Dobbeltgængerpris

Jeg skrev en en bogholderi-note i fredagens WA Bøger om det ikke ikke umiddelbart gennemskueligt meningsfulde i, at Danske Skønlitterære Forfattere har oprettet en pris, Den svære Toer, der, nøjagtig ligesom Michael Strunge Prisen har gjort siden 2012, præmierer en forfatter for hans/hendes anden skønlitterære udgivelse. Caroline Albertine Minor fik for nogle måneder siden Strunge Prisen for novellesamlingen Velsignelser. Tre forfattere var nomineret til Den svære Toer, Viggo Bjerring, Ida Holmegaard og Caroline Albertine. Og i går blev Den svære Toer så uddelt til - Caroline Albertine Minor. Og tillykke med det til hende! Men hvorfor dog, jury (Lone Aburas, Anne-Mette Riis Rasmussen og Dennis Gade Kofod), understrege overflødigheden så eklatant, når I kunne have peget  på (foreløbigt totalt u-prisbelønnede) Holmegaards frygteligt fine roman Graceland (jeg har ikke læst Bjerrings kortroman QWERTY, det bør jeg gøre snarligst), som jeg er en del mere indtaget i end Velsignelser? Vel fordi juryen simpelthen brød sig mest om Minors bog, hvilket jo er helt fair, det er ikke dem, der har fundet på prisen, men sikke dog til stadighed dumt og meningsløst fundet på.

(jeg sidder selv i juryen for den ene af de to debutantpriser, der findes (NEJ, HOV! RETTELSE - OGSÅ TIL AVISEN!: DER FINDES JO EN 3. DEBUTANTPRIS (som jeg for fanden selv har fået!) DET DANSKE AKADEMIS RENT LYRISKE KLAUS RIFBJERGS DEBUTANTPRIS, der imidlertid senest, i 2016, var blevet en (endda forsinket) toer-pris, da den gik til Theis Ørntoft, 7 år efter hans debut og 2 år efter hans anden bog), Munch-Christensens Kulturlegat, som ikke er fundet på ud af det blå af en forfatterforening, men testamentarisk oprettet af et boghandlerpar i Vejle - og så længe jeg har siddet i juryen (siden 2008-2009), og selvom prisen uddeles til to debutanter hvert år, har vi kun 1 gang haft sammenfald med den anden debutantpris, Bogforums, nemlig i 2014 med Yahya Hassan (vi diskuterede i juryen om han allerede var for prisnedtynget, men lod, sådan som vi bør, den kunstneriske kvalitet og styrke få det sidste ord); 2 Munch-Christensen-prismodtagere har for deres anden bog fået Strunge Prisen, Theis Ørntoft og Caspar Eric)

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 2 (AMM for CAM)

Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2017 til Caroline Albertine Minor for novellesamlingen Velsignelser:


-->

"Caroline Albertine Minors noveller er velfortjent blevet rost til skyerne, og det er ofte af de mange begejstrerede kritikere blevet sagt om novellerne, at de handler om tab og sorg. Det er rigtigt, men jeg synes alligevel, at det er rigtigere at sige, at de handler om menneskers liv, med alt hvad det indebærer af sorg, tab, glæde, forandring og velsignelse. I novellerne bliver sorg og tab ikke beskrevet som noget næsten umenneskeligt, der bryder ind i menneskers tilværelse, men som noget der hører med, som erfaringer ingen af os kan slippe for. Vi omgås tabet og sorgen forskelligt, men de to fænomener hører med til det at være menneske ligesom kærlighed, venskab, seksualitet, jalousi, svigt, tro, tvivl, uformåenhed og længsel.

Michael Strunge Prisen tildeles en forfatter, der virkelig lykkes med det, som ofte betragtes som meget svært: nemlig efter en flot debut at udgive en god bog nummer to’ er. Michael Strunge betragtede selv sin to’ er, Fremtidsminder, 1980, som en af sine vigtigste bøger. Han så den som et reservoir, som han kunne øse af i sine følgende bøger.  Caroline Albertine Minors Velsignelser tager sig ikke ud som en svær og genstridig to’ er, men ligner et værk, som det senere vil være godt for både forfatteren og læseren at vende tilbage til simpelthen, fordi persontegning, handling, stemning, plot og metaforik så selvfølgeligt lykkes her.  Novellerne handler om forskellige personer, men der er også linjer imellem dem, og de forskellige forløb snor sig ud og ind af hinanden på en måde, der fanger læseren. Novellerne bygger en verden op med unge og ældre kvindelige karakterer i centrum. En mor mister sin datter, der begår selvmord, en ung kvindes kæreste kommer ud for en ulykke, der giver ham en hjerneskade, en ung mor kæmper for at klare sit barn og sin eksamen, en kvinde oplever sin fars sidste tid, en kvinde lever med flere mænd i et forsøg på fortvivlet at blive sig selv, og en anden kvinde elsker sin mands afdøde ven, mens han forelsker sig i en kammerat.  De forskellige kærlighedshistorier- og seksuelle forviklinger er af et nærmest Blichers tilsnit, og det klør i mine dansklærerfingre for at få lov til at læse disse noveller sammen med Blichers Hosekræmmerens Datter, Sildig Opvaagnen og Skytten paa Aunsbjerg simpelthen fordi Minors noveller kan matche Blichers evne til at fortælle historier om det største og det mindste i menneskelivet. Men samtidig rives jeg ud af mine hede og ømme dansklærerdrømme af Minors noveller.  Under læsningen kommer jeg selvfølgelig i tanke om de velkendte novelledefinitioner, begrebet om novellen som en uhørt, indtruffen begivenhed, om begivenheden som tema og om upålidelige fortællere og fokaliseringens muligheder. Men jeg bliver også som læser så rørt og betaget, at jeg blot rives med af teksten og læser løs. Jeg sidder med fornemmelsen af, at begreberne kan jeg altid tage frem igen, men her og nu taler fortællerne til mig og minder mig om, hvordan sorgen kan spærre os inde, og hvordan mødet med et andet menneske kan virke befriende. I titelnovellen ”Velsignelser” er samtalen mellem en ung kvinde og en lidt kikset præst, der har været hjemløs, rørende, kejtet og har et strejf af humor. Hvem af de to, der er sjælesørger for hvem, er ikke så vigtigt. Men måske virker velsignelsen – fordi den er hemmelig og oprigtig. Her kommer lige velsignelses-stedet:

