Tvangsanonymiseret parodi

Jeg er godt gammeldags skuffet over Thomas Bobergs Hesteæderne 3. Svanesang i WA Bøger i dag - for fire år siden fik jeg ikke lov til at anmelde kulsort kostelige Hesteæderne 2. Den store duel; i stedet skrev jeg en kommentar, som jeg blev sat til at skrive om et par gange, så den ikke så voldsomt meget handlede om bogens SUT-parodier (men også om den falske Claus Beck Nielsen-roman med mig og Nielsen i hovedrollerne, som ingen heldigvis kan huske, og hvorfor minder jeg nu alle om den forglemmelige bog?) - her er, gravet frem fra computer-gemmerne, den første udgave af min kommentar:


-->

BEBOPBERG Af hvilken dårlig grund outer anmelderne ikke Søren Ulrik Thomsen som den karikerede og parodierede Kollega i Thomas Bobergs nye digtbog?

Poetisk navneforbud

Af Lars Bukdahl

Der er ikke nogen videre stolt eller fremragende tradition for litterære parodier i dansk litteratur. Et par af de få højdepunkter kunne være Ærbødigsts hyldestdigt til Jeppe Aakjær på 60-årsdagen i 1926:

  ”Naar Jeppe Aakjær fylder treds,/ saa skjarer Maanen veltilfreds,/ mens Gøgen pilrer med sit Kuk/ og hønen dulrer med sit Kluk.”

  Og Poeten Poul Sørensens 1958-parodi på T.S. Eliots The Waste Land, ”De Levendes Begravelse”:

  ”Godnat, Thomas. Godnat, Eliot. Godnat, alle travle kommentatorer.// Goddag, Goddag, mine franske Nathuer./ Godnat, Kjeld. Godnat, Abell./ Goddag, Mand … Økseskaft!/ Goodnight, sweetheart”.

  Torben Brostrøm har udgivet en hel samling med parodier på danske lyrikere, Poesien i spejlet, 1982, så præcist bugtaler han vennen Klaus Rifbjerg som mageligst:

  ”Dette skulle have været et digt/ om hvor forslugen jeg var som barn/ det skulle egentlig have været to/ i betragtning af den særlige interesse/ men de kunne godt slås sammen til et/ så digtet kom til at handle om flere ting.”

  Før jeg lystlæste Thomas Bobergs nye digtbog Hesteæderne 2: Den store duel læste jeg morgenligt Thomas Boberg tempereret positive 4 hjerter-anmeldelse i Politiken, hvis mest kritiske afsnit lyder som følger:
  ”Selvfølgelig ligger der en gammel romantisk attitude gemt i al den snak om at være udenfor – ikke bare udenfor ”kristenpræstevældet og halvmånemørkevældet”, men også uden for ”poesinattens lusepustere” og ”kulturprostitutionen”. Derude, hvor ”et digt er en hårpisk af lysende ord”, der ”sigter mod stjernen og rammer hjertet” osv”

   I min over 20 år lange karriere som Boberg-anmelder har jeg ofte anholdt små og store lyriske klicheer, men jeg måtte dér ved morgenbordet indrømme, at de to sidste citatbidder om lysende ord og stjerne/hjerte lød alvorligt kriminelle, men også mistænkeligt u-Bobergske.

  Digtet, citatet er taget fra, kan læses som Ugens Digt her lige ovenover og er trykt på side 32 i Boberg-bogen sammen med tre andre digte, side 31, 33 og 34, DER EKSPLICIT IKKE ER LAGT I MUNDEN PÅ DIGTERJEGET, MEN I STEDET DENNES FORHADTE ”KOLLEGA”. Digtet lige før, på side 30, slutter: ”Jeg var også blandt dem/ der så kollegaens/ erfarne blik/ hvile på sit store publikum,/ så åbnede han sin/ slanke blå bog/ og læste:”. KOLON! Digtet lige efter, på side 35, slutter (herligt nederdrægtigt):
  ”Pensionerede bibliotekarer,/ de sidste grå hjelme,/ en flok velstående kristne kulturnydere,/ vestlige diplomater,/ kendte veganere,/ konsulens sekretær,/ klummeskrivere fra den officielle avis,/ og et par litterater/ af den blå blomsts nåde rejse sig i enstemmig applaus”

  Uden de fire ham tilskrevne digte ville jeg ikke se nogen tvingende grund til, at anmelderne identificerede Kollegaen som Thomas Bobergs fire år ældre kollega Søren Ulrik Thomsen, selvom han ligner til karikeret og polemisk forveksling: Nostalgisk, harmonisøgende, klassicistisk, gudstroende akademimedlem.

  Men MED de 4 digte forstår jeg helt ærligt ikke, hvorfor ikke en eneste anmelder udpeger SUT (kun Bredsdorff stiller hesteæder-digteren til ansvar for Kollega-linjer), eftersom de så åbenlyst er parodier på den modne Thomsen, fra den takstfaste rytmik til særgloser som delta og blå og præfixet knald-, og sammenlign bare Bredsdorffs stygge linje: ”et digt er en pisk af lysende ord” med afslutningen på første digt i Nye digte, 1987: ”Tilegnet alt der findes/ og tabes ned gennem versets fletning:”.
  Er det fordi anmelderne, der alle som en er pænt positive, finder det upassende med så direkte polemik og persiflage og for Bobergs egen skyld fortier vulgariteten, eller har de bare slet ikke fået øje på dobbeltspillet. Det sidste er den bedste dårlige undskyldning, som jo delvist falder tilbage på Boberg selv, hvis parodi nemlig er lige så kærlig som kritisk: det er ikke fire dårlige Thomsen-digte, det er fire Thomsen-digte klart over gennemsnittet. Ligesom hesteæder-digteren, som påpeget af Tue Andersen Nexø i Information, på trods af al gudløs, kakafonisk, flosset desperadohed hele tiden kommer til at skrive linjer, der er både kønne og rørende.

  Sigende for den auto-eksorcistiske drivkraft er det også, at de to hårdest konfrontatoriske digte, groteskheds-udstillingen lige efter parodi-serien og selve det store duel-epos, hvor de to digtere går i kostelig genre-clinch, er de strammeste, fyndigste, klangfyldigste, med andre ord mest Thomsenske egen-digte i bogen. En boomerang-massakre er duellen derfor:
  ”Og i det øjeblik jeg svang elegien, bankede// han salmen ned i min skal, som havde det været en/ sømkølle, vi gik begge i knæ, alting svimlede,/ jeg følte livet ud sive ud, jeg lå der på ryggen midt i/ slaggerne og så månens øje stirre mig helt ned i dødsriget”.

   De bedste parodier går værst ud over parodisten selv - og hen over hovedet på anmelderne og/eller under deres værdighed.