Viser opslag med etiketten Peter Højrup. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Peter Højrup. Vis alle opslag

mandag den 31. juli 2017

3 x Peter & co.

August- og september-bøger fra Gyldendal, som jeg glæder mig markant til (3 af dem har jeg allerede eksklusivt læst, dem glæder jeg mig OVER!), men ikke fik nævnt i min Bogholderi-note om "Kommende attraktioner" i WA Bøger i fredags (hvor jeg på en top 3 (som om sådan en giver mening) nævnte bøger af Svend Åge Madsen, Ursula Andkjær, Kirsten Hammann (alle 3 tidligere glædet sig til på bloggen) suppleret med BREVKASSE af Line Knutzon og en truende epidemi-roman af Hanne-Vibeke Holst):

Peter Laugesen: Travelling

Peter Adolphsen; Rynkekneppesygen

Peter Højrup: Til stranden

Martin Larsen: Parasitsonetterne

Cia Rinne: L'Usage du Mot

Kenneth Jensen: Tragedie plus tid gange ni

Verificeret/sandsynlig glædelighed  x 6, realiseret om et øjeblik! 

tirsdag den 20. juni 2017

Brænder romanens hus, når digtets mand i flammer løber gennem det?

Det var Bet-nominerede Jonas Okholm, der nævnte billedet, da det var ved at blive sent på eftermiddagen uden for Café Svejk, og han mente vist, at det var dig, Cecilie, der havde ansvaret for det, at romanen var et hus og digtet en brændende mand, der løber gennem det, og det var jo altså ikke dig, og Peter Højrup og jeg og også du kunne alle sammen godt huske for nyligt at have stødt på det billede i vistnok en opdatering på Facebook, men i hvilket forbindelse var det nu, og så snakkede vi vist om noget andet, og så kom Peter dybt forløsende i tanke om, at det var Anne Carson, der var billedmageren, og at billedet blev citeret i en omtale af Louisiana Literature, som Carson meget vildt deltager i (sammen med alt for mange andre vilde forfattere), og så talte vi lidt mere om billedet, om hvorvidt ikke bare digt-manden, men også roman-huset brændte, og det måtte det sgu da gøre, en virkelig lang, grundig brand, blev vi enige om,  og både Peter og du har jo skrevet nogle højt flammende huse af romaner, men da vi kom hjem og tjekkede, viste det sig, at romanens hus faktisk IKKE brænder, og det er jo simpelthen bare ikke rigtigt, hvis det altså er en rigtig roman, Anne:

Fra Louisiana-omtalen:

"”Hvis prosaen er et hus, så er poesien et menneske med ild i, der løber hurtigt gennem det,” siger den canadiske digter Anne Carson, som siden udgivelsen af den lyriske roman ’Selvbiografi i rødt’ i 1998 har været en poetisk guru, hyldet af kritikere og forfatterkollegaer for sin formmæssige nysgerrighed og stærkt originale værker."

Original-citatet (fundet af dig):

"What is the difference between / poetry and prose you know the old analogies prose / is a house poetry a man in flames running / quite fast through it."

lørdag den 29. april 2017

Ursularoman, Martinsonetter og andre forjættelser

- sensationelest fra Gyldendals program ind i september (ud over Hagens White Girl 2 og Aburas' agitprop-monolog og (omsider ny) Ina Merete Schmidt-roman i maj og juni og ny Laugesen-samling (Traveling) og CIA RINNE-SAMLING (L'usage du mot) i august og september)

Ursula Andkjær Olsen
Krisehæfterne.
Pandoras æske. Atlantissyndromet
Kristehæfterne er Ursula Andkjær Olsens første roman, en historie om de globale kriser og de helt lokale, om at lukke op for fortiden og dens mønstre, om at have tabt den og ønske at huske den, eller føle sig hjemsøgt af den og prøve at slippe fri. Om at forsøge at kaste liner ind i en endnu ukendt fremtid.
September
(bortset fra den imponerende flade, uursulaske reklametekst!)

(hardcore-flimrende uddrag i det nye nummer af Victor B. Andersens Maskinfabrik
Peter Højrup
Til stranden
På den tyrkiske ø Tenedos holder tre gamle kollektivvenner ferie. Linn og Hermann har deres tre børn med. Ib er alene, men optaget af stedets kok, mens Betty, som dene eneste udenforstående, venter på sin noget ældre kæreste. Ernst, der også engang var en ubrydelig del af kollektivet. Alle venter de, mens de skiftevis har forbitrede og håbefulde tanker om sig selv og hinanden. Peter Højrup dissekerer i Til stranden mentalt kærligheden, litteraturen og alle menneskers grimme sider. Bogen hudfletter også ferietilstanden, fællesskabet og det mere ordinære liv.
August
(kan godt lide "hudfletter også" - for jo åbenbart sådan cirka alting!)

(og som proklamere på blogpost om romanfremskridt (omtalt i Bogholderi-note i fredagens WA Bøger))
Martin Larsen
Parasitsonetterne
Med inspiration fra Inger Christensen beskriver Martin Larsen et system af sonetter, der danner sig selv i det uendelige. han undersøger netværksstrukturer mellem digte og viser skønheden i dise. Forfatteren har selv kodet algoritmerne og ønsker med projektet at opløse polariteten mellem poesi og poetik
(må han få sit ønske opfyldt!)

fredag den 28. oktober 2016

Frivillig, kollegial betagelse

I dag udkommer Christina Hesselholdts nye bog Vivian, som jeg er blæst helt omkuld af. Gid den må få al den hæder og alle de læsere den fortjener.


TRUTTRUUT LARM OG SKRAMMEL: Idag udkommer VIVIAN af Christina Hesselholdt, tillykke Christina og allermest tillykke til alle os andre, det er den bedste bog jeg har læst i årevis <3 span=""> Hurra for Christina Hesselholdt og Vivian Maier, læslæs!
Hanne Højgaard Viemose
Bjørn Krag Rasmussen
Bjørn Krag Rasmussen GIV ET CITAT, BARE ET LILLE ET

Hanne Højgaard Viemose
Hanne Højgaard Viemose Ja! kommer straks

Hanne Højgaard Viemose
Hanne Højgaard Viemose "Da Charles Maier for anden gang slog Hauser med børsten, rejste han sig op i baljen og var ved at glide og greb ud i den tomme luft i det trange køkken, og hvordan det gik til var der ingen der nåede at se, men kalkunen faldt ned i baljen til ham, `skal du også skrubbes', råbte han og pressede den store gyldne karamel ned mellem sine ben (og her inviteres I til at se for jer scenen i den Fellini-film, jeg kan ikke huske hvad den hedder, hvor en gruppe drenge fanger en flok høns som de så puler eller foregiver at pule, hver dreng med en baskende høne trykket mod underlivet, og de baskende vinger ligner propeller der trækker drengenes kroppe fremad), men så blev han slået igen, og han trak kalkunen op fra mørket og rakte den til Maria. Hun stod parat med et håndklæde og tog imod den som (var den) et barn der kommer op af bølgerne og skal frotteres, al hån veget for omsorg, tanken om Depressionen nærværende igen, det var et kolossalt dyr kalkun."

Lea Marie Løppenthin
Lea Marie Løppenthin Hvor skønt 🙋🏽

René Jean Jensen
René Jean Jensen "Når en baby ankommer til en roman, har man altid en fornemmelse af at den er blevet sendt med posten; den bliver afleveret; en af de ældre karakterer går ud og samler den op og viser den til læseren, derefter bliver den sædvanligvis lagt på køl, indtil den kan tale eller på anden vis bidrage til handlingen. Man møder først Jesus igen da han er omkring tolv år og belærer de skriftkloge i templet i Jerusalem."

Bjørn Krag Rasmussen
Bjørn Krag Rasmussen Åh jeg smelter, se dén parentes er komik og elskelig og giver mig lyst til at leve 4 evigt <3 span=""> nu ringer jeg efter en taxa og kører direkte ned i boghandlen

Anne Mari Borchert
Anne Mari Borchert omg omg den er så god <3 span=""> <3 span="">

søndag den 17. maj 2015

Lets' talk about books!

Sir Ravn Helm Jakobsen på FB om Deadline i går med mig og Lars Frost i studiet med Martin Krasnik og foroptaget skype-interview med Mette Høeg - LINK her:

Deadline om Høeg-gate var så pinligt, at jeg blev nødt til at holde pauser undervejs. Øjeblikket, hvor Bukdahl i ren frustration begyndte at hamre bøger i bordet, til gengæld? On point.

Det er min største fortrydelse bagefter, at jeg ikke bare - Deadline er live, intet kunne stoppe mig - begyndte at tale om BØGERNE, jeg havde taget med og omhyggeligt arrangeret på bordet, analysere dem og tolke og LÆSE OP af dem. Det er utroligt, at Mette Høeg og hendes proselytter kan blive ved med at bilde folk ind, at hun taler om "specifikke eksempler"* - i WA får hun nævnt 2 bøger (+ Llambías-sonetter) af Maja Lee Langvad og Josefine Klougart, og 5 (+ Llambías) forfattere (og 3 debatindlæg skrevet af 4 af dem - debatindlæg er IKKE litteratur/værker, undtagen når de er det - tænk hvis Rifbjergs og Nordbrandts litterære omdømme fx stod og faldt med deres debatindlæg)), og i de 3 (betydeligt mere neddæmpede (og bare kedelige bl.a. pga. manglen på værkkonkretion)) interviews, hun har givet siden, er der ikke kommet nye navne eller forbandede TITLER på bordet (bortset fra hun nu igen og igen og totalt uforklaret fremhæver Olivia Nordenhof som et POSITIVT eksempel - og nå ja, på TV var neger-patroniserende Karen Blixen det absolutte ideal (havde det så bare været Tove D, men hun er nok også for privat pip)). Og kritikken af den "syndflod" af bøger, hun helst ikke betitler, er, som påpeget af Peter Højrup i en FB-kommentar*, totalt intetsigende og overfladisk og bare sådan doven kræsent: det kan jeg ikke liiii', og ville have aldrig have været gangbar i en reel anmeldelse. En vældig mængde af (bortset fra 2-5 stykker) uspecificerede bøger kan en ph-d.-studerende i Mexico ikke liiii' - læs VIDERE!



*(Høeg i Politiken) Artiklen går ikke ind i personspørgsmål. De forfattere, der henvises til, har allerede fremstået i offentligheden og her promoveret dem selv og deres holdninger. Hvad angår angivelsen af specifikke eksempler i artiklen, så tror jeg ikke, det har svækket kritikken. I min optik ville kritikken have været for generel, vag og for nem at ignorere, hvis den ikke var underbygget af specifikke eksempler. Det er interessant, at Peder Frederik Nielsens meget skarpe nylige kritik af den samtidslitterære tilstands fiksering på form og individ blev stærkt kritiseret for ikke at ville give eksempler, og at når min artikel så giver de efterlyste eksempler, så opfattes det som 'personangreb'. Det er forbløffende – som tidligere nævnt – at forfattere, der alle har modtaget så megen velvilje og ros i pressen ikke kan tåle én enkelt negativ omtale – og at hele den litterære støtteklub mobiliseres for at indlede en klapjagt på kritikeren«.

** (Peter Højrup på FB) Jeg synes det mest underlige ved Mette Høegs argumentation for, at de bøger hun ikke kan lide, er dårlige, er at de er kedelige. Kedelig, kedelig, kedelig, skriver og siger hun igen og igen. Det kan hun for det første selv være, og for det andet, hvorfor læser hun så ikke bare noget andet? Jeg forestiller mig, at der må være en "spændende" bog, skrevet af en hvid, heteroseksuel mand, der handler om hårde temaer, som fx skibskatastrofer og pludselig død, et sted derude i bogstakkene.

tirsdag den 9. september 2014

3 ikariske opdateringer (næsten i formation)

De bedste metaforer er dem, der ikke ved, at de skal op at flyve.

Jeg skal prøve om jeg kan hoppe ud fra toppen af side 60

Aarhus skylinje

tirsdag den 8. juli 2014

Jeg ved hvem der skal interviewe Helle på Lousiana

det skal

LYDIA DAVIS

for det har jeg vist mærkeligt nok ikke råbt op om her, det er ret præcist lige så stort som en ny Helle-roman, for hun er ret præcis lige så stor en prosahelt FOR MIG, men jo bare amerikaner, og derfor er vi uforkælet med hendes daglige nærvær - for et par år siden var hun faktisk planlagt til at optræde på Bogforum, men nåede af dårlige grunde, jeg ikke kan huske, men som sikkert havde med ikke-Louisianaske småpenge hos Vandkunsten, hendes danske forlag, og ikke-Louisianaske lavambitioner hos Bogforum at gøre, aldrig frem, men nu sker det faktisk og omsider:

LYDIA DAVIS KOMMER TIL DANMARK

(MED ELLER UDEN KAT)



og så skal

PIA JUUL

der bliver aktuel med ONKELBOGEN, interviewe Lydia Davis (med eller uden kat), synes jeg,

og så skal

PETER HØJRUP

stadig aktuel med Island, som jeg lige har hørt Klaus Rothstein halv-disse på Deadline (vs. Mai Misfeldts rene ros), fordi han opfatter Bogforum-sporet som fad satire, det er fed satire er det, men det er da først og fremmest høj, panisk komik, basta! interviewe Pia Juul,

og så skal

DAVID LETTERMAN

interviewe Peter Højrup, ja!

fredag den 6. juni 2014

For tidligt var for sent

for disse 2 Kritikerliste-anbefalinger, skrevet for en måned siden, men blev agterudsejlet af Agterudsejlet og Hun er vred (som om mine anbefalinger ikke er de anbefalelsesværdigste - jeg mener: Johannes Værge og Peter Høeg (Skyum er også glad for Høeg i Inf. i dag, så bliver massepsykosen ikke effektivere)!)

Peter Højrup: Island. 211 sider, 250 kr. Basilisk
Flere yngre, danske romaner udspiller sig på Island, af blandt andre Frost og Bang Foss, Højrups roman nøjes med at drømme om Island, i en sjældent energisk, lige så sardonisk som sorgfuld flugt fra bedrøveligt forfatterliv

Sternberg: Depressionsdigte. 72 sider, 150 kr. Kronstork
Dette er IKKE det mest triste digt i bogen: "kun det der er dødt/ bliver der mere af// alt andet// dør". Det er hele vejen meget, meget trist, menneskeligt, civilisatorisk, og meget, meget godt, poetisk, kunstnerisk.

lørdag den 3. maj 2014

En mand der kan læse og en mand der ikke kan læse

Nogle bøger er åbenbart lakmusprøver på, om en anmelder har litterær sans i livet, som nu Peter Højrups roman Island, der fik 5 stjerner i Jyllands-Posten i en anmeldelse af Jon Helt Haarder, som tydeligvis godt kan læse, her anmeldelsens afslutning, og gid dog, Haarder, for avislæsernes skyld, havde krævet plads til et citat:

Spændingen giver løft og fremdrift til den kværnende indre monolog, en slags tankefuga, der udgør teksten. Vi er så udpræget inde i en jegfortællers hoved, et hoved, der er ved at revne af tanker og følelser, og hvor bestemte formuleringer kommer rytmisk igen og igen. Specielt har Højrup det med at isolere sætningsdele som »tænkte jeg« eller »sagde hun« - sådan at man hele tiden veksler mellem at blive nedsænket i en tankestrøm eller en (slags) replik og distancere sig fra den. Jeg havde gerne givet et citat som eksempel på Højrups opspændte, alvorlige og festlige prosa, men det kræver mere plads, end jeg har her.Lad mig nøjes med at rose teksten for både dens musikalske energi nede på sætningsniveau og for dens intrikate overordnede komposition. Dette er hverken en smal eller en bred roman, det er slet og ret en virkelig god roman.

