KRITIsK tæt på min vugge

Jeg har snuppet mig det nye nummer af Kritik, nr. 207, redigeret af DE NYE REDAKTØRER (OG DERMED KULTURTIDSSKRIFTSREDAKTØRKOLLEGER, HEJ FRA NABO-PIND!)) URSULA ANDKJÆR OLSEN OG ELISABETH FRIIS - TILLYKKE MED DEBUTEN! Jeg har har kun læst sidelæns foreløbig, et par krakilt kritiske artikler om temaet GENTRIFICERING (hvis et kvarter - som nu her Frederiksberg - i forvejen bebos af (gammeldags) gentry, kan det så gentrificeres (af moderne gentry)?), Kristian Nya Glaffeys hedthvæsende barnløsheds-triptykon, Martin Larsens VISTNOK sarkastiske Rolsted-anmeldelse og Flemming Chr. Nielsens underholdende erindringskrønike om det eksistentialistiske / fænomenologiske/ semiotiske tidsskrift "Exils storhed og fald", der for følgende afsnits vedkommende foregår skråt overfor, hvor jeg voksede op, på Korshøjen i Vejlby-Risskov, og samtidig med, at jeg gjorde det, hvilket vel for fanden ikke kan være helt uden betydning, for mig - men stedet blev altså kaldt amanuensisghettoen og ikke magisterghettoen:

Fra 1970 blev Niels Egebak Exils ansvarshavende redaktør. Han virkede omgående som syltetøj på fluer, og foruden Nielsen og Toftdahl omgav han sig med yderligere en halv snes medredaktører, der på skift optrådte som aktive redaktører og som passive redaktionskomitémedlemmer. Omtrent som spiritistiske bankeånder, der enten reagerer på det svageste signal eller ligger i delvis dvale. De ugentlige redaktionsmøder foregik i noget, der hed Magister-ghettoen i Risskov. Adressen havde den fordel, at her boede i forvejen halvdelen af den nye redaktion(skomité). Blandt de tilrejsende var Nielsen & Toftdahl, der havde redigeret Exil på to små værelser i det århusianske arbejderkvarter - dels i enkefru Nansens neisseria gonorhoae-drivhus i Mejlgade og dels hos den anderledes honnette enkefru Hougaard i Knudriisgade. Uendelig bleg og tavs kom lyrikeren Peter Laugesen fra Odder og lignede Doktor Nikola. Forfatteren Svend Åge Madsen fra Vestre Strandallé i Risskov prøvede desperat at ligne et livstykke og andre stykker, og var som Egebak portrætteret i Marts 1970, men anderledes mildt og med kun én århusiansk og hviskende replik: "Hva'????' Kortvarigt dukkede også Jens Smærup Sørensen op, altid med en cykelpumpe i hånden, men hvorfra han kom, og hvorhen han skulle, vidste ingen.
  Den unge og lovende og larmende litterat Vagn Thule blev pludselig ramt af dødelig sygdom, men vi hædrede ham ved at lade hans stol stå tom og altid placeret, hvor han sidste gang forlod den. Alt for tidligt døde også den umådeligt flittige og skarpsindige filosof Esberg Krause-Jensen, der i perioder lammedes af dybe depressioner og korte strejf af manier (en morgen klokken syv mødte jeg ham, da jeg var på vej til bageren. "En prægtig dag," sagde han, "siden jeg har fået lov til at udrette noget så tidligt." Tre radioforedrag havde han indtalt den morgenstund med henvisning til, at han klokken ni om formiddagen skulle indlægges på psykiatrisk hospital i Risskov).
  Uden Per Højholt fra fjerne Funder og Niels Egebak, der ustandselig trak hinanden op til hidsig diskussion med en gensidig nøgle i ryggen, ville arrangementet være endt som en dødedans for skygger (....) Egebak var så umådelig generøs. Under redaktionsmøderne svømmede vi i hans franske rødvin, og hver aften ved midnat tilbød han at køre Peter Laugesen hjem til Odder. Med en hastighed på 180 km/t sad lyrikeren og skælvede i den røde sportsvogn (...)

det - Laugesen katapulteret ud af Korshøjen i en rød sportsvogn - vil jeg gerne tro, at jeg har oplevet, ud af mit vindue på rækkehusets anden sal en mareredet nat, eller i det mindst dybt og skæbnesvangert fornemmet!