LONE VINDER MONTANA - KÆMPESTE FUCKFINGER TIL BALDER OG THEODOR

Lone Aburas blev i går til delt Montanaprisen på Testrup Højskole for agitprop-hylet Det er et jeg der taler. Extremt velfortjent! Og jeg tænker både David Bowie og Michael Strunge ville være enige, hvis de var her i dag. Bogen er for øjeblikket blevet væk i mine bunker, hvilket jeg er meget forbandet over, så i stedet for at citere den, vil jeg fra Lones stadigvæk skidegode debutroman Føtexsøen (der i sin tid blev præmieret med publikumsprisen også kaldet Champagneprisen på det Tag & Læs-kursus, hvor også Montanaprisen uddeles, i år fik hun BÅDE juryprisen og publikumsprisen!) afskrive et afsnit, der i roligt knusende prosasti fungerer som en slags prolog til gennemflående Det er et jeg der taler:

"Til grillbaren hørte også en gård. Den var mindre end den derhjemme, og jeg kendte ikke børnene, som legede i den. Jeg ville helst slippe for at gå derud. Min mor, sagde, at jeg havde godt af frisk luft. At det ikke var sundt for et barn altid at sidde og glo inden døre. Så nogle gange tog jeg mig sammen og gik ud og satte mig på en trappe, der førte op til en af opgangene. Der sad jeg og bladrede frem og tilbage i mit glansbilledalbum. De fleste af glansbillederne havde jeg arvet fra min mormor, og motiverne forestillede for det meste blomsterkurve eller rundkindede børn, hvor drengene lignede piger med deres røde munde og hjerteformede ansigter. Ligesom på glansbillederne var drengen også her anderledes, end dem jeg kendte hjemmefra. I hvert fald havde de navne, som jeg ikke troede, nogen børn kunne hedde. En dag, hvor jeg sad på trappen, spurgte Balder og Theodor mig, om det var rigtigt, at min far var neger? Jeg rystede på hovedet.
  "Hvad er hans så?" spurgte de.
  "Han er fra Egypten," sagde jeg og krammede albummet.
  "Er han så ikke neger?"
  "Nej."
  "Er det så rigtigt, at I har høns og kaniner på altanen," spurgte Theodor og sparkede til en bold, som han havde haft med. Jeg fortalte dem, at jeg havde en kanin i et bur ude i køkkenet, men at det kun var om sommeren, at jeg stillede det udenfor, men det var, som om de ikke hørte efter. Theodor havde nemlig sparket bolden videre til Balder, og de fortsatte med at spille, så jeg til sidst troede, at de helt havde glemt mig. Men så var det, at Theodor råbte, mens han tyrede bolden af sted mod Balder, at jeg var født gennem min mors røvhul, og at det var derfor jeg var så brun. Jeg så ned på mit album, som var grønt, og som skulle forestille at have forskellige glansbilleder på forsiden. Jeg ville gerne have sagt, at Theodor mor var alkoholiker, men var bange for at komme til at græde, hvis jeg åbnede munden. I øvrigt lignede han heller ikke noget drankerbarn i sin Balltrøje og nye blå Levisbukser. Det var ikke ligesom Henriette og hendes storebror Jesper nede fra fritteren, de havde elvetaller ud af næsen, og som man måtte lade, som om man ikke kendte, når de stod nede ved Føtexsøen sammen med deres mor, der drak øl og råbte op sammen med nogle mænd, der havde hunde med.
  "Jeg har hørt, at tyrkerne knepper deres geder," sagde Balder.
  "Jeg har hørt, at tykerkonerne ønsker sig den samme barbermaskine til jul, som den deres mand har," sagde Theodor.
  "Men tyrkerne holder slet ikke jul," sagde jeg og heldigvis lød min stemme normal.
  "Nåhja," sagde Theodor og så ud, som om han tænkte på noget nyt, han kunne genere tyrkere med. Jeg talte til ti inde i hovedet og gjorde mig klar til at lukke ørerne, sådan som jeg prøvede at gøre, når Silles far fortalte vittigheden om forskellen på en flodhest og en tyrkerkone. Har I måske nogensinde set en flodhest i kjole, klukkede han og hev Sille i rottehalerne, så hun sagde av din røvbanan, og han sagde mage til fræk unge. Bagefter sagde han til mig med alvorlig stemme, at jeg ikke skulle tage det personligt, fordi min far både drak øl og holdt jul og ikke var som andre udlændinge, der for enhver pris ville holde fast i deres traditioner. Mens han talte, så jeg ned på hans sko, der havde små sortr kvaster i stedet for snørebånd, og jeg sagde ja og nikkede med hovedet, indtil han var færdig, og jeg kunne gå tilbage til Sille på værelset.
  "Får I så grillmad hver dag?" spurgte Theodor. Men inden jeg nåede at sige næh-min-far-laver-også-almindelig-mad, spurgte Balder, om min far så lå på et tæppe og bad til Allah, og inden jeg nåede at svare på dét, sagde Theodor, at Allah lød lidt ligesom Allan, og det var et ret lamt ord for en gud.
  "Men gør han så det?" spurgte Theodor.
  "Gør hvad?"
  "Ligger med røven i vejret?"
   "Nej, selvfølgelig gør han ikke det. Gør din?" spurgte jeg. Og havde alligevel lyst til at sige det om hans mor.
  "hvad tror du selv?"
  "Ikke noget."
  "Nåh, men så skrid, du er for lille," sagde han og viste mig sin lillefinger.
  "Gu vil jeg ej," sagde jeg og gav ham en rigtig fuckfinger.
  "Det fik til gengæld Theodora til at sparke mig hårdt over skinnebenene, så jeg alligevel begyndte at græde."

Det er et jeg der taler er den fuckfingers tilbagekomst i forpulet 3D, kompromisløst tåreløst.

(reportagefoto: Gita Pasternak)

Hemmelig Schade-bog

Selvom det ikke fremgår nogen steder udenpå eller indeni bogen, indgår Det er et jeg der taler (det fremgår dog at den er udgivet i samarbejde med højskolen) i Krabbesholms Højskoles kollaborative Schade-serie, hvoraf de 3 første bind (Schade selv, El Said, Iversen) udkom i samarbejde med Gladiator og de 2 nye bind, Aburas' bog og genudgivelsen af Ola Juléns Orissa (der ER Schade-mærket, med rødt) er samarbejder med henholdsvis Gyldendal og Basilisk. Citat fra noget Skive-lokalt:

"Begge bøger er trykt på Krabbesholm Højskole. Opsætning og grafisk tilrettelæggelse er lavet af højskolens elever i samarbejde med Gyldendal og Forlaget Basilisk.

Schade-serien er en række af bøger, som Krabbesholm Højskole trykker og udgiver i samarbejde med forskellige forlag. Schade-serien er blevet til med støtte fra Skive Kommune."

Jeg vil også lige have den her sætning rettet tilbage

fra min Det er et jeg der taler-anmeldelse:

"Jeg ved godt, det i den grad handler om noget, men jeg vil godt lige indskyde den formelle bemærkning om den flænsende fart, med hvilken den i sit viljestærke skred fra hin underfundige prosa i Aburas' fire romaner 2009-2016 (hvoraf jeg var stadig mere begejstret for 1-3, men hysterisk skuffet over nr.fire) overrumpler brutalt og frydefuldt."

Det hænger jo ikke sammen - sådan her skulle den lyde, selvfølgelig:

Jeg ved godt, det i den grad handler om noget, men jeg vil godt lige indskyde den formelle bemærkning om den flænsende fart med hvilken, at den i sit viljestærke skred fra hin underfundige prosa i Aburas' fire romaner 2009-2016 (hvoraf jeg var stadig mere begejstret for 1-3, men hysterisk skuffet over nr. fire) overrumpler brutalt og frydefuldt.

Ang. Lones bog

Tue siger det så rigtigt til sidst i sin Informations-anmeldelse af Det er et jeg der taler:

"Det er et jeg der taler fungerer også så fint, fordi stemmen i teksten nok er fuld af vrede og uden kompromiser, men den position, den stemme taler fra, viser sig igen og igen at være kompromitteret.

Ja, Aburas er en angiveligt privilegeret forfatter i Danmark. Ja, hun tilhører vel den kreative klasse, hvad det udtryk så end betyder.

Nej, hun er ikke fantastisk og heltemodig. Andre har det meget værre. Her hører vi ikke den undertryktes egen stemme.

»Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord i en af dødsbådene, at få en håndfuld jord af sin mor, man ikke skal se igen? Vi kunne alle sammen få hjælp af en krisepsykolog efter Kirkerydningen og for at have været tæt på traumatiserede flygtninge, og så gik vi hjem i vores fælleskøkkener og forældrekøb og skrev romaner og søgte ind på videregående uddannelser.« Men hvorfor skulle de privilegier føre til passivitet? Som om politisk handling skal forbeholdes undertrykte engle. Eller, som bogen selv skriver: »Så kom ikke her og tal om rabiate referencer og litterært selvmord. Jeg prøver sådan set bare at vække et eller andet, nu hvor den provinsielle ro omsider også har forladt mig.« Og hvad prøver jeg her? Jeg prøver vel at sige, at det er sådan her, det skal se ud, hvis traditionen for engageret litteratur skal vækkes til live igen. Den skal være uforsonlig, den skal handle om det konkrete og uretfærdige, ikke om det moralsk uangribelige.

Den skal vække til handling uden nødvendigvis at pege på, hvilken handling, der er den rigtige. Den skal tale klart og sandt."

Og Lone siger i interview med Berlingske: 

 "Lone Aburas fremhæver, at hun ikke ønsker at deltage i en samfundsdebat. Tværtimod. »Jeg er ikke på Facebook, og jeg deltager bevidst aldrig i debatten. De virker så fasttømrede, at man skal have en sportsmentalitet for at holde til det,« siger Lone Aburas, der selvfølgelig er enig i, at demokratier eksisterer i kraft af den engagerede samtale. Men det er ikke den, hun ser i disse år.

»Hvis jeg gik i debat med Inger Støjberg, ville det jo være underholdning. Vi ville stå i hvert sit hjørne, med hver sin holdning. Det ville ikke handle om at vi påvirkede hinanden og rykkede noget.«

Som kunstner vil Lone Aburas hellere lave et politisk værk end udtale sig. Hun mener i øvrigt ikke, at det skorter på politiske kunstværker. Tværtimod. »Jeg synes, at der er mange politiske bøger derude. Der er bare opstået en doven læsning, hvor vi kun ser pointerne, hvis de er meget tydelige,« siger hun - og nævner Casper Erics digtsamling »Nike« som et eksempel. »Det er også en tekst, der handler om at være udenfor. I hans tilfælde fordi han har en sygdom og det skriver han om på en stolt og sørgmodig måde. Den bog var jeg faktisk meget inspireret af.«

(...)

»Jeg ønsker virkelig ikke at være del af en krænkelseskultur. Jeg synes, at det er super nedværdigende, hvis man placerer sig selv som offer,« forklarer Lone Aburas. Jeg spørger, hvorfor det egentlig er så farligt. Der er der jo folk, der er. Ofre.

»Måske fordi det begrænser én. Hvis du er et offer, er det det eneste, du er.« Af samme grund ville Lone Aburas aldrig have brugt sin første bog på at tale om de her ting. Nu er hun 38-årig og på femte bog. Og hun har været både vred og afmægtig og desperat. Nu er det kommet nok på afstand til at få sit eget liv. Alligevel er der flere, der har sagt, at det var modigt at udgive værket. De har spurgt, om hun var nervøs.

»Og det forstår jeg ikke. Det er jo bare en bog, en slags koncentrat af vrede og magtesløshed, som er frosset fast. Det er jo det, som er så fantastisk ved at udgive sådan et værk. Jeg går jo ikke rundt og er vred hele tiden.«"

Og her er lige et stykke fra bogen, som ikke er god, fordi den er vigtig, men vigtig, fordi den er god som i åndssvagt bevidsthedsudvidende god: 

"I Danmark kan vi omsider lave den  perkerkanon som bekræftelse på, at etniske minoriteter er andet end vold og overrrepræsentation i kriminalitetsstatistikken og tvangsægteskaber og undertrykkende fædre, der tæver og sønderlemmer og knepper deres kvinder og kusiner og barnebrude og børn til blods, så det stænker helt op på tapetet i en passage på side 32 i Føtexsøen. det er ikke for sjov, når jeg siger, at det skal du ikke spørge mig om igen, lektor i dansk litteratur, du ved godt hve, du er, om det var blod, det der var på væggen i min fiktive tantes opdigtede lejlighed i Alexandria eller rose mig for at mestre beskrivelsen af arabernes offermentalitet til perfektion. Jeg har ligget vågen så mange gange og forestillet mig, hvor dum du må virke på dine omgivelser, når du forarges over antisemitisme, men selv er åbenlys islamofob, på din arbejdsplads fx? Der må være en kantine, hvor du skal interagere, men det er måske kun overfor mig du optræder som et lille svin? Og dig, litteraturens udenomsparlamentariske vidunderbarn, hvis navn jeg heller ikke nævner, der omtaler fremmedhadet som identitetspolitisk fnidder på linje med parforholdsproblematikker, partikulært menstuationslyrik: Kære dagbog, jeg blegede mit hårløse røvhul i dag. Som om jeg var dig, rundet af holistisk lilleskole, disciplineret af neo-marxistisk hippiemor, som du er på fornavn med."

Ikke prop!

Trompeten på min anmeldelse af Lone Aburas' "agitprop"-monolog Det er et jeg der taler i fredagens WA Bøger skulle selvfølgelig være

AGILPROG

(som i progressive)

og ikke -PROP!

Polemik mod uskrevne anmeldelser af ulæst bog

I en kommentar i Weekendavisen i fredags kommenterer Mette Moestriup noget, hun forestiller sig at anmeldere kan finde på at sige om Lone Aburas' kommende bog - det er godt nok meget konjunktivisk, vistnokistisk:

"Lige p.t. glæder jeg mig meget til at læse Lone Aburas' Det er et jeg, der taler (Regnskabets time), der vistnok er et opgør med racisme. Så kan det være, hun bliver kaldt identitetspolitisk - et begreb, som herhjemme er næsten lige så ugleset som politisk korrekthed. Men identitetspolitik handler ikke om, at ' lesbiske kun skal læse bøger af lesbiske' osv. Tværtimod blotlægger en identitetspolitisk synsvinkel, at vores idé om det universelle udgår fra en enøjet kanon, skabt af hvide, vestlige mænd.

Ikke et ondt ord om bøger af vestlige mænd.

De er bare hverken mere eller mindre universelle end bøger af for eksempel ikke-vestlige kvinder. Hvad enten digteren Shadi Angelina Bazeghi skriver om krig eller fodbold, og hvad enten digteren Maja Lee Langvad skriver om adoption eller påskeliljer, så er der tale om bidrag til den almengyldige litteratur."