I Berlingske Tidende i dag får romanen til gengæld absurde 2 stjerner i en anmeldelse af litteraturredaktør Søren Kassebeer; og problemet er her, at man jo ikke kan argumnetere imod hans smagsdom; man kan bare med sin bedre smag fastlså, at Kassebeer åbenbart slet ikke kan smage, og heldigvis overlader han (retorisk, tror han selv, fordi han bilder sig ind at have ret) den endelige smagsdom til læseren med et citat, der skal forestille at udstille romanens skabagtighed, men for DENNE læser demonstrerer dens furiøse mesterskab:

Og det er altså ikke, fordi Peter Højrup ikke kan skrive. Ordene flyder let fra hans romandebuterende forfatterpen, der er en god rytme i sproget, en sikkerhed i omgangen med sætningerne, der med nogle gange næsten Proust-agtig smidighed fejer hen over siderne, sikkert formede, elegant snirklende.
Måske har han endda næsten for let ved at skrive? Det ene indfald tager i hvert fald det andet i hans billedrige prosa, der også byder på en historie om forfatterens kære forfatterveninde, der har et hjerneskadet barn og gør en ende på både det og sig selv. Lige inden dødsfaldene taler jeg-fortælleren og veninden højstemt om litteratur, og man forstår, at for veninden, Jennifer, »havde litteraturen været en vild hest, der kunne bringe hende ukendte steder hen, når hun gav den lov. En hysterisk hest uden øjne, en panserkrikke med ild ud af næseborene, et skeletøg med tarmene hængende ud af maven, et væsen, der ikke kunne beroliges, som trampede på hendes kranie og hverken kunne lulles i søvn eller tøjles«. Se, sådan en omgang hallucinerende ordgejl er jo hverken til at græde over eller grine ad, det er litterært overkill, og kan man lide den slags, er der virkelig ingen grund til ikke at læse Peter Højrups debutroman. Andre læsere bør nok holde sig væk. For en sikkerheds skyld.

Der ER virkelig ingen grund til ikke at læse Peter Højrups debutroman. 

fredag den 2. maj 2014

Tillykke Emilios spøgelse!

Emilio Alvarez' spøgelse også kaldet Peter Højrup fylder 40 i dag. Og i dagens anledning bringer WA min alt for overfladiske anmeldelse af spøgelses/Højrups fremragende roman Island; her er passende nok Peter/Alvarez' digt "Fødselsdag":

Mor banker på døren
til stalden bag huset
hvor jeg sover
med æslet.

   Emilio?
råber hun.
   Bette Emilio?
Jeg rejser mig
børster høet af tøjet
og glæder mig over
at vi bor lang fra alfarvej
    Jeg har suppe til dih
råber hun
    den du så godt kan lide
    den med kartofler
    chorizo, blodpølse og bønner.

I dag får jeg lov til at spise
med sølvskeen.
Mor har pudset den
og i dens buede indre
ser jeg mit omvendte spejlbillede.
En mand
der har mistet en tand
en på-hovedet-stående mand
der aldrig opfyldte de drømme
og håb
hans lille tandløse mor
engang havde til ham.

Jeg vender skeen i hånden
og får en lang næse
skeen vil kun spejle mig
som karikatur
som en mand på hovedet
eller på vrangen
men i vrangbilledets øjne
bor den dreng
jeg var engang.

Fra sølvskeens dyb
ser han på mig
med en vis skuffelse
med en vis bebrejdelse
for ham
har jeg ingen dårlige udnskyldninger
for ham
kan jeg ikke lyve og påstå
at det er uheldige omstændigheder
der gør
at jeg sover på høloftet i stalden
bagved mors hus.
Mor
som jeg ligger til last
og til sorg
mor
der ikke bebrejder mig noget
men græder uden en lyd
bag min ryg
fordi jeg drikker mig fuld
og skælder ud
på ordentlige folk
                       men også på tåber
skælder jeg ud
det skal vi ikke glemme
havde det ikke været for mig
havde en lang række folk
her på egnen
aldrig fået besked
om omfanget af deres enfoldighed
                       men drengen
vil ikke høre på indvendinger
for ham er jeg et tarveligt fugleskræmsel
han ikke kan forestille sig
han engang skal forvandle sig til
    Tak mor
siger jeg
og stikker skeen i suppen.
Varmen springer
igennem metallet.

fredag den 25. april 2014

Prosaisk konkretisme

Utroligt så kedeligt novelle- og romanprosa SER UD: mere eller mindre massiv narration og mere eller mindre luftig dialog; en sjælden gang benytter nogen sig excssivt af kursiver og VERSALER (trods alt tak for det, Sonnergaard), men næsten aldrig ser man egentlig innovativ PROSAOPSTILLING:

Jens August Schade har sit sjov med bogstavstørrelser og fed skrift og spejlvendt- og på hovedet-skrift m.m. plus versaler og kursiv og s p a t i e r i n g i Kommode-tyven, og så springer vi (men kom gerne med eksempler fra mellemtiden, forlæste blog-læsere) til Lars Frosts Skønvirke, 2011, der kører nogle fine dialog-trapper:

Højere op.
  Højre endnu.
    Dér. Nu tror jeg den er der.
  Jens hænger og svajer i i træets krone. Han har bundet et tov i grenen, og nu begynder han at save.
  Fremragende, siger Flemming. Han tager imod.
  Og så en bajer. Det skal fejres. Veludført arbejde.
  Ser det ikke lidt skævt ud? siger Jens.
    Måske vi burde fjerne en gren eller to mere, foreslår han.
      På den anden side.
        For at balancere det hele.
          Det ville være mere harmonisk.
    Sludder, siger Flemming.
      Det er perfekt
        Nu kan det træ ikke gøre  nogen skade.
          Skål.

Peter Højrup har i sin nye roman Island flere skønne og original prosaopstillinger (som jeg ikke fik nævnt og rost i min anmeldelse). Replikker og inquiter (sagde hun) står altid i et afsnit (der så ofte, hvad angår inquiterne, bare en linje) for sig selv:

Jeg kan ikke deltage i den slags,

sagde hun.

Sådan en prisuddeling har intet med det, jeg skriver at gøre. (....)

Fortællerens evige fantasier og forgrublinger afbrydes rimelig fast med et "tænkte jeg" indhakket i en linje for sig selv (men ikke som replikker og inquiter som afsnit med luft omkring), se stykket om Norge i blogpost nedenfor, men okay, også et eksempel her:

Jeg gik hen og borede fingrene ind i revnerne i barken. Træet har al tid i verden.
     tænkte jeg,
i modsætning til mennesket, der kun har et øjeblik før lyset svinder, og huden begynder at hænge i slappe folder fra knoglerne. Så vi skynder os.

Hvortil kommer en håndfuld, enkeltstående konkretismer, bl.a. en fars slæbende tale og en sammenbrudt besværgelse af sammenbrud og, mest spektakulært, to "Nu" er, der står helt alene på to opslag i sekvens (lidt i familie med Christina Hesselholdst berømte, fåmælte sexscene i Eks: "Daniel sagde: "Ooh"./ "Ooh", svarede Judith./ "Ooh, sagde Daniel").

Må romanvisualiteten herfra groove sig figurlig for alvor. Og læs Island




nu





Stern-rup snydt

Det her kan man også kalde et depressionsdigt og en sammenbruds-kortroman: 

Søgningen gav ikke noget resultat.
  1. Udvid din søgning til at omfatte flere kilder.
  2. Søg i en længere periode.
  3. Du har muligvis brugt forkerte operatorer eller tegn – se eventuelt 3.1 Søgelogik under Hjælp for tips til din søgning.
  4. Foretag en ny søgning.
Ingen anmeldelser i nogen aviser af ugens to høj- og lavfrekvente stjerneudgivelser, Peter Højrups roman Island og Sternbergs Depressionsdigte, heller ikke i min egen avis, WA, hvor jeg gudhjælpeme anmelder en Grand Prix-bog af Jørgen de Mylius i stedet, selvom jeg naturligvis, tirsdag og onsdag, har aflleveret mine anmeldelser, jeg beklager dybt og beskæmmet. It just goes to show, hvor lidt magt både dette (u)anmeldende kartelmedlem og de to uanmeldte kartelmedlemmer har at udøve; Højrup har gået på Forfatterskolen og er universitetsuddannet (skrev speciale om kartel-medlemmet Niels Frank) - Sternberg får faktisk ingen kryds i kartel-skemaet, men hvis kvalifikationerne blev udvidet til også at inkludere Hvedekorns-bidrag (x ved Højrup også) og medlemskab af Øverste Kirurgiske (+ han spiller musik med top-kartellisten Peter Adolphsen) ville han rykke et godt stykke ind i varmen, ligesom Peter Højrup er en af cheferne for Basilisk, klart en mere central position, lige nu, end at være redaktør for hensygnede Den Blå Port (hvornår kommer der et nyt nummer?). Og hvor lidt automatisk, privilegeret synlighed man får som ikke-hypet, ikke-kanoniseret, hvid, midaldrende (årgang 1973 og 1974), mandlig "eksperimenterende" digter (og hvor svært og sværere og sværere det er at sparket et sent hype og en sen kanonisering i gang); "eksperimenterende" i citationstegn, fordi, apropos blogposten om tilgængelighed nedenfor, der ikke er er noget som helst utilgængeligt ved de to bøger; okay, Højrups roman er måske lige den grad viltrere og polyfonere velskrevet end den gennemsnitlige velskrevne roman, og Sternbergs digtsamling er lige den grad både mere rå og mere underfundig i sin enkelhed end den gennemsnitlige enkle digtsamling. Men kan vi nu holde op med at spekulere os BLUE i hovedet over, hvorfor nogen bliver anmeldt og nogen ikke bliver anmeldt, det er bare uden videre og simpelthen URETFÆRDIGT, mener JEG, at disse to bøger ikke er blevet anmeldt på dagen eller i ugen op til WEEKENDEN. Island har jeg citeret fra, her er et depressionsdigt, så I kan komme i højt fredagshumør:

der er et tungt tæppe
ovenpå alt

som derfor tynges
ned mod jorden

undtagen selvfølgelig

den del af alt
som allerede

befinder sig
under jorden

frø for eksempel

tynges uset
længere og længere
ned





- også suveræne covers, ved henholdsvis claus ejner og Rikke Villadsen, kan I (næsten) se!

lørdag den 19. april 2014

Hesselholdt læser jeg jo slet ikke endnu, jeg læser Højrup, der er lige så velsignelsesgivende skrivende (i sin forbandethed)

Fra den nye roman Island, der udkommer i næste og ligner et blomstrende indebrændt gennembrud:

