TB - en elsker, ikke en kriger

Jeg troede, jeg citerede Michael Jackson, da jeg i min WA-nekrolog kaldte Torben Brostrøm - der på musikomådet var alt andet end absolut moderne (og postmoderne), han var vist ikke engang til jazz, men holdt sig til kammermusik, correct me if I'm wrong - for "a lover not a fighter". Men det var vist faktisk unge, geniale Eddie Murphys MJ-parodi, jeg citerede. Til gengæld har Kinks - F.P. Jacs idoler, især jo forsanger og sangskriver Ray Davies, og Jac havde Brostrøm fin sans for - på deres første plade et (cover)nummer, der hedder "I'm a Lover Not a Fighter", så lad os sige, at det er det, jeg citerer!:

Brostrøm som Rifbjerg

Fra parodi/pastiche-samlingen Poesien i spejlet, 1981/1982 (med Inf-serier 1967 og 1980):

Fra 'Kongelundsdigte'

Dette skulle have været et digt
om hvor forslugen jeg var som barn
det skulle egentlig have været to
i betragtning af den særlige interesse
men de kunne godt slås sammen til et
så digtet kom til at handle
om flere ting på en gang

Det skulle foregår på Kongelundsvej
og på hospitalet hvor gummitavse hænder
fjernede mine uforglemmelige mandler.
Det vil sige jeg kom til at sluge dem
og siden er kampen mellem de indre mandler
ikke ophørt.

På Kongelundsvej en helt anden gang
ville jeg fjerne min søster
men en betragterskare tvang mig
til at tage hende i mig igen
og siden er kampen med den indre søster
ikke ophørt.

Det skulle digtet handle om.
Men jeg kom til at brække mig
da jeg tog søster-mandlen frem
så jeg fortrængte den igen
til senere opstandelse.

Jeg skriver noget ande tnu.
Digt blir det hele jo alligevel.

Fod på en skitse til et manifest

Før det afgørende manifest, "Det umådelige mådehold" i Vindrosen 1, 1959 (omtalt og citeret i min nekrolog i WA Bøger i dag) skrev Brostrøm denne leder i Hvedekorn 1, 1959, hans sidste årgang som redaktør, lige som poesien skulle til rent faktisk at eksplodere):

Lyrik og fodpleje

Tillad på denne plads beretningen om en personlig lidelseshistorie, som udspillede sig i tiden før jul. Man søgte læge for en gådefuld krampelignende fornemmelse i benregionerne. Efter indgående undersøgelser med tilhørende blodaftapninger erklæredes tilfældet for uforklarligt og henvistes til hypokondriens overdrev; man var dermed overladt til egne gisninger. Ved selvbestaltet psykoanalytisk efterforskning kom årsagen til for en dag, og man døbte på stedet sygdommen lyricitis pedestris, fremkaldt under læsningen af efterårssæsonens danske versbøger, hvor man ufrivilligt og ganske ofte havde krummet tæer i skoene af skamfølelse over at blive på så mange flove og ligegyldige poesier.
  Som den nøjeregnende 10-års-konstruktør man er, kan man ikke alde være med under sukke at sammenligne med året 1948, hvor en længere række betydelig digtsamlinger så dagens og læselampens lys. I ventetiden på en ny florissant periode kan man passende udstrække sin læsning til udlandet. Det er værd at bemærke, at især Sverige stadig kan leve op til 40ernes poetiske udbrud, og som en demonstration heraf vil man finde næste nummer af Hvedekorn helt helliget den unge svenske lyrik - som sædvanlig akkompagneret af grafik.
  Et ledsagefænomen til den tydelige mattelse i den hjemlige lyriske produktion er den så småt voksende interesse for oversat poesi. Har stilstanden virkelig bidraget hertil, har den dog haft nogen funktion. I denne forbindelse kan det nævnes, at ARENA LYRIKKREDS, som tidligere omtalt, til foråret udsender to bind fremmed digtning, nemlig udvalg af Ezra Pund og René Char.
  En af vejen til fornyelse af dansk lyrik går gennem større kendskab til europæisk tradition i vid forstnd, og det er da et oplivende tegn at se, at den aldersklasse, som præger Hvedekorns lyriske sider, har sans herfor. Var der ikke gennem dette forhold håb for, at dansk lyrik ved lejlighed fik nye ben at gå på, kunne man se hen til en smertefuld manddom af versificerede muskelinfiltrationer.
T.B.

 

(forside: Vera Myhre)