Vero & Alfreud

Jeg smed denne henvisning ud af min anmeldelse af Svend Åge Madsens Pigen i cementblanderen, det skulle jeg ikke have gjort:

"Gertrud Ankerstrøm, født og opvokset på et museum” – og dermed eksistentiel kollega til en anderledes central Madsen-person, en novelle-hovedperson oprindeligt, der er født og opvokset på et bibliotek:

Dete drejer sig om Vero, hovedpersonen i den vigtige, for både forfatterskabet og kosmologien og slægtstavlen, novelle "Kvindens skaber", publiceret 1972, men først opsamlet i Mellem himmel og jord, 1990 - vel sagtens det første læselige resultat af Madsens hjerneåbnende Borges-læsning!

Niels Dalgaard skriver om Vero sin forbandet nok endnu ikke opdaterede Madsen-encykloædi Dage med Madsen eller Livet i Århus, 1996 (og okay, så er han ikke født, men kun opvokset på biblioteket - som jeg altid forestiller mig er Hovedbiblioteket i Aarhus):

VERO
På den slægtstavle, der er indlagt (AFM (At fortælle menneskene) 242) beskrevet som V "der blev spildt blandt bøger". Søn af Elline Skonning og Jeppe Fælding. Bliver som spæd efterladt i et depotrum på et bibliotek og vokser op isoleret fra mennesker, men omgivet af bøger (AFM 242). En bibliotekar, Erika Zuber, sørger for hans mad m.v. men bliver selv sindssyg af projektet (SAG (Syv aldres galskab) 316).
  V lærer på mystisk vis sig selv at læse og skrive og efterlader sig, da han er blevet fundet død, et større antal værker i forskellige stilarter. Værkerne bliver populære, endda i en grad, så Veros kvindeskildringer danner mode blandt virkelighedens kvinder, som han jo aldrig selv har set. Beretningen om V er novellen "Kvindens skaber" (MHJ 7ff), der påstås at være skrevet af E's søster Tyra Skonning Gortis under et pseudonym (MHJ 48).

En anden (vist kun for mig - fordi Af sporet er du kommet, hvortil han oprindeligt er opfundet, stadig er min yndlings-Madsen-bog) central Madsen-person, som direkte optræder i den nye bog(s titeltekst) og som jeg også burde have gjort et nummer ud af min anmeldelse (hvor jeg i stedet gjorde en dyd ud af at være så lidt Madsen-intertekstualiserende som muligt, dum dum dyd), er Alfred eller Alfreud Pinsel:

der omtalte sig selv psykpsyk. Alfred var gået den alternative vej. Som ung blev han tvangsindlagt. Fordi han havde en hed kærlighedsaffære med sin psykiaters kone, hævdede han selv. Som fik ægtefællen, da han opdagede sandheden, til at indse at Alfred var gal og fik ham tilbageholdt og indskrevet. Under opholdet viste det sig hurtigt at Alfred havde forbløffende helbredende evner over for sine medpatienter.
  Som man kender musikalske vidunderbørn og skakspillende, sådan måtte man karakterisere Alfred som en psykisk naturbegavelse. derfor gik han direkte fra at være tvangsindlagt til at få ansættelse med eget kontor og en lidt usikker stillingsbetegnelse. Selv kaldte han sig læglæge.