Æret være Helle Helles dansklærers minde

(fra Lolland-Falster Folketidende 9. marts)

Mindeord over Inge-Lise Bentsen, Hagelundsvej, Rødby

Vi har modtaget:

Der er mennesker, man ikke kan forestille sig, skal forsvinde. Fordi de altid har været der. Fordi de fik en til at blive den, man blev. Fordi man stadig tit tænker på ting, de sagde for tredive år siden. Og stadig kan høre deres stemme og latter for sig. Sådan et menneske var Inge-Lise Bentsen. Vi må være mange af hendes gamle elever, der har det på den måde. I min klasse, 9. B, årgang 1981, sagde vi ikke Inge-Lise. Vi sagde Fru Bentsen, og det er egentlig mærkeligt. For selvfølgelig var det en anden tid, men Fru Bentsen var en lærer, der behandlede en som en ligeværdig. Der var ingen distance. Hun lyttede. Hun gav plads. Hun snakkede også meget, og grinede. Hun præsenterede os for den bedste litteratur, hun diskuterede ivrigt med os, hun kunne slå i bordet og sige: Skriv et digt, skriv! For mig kom det til at forme hele mit liv. Jeg var ikke blevet forfatter uden Fru Bentsen. Hun fulgte levende med i sine elevers gøren og laden, selv om man var gået ud af skolen. Selv blev jeg også ved med at have kontakt med hende, indimellem ringede hun til mig. " Det er Inge-Lise", sagde hun, og så kom jeg til at sige "Er det dig, Fru Bentsen?". Hun var den bedste dansklærer, man kunne ønske sig. Nærværende, generøs, begavet og belæst. Sjov og kærlig. Frem for alt havde hun den særlige evne at se alle. Både de stærke og de svage.Vi skulle alle sammen være der. Der var ikke nogen, der var mere værd end andre. Ikke noget liv, der var mere værd end andet. Det lærte hun fra sig, alene ved at være den, hun var. Nu er hun her ikke mere. Men vi er mange, der vil blive ved med at høre hendes stemme.

Helle Helle.

(længe leve gode dansklærere! - mine egne, Lars Wørts og Anders Bollerup, er heldigvis stadig omkring)