Jeg ser ud af vinduet og under mig lyser en granskov så grøn, som kun en granskov kan være. Det må være Norge.
          tænkte jeg, og jeg som hader Norge, og altid har hadet Norge, fordi Norge på en måde er en karikatur af Danmark, men ikke en ondsindet karikatur, nærmere en tragisk. Norge er det bedste land i verden,
          tænkte jeg,
og det kan nordmændene slet ikke få nok af at fortælle sig selv og hinanden og alle andre, der gider at høre på dem. Norge er en luksusudgave af Danmark, som både er værre i sin selvovervurdering og bedre i sin selvbegejstring. Samtidig har jeg også ondt af Norge,
          tænkte jeg, for alt i Norge er tyve, tredve eller måske så meget som halvtreds eller hundrede år efter Danmark, og derfor kan man med meget stor nøjagtighed forudsige alle de katastrofer, der inden længe vil regne ned over nordmændene. I Norge har man stadig en meget stærk og rørstrømsk nationalfølelse i behold, men snart vil naiviteten og stoltheden blive afløst af den samme angst og smålighed, som hærger Danmark, og resten af kontinentet. Jeg hader Norge,
           tænkte jeg. Jeg hader Norge på samme måde, som man hader et udryddelsestruet dyr, for det udryddelsestruede dyr hører en anden og mere uskyldig tid til, og derfor er det uudholdeligt at føle ømhed for det. Man ser ind i dyrets øjne, og man ser, at det ikke aner, at det er dømt til undergang og har været det længe. Man ser ind i dyrets øjne, og det eneste man føler er smerte og medlidenhed. Man føler medlidenhed med et dyr, der engang var mægtigt og stærkt, og man skammer sig for nu virker dyret kun latterligt i sin febrilske kamp for at overleve. Det løber dybere ind i den sidste rest jungle med menneskehedens maskiner i hælene, og vi græder og tænker, at noget må gøres, så vi hegner et ynkeligt stykke land ind, og forvandler på den måde et levested til et bur. I stedet for at lade naturen gå sin gang, og lade det, der ikke kan leve, dø, forvandler vi noget vildt og naturligt, til noget tæmmet og kuet. Vi føler medlidenhed og dermed berøver vi det truede dyr, det eneste det har tilbage, nemlig dets værdighed. Jeg hader Norge.
           tænkte jeg, for Norge er, ligesom litteraturen, et museum for håb og svundne tider. Vi betragter Norge med overbærenhed og lader Norge komme til orde uden at afbryde eller komme med indvendinger. Vi betragter Norge som et uskyldigt barn eller en dement olding, som man ikke nænner at modsige, og derfor holder jeg også af Norge, for Norge fortæller os noget andet, end det vi plejer at høre. Norge minder os om, at der findes noget, der er godt, noget, der er værd at kæmpe for, noget, der er større end os selv, noget, der ikke kan gøres op i penge, hvilket er en besynderlig påmindelse, når den kommer fra en oliestat. Norge giver mig lyst til at blive et bedre menneske, og derfor elsker jeg også Norge. Jeg elsker Norge, selvom jeg hader Norge., ligesom jeg elsker litteraturen, selvom jeg også hader den og har opgivet den, fordi den ikke vil slippe mig. det er irrationelt at hade.
           tænkte jeg,
men det er også irrationelt at elske.

(Højrup er kun en 2'er (Forfatterskole, akademisk grad) i kartel-skemaet, så der er ingen god grund til, at jeg bryder mig SÅ voldsom meget om hans bog)

onsdag den 19. marts 2014

Bakke, Dahl

vi gentager: vi kan og vil ikke acceptere de litterære smagsdommeres begrænsning af indtjeningsmulighederne hos de privat erhvervsdrivende skriftproducenter. superlativer er gratis, det er sportsvogne og opulent klistrende klynkekager fra Van Hauen som bekendt ikke.
 
 
Ankenævnet for bøger, der ikke skulle have været udgivet

Ankenævnet for strukturel racisme og hvide læsninger

Ankenævnet for virtuelle krænkelser

Ankenævnet for ubehagelige overraskelser

Ankenævnet for forsmåelse (eller snarere Ministeriet for …)

Ankenævnet for GAS-konstruktioner

Ankenævnet for små kønsorganer

Ankenævnet for koklokke (I gonna have more cowbell!!)


Er der nogen, der har et land i størrelsesordenen Cananda/Brasilien/Kina til overs til Henrik Dahls ego?