(fra artikel af Jørgen Sonne om Herman Bangs Stuk fra 1995, som jeg har i et (af JS) hjemmelavet særtryk med gult, håndskrevet omslag)
Regie pr. Metafor. - Prosaistens egne, mest fortættede kommentarer er dog lyriske, og de gives i de sammenligninger han knytter til sine optrædende. Stort set ligger metaforerne i 3 á 4 grupper, med den største i billederne på Dyr, den væsentligste på Børn, og ellers på Krig o. lign. Især spekulanterne er i en strid og taber den, alt mens en dannebroget nationalist rører Åndens krigstrommer. Men her er også et stridigt livsoverskud: "Man hørte allerede Parrene som galopperende Dragonregiment trave op af Trapperne."
Om mindre børn får man kun om Herluf en fyldig skildring af hans trygge barndom, med det tragiske brud ved fadereens død i krigen og overflytningen til København. Ellers spiller Bang satire henover Putte og Mie midt i sentimentale, kælende voksne. Selvsagt bedriver han ingen dyrkelse af Barnet, som Rousseau, Romantik og Borgerskab. Vel, som et ægte barn, men ikke som voksenbarn.
For så mange af personerne er stadig væk kun børn, og så gerne hos deres lune kone og Mo'er! de er aldrig blevet til modne, selvstændige væsener, det er Bang punktérende dom over dem udfra hans personlige værdier og stadige prøvelser.
Morsomst er at personerne sammenlignes med meget tamme dyr, husdyr og fjerkræ, særlig kvinder. Mændene er nu og da vovser: "Gerster saa et Øjeblik ud af Øjnene omtrent som Bergs Hund,, da den en Gang havde brækket sin Pote." Men vovet lige til stregen bli'r dette pelsdyr: "Hr, Theodor Franz var ikke ulig en hund, der orienterer sig angaaende et Plankeværk".
Det dissonerer imod bankkonsortiets og foretagernes initiativ og ivren; men dé underdogs slåes dog ned? Bang har sin barndom med sig og dens figurer i aktion med gruelig effekt. Således i en art af "diskré" jordmor: "Hun undersøgte Fru Mathilde fra alle Sider med et par Øjne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe." Provinsen og landet rører sig i handling og billeder i hans Københavns-roman, hvis folk er domesticérede i hus og hjem og slidte ægteskaber, og han udleverede dem med spillende humør. Grumt ser han en backfisch: "(denne langbenede elleveårige var udstyret med Hoftepuder og Fingerringe, saa hun ikke var ulig en hellig Krokodille)." Som Ionesco er dette kombinat: "Hun ... saá ned på ham næsten som et Barn, der første gang siger noget som Severostotochnij i Geografien". Den art humor peger tilbage til Gogol og den unge Dickens, men den nærmer Bang i spruttende glimt til sen Gustav Wied eller det glade dada før 1920.*
FODNOTE* Barok humor: I Gogol's Døde Sjæle hos tobakssamleren og hans kone: " De gav hinanden kys så lange, at man kunne ryge en lille stråcigar imens." - I Pickwick Papers: "Han besteg hesten, som man entrer et slagskib." - I Gustav Wied's Dansemus ville en normal skildring lyde: De lange fingre strøg hurtigt gennem hans strittende hår: i kortsluttende billeder blir det til: "Aspargeserne galopperede opigennem pindsvinet" - Tristan Tzara, 1916: "Vi vil fra nu af skide i forskellige farver for at pryde kunstens zoologiske have med alle konsulaternes faner." NOTESLUT
onsdag den 16. september 2015
En hellig krokodille
Etiketter:
Charles Dickens,
Gustav Wied,
Herman Bang,
Jørgen Sonne,
Nikolai Gogol,
Stuk,
Tristan Tzara
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar