LONE VINDER MONTANA - KÆMPESTE FUCKFINGER TIL BALDER OG THEODOR

Lone Aburas blev i går til delt Montanaprisen på Testrup Højskole for agitprop-hylet Det er et jeg der taler. Extremt velfortjent! Og jeg tænker både David Bowie og Michael Strunge ville være enige, hvis de var her i dag. Bogen er for øjeblikket blevet væk i mine bunker, hvilket jeg er meget forbandet over, så i stedet for at citere den, vil jeg fra Lones stadigvæk skidegode debutroman Føtexsøen (der i sin tid blev præmieret med publikumsprisen også kaldet Champagneprisen på det Tag & Læs-kursus, hvor også Montanaprisen uddeles, i år fik hun BÅDE juryprisen og publikumsprisen!) afskrive et afsnit, der i roligt knusende prosasti fungerer som en slags prolog til gennemflående Det er et jeg der taler:

"Til grillbaren hørte også en gård. Den var mindre end den derhjemme, og jeg kendte ikke børnene, som legede i den. Jeg ville helst slippe for at gå derud. Min mor, sagde, at jeg havde godt af frisk luft. At det ikke var sundt for et barn altid at sidde og glo inden døre. Så nogle gange tog jeg mig sammen og gik ud og satte mig på en trappe, der førte op til en af opgangene. Der sad jeg og bladrede frem og tilbage i mit glansbilledalbum. De fleste af glansbillederne havde jeg arvet fra min mormor, og motiverne forestillede for det meste blomsterkurve eller rundkindede børn, hvor drengene lignede piger med deres røde munde og hjerteformede ansigter. Ligesom på glansbillederne var drengen også her anderledes, end dem jeg kendte hjemmefra. I hvert fald havde de navne, som jeg ikke troede, nogen børn kunne hedde. En dag, hvor jeg sad på trappen, spurgte Balder og Theodor mig, om det var rigtigt, at min far var neger? Jeg rystede på hovedet.
  "Hvad er hans så?" spurgte de.
  "Han er fra Egypten," sagde jeg og krammede albummet.
  "Er han så ikke neger?"
  "Nej."
  "Er det så rigtigt, at I har høns og kaniner på altanen," spurgte Theodor og sparkede til en bold, som han havde haft med. Jeg fortalte dem, at jeg havde en kanin i et bur ude i køkkenet, men at det kun var om sommeren, at jeg stillede det udenfor, men det var, som om de ikke hørte efter. Theodor havde nemlig sparket bolden videre til Balder, og de fortsatte med at spille, så jeg til sidst troede, at de helt havde glemt mig. Men så var det, at Theodor råbte, mens han tyrede bolden af sted mod Balder, at jeg var født gennem min mors røvhul, og at det var derfor jeg var så brun. Jeg så ned på mit album, som var grønt, og som skulle forestille at have forskellige glansbilleder på forsiden. Jeg ville gerne have sagt, at Theodor mor var alkoholiker, men var bange for at komme til at græde, hvis jeg åbnede munden. I øvrigt lignede han heller ikke noget drankerbarn i sin Balltrøje og nye blå Levisbukser. Det var ikke ligesom Henriette og hendes storebror Jesper nede fra fritteren, de havde elvetaller ud af næsen, og som man måtte lade, som om man ikke kendte, når de stod nede ved Føtexsøen sammen med deres mor, der drak øl og råbte op sammen med nogle mænd, der havde hunde med.
  "Jeg har hørt, at tyrkerne knepper deres geder," sagde Balder.
  "Jeg har hørt, at tykerkonerne ønsker sig den samme barbermaskine til jul, som den deres mand har," sagde Theodor.
  "Men tyrkerne holder slet ikke jul," sagde jeg og heldigvis lød min stemme normal.
  "Nåhja," sagde Theodor og så ud, som om han tænkte på noget nyt, han kunne genere tyrkere med. Jeg talte til ti inde i hovedet og gjorde mig klar til at lukke ørerne, sådan som jeg prøvede at gøre, når Silles far fortalte vittigheden om forskellen på en flodhest og en tyrkerkone. Har I måske nogensinde set en flodhest i kjole, klukkede han og hev Sille i rottehalerne, så hun sagde av din røvbanan, og han sagde mage til fræk unge. Bagefter sagde han til mig med alvorlig stemme, at jeg ikke skulle tage det personligt, fordi min far både drak øl og holdt jul og ikke var som andre udlændinge, der for enhver pris ville holde fast i deres traditioner. Mens han talte, så jeg ned på hans sko, der havde små sortr kvaster i stedet for snørebånd, og jeg sagde ja og nikkede med hovedet, indtil han var færdig, og jeg kunne gå tilbage til Sille på værelset.
  "Får I så grillmad hver dag?" spurgte Theodor. Men inden jeg nåede at sige næh-min-far-laver-også-almindelig-mad, spurgte Balder, om min far så lå på et tæppe og bad til Allah, og inden jeg nåede at svare på dét, sagde Theodor, at Allah lød lidt ligesom Allan, og det var et ret lamt ord for en gud.
  "Men gør han så det?" spurgte Theodor.
  "Gør hvad?"
  "Ligger med røven i vejret?"
   "Nej, selvfølgelig gør han ikke det. Gør din?" spurgte jeg. Og havde alligevel lyst til at sige det om hans mor.
  "hvad tror du selv?"
  "Ikke noget."
  "Nåh, men så skrid, du er for lille," sagde han og viste mig sin lillefinger.
  "Gu vil jeg ej," sagde jeg og gav ham en rigtig fuckfinger.
  "Det fik til gengæld Theodora til at sparke mig hårdt over skinnebenene, så jeg alligevel begyndte at græde."

Det er et jeg der taler er den fuckfingers tilbagekomst i forpulet 3D, kompromisløst tåreløst.

(reportagefoto: Gita Pasternak)

Hemmelig Schade-bog

Selvom det ikke fremgår nogen steder udenpå eller indeni bogen, indgår Det er et jeg der taler (det fremgår dog at den er udgivet i samarbejde med højskolen) i Krabbesholms Højskoles kollaborative Schade-serie, hvoraf de 3 første bind (Schade selv, El Said, Iversen) udkom i samarbejde med Gladiator og de 2 nye bind, Aburas' bog og genudgivelsen af Ola Juléns Orissa (der ER Schade-mærket, med rødt) er samarbejder med henholdsvis Gyldendal og Basilisk. Citat fra noget Skive-lokalt:

"Begge bøger er trykt på Krabbesholm Højskole. Opsætning og grafisk tilrettelæggelse er lavet af højskolens elever i samarbejde med Gyldendal og Forlaget Basilisk.

Schade-serien er en række af bøger, som Krabbesholm Højskole trykker og udgiver i samarbejde med forskellige forlag. Schade-serien er blevet til med støtte fra Skive Kommune."

Jeg vil også lige have den her sætning rettet tilbage

fra min Det er et jeg der taler-anmeldelse:

"Jeg ved godt, det i den grad handler om noget, men jeg vil godt lige indskyde den formelle bemærkning om den flænsende fart, med hvilken den i sit viljestærke skred fra hin underfundige prosa i Aburas' fire romaner 2009-2016 (hvoraf jeg var stadig mere begejstret for 1-3, men hysterisk skuffet over nr.fire) overrumpler brutalt og frydefuldt."

Det hænger jo ikke sammen - sådan her skulle den lyde, selvfølgelig:

Jeg ved godt, det i den grad handler om noget, men jeg vil godt lige indskyde den formelle bemærkning om den flænsende fart med hvilken, at den i sit viljestærke skred fra hin underfundige prosa i Aburas' fire romaner 2009-2016 (hvoraf jeg var stadig mere begejstret for 1-3, men hysterisk skuffet over nr. fire) overrumpler brutalt og frydefuldt.

Ang. Lones bog

Tue siger det så rigtigt til sidst i sin Informations-anmeldelse af Det er et jeg der taler:

"Det er et jeg der taler fungerer også så fint, fordi stemmen i teksten nok er fuld af vrede og uden kompromiser, men den position, den stemme taler fra, viser sig igen og igen at være kompromitteret.

Ja, Aburas er en angiveligt privilegeret forfatter i Danmark. Ja, hun tilhører vel den kreative klasse, hvad det udtryk så end betyder.

Nej, hun er ikke fantastisk og heltemodig. Andre har det meget værre. Her hører vi ikke den undertryktes egen stemme.

»Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord i en af dødsbådene, at få en håndfuld jord af sin mor, man ikke skal se igen? Vi kunne alle sammen få hjælp af en krisepsykolog efter Kirkerydningen og for at have været tæt på traumatiserede flygtninge, og så gik vi hjem i vores fælleskøkkener og forældrekøb og skrev romaner og søgte ind på videregående uddannelser.« Men hvorfor skulle de privilegier føre til passivitet? Som om politisk handling skal forbeholdes undertrykte engle. Eller, som bogen selv skriver: »Så kom ikke her og tal om rabiate referencer og litterært selvmord. Jeg prøver sådan set bare at vække et eller andet, nu hvor den provinsielle ro omsider også har forladt mig.« Og hvad prøver jeg her? Jeg prøver vel at sige, at det er sådan her, det skal se ud, hvis traditionen for engageret litteratur skal vækkes til live igen. Den skal være uforsonlig, den skal handle om det konkrete og uretfærdige, ikke om det moralsk uangribelige.

Den skal vække til handling uden nødvendigvis at pege på, hvilken handling, der er den rigtige. Den skal tale klart og sandt."

Og Lone siger i interview med Berlingske: 

 "Lone Aburas fremhæver, at hun ikke ønsker at deltage i en samfundsdebat. Tværtimod. »Jeg er ikke på Facebook, og jeg deltager bevidst aldrig i debatten. De virker så fasttømrede, at man skal have en sportsmentalitet for at holde til det,« siger Lone Aburas, der selvfølgelig er enig i, at demokratier eksisterer i kraft af den engagerede samtale. Men det er ikke den, hun ser i disse år.

»Hvis jeg gik i debat med Inger Støjberg, ville det jo være underholdning. Vi ville stå i hvert sit hjørne, med hver sin holdning. Det ville ikke handle om at vi påvirkede hinanden og rykkede noget.«

Som kunstner vil Lone Aburas hellere lave et politisk værk end udtale sig. Hun mener i øvrigt ikke, at det skorter på politiske kunstværker. Tværtimod. »Jeg synes, at der er mange politiske bøger derude. Der er bare opstået en doven læsning, hvor vi kun ser pointerne, hvis de er meget tydelige,« siger hun - og nævner Casper Erics digtsamling »Nike« som et eksempel. »Det er også en tekst, der handler om at være udenfor. I hans tilfælde fordi han har en sygdom og det skriver han om på en stolt og sørgmodig måde. Den bog var jeg faktisk meget inspireret af.«

(...)

»Jeg ønsker virkelig ikke at være del af en krænkelseskultur. Jeg synes, at det er super nedværdigende, hvis man placerer sig selv som offer,« forklarer Lone Aburas. Jeg spørger, hvorfor det egentlig er så farligt. Der er der jo folk, der er. Ofre.

»Måske fordi det begrænser én. Hvis du er et offer, er det det eneste, du er.« Af samme grund ville Lone Aburas aldrig have brugt sin første bog på at tale om de her ting. Nu er hun 38-årig og på femte bog. Og hun har været både vred og afmægtig og desperat. Nu er det kommet nok på afstand til at få sit eget liv. Alligevel er der flere, der har sagt, at det var modigt at udgive værket. De har spurgt, om hun var nervøs.

»Og det forstår jeg ikke. Det er jo bare en bog, en slags koncentrat af vrede og magtesløshed, som er frosset fast. Det er jo det, som er så fantastisk ved at udgive sådan et værk. Jeg går jo ikke rundt og er vred hele tiden.«"

Og her er lige et stykke fra bogen, som ikke er god, fordi den er vigtig, men vigtig, fordi den er god som i åndssvagt bevidsthedsudvidende god: 

"I Danmark kan vi omsider lave den  perkerkanon som bekræftelse på, at etniske minoriteter er andet end vold og overrrepræsentation i kriminalitetsstatistikken og tvangsægteskaber og undertrykkende fædre, der tæver og sønderlemmer og knepper deres kvinder og kusiner og barnebrude og børn til blods, så det stænker helt op på tapetet i en passage på side 32 i Føtexsøen. det er ikke for sjov, når jeg siger, at det skal du ikke spørge mig om igen, lektor i dansk litteratur, du ved godt hve, du er, om det var blod, det der var på væggen i min fiktive tantes opdigtede lejlighed i Alexandria eller rose mig for at mestre beskrivelsen af arabernes offermentalitet til perfektion. Jeg har ligget vågen så mange gange og forestillet mig, hvor dum du må virke på dine omgivelser, når du forarges over antisemitisme, men selv er åbenlys islamofob, på din arbejdsplads fx? Der må være en kantine, hvor du skal interagere, men det er måske kun overfor mig du optræder som et lille svin? Og dig, litteraturens udenomsparlamentariske vidunderbarn, hvis navn jeg heller ikke nævner, der omtaler fremmedhadet som identitetspolitisk fnidder på linje med parforholdsproblematikker, partikulært menstuationslyrik: Kære dagbog, jeg blegede mit hårløse røvhul i dag. Som om jeg var dig, rundet af holistisk lilleskole, disciplineret af neo-marxistisk hippiemor, som du er på fornavn med."

Ikke prop!

Trompeten på min anmeldelse af Lone Aburas' "agitprop"-monolog Det er et jeg der taler i fredagens WA Bøger skulle selvfølgelig være

AGILPROG

(som i progressive)

og ikke -PROP!

Polemik mod uskrevne anmeldelser af ulæst bog

I en kommentar i Weekendavisen i fredags kommenterer Mette Moestriup noget, hun forestiller sig at anmeldere kan finde på at sige om Lone Aburas' kommende bog - det er godt nok meget konjunktivisk, vistnokistisk:

"Lige p.t. glæder jeg mig meget til at læse Lone Aburas' Det er et jeg, der taler (Regnskabets time), der vistnok er et opgør med racisme. Så kan det være, hun bliver kaldt identitetspolitisk - et begreb, som herhjemme er næsten lige så ugleset som politisk korrekthed. Men identitetspolitik handler ikke om, at ' lesbiske kun skal læse bøger af lesbiske' osv. Tværtimod blotlægger en identitetspolitisk synsvinkel, at vores idé om det universelle udgår fra en enøjet kanon, skabt af hvide, vestlige mænd.

Ikke et ondt ord om bøger af vestlige mænd.

De er bare hverken mere eller mindre universelle end bøger af for eksempel ikke-vestlige kvinder. Hvad enten digteren Shadi Angelina Bazeghi skriver om krig eller fodbold, og hvad enten digteren Maja Lee Langvad skriver om adoption eller påskeliljer, så er der tale om bidrag til den almengyldige litteratur."

Hvad angår Maj Lee Langvads almengyldige universalitet er det jo så bare pudsigt, at MM i en kommentartråd på Facebook om politisk korretkhed hævder, at Langvads nye bog, Dage med galopperende hjertebanken, specifikt og partikulært handler om stress over at være et racialiseret menneske, der debatterer racialiserede emner, nærmere bestemt transnational adoption, snarere end bare universel, almengyldig stress over at være et menneske, der debatterer (og debatteres), som bogen, så vidt jeg kan læse, selv siger, at den (primært) handler om: 

"

Mette Moestrup Jeg tænker, det kunne være en ide at lytte til, hvordan Shadi m.fl. (det kunne lyde til, at Lone Aburas' nye bog kommer til at tage livtag med emnet også) har oplevet racisme i det danske litterære miljø, som man kunne drømme om var fremme i skoene snarere end bagom dansen, hvad antiracisme angår, snarere end at tage det personligt, selvom det måske kan være svært, da miljøet jo er meget lille og mange kender mange (omend ikke alle alle). Det er en del af at komme racismen til livs, tænker jeg, at tage vidnesbyrd ind... Jeg synes apropos det, Shadi skriver med udsatte kroppe, at den aktuelle reception af Maja Lee Langvads seneste værk "Dage med galopperende hjertebanken" er sær - bogen drejer sig bl.a. om de omkostninger, det har haft for forfatteren at deltage i adoptionskritik og ikke mindst hvidhedsdebat, men dette aspekt nedties - og det er problematisk, da den er et vidnesbyrd om, hvor dyrt man må betale for at give et vidnesbyrd om racisme in this place.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Nu har jeg kun lige kigget Majas bog igennem, men handler den ikke lige så meget om prisen for at sætte politik forrest, altså stress. På den måde er aktivismen en pris, som dets miljøs deltagere også bør interessere sig for, min egen erfaring fra politiske miljøer fortæller i hvert fald om udbrændthed, der virkelig meget handler om at sagen sættes forrest i livet, bliver primær identitet, så der ikke længere er en grænse for hvad man skal gøre - apropos evne til at se kritisk på egen position.

Lars-Emil Woetmann Nielsen (fjendegørelse af omgivelserne)

Mette Moestrup Jeg skrev blandt andet. Så jo, den handler også om at sætte aktivisme over skrift - og om at finde ro i skriften. Men hvorfor ikke medtænke at denne aktivisme BLANDT ANDET (😀) handler om hvidhedsdebatten i det danske litteraturmiljø, spørger jeg ?

Lars-Emil Woetmann Nielsen Kunne kun finde informations anmeldelse, den berør da det, blandt andet.

Lars Bukdahl Hey Mette, der har været 2 anmeldelser af Majas bog i store aviser, begge skeptiske, men respektfulde (og et enkelt interview), ergo må du jo delvist tale om min WA-anmeldelse som "sær", og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forestille at "nedtie". Der er blandt de mange, mange stykker i bogen 2 der nævner hvidhedsdebatten og 2 der peger på det danske litterære miljøs hvidhed - mod rigtig rigtig mange der taler om at være træt af debat som sådan og af at agere debattør som sådan, uden at debat-hårdheden præsenteres som særligt slem, fordi vidnet, Maja, racialiseres, og vidnesbyrdet handler "om racisme". Det er noget, du fortolker ind, Mette, og glimrende nok, men hvorfor skal jeg være forpligtet til at gøre det samme, når det nu faktisk ikke er det der står sort på hvidt!?

Mette Moestrup Jeg fortolker det ikke ind, men ud fra de stykker i bogen, du her selv nævner, Lars, og sammenholder i en vis grad bogens tematisering af stress hermed. Jeg tænker den som en bog, der blandt andet (😀😀) omhandler receptionen af Hun er vred. Ja, den tager også afstand fra at debattere, den siger jo selv, den vælger tavsheden som modstand. Well, kunne godt ha forestillet mig en mere interessant modtagelse af denne elegante, milde, hårde skrift. Og den fik for øvrigt også ⭐️⭐️⭐️ i nordjyske (er helt opdateret!)"

Genreafsløring!

På Facebook udviklede et kommentarspor efter Simon Pasternak opdatering om et samtale-arrangement med ham og Lone Aburas til en quiz (copypastet i blogpost nedenfor) om genren på Aburas' næste bog, som Pasternak hævdede opfundet i 1917, altså genren - der var flere bud, readymade, lyddigt, revolution, men ikke noget, Pasternak erklærede som det rigtige.

Nu er svaret der!

Gem i et referat fra arrangementet ved Simons mor, Gita, på samme Facebook (min (genre)fremhævelse):

Gita Pasternak

February 9 at 1:35pm · 

 

"DAVIDS SAMLING havde i går inviteret til en samtale mellem Simon og Lone Aburas:
"Hvad skal vi med politisk litteratur? Lone Aburas og Simon Pasternak vil tale om hendes forfatterskab siden debuten "Føtexsøen". De vil diskutere satire, politik, meta- og samtidsromaner, og hvorvidt Lone Aburas' kulturelle baggrund overhovedet spiller en rolle i romanerne." Og det gjorde de - i halvanden time. Sluttende med:
L: Da jeg skrev "Føtexsøen" ville jeg bare være en god digter, jeg ville ikke alene være repræsentant for én, der havde en muslimsk baggrund - det gad jeg ikke snakke om dengang - alle er jo ikke bare deres baggrund
S: Nu er du mere klar til at skrive direkte og uden meta?
L: Nu da jeg har skrevet fire romaner - føler jeg, at jeg som privilegeret - MÅ deltage i den samtale. Og så har jeg skrevet en tekst, der hedder "Det er et jeg der taler. (Regnskabets time)"
S: Det er en kort, meget mundtlig tekst. Den har også fået en genre?
L: Ja, den har mine redaktører fundet på!
S: Vi tænkte, hvad sker der? Nu har du hidtil skrevet sjove bøger, romaner, og så pludselig er teksten blevet så kort! Så blev vi jo nødt til at finde en genre, for det var jo en god tekst - så derfor syntes vi, den skulle hedde Agitprop - altså den gamle sovjetiske politiske litteratur!
Hvad siger du i den tekst?
L: Den sniger sig også ud ad et spor, vil jeg meget gerne sige! Den tager udgangspunkt i noget nært mig, og så begynder den også at snakke om alt muligt andet.
S: Ret meget andet ......
Lone læste op af begyndelsen - og det var godt! Den udkommer sommer 2017."

(foto: Gita Pasternak)

Genrequiz med højre odds

MIn smerteligste læse- og anmeldelsesoplevelse sidste år var Lone Aburas' Det kommer til at ske, for jeg havde virkelig ikke troet, at det ville komme til at ske, at jeg blev skuffet over en roman af Lone Aburas. Og det kommer heller ikke til at ske igen, blev jeg endnu mere sikker på, da hendes redaktør Simon Pasternak søsatte denne endnu ikke forløste quiz på Facebook:

Simon Pasternak at City of Berkeley.

January 9 at 1:39am · Berkeley, CA, United States ·

Kom og her Lone Aburas 8. februar på Davids Samling, det ku ligne hende at sige nogle sjove og kloge ting - og så har hun skrevet noget nyt, der er helt vildt - måske kan hun lokkes til at læse noget det ...

Lars Bukdahl NYT NU!

Simon Pasternak Jeg kan afsløre at det bliver en genre der i år fejrer 100års jubilæum, sådan ca. i oktober ...

Lars Bukdahl (GRUBLE!)

Simon Pasternak du plejer at være en god gådegætter, kom nu ...

Lars Bukdahl (altså revolution er jo ikke en genre som sådan ... hmmmm)

Peter H. Olesen Dada var vist sidste år men også hver dag.

Bo Hr Hansen Er Lenins kampskrift Staten og Revolutionen begyndelsen på en ny genre?

Ib Lucas LYDDIGT - karawane 1917See Translation

Lars Bukdahl Håber på Ib har ret med Ball, og det ville i sandhed være vildt

Bo Hr Hansen Men der var vel lyddigte før 1917 - ligesom der også var politiske manifester – jeg tror derfor heller ikke på mit eget gæt.

Peter H. Olesen Gyldendal går efter lyddigte i 2017, det er dér pengene ligger!

Bo Hr Hansen Politiske lyddigte vel at mærke. Hvis samtalen har noget at gøre med bogen.

Simon Pasternak Revolution er ikke en genre i sig selv, nej, men ...

Lars Bukdahl Jeg har det, tror jeg: READYMADE (Duchamps Fontæne 1917 (selvom cykelhjulet vel kom først, og nu slog jeg op, ja, cykelhjulet er fra 1913 og der er en hel del flere frem til pissoiret, hmmmm ....!?))!

Caspar Eric kommer! (+please, læs det, Lone)

Nobelprismodtagere må komme i anden række

især når de i forvejen er dobbelt forsinkede, Walcotts Hvide hejrer udkom på engelsk i 2010 og på dansk i sidste uge, så kunne den nok have ventet endnu en uge på at blive anmeldt af mig i WA Bøger, og pladsen kunne så være gået til min anmeldelse af Lone Aburas' Det kommer til at ske, der udkommer i dag, og som nu står i forpulet kø, altså anmeldelsen, bogen findes og er anmeldt forbeholdent/godmodigt i Jyllands-Posten og Berlingske til begge steder 4 stjerner.

Selvopfyldende interview

Det er altså imponerende, hvordan intervieweren i interviewet med Lone Aburas i Politiken - via en jævnføring af hovedpersonens sociale outsiderstatus med etnicitet - får over halvdelen af interviewet til at handler om forfatterens halve ægyptiske afstamning - at det paradoksalt nok mest handler om, at Aburas selv ikke orker, hverken som debattør eller forfatter, at forholde sig til eller måske rettere FRA sin halve ægyptiske afstamning (og hvad deraf følger af eksotisk navn og brun hud og hvad DERAF følger ...), gør jo bare uforholdsmæssigheden i forhold til faktisk at tale om den nye roman, Det kommer til at ske, der tilsyneladende ikke på nogen central måde overhovedet har med islam/brunhed/indvandrere/flygtninge at skaffe, desto mere meningsløs; og at Aburas taler lige så klart og skarpt om ikke at ville forholde sig til det, hun ikke vil forholde sig til, som om DET KUNST HUN FAKTISK LAVER er jo heller ingen grund til ikke at nøjes med at at spørge hende om DET KUNST HUN FAKTISK LAVER, her interviewets sidste del:

"I Sverige oprettede man i 1973 Sveriges Invandrarförfattares Förbund, hvorfor man ved, at der per august 2015 var ' langt over 1.500' indvandrerforfattere i landet. Forbundet omfatter også underkategorien författare födda i Sverige med åtminstone en av föräldrarna född utomlands (forfattere født i Sverige med mindst en forælder, som er født i udlandet).
Hvad ville Lone Aburas synes om at stå i sådan en forfatterforening? »Det er sikkert tænkt som en måde at se på, om der overhovedet er repræsentation af en gruppe, som ikke er pæresvensk.
Hvis det for eksempel viste sig, at der kun var fem ikke-hvide forfattere, kunne man jo tænke lidt over hvorfor.Jeg ville ikke have noget imod at blive brugt i en statistik, hvor man så kan se, at det stadig er sjældent, at folk med andre baggrunde er at finde i litterære sammenhænge«. Men identifikationsmærkaterne har en bagside
»Det svarer også lidt til, at man insisterer på at kalde kvinder, der skriver bøger, kvindelige forfattere. Mænd, som skriver bøger, bliver ikke kaldt mandlige forfattere. På den måde bliver mænd universelle, hvorimod kvindelige erfaringer er særegne. Samme problematik kan gøre sig gældende, hvis man insisterer på at kalde forfattere, som ikke er pæredanske eller -svenske, indvandrerforfattere. På den måde synes jeg, at der sker en ret vild eksotisering af det fremmede. Jeg ville i det tilfælde være en kvindelig indvandrerforfatter. Og hvem gider det«.
Tonen i ' Det kommer til at ske' er lidt gammel-hvid-mand-husker-tilbage-påsin-skoletid. Der pjækkes, og man bliver sendt op på sit værelse.
Det er »helt fair«, at intervieweren synes det, siger Lone Aburas, for romanen er fortalt bagud og »har en forhåbentlig eftertænksom eller ældre tone«. Og det var nemt at leve sig ind i at være en ung mand, der ser tilbage på dengang, han var dreng, synes hun.
»Jeg ved godt, at når forfattere skifter køn i deres bøger, har de nogle helt vilde oplevelser, men jeg forestiller mig bare ikke, at der er så stor en forskel«. Henrys karakter stammer fra ' Politisk roman', hvor hun havde en flok 14-årige drenge med.
»Med deres stemmer kan man slippe af sted med at sige en masse, og det var fedt at se med barne-teenager-øjne på voksne mennesker, som så gerne vil alt muligt. Ikke at det skal være sådan noget, at fra børn-og-fulde-folk-skal-manhøre-sandheden, men der er noget befriende ved være i øjenhøjde med en 14-årig og rette hans blik mod sig selv. Men det er da nok lidt foruroligende, at der på den måde gemmer sig en 14-årig knægt inde i mig«."

Det kalder jeg et forjættende referat!

Can't wait! Kan ikke gå galt! Titlen er også perfekt! Den roman kommer til at ske!

Det kommer til at ske

Lone Aburas

 

Udkommer d. 1/29/2016

Hvis man har en dårlig barndom, kan man altid skrive autofiktion.

Henrys barndom kan ikke blive værre. Hans mor spiller jævnligt død, hans far graver grave til hende ude i haven, og Henry skal genoplive hende med sit legetøjslægesæt – og den skønne skeløjede Alma ved det.

Men det kan den: Hans mor drukner sig for real, hans far barrikaderer sig i soveværelset med et bjerg mælkechokolade og tv-serier, og al voksenkontakt er med overforstående lærere og psykologer – og Alma deporteres til Fyn. Kun vennen Adam er et lyspunkt, men er han ved at forelske sig i helt vildt irriterende Alice?

Det er der, Henry tager fat i sin notesbog og begynder at hævne sig på virkeligheden.

Det kommer til at ske - Lone Aburas' 4. roman - er en fortælling om at have en dårlig barndom og få succes på at skrive om den og derefter blive konfronteret med de mennesker, man skrev om, der ikke er tilfredse og vil hævne sig.

Apropos at fortælle forfatterne hvad de bør skrive

så er min WA-kollega Klaus Rothstein slem til det for tiden, og det forbliver altså en pinligt upassende og patroniserende sproghandling, og den bliver ikke bedre, men værre, når det besværges, at den selvfølgelig skal være litteratur af høj kvalitet, den litteratur af en bestemt slags, man synes, der bør skrives mere af: Vi skal ikke bestille bøger, med bestemte emner eller bestemte skrivemåder, hos forfatterne, vi skal nysgerrigt og, hvis de er gode, taknemligt tage imod de bøger, vi får - og vi får helt ærligt altid ufortjent meget af det gode! - der jo, når de er bedst, viser sig at være helt fantastisk forskellige fra, hvad vi kunne forestille os; en Harald Voetmann er lige så umulig at forudsige som en Yahya Hassan, selvom ingen havde ønsket sig latinkyndige, groteske, pseudo-dokumentariske historisk roman-miniaturer og en hel masse havde ønsket sig vred ghettopoesi (selvom det fandtes i forvejen i form af rap)), men de er akkurat lige væsentlige og, gys for et ord, vedkommende forfattere.

KR i kommentar i WA om miljødigtning:

Der er altså en sporadisk klimabevidsthed i den danske litteratur. Fint nok. Men slet ikke nok nok, når man tager ekstremvejrets magt og fylde i betragtning. Det er som om, at forfatterne generelt set stadig lider af samme afventende apati, som alle vi andre. Men vejret venter ikke. (...) Kunne man forestille sig at Dansk Forfatterforening, Danske Skønlitterære Forfattere, Dansk Oversætterforbund, Dansk Journalistforbund o.a. gik sammen om en Litteraturens Klimaaktion i Danmark? Kunne man forestille sig at danske forlæggere og boghandlere fulgte trop? Kunne man forestille sig en litterær klimabevægelse? Klimalyrik og klimaromaner er jo ikke noget, vi skal have for enhver pris. Vi vil kun have litteratur med kvalitet. Men klimaet rummer en fortælling, der kommer til at kræve mere af os alle i fremtiden.

KR i digitalt Vagant-interview:

Men jeg er enig med Johannes Riis, hvis pointen er, at forfatterne gerne må bidrage til den offentlige samtale via deres litteratur. Men det skal ske med høj kunstnerisk kvalitet. Princippet er fuldstændig ligegyldigt, hvis der kommer dårlig kunst ud af det. Dog ser jeg gerne, at flere havde et internationalt udsyn og perspektiv i deres litteratur. Jeg leder efter noget, der skildrer Danmarks plads i verden, i stedet for Danmarks plads i Danmark. Jeg leder efter noget, der er rejsende og søgende og problematiserende. (...)
Danske forfattere skal ud af tryghedszonen. Der er en verden derude, der ændrer sig dramatisk. Der er selvfølgelig forfattere, der har samlet de globale påvirkninger op, men jeg længes efter et større internationalt engagement i dansk litteratur. Og det er ikke gjort ved, at Lone Aburas skriver en sjov roman, der hedder Politisk roman, hvor der er en asylansøger-problematik. Det er bare et lille semikolon i bøgernes strøm. Det er heller ikke gjort ved, at andre forfattere momentant skriver noget, der kan tolkes politisk. Jeg kunne godt tænke mig et litterært projekt, som var skelsættende.

For hvad? Dine velfriserede hjernebølger, Klaus? Al den fine (og sjove!) bitterhed og vrede og sorg, der er i Politisk roman, kan snildt konkurrere med alle de vældige konceptuelle globetrotter-anstalter hos Rohsteins helt (Beck-)Nielsen; som om litteraturens styrke og ambition kan måles i tematikker og berejsthed, så ville Carsten Jensen jo være DK's største forfatter, og det vil KR trods alt ikke hævde; det kunne, læst som imperativ, være min opfordring til forfatterne: Trods alt og ikke mindst hvad vi kritikere kommanderer.

Y + R

Meget mere rimelig end hende Louise Østergaard, der har skrevet den jammerligt jamrende roman om, hvor totalt hun 4ever er hans primær-muse og grande kærlighed, ville den hardcore-misantropiske VUC-geografilærer og jegfortæller Rebecca fra Lone Aburas' Politisk roman være som love interest for Yahya Hassan.

Hvornår er Lone Aburas en brun forfatter?

Hun er brun eller i det mindste ikke-hvid, når Mette Moestrup foretager en optælling af, hvad vi må formode er ikke-hvide (eller ikke-pæredanske (jeg er kvart norsk!)) forfattere (hvorfor nævnes ingen rappere; dem har jeg, som litteraturmiljømedlem, da altid regnet som true poets, Outlandish, Zaki, Marwan, U$0 m.fl.), i en klumme i Information:

Hvidhedsdebatten florerer fortsat, forsinket, i det danske litteraturmiljø. Det er en debat, der ikke kun handler om hvidhed, men også om, hvem der sidder med om hvilke borde, og hvem der har ordet.
Nogen synes måske, at når blandt andet Lone Aburas, Shadi Angelina Bazeghi, Maja Lee Langvad, Hassan Preisler og Yahya Hassan får taletid, så viser det, at det danske litteraturmiljø er vældig inklusivt og antiracistisk. Men for det første er der stadig forholdsvis få forfattere i Danmark, som ikke er pæredanske i flere generationer – hvilket forekommer oldnordisk forsinket. Og for det andet viser et panorama over Statens Kunstfonds legatudvalg, Det Danske Akademi, litteraturredaktioner på aviser og tidsskrifter samt litteraturkritikere og anmeldere, at landskabet er tæt på hundrede procent all-white. Det er umærkeligheden, hvormed dette er tilfældet, som kan betegnes strukturel racisme, det er altså ikke en enkeltpersons skyld.

