Jeg skrev en en bogholderi-note i fredagens WA Bøger om det ikke ikke umiddelbart gennemskueligt meningsfulde i, at Danske Skønlitterære Forfattere har oprettet en pris, Den svære Toer, der, nøjagtig ligesom Michael Strunge Prisen har gjort siden 2012, præmierer en forfatter for hans/hendes anden skønlitterære udgivelse. Caroline Albertine Minor fik for nogle måneder siden Strunge Prisen for novellesamlingen Velsignelser. Tre forfattere var nomineret til Den svære Toer, Viggo Bjerring, Ida Holmegaard og Caroline Albertine. Og i går blev Den svære Toer så uddelt til - Caroline Albertine Minor. Og tillykke med det til hende! Men hvorfor dog, jury (Lone Aburas, Anne-Mette Riis Rasmussen og Dennis Gade Kofod), understrege overflødigheden så eklatant, når I kunne have peget på (foreløbigt totalt u-prisbelønnede) Holmegaards frygteligt fine roman Graceland (jeg har ikke læst Bjerrings kortroman QWERTY, det bør jeg gøre snarligst), som jeg er en del mere indtaget i end Velsignelser? Vel fordi juryen simpelthen brød sig mest om Minors bog, hvilket jo er helt fair, det er ikke dem, der har fundet på prisen, men sikke dog til stadighed dumt og meningsløst fundet på.
(jeg sidder selv i juryen for den ene af de to debutantpriser, der findes (NEJ, HOV! RETTELSE - OGSÅ TIL AVISEN!: DER FINDES JO EN 3. DEBUTANTPRIS (som jeg for fanden selv har fået!) DET DANSKE AKADEMIS RENT LYRISKE KLAUS RIFBJERGS DEBUTANTPRIS, der imidlertid senest, i 2016, var blevet en (endda forsinket) toer-pris, da den gik til Theis Ørntoft, 7 år efter hans debut og 2 år efter hans anden bog), Munch-Christensens Kulturlegat, som ikke er fundet på ud af det blå af en forfatterforening, men testamentarisk oprettet af et boghandlerpar i Vejle - og så længe jeg har siddet i juryen (siden 2008-2009), og selvom prisen uddeles til to debutanter hvert år, har vi kun 1 gang haft sammenfald med den anden debutantpris, Bogforums, nemlig i 2014 med Yahya Hassan (vi diskuterede i juryen om han allerede var for prisnedtynget, men lod, sådan som vi bør, den kunstneriske kvalitet og styrke få det sidste ord); 2 Munch-Christensen-prismodtagere har for deres anden bog fået Strunge Prisen, Theis Ørntoft og Caspar Eric)
Viser opslag med etiketten Den svære toer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Den svære toer. Vis alle opslag
søndag den 22. oktober 2017
lørdag den 22. januar 2011
Meta giver mig bekymringer
(Lone Aburas' Den svære toer intertekst-linker sig eksplicit til Hans Kirks klassiske kollektivroman Fiskerne, ikke mindst i den fine og ærlige! metakommentar på side 137, der begynder sådan her:
Det er oplagt, at der her følger en sexsscene mellem Kristoffer og Tea [der er opkaldt efter en person i Fiskerne - "Min far er meget optaget af Hans Kirk og hans forfatterskab"]. For selvfølgelig har Tea ikke inviteret Kristoffer, for at de skal sidde og diskutere Hans Kirks forfatterskab. Især ikke, når Kristoffer ikke har læst et eneste værk af Hans Kirk. Scherfig derimod er han udmærket bekendt med. Han har både læst Det forsømte forår og Frydenholm. Sagen er, at jeg ikke bryder mig om at beskrive to mennesker have sex. Det gør jeg simpelthen ikke.
Imidlertid er det i to andre kollektivromaner af Hans Kirk, Daglejerne og De nye tider, at en person hedder Meta; og slående, synes jeg, hvor Aburask Kirk er i sin diskrete, smilende indlytten - følgende meta-Meta-afsnit er stærkt allegorisk; Karlsen kunne være (ikke den reelle, men den principielle) Erik Skyum og Skifter Lones gamle (ikke reelle, men principielle) gymnasielærer):]
Inde i stuen hæftede Karlsen sikkerhedsnålene af frakkeskøderne og sank ned i den grønne chaiselong med et tilfreds, lille suk, Stuen var som det plejede at være, hyggelig og gammelkendt. Over døren hang broderede skriftsteder, på væggene var billeder af store Herrens kæmper indenfor missionen, og på skrivebordet stod et fotografi af ham selv. Den krydrede lugt fra butikken blandedes sødt med stegeduft fra butikken. Karlsen snusede og gættede på andesteg.
"A må hellere tale om det med det samme," sagde Skifter. "Det er META, som giver mig bekymringer. Se, i mange år har hun jo været ret som et barn skal være, skikkelig og stærk i troen på sin frelser. Men i det sidste halve år er det, ligesom fristeren har fået tag i hende. I de sidste måneder har a ikke engang kunnet få hende med til møderne, og nu har hun fundet på, at hun vil have en plads i byen."
"Der er jo også troende mennesker i byerne," sagde Karlsen.
"Det skal a aldrig benægte," svarede Skifter. "Men a er jo enkemand, og a tykkes det er METAs pligt at blive herhjemme, hvor a har brug for hende. Og a er bange for, at når hun vil til byen er det ikke for det godes skyld. Der er faret en hovmodets og genstridighedens ånd i hende. Og a har da søgt at opdrage hende i den gode tro. A havde håbet, at hun nok skulle finde den gode vej.
"META er omkring de tyve år," sagde Karlsen grundende. "Det er i den alder fristeren sætter sine snarer, det ved vi da fra vor egen ungdom. Èn ting må vi aldrig glemme: de fleste af os skal gennem tvivlens ørken, før vi kommer til troens palmelunde. Måske har det sig sådan med din datter META."
"A tænkte, om du ikke kunne snakke et ord med hende," sagde Skifter. "Når vi har spist går a ind på kontoret og lader dig ene med hende. Du kunne måske finde et ord, som kunne sætte frugter."
Meta kom ind i stuen. det var ganske rigtig andesteg, konstaterede Karlsen med et hurtigt blik. Han var sandelig også blevet sulten. Skifter bad bordbøn, mens META stod bag dem med nedslagne øjne.
"Det var endda en fed, god and," sagde missionæren. "Er den af jert eget tillæg?"
"Jo, det er den da," sagde købmanden med det sagtmodige tonefald, han altid havde. Det lød, som om han angrede mørke synder og forvildelser.
Efter megen nøden tog Karlsen et stykke til, og META kom med æblekage. Hun havde runde, faste arme, og der kom en varm glans i missionærens blik. Ak, om sådan en ung kvinde skulle gå fortabelsens vej og opsluges af verden. Nej, hun burde stråle som en rose i Herrens urtegård.
"Vil du ikke bede fra bordet?" spurgte Skifter, og Karlsen bad:
Så takke Jesum vi for mad,
gør ånden stærk og sjælen glad
lad os ved sjælehyrdens bryst
forsage verdens larm og lyst
"Den tykkes a knap, a har hørt før," sagde Skifter.
"Det er nok troligt," sagde missionæren. "Det er en bette tak for mad, som jeg selv har lavet. Vennerne i Færgeby synes svært godt om den., og den bruges i mange troende hjem. Hvis du bryder dig om det, skal jeg så inderlig gerne skrive den ned for dig."
I det samme kom META ind, og Skifter rejse sig med en ytring om, at ham vist måtte ud og rydde lidt op i butikken.
"Ja, så skal du have tak for mad, META", sagde Karlsen, da døren havde lukket sig efter faren. "Du er sandelig en ferm pige i et køkken. Men du kender, hvad der står skrevet om Martha og Maria: et er fornødent. Og jeg vil være mere glad for at se dig til mødet i aften end for din mad. Bitte META tror du ikke, du kunne give Jesus dit hjerte?"
"Er De sendt ud for at fri for ham?" kom det rapt fra META.
Det er oplagt, at der her følger en sexsscene mellem Kristoffer og Tea [der er opkaldt efter en person i Fiskerne - "Min far er meget optaget af Hans Kirk og hans forfatterskab"]. For selvfølgelig har Tea ikke inviteret Kristoffer, for at de skal sidde og diskutere Hans Kirks forfatterskab. Især ikke, når Kristoffer ikke har læst et eneste værk af Hans Kirk. Scherfig derimod er han udmærket bekendt med. Han har både læst Det forsømte forår og Frydenholm. Sagen er, at jeg ikke bryder mig om at beskrive to mennesker have sex. Det gør jeg simpelthen ikke.
