Nørlund/Helle-connection

Jeg hører obsessively de nye Nikolaj Nørlund-sange, mens jeg venter på, at posten kommer med den nye Helle Helle-bog, og kommer i tanke om (skrev først: kommer i anke om - det gør jeg også), at der er den konkrete forbindelse, at Nørlund var suprise-optrædende til Helles Gyldne Laurbær-fest - hvor Mikael Bertelsen var vært og meget rørende live igennem til hendes dansklærer - dér ved Langlinie i sin tid, som pludselig, som så meget andet, er en gammel tid, men nye værker af kunstneriske helte gør altid tiden ny og lysende, og nu kan jeg altså ikke vente længere på HH, selv ikke, nej, især ikke akkompagneret af NN.

Jeg sang solen sort mor

Skønne nye singler en masse fra Nikolaj Nørlund, min favorit er "Jeg tor jeg så dig" med dens "Solen er så rød mor"-henvisning -

Tror du det er for sent nu
tror du det er stukket af
for solen den er sort mor
og ræven løbet bort
jeg har det hele skrevet ned
i bunden af et brev
det brev du sendte mig mor
til en postboks et sted

(vaiation 1)

for solen den var sort mor
og du var helt i blåt

(variation 2)

Jeg sang solen sort mor
og du var helt i blåt

Citroenen i Radiohuset

Vi sad pænt ned på 4. række til fineste, frydefulde koncert i Radiohusets Koncertsal i går aftes med Nikolaj Nørlund og Copnehagen Phil, der opførte albummet Skamskudte fugle plus bonus-hits. Det gav de bedste kuldegysninger at opleve Maria Laurette Friis fremsige Cecilies telefon-besked-linjer til sidst i "Forrest i skibet", og så er der jo for syv søren en CITTROEN med i omkvædet til "Flagermus",sunget, altså omkvædet, af Friis ligesom på pladen, og lad og sige, at det er en CITROEN AMI (der så altså er åben, hvis en Citroen Ami kan være det, det kan den vel i princippet godt):

"Allerførst ser jeg flagermus flakse og skrige
En fredag i mørket rundt om farmors sommerhus
Allerhelst så jeg dagene, allerhelst så jeg dagene
linet up som bud på en rækkefølge

Mød mig en gammel sang
rør ved mig endnu en gang
kør mig væk i en åben CITROEN
lad som om du har set mig før
kast mig ind gennem den åbne dør
prøv at se om du tør

Næste gange, jeg ser flagermus, er du hastigt på vej
mod en anden tidszone som en anden mands kone
Først, først til allersidst kommer løsningen
i kuvert på en bakke med en blomst og en smule sødt

Mød mig en gammel sang
rør ved mig endnu en gang
kør mig væk i en åben CITROEN
lad som om du har set mig før
kast mig ind gennem den åbne dør
prøv at se om du tør

Din telefonbeskedspoesi-sangtekstscoda

-->

Meget cool og stolthedsfremkaldende har du, Cecilie, bidraget til Nikolaj Nørlunds nye, fine, fine plade med Copenhagen Phil, Skamskudte fugle, med en poetisk telefonbesked oplæst af skuespiller Danica Curcic som coda til den stærke, kærlighedsmanende sang ”Forrest i skibet”. Det er et meget smukt og slående faktum, at Nørlund både er en af DK’s talentfuldeste og originaleste sangtekstskrivere og en af de allerflittigste til at samarbejde med gode digtere, fra HC Andersen over Michael Strunge og Naja Marie Aidt til Bjørn Rasmussen, Køb pladen eller stream straks, her er den samlede, skønne tekstlighed

