Ida skriver holmmgaardsk (og Inger citeres christensensk) om adjektiver

- fra den gode, fine, kloge bog Look:

"Silke er et substantiv. Alle substantiver er meget ensomme. Sådan skriver Inger Chirstensen i sin tekst om silken. Og videre, senere: Måkse har silken været blå. Alle adjektiver er meget hjælpeløse. De er aldrig rigtig noget i sig selv. De må dag efter dag klynge sig til himlen og øjets iris, til cikorie, klokkeblomst og kobbersulfat, til himlens genepsjeling i have og søer. 

Blågrøn, råhvid, slitd. Åben. Gulvlang, trist, halvdød, rasende og bange, blød og enkel, koket, cremefarvet, koksgrå, hvalpeagtig, mørkeblå (med hvide prikker).

Alle disse hjælpeløse adjektiver, der klynger sig til substantiverne, måske ligefrem  som tøjet klynger sig til kroppen? Adjektiverne er både hjælpeløse og pyntesyge, de kiler sig ind i de stramme, enkle sætninger og gør dem svulstige, parfumerede, pompøse. Spørgsmålet om stil melder sig, om dårlig smag. Er der en pinlighed i adjektivernes hjælpeløshed og diretkhed, i deres måde at vise sig frem og søge kontakt?

Som nu hos Morti Vizki. Der er mange adjektiver i hans sætninger, nogle af dem store og sammensatte. Her, for eksempel, i Peters revolution:

I en tilstand af hjertets forstening kigger jeg ud i den uendelige sommernat som jeg ikke kan tage del i. Derhenne på den anden seng ligger en rummelig ungling med sine fødder klodset ud over fodenden. Derovre ligger en fremmed, der alrig vil vække mig ud af den onde drøm og bare tage mig i sine arme og grine. Søndag, søndag. Fuglene synger melankolsk udenfor i den dugsmykkede græshave, jeg vil gå i pigesko. 

Dugmsykket, uendelig, melankolsk, jeg tænker på de tillægsord som skinnende smykker, store og chunky, guld, platin, ædelsten og fjer, det hele på én gang. Midt i den ugengældte forelskelse.

Det erinligt ikke at ville være ensom. At gøre sig til for andre, at blive set, elsket, føle sig sexet og smuk. Vizkis hjælpeløse og pyntesyge tillægsord, de er overdressed, balancerende mellem sårbarhed og grandiositet.

Vizkis jeger er mænd, der vil gå i pigesko og fodbolduniformer. De forelsker sig i andre mænd og må leve med usikkerheder og udsatheder. Stilen smittes af kærlighedens pinlighed og skønhed, den er ikke bange for at blive set. Den tror ikke på, eller kan ikke leve med, usynlighed.

Inger Christensen skriver: Og silken, hvid eller blå, er allerede ved hjælp af det ene ller andet af disse hjælpeløse adjektiver blevet i stand til at orlade sin ensomhed som substantiv og er nu på vej hen mod sneen eller himlen, cikorien eller perlen og videre ud i det uendelige. Eller det uendelige er på vej ind i silken.

Dobbeltgængerpris

Jeg skrev en en bogholderi-note i fredagens WA Bøger om det ikke ikke umiddelbart gennemskueligt meningsfulde i, at Danske Skønlitterære Forfattere har oprettet en pris, Den svære Toer, der, nøjagtig ligesom Michael Strunge Prisen har gjort siden 2012, præmierer en forfatter for hans/hendes anden skønlitterære udgivelse. Caroline Albertine Minor fik for nogle måneder siden Strunge Prisen for novellesamlingen Velsignelser. Tre forfattere var nomineret til Den svære Toer, Viggo Bjerring, Ida Holmegaard og Caroline Albertine. Og i går blev Den svære Toer så uddelt til - Caroline Albertine Minor. Og tillykke med det til hende! Men hvorfor dog, jury (Lone Aburas, Anne-Mette Riis Rasmussen og Dennis Gade Kofod), understrege overflødigheden så eklatant, når I kunne have peget  på (foreløbigt totalt u-prisbelønnede) Holmegaards frygteligt fine roman Graceland (jeg har ikke læst Bjerrings kortroman QWERTY, det bør jeg gøre snarligst), som jeg er en del mere indtaget i end Velsignelser? Vel fordi juryen simpelthen brød sig mest om Minors bog, hvilket jo er helt fair, det er ikke dem, der har fundet på prisen, men sikke dog til stadighed dumt og meningsløst fundet på.

(jeg sidder selv i juryen for den ene af de to debutantpriser, der findes (NEJ, HOV! RETTELSE - OGSÅ TIL AVISEN!: DER FINDES JO EN 3. DEBUTANTPRIS (som jeg for fanden selv har fået!) DET DANSKE AKADEMIS RENT LYRISKE KLAUS RIFBJERGS DEBUTANTPRIS, der imidlertid senest, i 2016, var blevet en (endda forsinket) toer-pris, da den gik til Theis Ørntoft, 7 år efter hans debut og 2 år efter hans anden bog), Munch-Christensens Kulturlegat, som ikke er fundet på ud af det blå af en forfatterforening, men testamentarisk oprettet af et boghandlerpar i Vejle - og så længe jeg har siddet i juryen (siden 2008-2009), og selvom prisen uddeles til to debutanter hvert år, har vi kun 1 gang haft sammenfald med den anden debutantpris, Bogforums, nemlig i 2014 med Yahya Hassan (vi diskuterede i juryen om han allerede var for prisnedtynget, men lod, sådan som vi bør, den kunstneriske kvalitet og styrke få det sidste ord); 2 Munch-Christensen-prismodtagere har for deres anden bog fået Strunge Prisen, Theis Ørntoft og Caspar Eric)

Velgørende velskrevet

Som svalende klar modgift til det hjælpeløse debat-citat i forrige blogpost er her et lille klip fra Ida Holmegaards graciøse roman nr. 2, Graceland, , som jeg læste skrøbeligt tidligt denne lørdag morgen:

"Kamal, Kamal. Det er lideligt at tnke på, at jeg måske ikke kommer til at lære ham bedre at kende. Måske kommer jeg ikke til at vide mere om ham, end jeg gør nu. Kamal er fem år ældre end mig. Han kender ingen af mine venner. Han er, overraskende nok, meget selektiv, når det kommer til orden - der er fuldstændig ordentligt i hans entré, hans tue og hans atelierer, hvorimod hans klædeskab og hans soveværelse er rodet til af gamle, ubrugte ting. Han har en stor, litd kroget næse. Han bor i en dyr lejlighed, tror jeg, to værelser på Lower East Side. Jeg har endnu ikke rigtig forstået, hvad han lever af, om han er vanvittig succesfuld, eller om han har adgang til en familieformue for eksempel. Selvfølgelig har han ikke en facebook-konto. Han har mange planter i sin lejlighed, en aloe vera, en bregne. Han kan godt lide fugle og ville ønske, at der ikke var forbud mod at holde husdyr i det lejlighedskompleks, han bor i. Så ville han anskaffe sig en papegøje eller et par kanariefugle. Jeg er så forelsket i ham, at jeg ikke kan vurdere, om andre ville synes, at han er lige så smuk, som jeg synes han er. Han er, tror jeg, meget forfængelig. Han for nylig støbt seks store, hvide krukker i beton og fyldt dem med uraffineret olie. han er stået ud af taxaen, og jeg har en klar fornemmelse af, at vi stadig er i hvert fald delvist fiktive for hinanden. At vi begge to er noget, den anden har fundet på."

Bedste tydelighed: "hvorimod hans klædeskab og soveværelse er rodet til af gamle, ubrugte ting".

Wimbledon Corleones

Hør please tennisekspert Anders Haarh Rasmussen og forfatterne Anders Abildgaard (fast tennis-semiotisk kommentator) og (dagens gæst) Ida Holmegaard tale tennis, tennis, tennis, tennis, koldsindig vrede og tvivlsom ensomhed i 24syv-programmet Wimbledon 2016, link HER



- producer, Holmegaard, bartender, Haarh, Abildgaard

Hvor jeg og cool folks er i morgen aften

• NOV 26 Nye stemmer Tomorrow at 7:30pm - 9:30pm  · 43°F / 35°F Partly Cloudy

• Show Map Møstings Hus Andebakkesti 5, 2000 Frederiksberg, Frederiksberg, Denmark

Torsdag d. 26. november klokken 19.30. præsenterer vi på Møstings Hus tre unge forfattere, der i år alle har udgivet virkelig fine bøger.
Martin Bastkjær debuterede på Arena med romanen Det nye hav, Ida Holmegaard debuterede på Gladiator med romanen Emma Emma og Cecilie Lind er aktuel med sin tredje digtsamling Strunk. De tre forfattere vil være i samtale med Stine Pilgaard og tale om deres bøger og deres tanker om skriften og litteraturen og læse op af deres værker.
Kom og hør mere om den nyeste litteratur. Alle er velkomne, tag jeres venner med. Det bliver en god aften. Der er fri entré og vin i pausen.

BREAKING: EN DEBUTANT TALER OM SIN (ORANGE) BOG!

I dag udkommer to gode bøger, Caspar Erics sophomore-effort, langdigtet NIKE, allerede omtalt flere gange på bloggen, og (gammel Hvedekorndebutant selvfølgelig) Ida Holmegaards FINE FINE debutroman Emma Emma, som vistnok er blevet ganske godt anmeldt (jeg har ikke læst anmeldelser, jeg har læst, men ikke anmeldt bog) og som hun blev interviewet om, i Politiken, af Lise Garsdal, og sikke et fint og SJÆLDENT om bogens KUNSTNERISKE PROJEKLT klogt poetiserende interview, et par klip:

Man kan føle meget kærlighed til venner, alligevel er der vel et punkt, man ikke overskrider, hvis det skal forblive et venskab?
»Jo, de bliver da også superforvirrede, og selvfølgelig er jeg optaget af, hvad der sker mellem Emma og Agnes. Men der er flere unge kvinder med i bogen end de to – Sophy, Juliane og den fraværende Linea, ligesom Anton jo også går ud og ind af billedet – for jeg har været endnu mere optaget af et andet motiv: unge kvinder i flok og flokke i det hele taget«, forklarer Ida Holmegaard og ser et øjeblik ud, som om hun leder efter noget. »Tænk på sangen ’Marken er mejet’: »Børnene danser allerede så glade,/ alle vore piger står ventende i flok«. Motivet findes rigtig mange steder i litteraturen. I Prousts ’På sporet af den tabte tid’ sidder fortælleren i badebyen Balbec og betragter en gruppe unge kvinder. Han er helt oppe at køre over dem – der går cirka 15 sider med at beskrive de få minutter, mens kvinderne passerer. Han ser en koreografisk bevægelse gennem landskabet og en udskiftelighed mellem kvinderne. De beskrives som en skulptur, en symfoni, en fugleflok«

I romanen vender Ida Holmegaard så at sige blikket og undersøger, hvordan det ser ud inde fra fugleflokken. »Fra et sted, hvor man kan være udskiftelig med hinanden og måske ikke kan skelne sig selv fra de andre. Hvilket kan være helt vildt fascinerende, fordi man er befriet fra en jegtyngde og i stedet har en fællesskabsfølelse. Men samtidig skræmmende, fordi det bærer en vis anonymitet i sig – man kunne jo forsvinde i mængden«.

Man skulle tror, at Ida Holmegaard foruden litteratur var optaget af malerkunst eller musikkens repetitioner, men »nej, det er filmmediet!«. Dels anmelder hun film for magasinet Atlas, dels har hun i arbejdet med ’Emma Emma’ været inspireret af amerikanske ungdomsfilm, hvor gruppelivet afbildes og dyrkes – ’Spring Breakers’ ’The Virgin suicides’ og ’Dazed and Confused’, f.eks.
»Mange fortællinger om at være ung er centreret om ét ungt menneske, der skal skille sig ud fra flokken. Den klassiske fortælling om at gå fra barn til voksen. Jeg ville gerne tage det billedstof og det sprog, der er forbundet med fortællinger om ungdom alvorligt, men samtidig bruge det til at skabe en fortælling, der ikke tager udgangspunkt i individualisme eller handler om at træde ud af et fællesskab eller tætte relationer og ’blive sig selv’«, uddyber Ida Holmegaard. Snarere end psykologi på individplan er det studiet af skuespillernes »ufærdige ansigter« eller de typiske scenografier, som ungdomsfilmene dyrker – festen, stranden eller poolen, der interesserer hende.
»Jeg så en gang en dokumentarfilm, hvor nogen havde sammenklippet en hel masse poolscener fra ungdomsfilm. Det var fantastisk«.
Så jo, der er også en poolscene med i ’Emma Emma’, hvor sommeren ikke bare er varm, men også vedholdende:
»Tiden er holdt op med at gå og er blevet til ét stort blødt og uformeligt nu, der hæver og hæver som en gærdej i varmen«, skriver Ida Holmegaard og forklarer:
»Ferien ligger som et kæmpestort dyr og sover oven på sommeren. Ferien er jo mest af alt et fravær af arbejdet, der ellers i mange sammenhænge strukturerer tiden, ugedagene og hvornår der er primetime i tv. At skrive i det fravær giver mulighed for at afsøge alternative inddelinger af tiden. Jeg har forsøgt at skabe en ’fyldt nutid’, som jeg synes passer til dette underlige ferievakuum. Scenerne kan strækkes i det uendelige ved hjælp af alt det, der fyldes ind i dem, alle disse erindringer, f.eks.«.
»Men min roman er ikke udelukkende en kritik af ferie og forlystelse, der er også meget glæde og lykke forbundet med at spise de her fedtede softice og være i den der sol. Der opstår bare en kvalme ved det i længden, ikke?«.

Nåleøjne på stilke gennemfløjet i sejeste stil

Min søn er blevet optaget på Frederiksberg Gymnasium
&
5 af mine Hvedekornsdebutanter, Cecilie, Lea, Martin, Josefine, Ida (og 1 2007-debutant, Sarah, ud af i alt 9), er blevet optaget på Forfatterskolen.

Smukt brudt ind i de elevatorer! Jeg glæder mig til jeres næste kraftspring, om 3 og 2 år, ind i helikoptere og zeppelinere og jumbojets.