Kristian Bang Foss har omsider skrevet en sequel til det legendarisk hypnotiske fluefisker-afsnit i sin debutroman Fiskens vindue i form af et medrivende, nøgternt pralende (og dokumenteret!) rejsebrev fra New Zealand i det nye Euroman, her er kulminationen:
"Vi har fået en pæn fisk hver, da det bliver min tur igen. Det kan være
svært at fiske med publikum på, specielt når man som jeg har en tendens
til at blive nervøs og fjumre, men nu er den første runde gået godt: Jeg
har fået lagt et godt kast ud og kroget og landet en fisk. Robbie er
begyndt at bløde mere op over for os, vi går godt i spænd sammen, og
dagen er allerede en moderat succes. Jeg kaster fluen ind i zonen og
iagttager spidsen af fluelinen, der i sådan en situation tjener samme
formål som en medefiskers flåd: Den bevæger sig, hvis en fisk tager
fluen.
Der sker ikke noget. Jeg gentager kastet et par gange,
prøver at give fluen et længere drev at synke på, men den bliver stadig
ignoreret. Robbie er krøbet frem til en position, hvor han har frit
udsyn, samtidig med at han selv er skjult. Efter hans anvisninger kaster
jeg længere ind mod klippevæggen.
Nu kommer det lille, næsten
umærkelige ophold i fluelinens bevægelse, der indikerer, at en fisk har
taget fluen i munden. Jeg hæver stangen og strammer linen op for at få
den lille krog til at trænge ind, og fisken reagerer med en
muskeleksplosion, der rykker stangspidsen ned mod vandoverfladen og får
linen til at brænde sig ind i min håndflade.
Hvis man er for
passiv under udtrætningen af en stor fisk, begynder den at få overtaget.
Man må udvise aggression og beholde initiativet, lægge konstant pres på
og skifte vinkel og position for at få den til at kæntre i strømmen og
komme ud af kurs.
Jeg aner ikke, hvor længe jeg intenst
koncentreret balancerer på stenene og vader i vandet, mens jeg skiftevis
lægger stangen sidelæns og hæver den højt og håber på, at
forfangsspidsen, som er det svageste led, vil holde. Men endelig kan jeg
mærke på fisken, at den er ved at være parat til nettet, og jeg bruger
et trick, som jeg har lært af Ronan, til at flytte fisken ud af den dybe
ende af poolen og ned, hvor Robbie står parat med sit landingsnet. Man
opfører sig nogenlunde, ligesom når man går tur med en hund, bevæger sig
i et helt jævnt og langsomt tempo nedstrøms, mens man holder stangen
helt stille og presset konstant. Hvis man gør det med nok autoritet og
overbevisning, følger fisken ofte roligt med og genoptager først sin
rusken og sine udløb, når man stopper op.
Efter at jeg har fået
fisken ned til Robbie, kravler jeg op på en sten for at få lidt vinkel
på og presser den hen mod mig, mens Robbie lader nettet glide ind under
den og løfter den ud af vandet. Håndtagets indbyggede fjedervægt viser
10 et kvart pund.
En ørred holder ofte op med at baske, når man
vender den med bugen i vejret, og sådan holder jeg den under vandet med
et tag om haleroden, mens Robbie og Ronan gør kameraerne klar. Så løfter
jeg den kort op og beundrer de kæmpe finner og dens rød- og
sortplettede sider, mens den bliver fotograferet. Da jeg slipper den
igen nede i vandet, svømmer den op mod den dybe ende og forsvinder ud af
syne. Genudsætningen er det sidste af de tre store øjeblikke i dramaet.
Det første – og bedste – er, når fisken tager fluen, og det andet er,
når den løftes ud af vandet i nettet.
Robbie og Ronan fisker
videre og får endnu en fisk hver på omkring 8-9 pund. Da det bliver min
tur igen, føles fisken, der bider på, endnu stærkere end den forrige.
Det samme drama bliver gennemspillet, og nu viser nettet lige under 11
pund. Jeg sætter mig ind på en klippe og kigger på krogen, der er rettet
halvt ud. Ved en indskydelse havde jeg skiftet til det tykkeste
forfang, jeg havde i lommerne, mens jeg ventede på, det blev min tur
efter den første, mindre fisk. Armene sitrer af træthed. Efter at have
fisket tre sæsoner uden trofæfisk får jeg to på én dag."
Forfatter forarbejder flue
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar