torsdag den 20. juni 2019

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 1 (Nexø om Abd-El Dayem)

(Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2019 til Pernille Abd-El Dayem for romanen June)

Kære Pernille
Tillykke med prisen. Du har fortjent den, det har din bog også.
June er en svær bog at tale om. Det er på en gang let og svært at finde de rigtige tillægsord til at beskrive den. Den er god – det er let. Den er stilsikker. Men hvis man nu prøvede at sige, det er en rolig eller udramatisk bog, så er det som om, det både føles rigtigt og forkert. Der er en rolig eftertænksomhed i bogens stemme, i fortællerens måde hele tiden at mærke og overveje de situationer, hun befinder sig i. Men den ro er samtidig sitrende og overopmærksom, fyldt med, egentlig … uro. På samme måde er June en bog, der undgår dramaet, den store handlingsbue, de tragiske udsving. Den består snarere af anekdoter eller små vignetter, sjældent mere end to-tre korte sider lange. Alligevel er der sorg og store følelser i den. Det er der i passagerne fra fortællerens og hovedpersonens – hun hedder, som romanen June – familie, i al den død, der løber gennem den familie. Men det fortælles ligesom sidelæns, nærmest som en idyl. Som om det vigtige alligevel ligger et andet sted.
”Dit værelse var en verden af scener og opstillinger,” siger Junes mor til hende hen mod slutningen af bogen. Det er hendes bog også. June gør verden til en verden af små scener og opstillinger, som føles både ret almindelige, nærmest undselige – og helt uudgrundelige, helt mærkelige. Og som derfor må undersøges, mildt og nysgerrigt, men også uroligt.
Her har June mødt en ukendt mand på den ferie, hun er på i cirka halvdelen af bogen. Den er hun på, fordi hun har arvet penge fra sin morfar – i den anden halvdel af bogen hører man om hendes familie, mor, onkel og morfar og hendes opvækst i ”typebyen”. De taler om verdens største yacht, June og manden, som ligger ud for den græske ferieby. Manden kan ikke lide den yacht.
”Han løfter en pegefinger op i luften, lader den falde, så den peger mod mig, mit hjerte./ Han kigger selv på sin finger og bøjer og strækker den som en lille orm. Det gør mig forlegen./ - Ja, den yacht er lidt gammeldags! siger jeg. Jeg er på hans hold./ Vi er enige. Yachten er vulgær og upassende. Stemningen er underlig og tryg. Jeg ænser, at hans finger stadig ormer sig./ - Men alligevel er der noget ved den, der rører mig, siger jeg med en upassende ømhed over for yachten, det rigtigt rige./ - Jeg mener, at den fremstår lidt skrøbelig, fordi den er overdimensioneret.”
Upassende ømhed, uden at det upassende bliver utrygt. Det er mere en følelse af pinlighed, der alligevel er mere komisk end smertelig. Sådan som det også er her. Det er de stemninger, June kredser om. Det er en ømhed, der ligesom er ude af kontrol, hinsides viljen, og som i denne scene overtrumfer den, nåja, forudsigelige forargelse over rigdommen. Som overtrumfer det socialt passende, men gør det på en nænsom måde, på en meget lidt grænseoverskridende måde.
Det er en ømhed, der strømmer gennem kroppen snarere end bevidstheden, eller snarere ind og ud af kroppene, frem og tilbage mellem vores kroppe. Så må viljen og den sociale normalitet halse efter så godt de kan.
For mig er det vigtige i June denne forbindelse mellem krop, stemning og situation – men også de måder, de ikke går op i hinanden, de måder de bliver kiksede og de måder, man lever i det. Det vigtige er også dens tonefald, eftertænksomt og sitrende, ordknapt og overopmærksomt. June indfanger, sådan tænker jeg det, hvordan både de mest fnuglette og de tungeste øjeblikke har noget uudgrundeligt over sig, og hvordan stemningerne flyder mellem os uden for vores kontrol.
Det gør den på et smukt, smukt dansk. Også for det skal du have Strunge-prisen. Tillykke igen, du har fortjent den, det har din bog også.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar