Fjendsk anmeldelse, nu med initial ekskurs

(1. udgave af min anmeldelse af Anders Abildgaards Min fjendes fest, der omsider er kommet i avisen i dag:)

BLA-BILLED-SKÅR Anders Abildgaard kontrasterer cool nok egen halv-hysse sætningsstøj med udsøgt oversat Wittgenstein-nervøsitet

Alle de munde, vi har

Anders Abildgaard: Min fjendes fest. 85 sider, 200 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Gid det var digteren og kritikeren René Jean Jensens toptunet ekstatiske anmeldelse, på kollektiv-bloggen Promenaden, af Anders Abildgaards ”digtsamling” Min fjendes fest, jeg skulle anmelde. Eller gid det var den bog, Jensens anmeldelse uimodståeligt fremmaner, jeg skulle anmelde. Eller gid jeg var lige så smittende og besmittet begejstret for Anders Abildgaards bog som Jensens anmeldelse, der begynder sådan her, er: 

   ”Skulpturelle tekster. Hvilken syre, hvilken erosionsproces. Cuts, jump-cuts. Stumfilmens iris-shot, men her ikke pointeret eller prægnansbåret, ”en ny, rød Ipod”. Parataksen og forståelsen og og’erne (her snarere kommaer) der ikke forbinder men sidestiller, forståelsen der febrilsk leder efter niveauforskelle, den slags forståelse, som en instans der vikler ud, udvider teksten, men hvad nu hvis teksten allerede er fuldt udviklet, helt udvidet? Det kan den ikke være, siger læseren. Jeg kan altid vikle mere ud, c’est ma raison d’être. Be my guest.”
   Jeg læste Abildgaards bog to gange, før jeg læste Jensens anmeldelse, og en halv gang lige efter og synes klart, at den blev et nøk bedre den halve gang, fordi anmeldelsen havde tvunget mig op i læse-gear. Og jo hurtigere mine øjne læser og synes de skal og kan læse, jo bedre oplever jeg bogen, men også i den halve læsning gik mit blik forholdsvis hurtigt ned i fart. Fordi jeg oplevede intensiteten i de disparate sætninger – der altså ikke automatisk gør mig desperat – og i springene i mellem dem som usikker og ustadig. Hvilket sagtens og sikkert er meningen, men det hjælper ikke på mine øjnes irritation. Eller kvalificerer irritationen avantgardistisk som ”febrilsk”.  Her er første afsnit i bogens første tekst, prøv at læse det i al hast:

  ”Vi leger med Bakugan ved søen, vi sidder med fødderne i vandet. Vi sidder på badebroen, så går vi ad badebroen på vej op til huset, står foran døren og banker på, som var vi i et eventyr, den søde lyd af screaming metal, horse og flame. Vi spiser af den store gryde, stuen er varm, dyret frisk, skudt gennem halsen + Et fejlskud gennem bugen + Hil jagten, hil kødet, det er mørt, skindet sprødt og øllet åh så drikkeligt og fedt, tyktflydende som smeltet smør.”

  Det går hurtigere og hurtigere, ikke også? Men et dårligt humør toner også stadig mere ondt på, og jeg tripper altså bare stærkere på optimeret, mærkbar vrængen end på eksemplarisk, nok så absurd anonymitet som i citatets begyndelsen og afsnittets afslutning: ”Talsmand To dykker i poolen, lyset virker igen./ De tygger på en gren, vi tygger en lakridsrod./ Vi vælter rundt i hoppeborgen”

  De bedste sætninger i bogens første kapitel fire afsnit – to linje-spredninger, to totalklumper – er de mest marsbo-foragtfuldt nidstirrende og aflyttende, på og til menneskenes dekadente og elementære dårskab. Her et klip fra en seriøst og kostelig sort rundgang i totalklump nr. 1, det handler vistnok om sex:

  ”Tungen leder efter åbninger. Åbningerne leder efter tunger. Alle de munde, vi har. Vi keder os i munden og kommer til at ville gøre noget ved det.”

  Flot fæl formel, ikke sandt?

  Og gid jeg havde begyndt anmeldelsen med at tale om bogens andet kapitel, der fylder 35 ud af 85 sider, og simpelthen er Anders Abildgaards forfinet lydhøre oversættelse af filosoffen Ludwig Wittgensteins dagbøger fra 30’erne, da han opholdt sig i Cambridge – og lige så plat grotesk og grotesk plat, de kollektive vi’er og de’er i første kapitel skriftligt ter sig, lige så civilisatorisk dirrende og stiligt skriver Ludwig i al fundamental ensomhed om sine kvababbelser over sin kæreste, sine kolleger, sin undervisning, sin filosofi og sig selv. Hvilket er en god, gammeldags fornøjelse i sig selv og – som rekordlang del-readymade i ny, dansk litteratur – et prægtigt postmoderne postyr i kombi med egenhændigt flerstemmige kapitel 1:

  ”Til cirka mit 23. leveår ville det have været umuligt for mig at sove i en fritstående seng & i det hele taget kun med ansigtet vendt mod væggen. Jeg ved ikke hvornår den frygt forlod mig. Var det først under krigen?”

  Og jeg kunne så bare ønske, at Anders Abildgaard i højere RJ Jensensk grad, i sin til syvende og sidst for lidt maniske maskerade havde annammet Wittgensteins sidste maxime:

  ”Manér i skrift er en slags maske hjertet skærer ansigter bag som det lyster.”