"Forrest i skibet

Jeg ser din silhuet skråt bagfra

Da du rejser dig og bevæger dig

Møjsommeligt frem til en position

Forrest i skibet

Og jeg elsker dig, jeg elsker dig

Jeg ser din silhuet skråt bagfra

Da du rejser dig og ser at du venter dig

Inden alt, alt, alt for længe

Og jeg elsker dig, jeg elsker dig

Og det samme gælder for

De tusindvis og atter tusindvis

Af afbrudte øjeblikke og afstumpede sekvenser

Forladte sekunder og fortabte mennesker

Vi fortærer hinanden

Vi efterlader hinanden

Vi forelsker hinanden

Vi forkæler hinanden

Vi husker hinanden

Vi husker

Jeg ser din silhuet skår bagfra

Jeg kender dig på håret og på faconen

Som du står der og spejler dig yderst på perronen

Og jeg elsker dig, jeg elsker dig

Jeg ser på dit ansigt, da du vender dig

At du ikke kan kende mig, at du aldrig har set mig før

Og at du ikke har nogen chance for at forstå mig nu

Men jeg elsker dig, jeg elsker dig

Og det samme gælder for

De tusindvis og atter tusindvis

Af afbrudte øjeblikke og afstumpede sekvenser

Forladte sekunder og fortabte mennesker

Vi fortærer hinanden

Vi efterlader hinanden

Vi forelsker hinanden

Vi forkæler hinanden

Vi husker hinanden

Vi husker

Vi afskediger hinanden

Udsmykker hinanden

Udtrykker hinanden

Udløser hinanden

Og vi efterlader hinanden

Forsagte, fortænkte, forbløffede

Forelskede, forelskede

Forsinkede

Hey du, der er ikke andet jeg kan gøre, end at se efter om dit ansigt findes til mig, et andet sted, måske, hvis jeg stirrer på månen, tilstrækkeligt længe, måske vil dine træk så tone frem i månens lys, og du elsker mig, derfra, fra månen, kan du elske mig, med det lys, så vil jeg bade mig i måneskær, ligge på græsset, afklædt, og knuge mine hænder sammen, hårdt, bide mig i læben og tænke på dig, altid tænke på dig, drømme om dig, altid, altid græde over dig, vi skal aldrig hvile os ind i andres hjerter end hinandens, lov mig det, hvis ikke andet”

Intet kan standse Nordatlantens flakkende syner!

Vi var fredag aften til koncert på Nordatlantens Brygge, helt derude, hvor Strandgade løber ud i sandet, med Nikolaj Nørlunds fænomenale trio, bestående af hams selv på vokal og akustisk guitar og Nils Gröndahl på violin (verdensberømt hos os efter hans ekspressionistiske tour de force i Politikens Foredragssal) og Adi Zukanovic på keyboards og diverse maskiner. Der blev spillet både helt nye og helt gamle sange, og på den lillebitte scene i det store mørke rum, hvor vi pænt sad på umagelige stole, var det intimt på en meget intens og inciterende facon. Et klart højdepunkt var omsider at høre Nørlund himself synge den majestætisk melankolske evergreen "Syner", musik: Nørlund. tekst: Peter Laugesen, hvis oprindelige version, sunget af (færøske, ikke tilfældigt i det rum) Teitur på pladen Andersens drømme, lige ved og næsten blev overgået - her er teksten:

Vinden skramler med kviste og grene

natten er sort jeg er helt alene

Hotellet er tomt det er her jeg bor

det syder og bobler af syner og ord

Jeg ved ikke hvem det er jeg skal møde

om det er de levende eller de døde

Ude i parken står de og kigger

ind gennem vinduet her hvor jeg ligger

Er de sluppet ud eller kommer de ind

de skæve fantomer der fylder mit sind

Jeg tænder et lys og drikker lidt vand

vejen er spærret til drømmeland

Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner

men intet kan standse de flakkende syner

De kommer som gæster fra fremmede byer

som udklipsfigurer på drivende skyer

De fylder hotellet med drømme og minder

om det der skal komme og det der forsvinder

Hvor er jeg henne hvad er det der sker

det er spøgelsesfingre på angstens klaver

I skyggerne danser fortættede tanker

til lyset der blafrer og hjertet der banker

En dag skal det slukkes og hjertet skal standse

hvad skal så blafre og hvem skal så danse?

En dag skal det slukkes og hjertet skal standse

hvad skal så blafre og hvem skal så danse?

Mindes Michael med Nikolaj

I går var det 30 år siden, Michael Strunge døde, i dag er det 30 år siden livet og poesien gik videre uden ham. 

Jeg hører forskudt fra dig, der hørte pladen for et par timer siden, Nikolaj Nørlunds Navnløs med tekster fra Strunges pseudonyme digtsamling Verdenssøn, som er en af de bedste Strunge-læsninger; jeg kender: Nørlunds nænsomme, ubesværede, meget lidt 80'er-patetiske intonation forlener de enkle, kuldslåede digte med en forfinet og urolig intimitet. Eller noget! En temmelig fortjent Strunge-Pris dér!