lørdag den 26. september 2015

De fatter den på stribe, Strunk

I dag Informations anmeldelse skrevet med stor, indtrængende omhu af Lone Nikolajsen, der hidtil har excelleret som excellent tv-anmelder, men nu, forhåbentlig for good, tilhører den dramatiske voksende TRUP af Nye Unge Skønlitterære Anmeldere (NUSA), hvis snarlige totale verdensovertagelse receptionen af Strunk truende signalerer, 4 anmeldelser, 4 medlemmer af NUSA-truppen - her et stort klip:

Det rum, Strunk udfolder sig i, strækker sig mellem den meget vellidte måne og ned til bunden af brønden, hvor frøprinsen sidder med guldbolden og til jegets tilsyneladende irritation inkarnerer forestillingen om kærlighed som et rednings-og forandringsprojekt. Et centralt motiv i langdigtet er sengen, hvor »det stakåndede indtræffer«, og hvorunder monstrene gemmer sig. Monstre under sengen hører barndommen til, men i Strunk er det monstrøse bare en del af intimsfæren, og hvis man vil, kan man læse dem som en udkrystallisering af jegets egen paranoia og selvdestruktivitet: »jeg er så bygget af kviste, af hænder / der vil række ud fra, under seng, og skære mine fødder af.« Andetsteds i teksten er der forsøg på forsoning: »jeg tropper op og steder ud en ordre om omsorg for de små øjne der spionerer fra skuffer/ og skabe fulde/ af monstre«.
Strunk er et stilistisk cirkus af rang.Det forhindrer ikke den tematiske spændvidde, der går fra eksistensberettigelse til hulahopringe, i at være overbevisende til stede, men jeg anede ved første gennemlæsning et bagvedliggende ' tardahh!'.
Og så var det der pludselig, et tardarhh midt i teksten, og faktisk helt på sin plads i en lynhurtigt forbipasserende både sjov og nuttet sketch: »tardarhh vi præsenterer for bier:// BLOMSTER// og det er straks, en, succes, STRÅLENDE!« Som man ser, er kommaerne egensindige. Det føles som hækkeløb for øjnene at få brudt sætningerne op på den måde, men de her kommaer arbejder for rytme og tempo, ikke for sammenhæng og orden. Strunk rummer mange egenartede passager, der kunne fungere som digte i egen ret. Bekendelsesteksterne er hardcore, og Lind kan med få ord udpensle en knivskarp absurditet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar