASTANSÆTTES som det kritikernaturtalent, det tydeligste (ved siden af Olga Ravn, som altså snart må komme over sine moralske kvababbelser over at agere kritikerautoritett (andre steder end i Femina)) i sin generation, hun neonlysende er og bliver:

Og hans forestilling om racisme er både reel og beviselig og forkert og paranoid. Og han kritiserer sit eget hykleri som del af et minoritetsfolk, der lever af at gå på ukritisk automatpilot til fondsfinansierede frokoster og evige konferencer: » jeg har lyst til at sige til os, at vi skal tie stille, men jeg gør det ikke, og jeg har ondt af os, men jeg siger det ikke, og vi er afkræftede og fastlåste, og jeg skræmmes af tanken om, at det i virkeligheden er os, der er forstokkede og gammeldags og diktatoriske og støvede, og jeg bunder min rødvin.« Han skriver »og« og »og« og »og« og »og« i endeløse sætninger, der varierer mellem forrygende prosa, hvor de indre modsætninger gnistrer, og så et sprogligt overlæs, hvor klichéerne sniger sig ind i det hastige sprog ( »som lyn fra en klar himmel« ). Man skiftevis henføres og kværnes af forfatterens identitetskværn, der aldrig standser, vi må hænge på, vi bliver ved med at følge hans påstande og hans selvmodsigelser. I dele om familiens historie og om rejser bliver det punktumløse sprogflow irriterende automatisk. Andre steder er der en pointe i sådan at blive kørt død af konklusions-undvigelserne. Her får de nemme svar ikke lov at gemme sig bag et punktum.

Hassan piber over, hvem han er, og over hvem andre tror at han er, og over hvem han tror, at andre tror, at han er. I lufthavnskontrollen i New York, på white pride-værtshuset i Aarhus, til minoritetskonferencen. Og selvom han forsøger at flygte ud af alle de positioner, og selvom han kritiserer sit eget Hay-shoppende, modefriserede Østerbro-liv, og selvom han på bogens bagpamflet er gledet ud af sit Sorte Sambo-kostume på flugt fra stigma, så efterlader han stadig indtrykket af at være præmieperker, af at være sofistikeret kulturelite, af at være ham, som vi giver ret - også og især når han siger, at han ikke selv har ret. Han sætter problemet under debat, han kritiserer debatten, og så skrider han afsted til et federe sted, til fiktionen, der ikke skal mene noget på den måde. Og vi er imponerende. Nu er han også præmie-forfatter. Og i romanen ser Hassan til sin skræk (eller drømmer han det?), at man kan købe Lille Sorte Sambo i Hay. Og nu kan man ude i virkeligheden købe Hassan i Sambo-tøj på postkort og putte ham i lommen i 350S. At individet Hassan og romanen ender i sådant et mildt paradoks, og at romanen kommer til at blive læst og promoveret som debatbog, er uundgåeligt. Og den slags paradokser kan man ikke slippe udenom, lige meget hvor vildt og konklusionsløst, man skriver. Punktum.



det meget sjældne: et kritikeridolbillede -

Lille Hassan med de skæve ben WALKING TALL

Det er da en god og herlig ting, når noget, der er godt, får succes - som nu Hassan Preislers ret fremragende, autofiktive roman Brun mands byrde, som jeg glad anmeldte i WA Bøger i går, efter Preisler-interviews havde smykket forsiden af både WA's og Politikens litteraturtillæg, og som i dag får 5 hjerter i Politiken i Mikkel Bruun Zangenberg (solid præcis anmeldelse sgu, Mikkel: "Preislers kritik og hans manøvrer får deres slagkraft og fascination ved at være iværksat som en ualmindelig vellykket, avanceret og berørende montageroman. I romanen hører vi meget klart og tydeligt en stemme, Preislers stemme. Stemmen beretter i flere spor, der intrikat er vævet ind i hinanden, noget, der på samme tid er en slægtsroman, en selvbiografi og en bittersødt satirisk sædeskildring. Fordi spørgsmålet ' hvem er jeg?' stiller sig med en så brændende uafviselighed for et blandet væsen som skuespilleren Preisler, der er frugten af både pakistanske og danske rødder, kommer en stor del af romanen til at forme sig som en næsten detektivisk og kærlig skildring af de mange og umådeligt forskellige individer, der en dag endte med at frembringe et væsen som Preisler.") og 5 stjerner i Berlingske ved Merete Reinholdt, og på grund af al denne opkørt støjende foromtale - foruden interviews i både aviser  og i radio og på tv har Preisler via sin bogens Facebookside arrangeret og rapporteret fra flere bogrelaterede happenings (med forfatteren klædt ud som Lille sorte Sambo, ligesom på forsiden) - er forlaget allerede ved at trykke tredje oplag, og hvor er det bare godt, når nu bogen bare er god, selvom ret meget af støjen, før anmeldelserne, også skyldes at bogen er en god historie, som forfatter og forlag har forstået at vinkle aggressivt medie-attraktivt, men hvilket problem skulle hvem have med det, når bogen er god?

I en kommentar inde på FB-siden skriver Hans Hauge:

spændende: spørgsmålet er om denne roman kunne være skrevet af en mand fra Hjørring med en dansk mor og dansk far? kunne den være en fiktion? nej, forfatternavnet samt nationalitet er garantien - signaturen der gør teksten autentisk og giver den værdi -

Nej, men Scherfigs Det forsømte Foraar kunne heller ikke være skrevet en mand, der havde gået i landsbyskole i 5 år i det mørke Jylland og så var kommet ud og tjene, og hvad så? og ja, den autentiske hybriditet, og Preislers klovne-kritiske forholden sig til den, skaffer ham adgang til interview i aviser og på tv, men værdi i anmeldelserne, i min anmeldelse i det mindste, får bogen fandeme kun, fordi den kvalificerer sig sprogkunstnerisk, Hans!  

Jeg nævner Dan Turèll i min anmeldelse, men i forhold til bogens elegante-energiske, både sardoniske og melankolske ironi er det nærliggende også at pege på Pablo Llambìas, præ-sonetskrivende, og måske især det vistnok (I hope not) skrinlagte argentinske projekt, og Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr.

OG HANS SCHERFIG SGU!
HVORFOR NÆVNTE JEG IKKE HAM I ANMELDELSE, HAN ER OGSÅ EN SATIRISK OG-MISBRUGER,
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!