Nellievild

Jeg synes, Nellies bog er akkurat lige så fantastico og sublimissimo (ok, åndssvage ord - men jeg ville bruge nogle, jeg ikke plejer, og jeg ville ikke begå pastiche), som jeg håbede den ville være.  Og er - selvom den jo har været et begrundet mistænkt mesterværk lige siden udgivelsen og min første gennembladring - først og fremmest bare så utroligt forundret over dens forunderlighed: Tænk at bogen findes, og at Niels Frank har skrevet den, og at den (det centrale forunderlige faktum om Finnegans Wake) ikke er en halv sides stiløvelse, men en reelt tyk roman (kvantitet betyder!)! Det er gode, præcise ting,  Erik Skyum og Nanna Goul og Jeppe Krogsgaard, skriver i deres fuldgode (fuldegode, skrev jeg først) anmeldelser i Inf, WA, Berlingske (Lilian Rösing er også ok skarp i Pol, men 4 hjerter? ligesom Zangenbergs 4 hjerter til År 9 efter Loopet, det er jo totalt hjerteflimmer, mens trommedansen rundt om Kim Leine lystigt går)!) og Kamilla Löfströms selvtranskriberede Gy-snak på Promenaden, og det irriterer mig selvfølgelig, for så er der ikke så meget for mig at tilføje. Men jeg kan på den anden side ikke holde min kæft, så her er derfor lidt om læseoplevelsen: Jeg var nødt til at læse hurtigt til denne første omgang for simpelthen at læse (anti)HISTORIE(r)N(e) og ikke dvæle ved de enkelte misstavninger og degrammatiseringer, eller hvad man skal kalde dem; hele tiden når jeg i forbifarten akkurat at få øje på dit og dat, men jeg ved, det er farligt for gennemlæsnings-flowet at stoppe op; derfor havde jeg straks, jeg var færdig, lyst til at læse igen, men baglæns, en (afsat) sætning ad gangen eller bare et ord, men det, bogen jo nu er blevet, indtil jeg læser den igennem igen, for det skal jeg også gøre igen, det er jo akkurat en Finnegan: at slå tilfældigt op i og kulle nydende ud på hvor som helst og så tit som muligt som nedenfor skrive af fra, hvilket er den allerbedste læse-atomisering eller atom-læsning, fordi den bogstav for bogstav går lige i fingrene, på hver af hvilke der jo sidder et øje (synd at jeg kun skriver med 2 fingre!). Jeg synes også, det bør fremhæves, at Nellies bog i kraft af både fiktiviteten (og dens person- og verdensfremmanende styrke og generøsitet) og den formelle eksperimenteren (og dens (personfremmanende) karakterfuldhed og konsekvens (og udholdenhed!)) præsenterer et vildt og betydeligt spring i forfatterskabet på lige linje med springet fra mut minimalisme til glitrende konversation i Tabernakel for 17 år siden. Kamilla har som allerede tillinket taget sig kærligt af Erik Svendsens idiotanmeldelse, men jeg vil gerne pirke let til kollega Klaus Rothsteins blæksprutte i forrige WA Bøger, fordi den samler op på anmeldelserne, men selv prætenderer at flyde olympisk over vandene. Efter et horribelt Svendsen-citat skriver han: "(...) og han har helt sikker fat i noget, når han til sidst rejser tvivl om om, hvor mange læsere der vil følge Nellie. Det er nemlig anestrengende at læse romanen, og svært at afkode dens sprog." JA, for dig, Klaus, men sgu da ikke for fx mig, jeg synes, det er er FORNØJELIGT, en decideret LISE at læse bogen og temmelig let at afkode dens sprog. Og dig selv er den eneste læser, du som kritiker kan og bør udtale dig om for helvede (Erik Svendsen gider jeg ikke engang henvende mig til retorisk, han er en håbløs sag)! Til allersidst vil Rothstein trælst snusfornuftigt dele sol og vind lige: "Så forskelligt kan man se på sagerne, men Niels Franks roman er vel hverken et kaudervælsk attentat på demokratiet eller vor tids svar på James Joyce." Bare fordi der både er elskere og hadere derude, betyder det jo ikke, at bogen objektivt set er halvelendig og halvfremragende; jeg mærker en underliggende idé om, at bøger og måske især romaner, der opfører sig eksperimenterende, ikke kan være rigtigt betydelige og vigtige, det kan kun folkelige-realistiske sædeskildringer (jf. også Rothsteins underlige bemærkning i hans pastiche-anmeldelse af Dorthe Nors' Minna mangler et øvelokale (som jeg glæder mig til at læse lige om lidt): "Dorthes roman er en leg, ikke et radikalt skrifteksperiment (som Niels Franks nye roman)" hvorfor er Nellies bog ikke også en (lystig) leg? hvorfor er Minna mangler et øvelokale ikke også et mere eller mindre radikalt skrifteksperiment?). Endelig - jeg skal have anmeldt den bomberockerbiografi(!) - så opfordrede Kamilla mig i en blogkommentar til katalogisere alle filmreferencerne i bogen, det kan jeg virkelig ikke overskue (lige nu), men jeg vil godt udpege 2 deciderede scener, der er taget fra film, anmeldere og blogger(e) endnu ikke har nævnt (de 4, de har nævnt, er Vertigo, Forrest Gump, American Beauty, Rosemary's Baby): da Nellie bliver jaget gennem en appelsinplantage, fra Polanskis Chinatown, da Nellie på et hospital får at vide, at kvinden, han søger, er blevet hentet af en mand, der kaldte sig hendes onkel, fra Kubricks (og Nabokovs) Lolita (nå ja, og så er det ca. (bortset fra nemlig at den i bogen er i farver) Andy Warhols 8 timer lange film om Empire State Building, Nellie ser på et videobånd eller en dvd, han får af Roman). Fik jeg nævnt, hvor GREAT, jeg synes Nellies bog (der også, i anden halvdel, bare er en oprømt kærlighedserklæring til Mexico (og, tror jeg (nu bliver jeg et kort øjeblik groft autofiktiviserende) forfatterens svigerfamilie) er?