Imidlertid er det i to andre kollektivromaner af Hans Kirk, Daglejerne og De nye tider, at en person hedder Meta; og slående, synes jeg, hvor Aburask Kirk er i sin diskrete, smilende indlytten - følgende meta-Meta-afsnit er stærkt allegorisk; Karlsen kunne være (ikke den reelle, men den principielle) Erik Skyum og Skifter Lones gamle (ikke reelle, men principielle) gymnasielærer):]
Inde i stuen hæftede Karlsen sikkerhedsnålene af frakkeskøderne og sank ned i den grønne chaiselong med et tilfreds, lille suk, Stuen var som det plejede at være, hyggelig og gammelkendt. Over døren hang broderede skriftsteder, på væggene var billeder af store Herrens kæmper indenfor missionen, og på skrivebordet stod et fotografi af ham selv. Den krydrede lugt fra butikken blandedes sødt med stegeduft fra butikken. Karlsen snusede og gættede på andesteg.
"A må hellere tale om det med det samme," sagde Skifter. "Det er META, som giver mig bekymringer. Se, i mange år har hun jo været ret som et barn skal være, skikkelig og stærk i troen på sin frelser. Men i det sidste halve år er det, ligesom fristeren har fået tag i hende. I de sidste måneder har a ikke engang kunnet få hende med til møderne, og nu har hun fundet på, at hun vil have en plads i byen."
"Der er jo også troende mennesker i byerne," sagde Karlsen.
"Det skal a aldrig benægte," svarede Skifter. "Men a er jo enkemand, og a tykkes det er METAs pligt at blive herhjemme, hvor a har brug for hende. Og a er bange for, at når hun vil til byen er det ikke for det godes skyld. Der er faret en hovmodets og genstridighedens ånd i hende. Og a har da søgt at opdrage hende i den gode tro. A havde håbet, at hun nok skulle finde den gode vej.
"META er omkring de tyve år," sagde Karlsen grundende. "Det er i den alder fristeren sætter sine snarer, det ved vi da fra vor egen ungdom. Èn ting må vi aldrig glemme: de fleste af os skal gennem tvivlens ørken, før vi kommer til troens palmelunde. Måske har det sig sådan med din datter META."
"A tænkte, om du ikke kunne snakke et ord med hende," sagde Skifter. "Når vi har spist går a ind på kontoret og lader dig ene med hende. Du kunne måske finde et ord, som kunne sætte frugter."
Meta kom ind i stuen. det var ganske rigtig andesteg, konstaterede Karlsen med et hurtigt blik. Han var sandelig også blevet sulten. Skifter bad bordbøn, mens META stod bag dem med nedslagne øjne.
"Det var endda en fed, god and," sagde missionæren. "Er den af jert eget tillæg?"
"Jo, det er den da," sagde købmanden med det sagtmodige tonefald, han altid havde. Det lød, som om han angrede mørke synder og forvildelser.
Efter megen nøden tog Karlsen et stykke til, og META kom med æblekage. Hun havde runde, faste arme, og der kom en varm glans i missionærens blik. Ak, om sådan en ung kvinde skulle gå fortabelsens vej og opsluges af verden. Nej, hun burde stråle som en rose i Herrens urtegård.
"Vil du ikke bede fra bordet?" spurgte Skifter, og Karlsen bad:
Så takke Jesum vi for mad,
gør ånden stærk og sjælen glad
lad os ved sjælehyrdens bryst
forsage verdens larm og lyst
"Den tykkes a knap, a har hørt før," sagde Skifter.
"Det er nok troligt," sagde missionæren. "Det er en bette tak for mad, som jeg selv har lavet. Vennerne i Færgeby synes svært godt om den., og den bruges i mange troende hjem. Hvis du bryder dig om det, skal jeg så inderlig gerne skrive den ned for dig."
I det samme kom META ind, og Skifter rejse sig med en ytring om, at ham vist måtte ud og rydde lidt op i butikken.
"Ja, så skal du have tak for mad, META", sagde Karlsen, da døren havde lukket sig efter faren. "Du er sandelig en ferm pige i et køkken. Men du kender, hvad der står skrevet om Martha og Maria: et er fornødent. Og jeg vil være mere glad for at se dig til mødet i aften end for din mad. Bitte META tror du ikke, du kunne give Jesus dit hjerte?"
"Er De sendt ud for at fri for ham?" kom det rapt fra META.
Mere meta - mest meta - MEGAMETA!
Fine, ikke kun i betydningen gode, anmeldelser af Lone Aburas' Den svære toer i WA ved Nanna Goul og i Information ved Olga Ravn og vel sagtens allright anmeldelse i Politiken ved Mikkel Bruun Zangenberg, men jeg bliver sgusøreme enerveret på Jeppe Krogsgaard Christensen i Berlingske Tidende, når han til sidst i sin positive, let patroniserende anmeldelse skriver:
Den svære toer er måske nok realisme med et lune som hos en Erlend Loe, men dens små fortællinger om arbejde, kedsomhed og kærlighed minder mere om en TV-soap end om Stor Litteratur. Det må kræve meget mod af en ung ambitiøs forfatter at skrive sådan, og Lone Aburas går da heller ikke planken helt ud. Hun kan nemlig ikke dy sig for at lægge et lidt smart metaplan ind mellem de tilstræbt banale historier om Kristoffer og co., og som i debuten »Føtexsøen« spiller »forfatteren Lone Aburas« en rolle i »Den svære toer«. Alene titlen peger på hendes arbejde med bogen, og allerførste linje lyder videre: »Jeg (dvs. forfatteren til denne tekst) har valgt at skrive nogle få ord om de virkemidler og litterære greb, som jeg har tænkt mig at benytte i denne roman.« Og undervejs kommenterer hun - igen som Erlend Loe - historiens forløb og slutter endda romanen af med en serie arbejdsspørgsmål til læseren a la »Analysér romanens indledning« og »Redegør for brugen af ironi«. Det bliver dog aldrig andet end en udvendig og unødvendig gimmick, men Lone Aburas har så meget blik for moderne mennesker (og hunde!), at man gerne tager det med, og »Den svære toer« ligner så langt fra en svær toer. Mere den legende optakt til en fortrinlig treer.
Lige siden ur- og pionerromaner som Don Quijote og Tristram Shandy har meta-kommentarer været (eller måske rettere: kunne burde have været!) en lige så naturlig del af romanens formsprog (og genreidentitet) som narration og plot, og det skønne ved meta-kommentarerne i Den svære toer er akkurat deres veloplagt oppoppende selvfølgelighed: der insisteres ikke gåseøjnestirrende på dem og i dem, der er der bare som en fuldstændig ligeværdig prosaisk boblen side om side med de fiktive personers omkringssnublen - alt andet lige er der bare for LIDT meta, hvilket, forestiller jeg mig, ville have været min ENESTE anke overfor romanen i den fornøjede anmeldelse, jeg ikke fik lov at skrive i avisen: jeg vil have mere, mest, MEGAmeta, når nu Lone A tydeligvis har så stor og naturlig METAflair! Her kommer et forbilledligt meta-mingelerende citat fra romanens indledende og længste meta-kommentar:
Alt skal op til ovefladen
I nærværende roman skal op til overfladen. Det nytter ikke noget kun at vise toppen af isbjerget. Mange forfattere har gjort det med stort held, og jeg personligt holder af at læse forfattere som Hemingway, og Herman Bang og Helle Helle, hvor det er op til læseren selv at finde det, som ligger gemt under overfladen. Dette kommer ikke til at ske i nærværende roman. Her er ingen undertoner, der skal fanges. Der skal ikke læses mellem linjerne. Alt er er lige ud af posen, Så når der står at Kristoffer (bogens hovedperson) er afhængig af internettet og halvdårlige, men meget populære tv-serier og på et tidspunkt tvinges til at få sig en sund fritidsinteresse og derfor gladelig betaler 24.000 up front til etologisk Institut i Ballerup, så han kan blive hundetræner, så skal det læses som om han gladelig betaler 24.000 up front til Etologisk Institut i Ballerup, fordi han vitterligt tror, det kan få ham ud af afhængigheden og kedsomhedens jerngreb.
Som den senere meta-hetzer Søren Ulrik Thomsen skriver i Ukendt under samme måne:
nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
står der
Nem
lig!
Den svære toer er måske nok realisme med et lune som hos en Erlend Loe, men dens små fortællinger om arbejde, kedsomhed og kærlighed minder mere om en TV-soap end om Stor Litteratur. Det må kræve meget mod af en ung ambitiøs forfatter at skrive sådan, og Lone Aburas går da heller ikke planken helt ud. Hun kan nemlig ikke dy sig for at lægge et lidt smart metaplan ind mellem de tilstræbt banale historier om Kristoffer og co., og som i debuten »Føtexsøen« spiller »forfatteren Lone Aburas« en rolle i »Den svære toer«. Alene titlen peger på hendes arbejde med bogen, og allerførste linje lyder videre: »Jeg (dvs. forfatteren til denne tekst) har valgt at skrive nogle få ord om de virkemidler og litterære greb, som jeg har tænkt mig at benytte i denne roman.« Og undervejs kommenterer hun - igen som Erlend Loe - historiens forløb og slutter endda romanen af med en serie arbejdsspørgsmål til læseren a la »Analysér romanens indledning« og »Redegør for brugen af ironi«. Det bliver dog aldrig andet end en udvendig og unødvendig gimmick, men Lone Aburas har så meget blik for moderne mennesker (og hunde!), at man gerne tager det med, og »Den svære toer« ligner så langt fra en svær toer. Mere den legende optakt til en fortrinlig treer.
Lige siden ur- og pionerromaner som Don Quijote og Tristram Shandy har meta-kommentarer været (eller måske rettere: kunne burde have været!) en lige så naturlig del af romanens formsprog (og genreidentitet) som narration og plot, og det skønne ved meta-kommentarerne i Den svære toer er akkurat deres veloplagt oppoppende selvfølgelighed: der insisteres ikke gåseøjnestirrende på dem og i dem, der er der bare som en fuldstændig ligeværdig prosaisk boblen side om side med de fiktive personers omkringssnublen - alt andet lige er der bare for LIDT meta, hvilket, forestiller jeg mig, ville have været min ENESTE anke overfor romanen i den fornøjede anmeldelse, jeg ikke fik lov at skrive i avisen: jeg vil have mere, mest, MEGAmeta, når nu Lone A tydeligvis har så stor og naturlig METAflair! Her kommer et forbilledligt meta-mingelerende citat fra romanens indledende og længste meta-kommentar:
Alt skal op til ovefladen
I nærværende roman skal op til overfladen. Det nytter ikke noget kun at vise toppen af isbjerget. Mange forfattere har gjort det med stort held, og jeg personligt holder af at læse forfattere som Hemingway, og Herman Bang og Helle Helle, hvor det er op til læseren selv at finde det, som ligger gemt under overfladen. Dette kommer ikke til at ske i nærværende roman. Her er ingen undertoner, der skal fanges. Der skal ikke læses mellem linjerne. Alt er er lige ud af posen, Så når der står at Kristoffer (bogens hovedperson) er afhængig af internettet og halvdårlige, men meget populære tv-serier og på et tidspunkt tvinges til at få sig en sund fritidsinteresse og derfor gladelig betaler 24.000 up front til etologisk Institut i Ballerup, så han kan blive hundetræner, så skal det læses som om han gladelig betaler 24.000 up front til Etologisk Institut i Ballerup, fordi han vitterligt tror, det kan få ham ud af afhængigheden og kedsomhedens jerngreb.
Som den senere meta-hetzer Søren Ulrik Thomsen skriver i Ukendt under samme måne:
nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
står der
Nem
lig!
torsdag den 20. januar 2011
Dette er ikke en anmeldelse af Lone Aburas' Den svære toer
, som jeg som nævnt nedenfor ikke har fået til anmeldelse og derfor har måttet tiltigge mig til fri læsning, ikke fordi det ikke MÅ være en anmeldelse, for bogen udkommer faktisk i dag, der er bare ikke, så vidt jeg kan se, nogen der har anmeldt den, derfor kan det være svært at se, hvis man ikke lige ved det, at den er udkommet altså, men fordi jeg har allerede har snydt en anmeldelse ind i den kommentar, jeg skrev i går til i morgens avis, i form af flere besværgelser af, at jeg IKKE vil skrive en anmeldelse, hvilket redaktøren selvfølgelig straks gennemskuede og skammede mig ud for, men heldigvis ikke censurerede, MEN når der nu ikke er nogen anmeldelser i dag, synes jeg kun det er rimeligt at markere, at i det mindste jeg var rigtig GLAD for at læse bogen frit og frejdigt, fordi den selv lige præcis er så fri og frejdig - og vittig! selv om man ikke skal tage fejl af dens vid, det er ikke (i bogen navnedroppede) Scherfigs snurrende patroniseren, men snarere en svalt solidarisk og lydhør (fordi kun under sit vejr fnisende!) iscenesættelse af personernes (især de mandliges) rådvilde fremadsnublen, og nu kom det alligevel til at lige en anmeldelse, og hvorfor skulle jeg undskylde for det, når det er en GOD anmeldelse, det ligner - på et trick!
Abonner på:
Opslag (Atom)