Hvad angår Maj Lee Langvads almengyldige universalitet er det jo så bare pudsigt, at MM i en kommentartråd på Facebook om politisk korretkhed hævder, at Langvads nye bog, Dage med galopperende hjertebanken, specifikt og partikulært handler om stress over at være et racialiseret menneske, der debatterer racialiserede emner, nærmere bestemt transnational adoption, snarere end bare universel, almengyldig stress over at være et menneske, der debatterer (og debatteres), som bogen, så vidt jeg kan læse, selv siger, at den (primært) handler om: 

"

Mette Moestrup Jeg tænker, det kunne være en ide at lytte til, hvordan Shadi m.fl. (det kunne lyde til, at Lone Aburas' nye bog kommer til at tage livtag med emnet også) har oplevet racisme i det danske litterære miljø, som man kunne drømme om var fremme i skoene snarere end bagom dansen, hvad antiracisme angår, snarere end at tage det personligt, selvom det måske kan være svært, da miljøet jo er meget lille og mange kender mange (omend ikke alle alle). Det er en del af at komme racismen til livs, tænker jeg, at tage vidnesbyrd ind... Jeg synes apropos det, Shadi skriver med udsatte kroppe, at den aktuelle reception af Maja Lee Langvads seneste værk "Dage med galopperende hjertebanken" er sær - bogen drejer sig bl.a. om de omkostninger, det har haft for forfatteren at deltage i adoptionskritik og ikke mindst hvidhedsdebat, men dette aspekt nedties - og det er problematisk, da den er et vidnesbyrd om, hvor dyrt man må betale for at give et vidnesbyrd om racisme in this place.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Nu har jeg kun lige kigget Majas bog igennem, men handler den ikke lige så meget om prisen for at sætte politik forrest, altså stress. På den måde er aktivismen en pris, som dets miljøs deltagere også bør interessere sig for, min egen erfaring fra politiske miljøer fortæller i hvert fald om udbrændthed, der virkelig meget handler om at sagen sættes forrest i livet, bliver primær identitet, så der ikke længere er en grænse for hvad man skal gøre - apropos evne til at se kritisk på egen position.

Lars-Emil Woetmann Nielsen (fjendegørelse af omgivelserne)

Mette Moestrup Jeg skrev blandt andet. Så jo, den handler også om at sætte aktivisme over skrift - og om at finde ro i skriften. Men hvorfor ikke medtænke at denne aktivisme BLANDT ANDET (😀) handler om hvidhedsdebatten i det danske litteraturmiljø, spørger jeg ?

Lars-Emil Woetmann Nielsen Kunne kun finde informations anmeldelse, den berør da det, blandt andet.

Lars Bukdahl Hey Mette, der har været 2 anmeldelser af Majas bog i store aviser, begge skeptiske, men respektfulde (og et enkelt interview), ergo må du jo delvist tale om min WA-anmeldelse som "sær", og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forestille at "nedtie". Der er blandt de mange, mange stykker i bogen 2 der nævner hvidhedsdebatten og 2 der peger på det danske litterære miljøs hvidhed - mod rigtig rigtig mange der taler om at være træt af debat som sådan og af at agere debattør som sådan, uden at debat-hårdheden præsenteres som særligt slem, fordi vidnet, Maja, racialiseres, og vidnesbyrdet handler "om racisme". Det er noget, du fortolker ind, Mette, og glimrende nok, men hvorfor skal jeg være forpligtet til at gøre det samme, når det nu faktisk ikke er det der står sort på hvidt!?

Mette Moestrup Jeg fortolker det ikke ind, men ud fra de stykker i bogen, du her selv nævner, Lars, og sammenholder i en vis grad bogens tematisering af stress hermed. Jeg tænker den som en bog, der blandt andet (😀😀) omhandler receptionen af Hun er vred. Ja, den tager også afstand fra at debattere, den siger jo selv, den vælger tavsheden som modstand. Well, kunne godt ha forestillet mig en mere interessant modtagelse af denne elegante, milde, hårde skrift. Og den fik for øvrigt også ⭐️⭐️⭐️ i nordjyske (er helt opdateret!)"