”Det kommer ikke til at stå nogen steder, sagde hun, da jeg trådte op til døbefonten med Aron på armen. Det håber jeg, at du er indforstået med.

Bare det virker.

Virker og virker, sagde hun”

Caroline Albertine Minors noveller virker både i den spontane læsning, og når man pudser hele analyseapparatet og litteraturhistorien på dem. Som Blichers noveller holder de til det hele.

Hjertelig tillykke med Michael Strunge Prisen 2017."

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 1 (TAN for CAM)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2017 til Caroline Albertine Minor for novellesamlingen Velsignelser:

-->

"Kære Caroline, 

Tillykke med prisen, du har fortjent den, din bog har fortjent den.

Du har en måde at skrive på, som ligesom sniger sig ind på en, for så at gribe meget hårdt fat. Så sidder man i saksen, og også med en fornemmelse af at læse noget nærmest uhyggeligt godt, uden måske helt at have opdaget det undervejs. Opdaget, hvad det var, der gjorde den scene, den stemning eller den fortælling så god.

Der er noget omhyggeligt over sproget og skikkelserne i dine noveller. Jegfortællerne – næsten alle unge kvinder i tyverne, mange med et lille barn, mange udsat for et tab, der ikke rigtigt gives nogen forklaring på – taler med en enorm sikkerhed, med en form for autoritet om deres egen situation. Men samtidig taler de fra et både udsat og åbent sted. Åbent i betydningen: åben for mødet med andre mennesker, for i mange af novellerne strejfes fortællerne af næsten tilfældige møder med andre, en fransk tv-vært i ”Villages de France”, en præst i provinsen i titelnovellen ”Velsignelser”. Men også åben i betydningen: uden en speciel ide om, hvad der kunne komme. Åben, som i: et sæt af forventninger er faldet bort, nogle andre har ikke dannet sig endnu.

Sådan ser det ud i et par korte sætninger fra en af dine noveller, den næsten ubærlige ”Sorgens have”. Jegfortælleren – også hun hedder Caroline – kører med bussen til Hvidovre Hospital for at besøge sin kæreste, der har fået en hjerneskade og måske aldrig kan komme sig. Med sig har hun deres lille barn. Så står der: ”Vi var udenfor verden, det var en simpel tid. Jeg havde ingen forventning til dagene.”

Det er en stemning, man kan længes efter, den her fornemmelse af at falde ud af verden. Det er en stemning litteraturen ofte stræber efter og besynger. Noget af det mærkelige ved din bog er, at den stemning så konsekvent forbindes med sorgen og med fornemmelsen af at være slået ud af kurs. Sådan er skikkelserne i dine noveller nemlig, de er slået ud af kurs. Nu står tiden åben for dem, som en mark uden bygninger på. Det er der ikke noget sørgeligt i, men heller ikke noget specielt lykkeligt ved. Det er et vilkår, dine noveller konstaterer.

Jeg har tænkt en del over den åbenhed og det at være slået ud af kurs som et vilkår – og ikke noget, man stræber efter eller frygter. Især har jeg tænkt på, om det ikke bare er et billede af en sorg, men også er et billede af en generation. Om det er en generations-stemning, dine noveller beskriver. I al fald synes jeg, at man kan finde den hos flere andre forfattere på din alder.

Jeg har også tænkt over noget andet. Der er noget vildt, men for dig åbenbart helt selvfølgeligt i at have en fortæller, der både er gennemstrømmet af sorg og smerte, og samtidig ligesom står uden for sin egen situation. ”Det var en simpel tid,” kan fortælleren Caroline bare konstatere. I en anden novelle hedder det simpelthen: ”En tid, jeg bedst kan beskrive som svimmel, fulgte. Følelsen af ensomhed mindede om den beherskede smerte i en kariøs kindtand, inden betændelsen har spredt sig til nerven.” Igen er det som om, jeget på én gang har et overblik over og er midt i en tilstand. Det er et virkelig, ja, utroligt sprogligt greb. Det giver dine tekster en fantastisk, sitrende autoritet, som jeg synes er helt din egen.

Også for den – og for så meget andet, for billedsproget, for din evne til at komponere en samling – får du Strungeprisen 2017. Tillykke igen."

 

Mon Magnus kan spille pan-skak?

I Hvedekornsdigter Caroline Albertine Minors fint - grænsende til nydeligt - forsigtige og tyste romandebut Pura Vida besøger hovedpersonen Viktoria museet for den sirligt visionære multikunstner (og Borges-ven) Xul Solar i Buenos Aires, hvor man i følge internettet bl.a. kan møde dette fantastiske Pan-Skakbræt - sådan kan en roman også forsøge at sætte sig i spil: