Rosen fra stjernen

2 stk. citerbare påskønnelser af Strunk fra Signe Gjessing:

-->

1:

Kan det udsagte være smukt som et menneske, der endnu ikke har sagt noget, kan være deKan det udsagte være smukt som et menneske, der endnu ikke har sagt noget, kan være det? … Den ”indre skønheds” indre kropssprog, den indre skønheds synlige og håndterbare fysiognomi, gestik – vi har i Cecilie Linds langdigt STRUNK en tekst, der er ren mimik – betydning som mimik: betydning, der opfører sig  forførende, inciterende, elegant, som den ydre skønhed kan det.

STRUNK er en gennemgang af tilstande, eller en spurt gennem én. Hast, gisp, samt små ords tilløb antyder, at det eneste rum, der findes, er hvinets – jeg er en tilstand, ikke et punkt i et rum. Det lille ord ”strunk” er sigende for den her poesi: benævnelsen af en statur - noget i sig selv organisk, ikke-tænkende – strækker sig i ordet ”strunk” så langt, det kan, for at benævne tilstanden, som tilhører det tænkte. Og tilstanden er bare sin statur.

STRUNK er kompromisløshed, uindskrænket magt + ømhed over for kausalitet. Alvorligt talt ”at have et smukt sind” … bogstaveligt, et sind, der er majet ud.t? … Den ”indre skønheds” indre kropssprog, den indre skønheds synlige og håndterbare fysiognomi, gestik – vi har i Cecilie Linds langdigt STRUNK en tekst, der er ren mimik – betydning som mimik: betydning, der opfører sig  forførende, inciterende, elegant, som den ydre skønhed kan det.

STRUNK er en gennemgang af tilstande, eller en spurt gennem én. Hast, gisp, samt små ords tilløb antyder, at det eneste rum, der findes, er hvinets – jeg er en tilstand, ikke et punkt i et rum. Det lille ord ”strunk” er sigende for den her poesi: benævnelsen af en statur - noget i sig selv organisk, ikke-tænkende – strækker sig i ordet ”strunk” så langt, det kan, for at benævne tilstanden, som tilhører det tænkte. Og tilstanden er bare sin statur.

STRUNK er kompromisløshed, uindskrænket magt + ømhed over for kausalitet. Alvorligt talt ”at have et smukt sind” … bogstaveligt, et sind, der er majet ud. 

2:

Cecilie Lind gør eksistensen mere tilrettelagt, end den vidste, at den var. Det tilrettelagte ligger på én gang alleryderst, allerinderst, lige dér og langt ved siden af. Hendes forståelse for verber, der beskæftiger sig, drager omsorg, plejer omgang, og måden de kan bore, er lige så meget værd, som den fineste kirurgpraktiske fornemmelse. Her er en uhørt fremskrivning af eksistensen, så dens mellemværender med sig selv bliver tydelig – dens afstande, dens mellemrum. For ikke at tale om tilstedeværelsen af et jeg, der eksalterer væren. Lind synger en strubesang, der er alt værdigt, nej, som alt har brug for for at være værdig på Linds måde. For alt var ikke så langhalset før hende.