lørdag den 23. juni 2018

EXCLUSIVT: STRUNGE-TALE 2 (Nexø om Eika)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2018 til Jonas Eika for novellesamlingen Efter solen:


Kære Jonas,
Tillykke med prisen. Du har fortjent den, dine noveller har fortjent den.
Der er noget ved dine fortællinger, som gør dem nærmest ubehagelige at læse og samtidig gør dem næsten umulige at slippe. De er lidt som en horrorfilm, hvor man hverken kan holde ud at se mere eller finde ud af at se væk. Men rædslen i dem er tit diffus, dens kilde er ikke altid til at placere. Og selv når den er helt konkret er den samtidig diffus, svær at placere. Som her i fortællingen ”Rachel, Nevada”, hvor en gammel mand sætter sig for at skære sit luftrør frit for at kunne … brumme, vel  … i takt med en sten, der er faldet ned fra en fremmed planet. Den slags er ikke rart. Men scenen bliver ikke bare intens, fordi han vil skære i sig selv, men også fordi hans handling både føles helt naturlig og helt uforklarlig for læseren. Og det gør den på grund af den rolige omhyggelighed, den blanding af nænsomhed og kølighed, der præger din prosa.
”Transformationen krævede at han lagde afstand til sig selv, forstod han nu, at han sad sin krop overhørig. Med venstre hånds pege- og langefinger lokaliserede han de to hårde bruskringe lige neden for struben, spændte huden ud imellem dem og lagde et snit på tværs. Huden åbnede sig med en lille forsinkelse, som om snittet først skulle gå op for den, og så kom blodet og smerten, sød, syrlig og varm. Han smagte den lige så meget som han mærkede den i sine nervebaner. Med en lidt mindre skalpel begyndte han at skære sig nedefter i dybden, igennem underhudens blodkar og fedtvæv, imens han holdt såret åbent med en ske i sin venstre hånd. Smerten fór igennem halsen i brandvarme stråler. Men selv hvis han forestillede sig kødet som en andens var der noget umuligt ved at føre kniven, noget uvirkeligt ved den målrettede bevægelse gennem lag på lag af menneskeligt kød. Ligesom synkront med sine arbejdende hænder måtte han række ud efter noget kommende, med åben hånd som når man vil røre ved regn, og hente alt sit mod der. Det føltes som at lægge arbejdet i hænderne på en anden. Pludselig sprang luftrøret frem i det fedtede kød, udspilet og riflet af bruskringe.”
Det er en voldsom passage. Jeg tænker det også som en lille poetik, et billede på, hvad dine fortællinger vil deres læser. Din bog skærer gennem verden på en måde, der lader noget grundlæggende – noget af det, vi normalt føler som helt selvfølgeligt – forskyde sig eller gå af led. Den insisterer på en verden, hvor meget nok er genkendeligt, men hvor de mest grundlæggende logikker, begæret eller økonomien eller intimiteten, er forandrede. De skriver rum frem, hvor det, vi ellers finder upåfaldende og selvfølgeligt, for eksempel vores luftrør – eller den sociale orden, eller forholdet mellem liv og død – er tvunget ud af form. Den lader diskrete og dybtgående, kosmiske mutationer finde sted.
Den forvridning opleves både som helt fremmed – og som helt selvfølgelig. For at være mere præcis: for læseren er det fremmed, for skikkelserne i dine historier er det, nåja, selvfølgeligt. Hvad er det for en blanding af arbejdslejr, kirke og stofmisbrug, der optræder i ”Mig, Rory og Aurora”? Hvordan kan det være, at drengene på stranden kan genoplive hinanden fra de døde i ”Bad Mexican Dog”? Det får vi ikke at vide. For fortællingen selv er det ligegyldigt, det er bare sådan det er. Det er helt andre ting, dine fortællinger vier deres opmærksomhed – og tit ved man som læser ikke, hvorfor netop de ting er vigtige at dvæle ved.
Man kunne sige, at du tvinger din læser ind i en meget fremmedartet opmærksomhedsmaskine. Man tvinges til at overtage en helt fremmed prioritering af, hvad der siger sig selv og hvad der må udfoldes. At kalde det desorienterende er jo ikke forkert, men upræcist. Det er mere sådan, at det er en stor og fremmedartet oplevelse – og at man samtidig skal sidde sin krop overhørig. Hele ens tanke- og sanseapparat vrides jo ligesom af led undervejs.
Men hvor vrider dine historier os så hen? Jeg tænker, at de med al deres ubehag og gådefuldhed rækker ud efter noget kommende. Hvis jeg skal sige hvad dét kommende så er, så kan jeg ikke komme det nærmere end at pege på din bogs titel, ”Efter solen”. Hvad kommer efter solen? Solen er kilde til liv, til den energi, der strømmer gennem kloden. En måde at beskrive bogen er at sige, at den vil undersøge de liv og de samfund, der opstår, når livets grundlæggende energikilde – det, der får alt til at bevæge sig – er vredet af led. Hvor kilden til liv ikke er solen, men er finanskapitalen. Eller stofmisbruget. Eller noget fjerde.  
Læst sådan fremskriver dine noveller historier fra dén verden, der fødes, når noget grundlæggende er ødelagt, og selv de mindste selvfølgeligheder må tænkes på ny. Det er ikke noveller, der eksplicit handler om klimaforandringer eller prædiker mod kapitalens logik eller global ulighed. Men det er noveller, der rækker ud efter den verden og det liv, vores samfund er ved at skære fri til os, imens det ødelægger vores nuværende livsgrundlag.
Også det kan være rædselsvækkende at tænke på. Men det er bare endnu en grund til at du skal have denne pris. Tillykke igen med Strunge-prisen. Du har fortjent den, det har din bog også.


















(foto: Janne Breinholdt Bak) 
-->

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar