Det er svært at
fortælle om Olga Ravns Celestine, til
gengæld er det ganske let at citere. Man kan som læser slet ikke lade være, for
Olga Ravns Celestine er fuld af
forunderlige sætninger og billeder, som griber læseren og bliver ved med at
husere i ens tanker, som når det hedder ”sommeren var begyndt at blive krøllet
og sortrandet”, (s. 15), ”forelskelsen var ufrivillig som en barndom” (s. 65)
eller ”jeg gik rundt med en åben grav i mig” (s. 115). Desuden er citatet: ”Da
jeg var barn, var jeg skilsmissens sted” – næsten allerede blevet en talemåde. Når det er svært at fortælle om Olga Ravns
roman, er det ikke fordi handlingen er svær at begribe: en ung højskolelærer er
i en eksistentiel krise i forhold til sig selv, sin kæreste, sin mor og sin
baggrund som skilsmissebarn. Hun er ved at miste sig selv til følelser, hun
ikke kan magte og overkomme. Hendes liv og selvfølelse forsvinder, og hun
forvilder sig ind sig i væremåder og talemåder, der fjerner hende fra sig selv. Hun ligner og føler sig som et spøgelse og
begynder selv at hjemsøge andre angivelige spøgelser for at give det indre
gengangeri et ydre udtryk. Hun tilbyder derfor sin krop til renæssance-jomfruen
Celestine, der efter sigende spøger
på et gammelt slot.
Når det er svært at
fortælle om romanen, hænger det sammen med, at det nemt kommer til at lyde som
om Olga Ravn går en lang omvej i den gotiske roman og en indviklet spøgelseshistorie
for at fortolke nogle meget nutidige menneskelige oplevelser og erfaringer, som
mange deler: at opleve sine forældrenes skilsmisse, forældrenes nye kærester og
disses børn, at have svært ved at få sit eget parforhold til at vare ved, at føle
sig hjemme i sin alder og ikke lade tilværelsen glide sig af hænde. Et par af Celestines anmeldere har haft denne
indvending mod romanen midt i deres ellers venlige uddeling af kors, bånd og
stjerner, og hvad de ellers har at gøre godt med.
Men indvendingen er
forkert. Spøgelseshistorien er tekstens kunstneriske balancepunkt, og besværet
med at fortælle om romanen, uden at man forkorter og forenkler den, hænger
sammen med, at det præcis lykkes for Olga Ravn at tage afsæt i vores hverdagssprogs
omtale af, at nogen eller man selv ligner et spøgelse, eller at noget spøger i
en bevidsthed, og få denne oplevelse til at leve og trænge sig ind på læseren.
Det gør hun ved at skrive en roman, der både er gotisk og realistisk. Hun kan netop kun komme dybt ind i de både
skræmmende og krævende relationer mellem de børn og voksne, som vores nye
serielle monogami skubber i armene på hinanden, ved at stå ved, at man kan ende
som spøgelser for hinanden og tage den kunstneriske konsekvens af, hvad
spøgeriet betyder. Renæssancens skønne ungmø Celestine blev muret inden, da hun
brød datidens faderlov, mens den nutidige kvinde indser, hvor små og
indestængte skilsmissebørnene og de sammenbragte søskende bliver, når de skal
holde sammen på det kartotek af forhold, forældrene har tilegnet sig i deres
liv. ”Vi er spøgelser for hinanden” som
det kan siges i slutningen af romanen, da historien har givet denne sætning
rækkevidde. Det gamle kvindespøgelse,
der begynder at vise sig for romanens hovedperson i slutningen af historien, er
skræmmende. Men det er ikke desto mindre hende, kvinden må lukke ind i sit
indre rum, hvis hun ikke skal ende som en indemuret 16-årig. Eller hvad?
Romanen fastholder sin ambivalens – dens sætninger og handling slynger sig ud
og ind af beskrivelser af menneskelige erfaringer og oplevelser, som mange deler
i nutiden, og iscenesætter de spøgelseshistorier, vi benytter os af, for at
undgå at se de mentale indemuringer og dødningehoveder i øjnene. Hen mod slutningen af romanen hedder det: ”Det
var en lille og tung ulempe at være Kims kvinde. Han holdt ejerskabet løst i
hænderne. Jeg ville være et skældsord i hans mund. Han ville drikke. Sommeren
gjorde os øre og tyndslidte som lyse flader, firkanter af græs eller
opstartende og nedlukkende skærme.
Sommeren skulle vise hvor let man kan blive. Mit øje skulle fyldes med
sølvglimmer og spyt. Jeg skulle blive Celestine, men det blev jeg aldrig. Jeg
ved aldrig, om hun kun er noget, man har fundet på, som jeg har fostret i mig,
og så sidder jeg tilbage med spørgsmålet om, hvad der er virkeligt.” (s.
149-150).
Tak for både
handlingens sære dunk på sjælens dør og det mærkelige klister fra sætningernes
edderkoppespind, som man ikke kan få af sig igen. Romanen giver mindelser om Thit Jensens
seancer med ånder, gengangeriet i Ibsens dramatik og de gotiske passioner hos
Brontë-søstre – det lyder urimeligt og umuligt. Men det er det ikke: det er
Olga Ravns svære og smukke to’er: Celestine.
- unge ur-Thit
Ingen kommentarer:
Send en kommentar