ANDY 90 - POP ER EN TANGO!

Systemdigteren Knud fylder firkantet

Knud Sørensen fylder 90 i dag (det blev så lige - en 16 dage gammel kom i vejen - i går) - TILLYKKE! - og mit i alle hyldesterne til hans godmodige visdom er der grundt til at minde om, at han dannede cool onkel- og alderspræsident-trio med Per Højholt og Vagn Steen (alle tre årgang 1928) i HJ Nielsens generationsantologi Eksempler fra 1968. Eksempelvis er han repræsenteret med disse to digte, første gang trykt i det ultimativt tjekkede tidsskrift TA':

ROBOT i NATUREN, FORÅR

Græsset er grønt
solen skinner
himlen er blå

Det er en dag i maj måned
og ordenes almindelighed føles
uudsigeligt.

Det er en dag i maj måned
og græsset er grønt
og solen skinner
og himlen er blå

De ord
er de ord jeg har.
Jeg lægger dem på et stykke papir.
Det forår.

HVORDAN SER EN ROBOT UD

En robot
kan se ud som en
robot der ved den ser ud som
en robot og er ligeglad
fordi den ved bedre

eller som en
robot der pudser sko
og studser skæg og ved
at det ikke er udseendet
der tæller men naturligvis
en robot kan jo have valgt
at se ud som en
robot

eller som
en robot der ikke har tænkt
så dybt og slet ikke så
langt men som
nærmest tilfældigt
går rundt og ser ud
som en robot.



Knud Sørensen bevisende at han ikke er en robot

90 x 90 til den 90-årige

På lithub.com har de bedt 90 "friends, collaborators, and admirer" vælge en yndlings-Ashbery-linje og skrive 90 ord eller mindre om den, her er LINK til det hele, og her er de første 6 linjer + kommentarer:

"Damiano Abeni 

Seeming is almost as good as being, sometimes

–“Commotion of the Birds,” Commotion of the Birds (2016)

In this line of the title poem of his latest collection to date, lightness and heaviness are perfectly balanced, in a 100 percent Ashbery mode: you can look at it and simply laugh, enjoying the baffling irony of “almost” and “sometimes”; or you can gloomily think of our narcissistic era of fakeness and instant gratification, and perceive that maybe, just maybe, he’s telling us that Western “Civilization” is doomed. And you’ll be right and wrong at the same time, as always happens when you fall into John’s magnificent web.

Michael Almereyda

Anything can change as fast as it wants to, and in doing so may pass through a more or less terrible phase, but the true terror is in the swiftness of changing, forward or backward, slipping just beyond our control.

–“The Lonedale Operator,” A Wave (1984)

The sentence appears at a point in this fairly discursive prose poem when the narrator, recounting the first film he ever saw, flashes forward to describe a movie encountered when he was older. His memory blurs, incurring a sudden slide and plunge into wider speculation. A sense of wonder and dread fill the poem like dark water filling a ship. As ever, Ashbery simultaneously describes reality and calls it into question, drawing us to consider a larger order—or disorder—encircling our tame and tidy thoughts and spiraling beyond them.

Charles Alteri

That there is so much to tell now, really now.

–“As We Know,” As We Know (1979)

I love this line because of the brilliant contrast between “now” as a descriptive term and “really now” as an expression of urgency that brings out the full capacity of “now” to carry both the present tense and the act if seeing as that incorporates and wills an entire life. This line defines an inwardness without psychology or any assumptions about selfhood.

 Rae Armantrout

How they found you, after a dream, in your thimble hat,
Studious as a butterfly in a parking lot.

–“The Other Tradition,” Houseboat Days (1977)

I tried to choose just one line but it seemed impossible. The action is always somewhere in between, in transit, like the “studious” butterfly that settles briefly then veers off. A butterfly is never jaded. These lines might describe an Ashbery poem. They arrive in the wake of some event, perhaps momentous, perhaps quotidian. Who knows now? They (and we) are off to something else—the next parked car. John is the least pompous poet in the world. Here he / you / we are Thumbelina, in our thimble hats. At this scale, attention is intense and distributive.

Felix Bernstein

To tease me into doing it, on your level, and then you aren’t there

–“Paradoxes and Oxymorons,” Shadow Train (1979)

You exist to prop up the will to be seen seeing therefore I am seeing you where you are not: where you tapped in, leaving the levels of the memory palace always in place so as to lead back to the double inside, which remains outside of where the split would have been, had you not been. You’ve shored up there—where things don’t squirt all over, or miss each other, but only tap—not to memorialize the other, or memorialize the poem, but to make the poem itself another.

Anselm Berrigan

My favorite JA lines include (all from Wakefulness [1998]):

a) Take this, metamorphosis. And this. And this. And this.
–“Baltimore”

b) No matter how you / twist it, / life stays frozen in the headlights.
–“Wakefulness”

c) All the wolves in wolf factory paused / at noon, for a moment of silence.
–“Laughing Gravy”

d) If everybody is so intent on illustrating what they know, / why is the ant syllabus closed
–“Deeply Incised”

Only the shy should choose. Rudy Burckhardt was fond of b, but I’m a sucker for c."

Yngstekritikeren - Torben Brostrøm 90 (modernisme nu)!

Kollega Torben Brostrøm, tidligere redaktør (1955-60!) af Hvedekorn og til stadighed kritiker på information, fylder som en selvfølgelighed 90 i dag - TILLYKKE! - og har dermed overlevet de fleste af de digtere, han blev indflydelsesrig generationskritiker for (to år yngre Benny A og fem år yngre Jess Ø er stadig levende og skrivende, lykkeligvis) og som han i rent skrivetalent sagtens matcher, som atter demonstrerer i den udsøgt generøse bog, han udgiver i dag, Ved kanten, hvor han frygtløst og fodrapt skriver og læser tekster om alderdom og død, BLANDT ANDET.

Pludselig læser han med sine åbne øjne ny poesi, som han gjorde det i gamle dage, da han gjorde det så insisterende og inciterende, at de omsider også begyndte at gøre det i skoler og gymnasier og heldigvis har været tvunget til det lige siden:

"Al prognoser om nationens og verdens tilstand, som de mange kommende 10-årige vil opleve, er usikre med tanke på de ustyrlige kræfter, der hersker og truer verdensordenen og den hidtil ukendte uorden: den stigende ulighed i velfærd, folkevandringernes udfordring, globaliseringen, den politiske højredrejning, stormagternes balancegang, - og frem for alt klimaforandringens problemer, som er alt for store til at fejes ind under gulvtæppet, hvor de havner trods internationale konferencers store ord og videnskabens advarsler. Og det selvom forandringen dagligt kan mærkes på kroppen, på luften, temperaturen, vejret, hvortil kommer andre menneskeskabte naturkatastrofer af ukendt omfang, orkaner, smeltende indlandsis, stigende vandstand med stormflod og oversvømmelser. Tegn i sol og måne. Hvem siger apokalypse?
  det gør i hvert fald lyrikeren Theis Ørntoft (f. 1984) i sine Digte 2014, med en titel, som ikke kun er en praktisk oplysning, men også et fingerpeg om en særlig tilstedeværelse i et tidehverv, et vakuum mellem fortid og fremtid, der kan lyde således:

Det er forvirrende tider, jeg skal fortælle om
det var tider, hvor intet skulle begrænse os.
Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål
tænker jeg på apokalypsen
hver gang nogen udtrykker håb for for det bestående
får jeg det fysisk dårligt.
Lad os sætte os her i skumringen og vente på
at revolutionen griber os.
Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne
og flyforbindelser i hud og hår
og læse breaking news

Hans sprog har en fri bevægelighed mellem private begivenheder og historien, mellem private begivenheder og historien, mellem videnskab og bibel, det uendeligt små og det uendeligt store. At få munden fuld af petroleum og se boreplatforme i flammer er et og det samme. Proportionerne kælver som smeltende isbjerge i bevidstheden om økologiske trusler. Jeget og naturen flyder sammen, proportionerne forskydes, sagligt, alarmerende i økologisk ubalance. Kropsbevidstheden er overalt til stede, som her i et surrealistisk drømmedigt: "mens verden vælter ind gennem min tsunamisanser/ og ødelægger alt på sin vej/ så skriger en stemme i min hals."
  En poesi ved kanten af katatrofernes kyst. I ung dansk lyrik læses en stigende politisk tendens, som trænger sig på, en barsk realisme i fantasiarbejdet."

Brostrøm vender tilbage til Ørntoft til allersidst i bogen , efter at have skrevet om sine sene kærlighedslykke:

"Fællesskabet, omsorgen for hinanden, får plads i alderdommens bredde i bevidstheden. Uden at jeg nogensinde har glædet mig til at blive en gammel mand, som Johannes V. Jensen overmodigt fjorde det i digtet "Afsked", har jeg alligevel oplevet, at en glæde ved liv og samvær er vokset ind i disse sene år: jeg sympatiserer mere med en anden ung og højst nulevende digter, Theis Ørntofts, deklaration: "Jeg har ikke nogen overordnet plan for livet/ udover at holde mig tæt på folk jeg elsker""