says 2011-prize winner

(af debutprisen Munch Christensens Kulturlegat) Hanne Højgaard Viemose i en edder-illuminerende tekst inde på Litteratursiden om hendes 2 bøger og det håbløse ord autofiktion, et par klip:

"Noget andet, der interesserede mig i arbejdet med bogen (debuten Hannah), var at forsøge at lade sproget matche den retningsløse strøm, som Hannahs liv syntes at bevæge sig i, blandt andet ved ofte at lade indskud og associationer tage over, at lade fortælleren fortabe sig og gå i tomgang for så pludselig at blive vækket, eller i hvert fald rusket af et nyt drama som fx at være ved at dø i en vandfaldsulykke (som hun selv var skyld i at være havnet i), eller at blive smidt ud af en lastbil midt i ørkenen om natten, fordi hun insisterede på, at det ikke var et problem som ung kvinde at blaffe alene rundt i Australien. Den slags.
Bogens overordnede struktur er også præget af retningsløshed, der er en mosaikstruktur, som jeg har forsøgt at organisere efter forskellige dramatiske principper, men ikke efter den fremadskridende kronologi. Slutningen er en form for anti-slutning, måske burde romanen have sluttet 50 sider tidligere, det ved jeg ikke, men ideen var at lade den endeløse kolbøtte tage over og i hvert fald ikke opfylde en hjem-ud-hjem-model, som man kender fra den klassiske dannelsesroman. Jeg var netop ikke interesseret i at skrive en opbyggelig historie med en klar personlig udvikling."

"Jeg bliver ofte spurgt om det selvbiografiske, det autofiktive i det jeg skriver, om Hannah er mig selv, om Hanne, Anne, Hannah, Hans og jeg’et er den samme og hvorfor alle de navne. Når jeg skriver, tager jeg for det meste afsæt i min personlige historie og mine erfaringer, og jeg har ingen blufærdighed forbundet med at udlevere mig selv: Hvis det der er sket i virkeligheden gavner historien, så tager jeg det med, næsten uanset hvor pinligt eller dårligt et lys det sætter mig i, men omvendt føler jeg mig ikke forpligtet på virkeligheden, hvis den ikke lever op til det, jeg gerne vil fortælle. Jeg har ingen ambition om at skrive en såkaldt virkelig historie, og jeg har heller ingen blufærdighed forbundet med at udlevere min forestillingsevne: hvordan jeg eller andre virkelige, semivirkelige eller fiktive personer kunne have handlet eller følt i bestemte virkelige, semi-virkelige eller fiktive situationer.
Det kan godt undre mig, at det autofiktive interesserer folk så meget, eller at det interesserer folk så meget, om der er tale om autofiktion eller ej, som om det er et spørgsmål, man kan svare ja eller nej på. Jeg tænker: det er da for f… ikke noget nyt forfattertrick at blande egne erfaringer med fiktion.
Så siger folk: jamen du har billeder af dig selv i bogen. Nogle gange synes jeg folk er lidt for nemme at snyde."