søndag den 31. marts 2013

Juuls læsebriller forskønner og profeterer

Ligesom i tilfældet mig vs. René Jean Jensen vs. Anders Abildgaard nedenfor ville jeg ønske, at jeg som at par læsebriller kunne overtage Pia Juuls positive syn på og oplevelse af Jonas Rolsteds debutbog Flex death (senest, i Chemnitz-anmeldelsen, kaldt "formidabel" af Mikkel Bruun Zangenberg) i hendes fint konverserende bidrag til Politikens kroniks "naturskitse"-serie:

Jeg har flere gange i denne kolde vinter haft fornøjelsen at høre digteren Jonas Rolsted læse op af sin bog, ’Flex Death’.
  Jeg kan godt lide den måde han læser på, lavmælt og insisterende, næsten monotont.
Det lyder muligvis kedeligt, men er det ikke, jeg bliver tvunget til at høre efter, og jeg har hver gang tænkt at det skyldes hans koncentration, der kalder på min.
  Der er et sted i Carl Nielsens bog ’Levende musik’, der, sådan som jeg ser det, handler om nærvær og koncentration, som jeg har læst tit og citeret ofte, og da jeg bladrer i bogen for at genlæse det, finder jeg først noget helt andet, der også forbinder sig til Jonas Rolsteds bog.
   I den står der: »Musik er en undersøgelse af intervaller (...)«.
   Hos Carl Nielsen står der:
»Når man havde frembragt én tone, saa kom trangen til forskellige toner ganske af sig selv, og her er vi ved et af de hovedpunkter, jeg vil tale om, nemlig intervallerne. Intervallerne er efter min mening det, som allerførst vækker dybere musikalsk interesse; vi har her noget ærværdigt og dog evig friskt, som vi paa én gang maa elske og føle ærbødighed for. Intervallet bør være for vor kunst, hvad korn og brød og hellige kilder var for østerlænderne i det gamle testamente: det, hvoraf vi skal leve, det, som skal give os kræfter og lyst til at arbejde med musikken.
  Der er sikkert ingen, der vil nægte, at det er intervallerne, der hver gang paa ny overrasker og glæder os, naar vi en sommerdag hører gøgen kukke. Ifald den kukkede paa samme tone, ville vi sikkert forholde os mere ligegyldige. Og hvad er det saa? En lille – sommetider en stor – terz« (LM s. 47).
  Jeg afbrydes af en mail: »Jeg hader februar«, afslutter en kvinde den mail der besvarer min aflysning af et møde. Både hun og jeg er småsyge, det sner – nu igen – det er allerede mørkt, skønt februar ellers slet ikke er så mørk som vi har haft det. Nogle hævder at februars gamle navn blidemåned henviser til det lys der tiltager, men med februar forbinder jeg nu engang mest mørke, kulde, sjap og snue, selvom duerne kurrer så småt omkring huset.
  Men ethvert pip fra en fugl giver i denne tid mindelser om det der kommer, giv tid, giv tid, og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue, nynner den glad (bilder man sig ind), det kan være et pip, et tilløb til en sang, det er øvelser og det er den pause den holder; jeg hører det, og det lysner.

Især når jeg læser Jonas Rolsteds bidrag til samme kronikserie, der snøvler sig kedelig koket af sted; det jeg har imod den nye alvor (og derfor er Morten Chmenitz undtagelsen) er jo ikke, at den er alvorlig, men at den pudser alvoren op til kitsch, hvilket jo er det modsatte af at tage den alvorligt (og hvor meget mere feministisk irriterende er ikke de metaforoverstregede, tavse kærester og ekskærester hos Rolsted end Blachmans ucamouflerede pin-ups? vil jeg gerne spørge hans klassekammerater):

Himlen hvidner og vokser et sted. Det er en fugl, tror jeg. Jeg har ikke linser i. Himlen bliver mere og mere hvid. Hvem har brug for sår, når vi har fugle? Jeg ser tingene åbne sig en for en, meddele sig og forsvinde, jeg ser på det, der lytter; ikke på det, der taler. Min kæreste gik fra mig i weekenden. Jeg kan høre hende i værelset ved siden af. Jeg kan høre en taske blive åbnet og lukket. Hun er ikke flyttet endnu. Jeg kan huske nogle lyde, som i drømmen. Det var hendes ansigt. Hendes ansigt var en lyd, en bevægelse mellem bladene. Et tæt kompleks af toner. I bevægelserne anede jeg en struktur. Og i strukturen et udsagn. Noget, der blev hvisket til mig gennem skoven. Vi ved ikke, hvor vi er, før vi drømmer.

Til gengæld er denne tekst fra Pia Juuls Kritikerprisvindende Af sted, til stede, den mest præcise læsning, jeg har læst, af alle filmhenvisningerne og -tyverierne i Niels Franks seriøst Krtikerpriskandiderende Nellies bog, det er Nellie himself, der taler i oversættelse:

EN UGES FILM

Det er så opslidende at se alt det og leve sig ind i det hele, den alkoholiserede politibetjent, hans stakkels hændervridende kone derhjemme, smuk er hun, hvad hjælper det hende, han kommer bare ikke hjem. Den gamle mand der forelsker sig i den lille pige, han er så ulykkelig, og det er for galt, men jeg forstår ham så godt, han store følelser, hans fortvivlelse, hans nedværdigende ydmygende kasten sig til jorden, der gør det hele værre, men han kan ikke andet, han hænger fast han er færdig og hun er ligeglad. Og hende der opfører et helt drama foran spejlet hjemme hos Holly, hendes latter og grådanfald i løbet af få minutter, fuld eller vind og skæv er hun, hende er jeg goså i de minutter det varer, men jeg kan snart ikke rumme mere, mit eget liv er så rigeligt, men så skal jeg følge med til det tomme hotel om vinteren, hvor vi bare skal passe på bygningen mens min mand skriver, og han skriver intet, han alder bare som om, og jeg bliver bange for ham, jeg bliver så bange, men det går over da jeg danser på Seinens bred og letter fra jorden i glæde og tryghed. Det flimrer og kaster lys og skygge over mit eget liv, blander sig med det jeg muligvis helt af mig selv kunne opleve og tænke, men det kan godt være lidt usikkert somme tider, lidt uklart hvis følelser det egentlig er jeg har.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar