Forfatterskabsopløsning de luxe

er Jørgen Sonne systematiske analyse af Henrik Nordbrandts forfatterskab i artiklen "Sitz im Leben. Henrik Nordbrandts lyriske verdener i analyse" fra antologien Ø, 1989 - de tre sidste afdelinger af kategorien "DU : JEG":

"Idyllen ... - Midt inde i følelsernes vinde og hvirvel bliver der med ét halcyonisk, et tindrende vindstille, dér stiger idyllen ud. Dér råder den luftigste sarthed, sommerfuglekys med øjenvipperne, en langtlysende betagelse og sansende ømhed, en strøm af skønhed. Hun er nu pureste æstetik ... Kvinden må nyde dette og ta' det til sig, mænd lærer næppe denslags varigt, og de tre antologister har selvsagt forsét sig på dette isolerede og minimale træk, draget det ud, og bortvalgt massen af statistisk død. Alle de bedømmende har overvurderet og overdrevet samme æstetisérende træk, og set bort fra helhedens mørke, dens kroniske krise. Thi også disse lyriske lys ligger inde i omkastelserne: Handling og scene udpeger det tyst i "på vej ned" 1977. Her taler de to sammen i en bus i Tyrkiet, de er helt ærlige overfor hinanden, just mellem-menneskelige: - midvejs i livet -, dvs. endnu ikke døde. Og da vender han sidst, så naturalistisk, blikket ud mod seltten og bjergene: Symbolsk dér ud, hvor Flugten foregår. Snart og altid.
  "Kærligheden er som øer" siger dette Selv i et billed: De ligger spredt og isoleret, som en vulkan-ø, og uden om dem ligger havet og bortrejsen.

To er to. - Ånder er skyldfrie, ikke to mennesker sammen. "Det er ikke din skyld" siger han een gang, ed eet jaget, og virkelig hører vi den elskede græde i det år 1985. Men vi finder intetsteds antydet nogen humane og fælles interesser, en intellektuel tæt udveksling, evt. sammenfaldende mål, ejheller den gensidige omsorg d.v.s. fra egos side, og det udigennem 20 år. De mentale, de to-sidige vibrationer får vi alene registreret i to tilfælde, 85, 48: - Dine forvirrede svar på mine spørgsmål ... din sårbarheds profil. - Og med et modvendt billede, 87, 104: - Du vendte mod mig et/ halvt spottende, halvt medlidende smil. - Sådan har da een Hun og Du set på dette ego.

Summa - Samtlige Jeg/Du-forhold må siges at være stærkt ambivalente og højligt labile. De er erotiske og splendid æstetiske, næppe etiske og aldrig altruistiske, er løste fra alt ansvar og er uden virkende erfaringer; ude fra Tider og Steder, alene bundne til Situationen med dennes reaktioner efter de usete, underliggende reaktører i sindet. Vi kan runde summe af i et par ærketyper.
  Ego sidder som The Ancient Mariner med sit Death-In-Life og Life-In-Death og taler, taler ... Hans persona står ud som Den flyvende Hollænder til søs i nye hvirvelstorme, med et havblik indeni, men stadig mere slidt ned ... Og han går i land som Den vandrende Jøde. Under ham er alle de døde amours, ude i synsranden de skræmmende kvindebilleder, det er hans Sjælens Landskab i dens geografi og geologi. "