Ny karriere: Poesi-stalker

Susanne Staun elsker "når Pia Juul stalker mig", fremgår det af hendes Elsker/Elsker ikke-liste i Information - godt at huske på, når man jeg hende i et ellers glimrende og sjovt interview i 24syv igen og igen be- og afsværge "parnasset" - i forbindelse med hendes øjensynlige helt oprigtige og derfor totalt cool plan om at vende thrillergenren ryggen og skrive en sonetkrans: Parnasset interesserer sig kun for form, hendes sonetter vil også have indhold, til gengæld sjusker parnasset med formen, det vil hun sandelig ikke gøre. Skriv nu lige den krans først, Susanne, før du praler med, hvor betydningsfuld og formfuldendt den bliver! Og sikke dog noget massivt vrøvl om, hvad for et parnas (nu og da udskiftet med synonymet: Forfatterskolen) helt præcist? Er det Inger Christensens og Klaus Høecks sonetkranse, der er betydnings- og formløse? Jeg ved virkelig ikke om jeg tilhører parnasset, og i så fald hvilket, men det er åbenbart mig, der har provokeret Staun til - ikke thrillerfarvellet - men sonetkransambitionen, iflg. både radiointerviewet og det interview med Maria Tetzlaff i Politiken, hvor planen blev lanceret:

Allerede inden maden dukker op, forkynder Susanne Staun, at hendes næste bog skal være en sonetkrans. Det vil sige 14 sonetter med den forrige sonets sidste linje som den næstes første, og disse skal samlet danne en afsluttende 15. sonet./ En sonetkrans er nok det sværeste at skrive overhovedet, så for en thrillerforfatter er det noget af en udmelding, der falder i en solbeskinnet Cap Horn i Nyhavn. (...) »Det var simpelt hen for nemt at blive ved i samme genre. Så nu er et tid til noget andet. For mange år siden kritiserede Lars Bukdahl en krimi af Henrik Nordbrandt og skrev, at det svarede til, at jeg skrev en middelmådig sonetkrans. Så tænkte jeg: Hvorfor tror du den absolut skulle være middelmådig? Så nu vil jeg skrive en sonetkrans!«./ Arj, mener du det?/ »Ja, jeg gør sgu!«.Der har vi så rubrikken, tænker jeg:/ Men hvad vil du så gøre ved al din sex og vold?/ »Den har jeg ligesom udlevet. ’Al min sex og vold’ ... det er sådan noget, jeg ikke gider høre mere ... Nu vil jeg være en ordentlig Hausfrau ... der skriver sonetkranse«./ En anden grund til, at Susanne Staun har skrevet sin sidste krimi, er genrens ekspansion. Krimimessen i Horsens midt i marts har været som en familiefest for hende og en håndfuld andre danske krimiforfattere. Men nu er den blevet for stor og myldrende:/ »Der er så mange, der skriver krimier i håb om at blive den nye Stieg Larsson. Og jeg tænker bare: Gå dog væk! I elsker jo slet ikke litteratur!«.

Så kold og hård og præcis den sidste bemærkning er, og så op til den dér Krimimesse - bravo, frue!

Men hvad skrev jeg egentlig i min Nordbrandt-anmeldelse for ikke mange, men kun lidt over 2 år siden:

Det er svært ikke at sammenligne med Susanne Stauns skidegode efterårskrimi Døderummet, der også har en kvindelig retsmediciner i hovedrollen og ejer al den stilige saft og kraft og blodighed, som Keldby slagteren savner, herunder en reelt skræmmende morder. Og vi kan prise os lykkelige for, at lyrik ikke er en bestsellergenre, for ellers kunne Staun, der skriver alt for gode krimier til at tjene kassen, se sig fristet til at udgive en lige så jammerlig jævn sonetkrans!

Min pointe er, at Nordbrandt tydeligvis ikke har den fjerneste lyst til at skrive en krimi, han gør det kun for pengenes skyld, men eftersom der ingen penge er i sonetkranse, kan det kun være af lyst, Staun vil skrive én, og det gør jo fanden til forskel. Forud for radioudsendelsen havde 24syv-journalisten talt en smule med mig, og gennem ham undskyldte jeg overfor Staun, at jeg ikke troede på, hun ville kunne skrive en kvalificeret sonetkrans, ikke mindst fordi hun, hvilket hun (i krimisammenhænge i det mindste) helst fortier, er så forbandet litterært dannet (særligt hvad angår engelsk og amerikansk); jeg tror, hun kan skrive en seriøst sær og skæv og morderisk sonetkrans; i radioen afviste hun, at den ville blive morderisk, men jeg mente det især metaforisk, som i tagende blodigt livtag med den jo faktisk i mindst lige så høj grad som krimi- og thrillergenren røvirriterende sonetkrans-genre: Showdown i Sommerfugledalen!