(jeg ved ikke om det danske litteraturmiljø er VÆLDIGT inklusivt og antiracistisk; jeg ved ikke, om det i sig selv skal være anti-noget, men pænt inklusivt er det da, se bare kvinders ret cirka ligelige (i 90'er-generationen decideret dominerende) repræsentation og kanonisering i forhold til næsten alle andre kunstarter (og se bare på homoseksuelle forfatteres pænt synlige repræsentation og kanonisering (i det omfang vi ved hvem de er ...)); og selvfølgelig kunne/burde der være flere ikke-hvide eller ikke-pæredanske forfattere, men det kommer der garentrisset også, og ingen af de nævnte har haft unødigt svært ved at komme til orde og blive udgivet, og hvis de har, da i hvert fald ikke på grund af deres hudfarve - og hvad angår det institutionelle, så er rektor for Forfatterskolen en forholdsvis mørklødet mand, der er halvt argentiner og hedder noget så eksotisk som Pablo Llambías; nå ja, han er også prisbelønnet forfatter)

Forfatterbillederne på Lone Aburas' bøger afslører hende ikke som brun; på den første bog er der slet ikke noget billede, på nr. 2 er der en tegning, på nr. 3 et (pseudo?)linoleumssnit (ved Leo Scherfig):



- men hendes navn gør måske nok, eller antyder brunhed i det mindste.

Fortælleren Lene, som det er svært ikke at mistænke for en vis autofiktivitiet (jf. bare navnet), i Aburas' debutroman Føtexsøen afslører sig allerede på bogens anden side som brun:

Men jeg vil gerne bekende kulør. Jeg vil gerne skrive, at jeg er brun, fordi min far er fra Egypten. Så har vi det på det rene. Jeg vil gerne forsøge at skrive om mig selv. Det må bare ikke blive for privat. helst bare personligt. Ligesom Bo hr. Hansen gerne vil skrive sært almindeligt, så vil jeg helst skrive personligt. Ikke privat personligt, for det er noget vrøvl.

På næste side skriver hun, apropos barndoms-pinlighed (og Bo hr's pinlighedsæstetik):

Faktisk var alting pinligt dengang. Min far har haft både en grillbar og været pølsemand. Så han var måske den den første muslim, der ejede en pølsevogn. Og nu er det ikke meningen, at jeg vil gå Dan Turèll i bedene her. Jeg vil bare gentage, at min måske var den første, der var pølsemand og muslim på en og samme tid. Og her mener jeg ikke halalkød, men pølser af svin, og det var mærkeligt og haram, men ikke pinligt.
  Og hvad angik pølsevognen, så blev den solgt. Og det havde ikke noget at gøre med, at den halte pakistaner, som huserede på den den parkeringsplads, der hørte til vores blok, en dag pudsede Det Muslimske Broderskab på min far. I hvert fald sad der tre alvorligt mænd i vores stue. Og hvis jeg ikke husker meget forkert, så havde de taget koranen med og lod den ligge opslået på vores klunsede kakkelbord. Jeg var ikke til stede andet end et øjeblik, men jeg forestiller mig, at min far blev hørt i Den Hellige Skrift på samme måde, som min mor i sine salmevers, dengang i 50'erne. Om hun bagefter sad med samme mærkelige blik, ved jeg ikke. Men min far kunne i dagene efter se på mig, som om de havde overbevist ham om et eller andet.

Det er en mere underfundig Islam-satire end Yahya Hassans "Rullestolen", men jo stadigvæk en Islam-satire eller -humoreske i det mindste, som Athena Farrokzhad efter hendes Sorte Pantere-logik burde finde mindst lige så betænkeligt usolidarisk med Aburas' (halv)søstre (herunder Farrokzhad) og (halv)brødre - og anti-racistisk ukonstruktiv.

Lene og hendes families brunhed og ægyptiskhed og muslimskhed er slet ikke i centrum i romanen, det er snarere Lenes ikke synderligt etnisk prægede coming-of-age problemer: Fofatterkarriere eller Føtexjob. Aburas' to næste romaner er helt foruden autofiktivitet (bortset fra det meta-knævrende forfatterjeg (der opdigter fiktionspersonernes skæbne) i Den svære toer); Politisk roman er endda jegfortalt af en HVID, nogen-og tredive-årig VUC-lærer. Rebecca. Der er én væsentlig, brun biperson i den roman, en illegal flygtning Amir, som Rebeccas mand, Robert, beslutter sig for at skjule i deres hus, og som vantrives betydeligt.

Hvad betyder (forfatterens) brunhed for læsningen af Aburas' bøger, især de markeret fuldt fiktive? Forhåbentlig ingenting! Man kan forstille sig (eller det kan man sgu ikke) en hvid læsning der bruger forfatterens brunhed imod En politisk roman Sikke et racistisk portræt af en hvid dansker! Man kan efter Farrokzhads YH-anmeldelse forestille sig en brun læsning af samme roman (parallelt med pølsevogn-eksemplet), der kritiserer forfatteren for, at hendes brunhed ikke forpligter hende til at portrættere en brun person, Amir, med større empati og stærkere (og mere positivt skildret (han påvirker (måske) Rebeccas søn, i terroristisk retning)) kritisk/revolutionær bevidsthed og (ikke helt det samme) bevidstgørende effekt.

Det er hele problemet med en racialiserende læsninger (og typologier og optællinger, som MM's). Hvis en brun forfatter ikke skriver om (sine) raciale erfaringer, er det meningsløst (hvis ikke faktisk racistisk - men vi lader være at bruge det grimme ord) at insistere på eller bare identificere ham eller hende som brun. Hvis en brun forfatter skriver om (sine) raciale erfaringer, siger de jo sig selv, som i Hassans, Preislers og Langvads tilfælde; jeg har ikke set nogen læsninger, der har ignoreret, at de skriver om (deres) ikke-hvidhed (også).

Lone Aburas er en forfatter, der skriver på dansk.

En GOD forfatter, der skriver på dansk.

2 anti-samaritanske åbninger, bøjet og ubøjet af neon

1. ("Nørreport", første novelle i Katrine Marie Guldagers København (der til forskel fra de efterfølgende bøger eksperimenterer med sin neonbøjning, ballonkunstnerisk, håber jeg, at jeg mener, når jeg genlæser den (eftersom jeg jo i sin tid ikke bare anmeldte den bedre end godt, men også holdt Kritikerpris-tale om den) - det grelt neonlysende ord er selvfølgelig "foragteligt")))

Drengen, der sad på stentrappen på Nørreport Station, havde det afgjort ikke godt. Måske var han påvirket af et eller andet, måske var han hjemløs, under alle omstændigheder så han ud af helvede til, han svedte. Kvinden, der passerede ham på trappen, slyngede et rødt uldtørklæde omkring sig, og idet hun passerede drengen sendte hun ham et foragteligt blik. Da hun nåede op til kiosken, kom hun i tanke om, at hun ikke havde flere cigaretter.

2. (Lone Aburas' Politisk roman (sirligt-aggressivt selvudleverende jegfortæller - de MØRKT lysende ord er naturligvis "besluttet sig for at dø")

En hjemløs har besluttet sig for at dø ved indgangen til Lidl. Han ligger i en vatteret sommerjakke og udånder ovenpå en dynge våde aviser, da jeg kommer ud. Jeg kan ikke undgå at tænke, at han formentlig ikke ejer evnen til at se sig selv udefra, ellers var han vel ikke endt sådan. Det pisker ned og har gjort det hele ugen. Den hjemløse ligger stadig gennemblødt af regn, da jeg sætter mig ind i bilen og kører ud fra parkeringspladsen.

De værste glimrer ved deres fravær

Aldeles retfærdigt, for en gangs skyld, at Mikkel Bruun Zangenberg tildeler Lone Aburas 5 hjerter for hendes Politisk roman, ligesom selve anmeldelsen er udmærket præcis i sin begejstring, jeg vil dog lige anholde 2 ting:

1. Zangenbergs uvane med at linke til verdenslitteratur i tide og utide, denne gang Flaubert og Yeats; Flaubert giver fin nok mening, i forhold til Aburas's bullshit-katalogiseringer, men Yeats-citatet bliver faktuelt misvisende:

Yeats' digt 'The Second Coming' (1920) står de berømte linjer: »The best lack all conviction, while the worst/ Are full of passionate intensity«, altså omtrent: »De bedste mangler al overbevisning, mens de værste/ er fulde af lidenskabelig intensitet«. Det er ikke alene en rammende beskrivelse af det politiske landskab i Danmark og Europa, hvor venstrefløjen er paralyseret og perpleks, mens det ekstreme højre er energisk og selvbevidst, det er også et dilemma, der står i fuldt flor i Lone Aburas' tredje roman.

Bortset fra at de værste slet ikke optræder og knap nok nævnes i bogen, og slet ikke i form af "det ekstreme højre"; Aburas fokuserer udelukkende på resignationen og lunkenheden og koksetheden hos dem, der skulle forestille at være "de bedste"; det er det, der gør romanen så knugende og krystalliseret klaustrofobisk.

2. Karakteristikken af jegfortælleren Rebecca, der går igen i flere af anmeldelserne:

Det er gennem Rebecca, vi ser og hører alt – og kors, for en usympatisk, selvoptaget, egoistisk, komatøs, en lunkent uengageret, småløgnagtig og kynisk krampe; magen til hendes slags, skal man forhåbentlig lede længe efter.

Jamen, Mikkel, det jo den samme groft usympatiske Rebecca, hvis sardoniske kommentarer  og "indædte iskolde humor" du er så vild med og citerer fra på livet løs:

Flere af dialogerne i 'Politisk roman' fremstår som hele montager af sætninger, sakset fra middelklassens middagsselskaber, for eksempel som her fra en aften, da den småborgerlige tandlæge Robert udbryder: »Nu er det bare at håbe på, at hele skidtet kollapser, så vi kan starte noget nyt«, siger Robert uden at blinke. Efter denne abstrakte udtalelse falder der en provinsiel ro over selskabet« – det ondt rammende ordvalg er fortælleren Rebeccas.

Jeg synes da, Rebecca er mere sørgelig end usympatisk, pga. hendes dybe, nærmest depressive resignation i forhold til alt og alle, men jo samtidig skøn at være i selskab med, ikke som mor eller hustru eller kollega, men som fortæller af den roman, jeg læser, fordi hun formulerer sin resignation med en sådan sort skarphed, at den løfter sig, resignationen, på flagermusvinger, og bliver om ikke sympatisk, så djævelsk indtagende, synes jeg nok.

Stammende trompeter

til min anmeldelse af Lone Aburas' Politisk roman:

ABUndance af RASeri

ABU Ghraib-RASeri

bortset fra at hun og romanen mere end rasende er resigneret, der så til gengæld burde staves
RASignereret

- og hvorfor opfandt jeg ikke bare ordet

resignationsanfald?