Morgen I Hannahs kammer

(kapitel (side 63-63 i genudgivelsen af Den himmelske Elskov paa Jorden)

Hannah saa ud, som om hun havde grædt. der stod "Taarer" at læse i hendes Øjne, og Kommoden var fuld af Pletter paa Lysedugen. Hun pudrede dem over med den ene Haand: "for de skal ogsaa skjules," sagde hun, mens hun pudrede sig selv over med den anden.
  Saa lo hun: "Nu sér jeg ikke ud, som om jeg har været i Himlen, men i Paris med Posten og drukket Limonade og skejet ud med Paris' Naadegaver af "Engle-Parfume" i mit Ansigt" - det var hendes Yndlingsmærke: "Engle-Parfume".
  "Jeg har saadanne store Øjne," sagde hun og saa rigtig i dem i Sølv-spejlet - " de store Øjne kommer af guddommelig Inspiration. Nu skulde Einar lodbrog være her og sé dem - Ih, sikke store Øjne han skulde lave."
  Hun lavede dem selv endnu større.
  "Sé mine Hænder er elektriske, sé, - de rører sig, uden at jeg saamænd gør det mindste for det, paa en vidunderlig Maade. Nu skulde Einar Lodbrog's Haar være mellem dem . sikke Gnister de villde slaa ..."
  Hun gav sig til at hobe Søm op i en Æske. Stadigvæk - hvor hun kunde finde, i Kommodeskuffen, i Skabe og Hængehylder . tog hun dem frem. De viste sig overalt, hvor hun saa hen. Hun havde aldrig vidst, at hun ejede saa mange Søm paa éngang. Store ogf smaa smuttede de gennem Fingrene paa hende ned i Æsken. Snart havde hun en Dynge af alle Slags - snoede og grønne, knortede og drejede, glatte og lige til at slaa i, kantede og Siden af Hovedet slaaet ind, rustne ig saa lige som et Søm kan være - dejligt runde og prikkede umiddelbart under Hovedet, blaa og mejslet ud i en firkantet smækforkert Spids - som hun slog lige og spidsede ud og filede til og kurmmede i en rundkreds paa Bordet til en Rosenkrans, som hun kyssede og kyssede, til hver Søm's Indvielse var fuldbyrdet.
  Saa slog hun dem i, og kom Sukker paa, efterhaanden som hun slog dem i - med en fin lille, underlig kejtet drejet Haand.
  Hun tog sin nye Alpehue ned fra sin væg - og Dæmringens Lys skinnede ind paa en hel Række af Herre-Portrætter, der var 16, og de saa alle ud som een Mand, skønt de var forskellige af Slips og Haarlængde. Hun saa paa dem, kyssede dem hver især - og hængte dem alle 16 op paa Sømmene i Kamret. "Nu har vi hver en Dame," syntes hun pludselig, hun hørte Prtrætterne sige - og saa kan det nok være, hun fik travlt med at klæde sig paa - hun saa pludselig, at hun stod i Negligé og badede sig i sine nøgne Arme.
  - Saa, da hun havde faaet Tøjet paa, slog hun Armene om sig selv og sagde: "Hannah, jeg elsker dig" - og det syntes hun lød, som de 16 Einar Lodborg'er sagde det.

(herunder 16 Einar Lodbrog'er med R og g)

says 2011-prize winner

(af debutprisen Munch Christensens Kulturlegat) Hanne Højgaard Viemose i en edder-illuminerende tekst inde på Litteratursiden om hendes 2 bøger og det håbløse ord autofiktion, et par klip:

"Noget andet, der interesserede mig i arbejdet med bogen (debuten Hannah), var at forsøge at lade sproget matche den retningsløse strøm, som Hannahs liv syntes at bevæge sig i, blandt andet ved ofte at lade indskud og associationer tage over, at lade fortælleren fortabe sig og gå i tomgang for så pludselig at blive vækket, eller i hvert fald rusket af et nyt drama som fx at være ved at dø i en vandfaldsulykke (som hun selv var skyld i at være havnet i), eller at blive smidt ud af en lastbil midt i ørkenen om natten, fordi hun insisterede på, at det ikke var et problem som ung kvinde at blaffe alene rundt i Australien. Den slags.
Bogens overordnede struktur er også præget af retningsløshed, der er en mosaikstruktur, som jeg har forsøgt at organisere efter forskellige dramatiske principper, men ikke efter den fremadskridende kronologi. Slutningen er en form for anti-slutning, måske burde romanen have sluttet 50 sider tidligere, det ved jeg ikke, men ideen var at lade den endeløse kolbøtte tage over og i hvert fald ikke opfylde en hjem-ud-hjem-model, som man kender fra den klassiske dannelsesroman. Jeg var netop ikke interesseret i at skrive en opbyggelig historie med en klar personlig udvikling."

"Jeg bliver ofte spurgt om det selvbiografiske, det autofiktive i det jeg skriver, om Hannah er mig selv, om Hanne, Anne, Hannah, Hans og jeg’et er den samme og hvorfor alle de navne. Når jeg skriver, tager jeg for det meste afsæt i min personlige historie og mine erfaringer, og jeg har ingen blufærdighed forbundet med at udlevere mig selv: Hvis det der er sket i virkeligheden gavner historien, så tager jeg det med, næsten uanset hvor pinligt eller dårligt et lys det sætter mig i, men omvendt føler jeg mig ikke forpligtet på virkeligheden, hvis den ikke lever op til det, jeg gerne vil fortælle. Jeg har ingen ambition om at skrive en såkaldt virkelig historie, og jeg har heller ingen blufærdighed forbundet med at udlevere min forestillingsevne: hvordan jeg eller andre virkelige, semivirkelige eller fiktive personer kunne have handlet eller følt i bestemte virkelige, semi-virkelige eller fiktive situationer.
Det kan godt undre mig, at det autofiktive interesserer folk så meget, eller at det interesserer folk så meget, om der er tale om autofiktion eller ej, som om det er et spørgsmål, man kan svare ja eller nej på. Jeg tænker: det er da for f… ikke noget nyt forfattertrick at blande egne erfaringer med fiktion.
Så siger folk: jamen du har billeder af dig selv i bogen. Nogle gange synes jeg folk er lidt for nemme at snyde."

Bardus er vi des!

Sløjfet trompet og lige lovlig kondenseret underrubrik over min overstadige anmeldelse af Hanne Højgaard Viemoses romandebut Hannah i Wa Bøger i dag, der burde have stået:

BARDUS DEBUT Hanna Højgaard Viemose debuterer med så ubændigt veloplagt en roman om at plukke bananer i Australiens outback, at man skulle tro, det var løgn

- hvilket det nemlig hverken eller er!

Hannah Banana-Bandana (tudsekager!)

Anmeldelsen kommer irriterende nok først med i næste uges WA Bøger, så derfor vil jeg gerne HØJT OG TYDELIGT markere her, at Hanne Højgaard Viemoses debutroman Hannah, der udkommer i morgen på Gyldendal, er hidsigt talentfuld og simpelthen GOD! Den handler om at plukke bananer i Australien og her er fortsættelsen på det citat, jeg citerer i den Kritikerliste-anebfaling, der heller ikke kommer i avisen i morgen, ærgerligt nok, forbandet nok. ""De" er TUDSERNE (kun Dickens (og måske Mathiesen) er lige så god til at skrive døde tudser levende), 1, 2, 3, én sætning:

De kunne blive kørt ned af en traktor, ligge udtørrede, flade i flere uger, gå i et med den sprukne knastørre jord på vejene imellem rækkerne af rør og bananplanter, og så kunne det utrolige ske, det helt utrolige, som der ikke er nogen, der vil tro, hvis de ikke selv har set det, når regnen kommer på den måde, som den kun gør i troperne, væltende og plaskende og fylder alle gabende sprækker, revner, luftveje og hulninger i jorden, danner pøle af mudder, og giver de flade tudsekager væske og fylde, så de kan begynde at bevæge sig, først usikkert vaklende, rundtosset tumlende, siden mere sikkert i tunge, lange hop lavt hen over jorden.