lørdag den 23. juni 2018

EXCLUSIVT: STRUNGE-TALE 1 (MAI OM EIKA)

Anne-Marie Mais tale til Jonas Eika i anledning af uddelingen af Michael Strunge-prisen 2018 (uddelt på Strunges 60 års fødselsdag i tirsdags, åh altså!) til Jonas Eika for novellesamlingen Efter solen:

Michael Strunge var meget glad for sin bog nummer to, Fremtidsminder. Han så den som et poetisk reservoir af billeder og visioner om en moderne verdens undergang, et rumeventyr på kanten af tider og steder, hvor kun det poetiske sprog og kærligheden er et håb. Jeg tænkte meget på Strunges bog, da jeg læste Eikas noveller, Efter solen. Der er nemlig flere paralleller mellem de to bøger. Eika er selvfølgelig som Strunge helt sin egen, men alligevel er der noget, de deler: en ambition om at bringe poesien og fortællingen ud over nutiden, ind i en slags messiansk fremtid med himmeldybde og kosmiske syner. I Eikas bog kan vi læse en utopisk passage, hvor fremtiden gløder i et gult lys:
Himlen glider over i en mørkere blå med sort i kanten, stranden buer rødligt mod vest. Vi følger den og når til et næs, hvorfra vi kan se ud over havet til begge sider. Det bugner af Para-sol der trænger det blå på himlen tilbage. Det gule langs horisonten toner ud. Til alle sider blusser jorden op i et mildt, orange lys der antyder dens runding i den sorte morgen. ”Kom, lad os gå ind i landet”. (s. 159)
Man skal ikke have læst langt i Strunges Fremtidsminder for at finde indslag, der leder tanken hen på dette fine stykke ordkunst af Jonas Eika.
Hos Strunge lyder det eksempelvis:
Luften er intenst stille, men ikke som før torden. Det er en afladet stilhed, som efter et elektrisk uvejr i 5 minutter på Venus – glas, lys og ilt […] Langsomt kan jeg mærke det nye i luften, stille, sort og køligt er det nye, endnu, i natten, i afventning af det rigtige øjeblik for en ny opladning til udladning af alt det uformede og blanke. Luften er trykkende varm. Som før en ny tidsalder. (s. 75)
I Eikas noveller er vi på kanten af en ny tidsalder. Kapitalismen er kørt videre og fortsætter nu ud over sin egen ruin, men vi kan stadig genkende spekulationen, selv om den har mistet enhver jordforbindelse og er blevet en besynderlig epifyt. I ørkenen i Nevada møder vi UFO-tilhængere og skabninger, der forsøger at forene sig med et ukendt materiale. Det mærkelige metal ligner en slags livs-træ fuldt af pattedyr, fugle og alger.   
Vi oplever scenerierne fra feriestrande med de rige turister, der vartes op af beach boys, der leverer diverse ydelser for sparsomme drikkepenge. Og vi ser skyggen af de mærkelige forretninger, der er i gang omkring seksuelle ydelser og forbrydelser.
En dreng bliver slået ihjel, men genopvakt af de andre drenge i et ritual af kropsvæsker, himmelsyner, sang og dans. Igen tænker man på Strunges fremtidsminder, hvor generationens ”vi” danser og synger til luften bliver klar og tæt.
Novellerne er gådefulde og har en egen humor. Eika selv har talt om, at han skriver en form for flagrende realisme, hvor teksten arbejder med forskellige virkelighedsskred, og hvor der er en fascination af visionerne af denne skræmmende og fremmed fremtid.
Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Eikas noveller er noget ganske særligt. Ingen skriver som han, selvom science fiction er blevet en meget yndet genre. Jeg er blevet overrasket og rystet, som da jeg som barn første gang læste Cecil Bødkers novellesamling Øjet, der blandt andet fortæller om atomkrigens univers. Cecil Bødkers noveller blev klassikere og kernetekster for generationer af læsere. Jeg spår Eikas noveller en lignende skæbne, og derfor skal han selvfølgelig tildeles Michael Strunge-prisen 2018.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar