Kamilla nærlæser Harald

Jørgensen that is, på hendes meget anbefalelsesværdige blog ensumaffakta, som jeg lige har opdaget:

alt under månen

det sidste punktum i Harald Voetmanns roman om Tycho Brahe

EKSKLUSIVT: Bonus-track under månen

På side 90 i Alt under månen citerer Falk Gøye kort fra Lucans* De Bello civili, her er et større stykke (ink. citatet), oversat fra latin af Harald Voetmann og venlig foræret Blogdahl - TAK!:

Dit raseri er forgæves: om råddenskab æder de døde
eller de brændes, er uden betydning; naturen kan rumme
alt i sin favn og ligene skaber selv deres ophør.
Cæsar, hvis ilden i dag ikke brænder de faldne soldater
så vil de brænde med jorden, med havets strømmende vande.
Verden afventer et ligbål, der end ikke skelner imellem
knogler og stjerner. Hvor end din sjæl bliver kaldet af skæbnen,
vil disse vente på dig: du vil ikke nå højere himle,
dødsrigets nat vil aldrig give dig sødere hvile.
Døden er hinsides skæbnen og jorden kan rumme sit afkom,
himlen er dække for dem, der ikke kan hvile i urner.

* HV om Lucan:
Lucan var en del af kredsen omkring kejser Nero, sammen med bl.a.  Petronius. Han var i øvrigt Senecas nevø. Han skrev det episke digt, som hedder De bello civile, men også kaldes Pharsalia. Det handler om krigen mellem Cæsar og Pompeius. Han tog del i en mislykket sammensværgelse mod Nero og blev tvunget til at begå selvmord i 65. Han har i lange perioder været lige så populær læsning som Vergil eller Horats.

LØGN OG LATIN Á GOGO - Tale til Voetmann!

LØGN OG LATIN Á GOGO

- tale ved tildelingen af Kritikerprisen 2015 til Harald Voetmann for romanen Alt under månen

Hvornår har en dansk digter sidst oversat prisværdigt fra latin? Måske skal vi helt tilbage til Jens Baggesen fordanskning af Ludvig Holbergs europæiske bestseller Niels Klim fra revolutionsåret 1789. Her får I Baggesens pralerappende version af Niels Klims selvanbefalende digt til Bergens borgere, som Harald Voetmann passende kan spytte med på i dagens anledning:

  ”Hvad vil du? saa siig!/ Det stærkeste, vældigste, største paa Jorden,/ Fra Syden til Norden./ Maa adlyde mig./ Jeg Regnbuen bryder,/ Jeg Stierner. og Solen, og Maanen nedskyder,/ Jeg Torden at dundre ved Maaneskin byder,/ Mig Stormen og Vindenes Hvirvel adlyder,/ Jeg giør, at af Klippen sig Honning udgyder,/ At Nordhavets Bølge. som Bækkenes, flyder./ At Hekkenfeld fryser og Iisbierget syder./ Hvad vil du? saa siig!/ Hvad findes i Havet, hvad er der paa Jorden,/ I Luften og Ilden, fra Syden til Norden,/ Som lyder ei mig?”

  Voetmann har oversat to særdeles læseværdige bøger rent fra latin, Om mennesker og dyr, udvalgte tekststykker fra bind 7 og 8 af Plinius den Ældres Naturalis Historia, i 2008 og Petronius’ roman-fragmentarium Satyricon i 2009.

  Og så har han oversat urent fra latin, monteret rene latinske oversættelser sammen med falske latinske oversættelser, i sine to fremragende, brandoriginale historiske romaner, Vågen fra 2010, der rent faktisk udspiller sig eller rettere udskriver sig i det gamle Rom med nævnte Plinius den Ældre som en slags hovedperson, og Alt under månen fra sidste år, som han i dag modtager Kritikerprisen for og som udspiller og udskriver sig i renæssancen, mestendels i og i omegnen af Tycho Brahes observatorier på øen Hven med Tycho Brahe som samlingspunkt, men kun en blandt flere centrale personer. 
   Én hel, semi-usynlig og svært opdrivelig bog består kun af falsk oversat latin, nemlig bind 3 i den selvudgivne serie med det latinske serienavn Trivia, fra 2011, der indeholder ”fragmenter” af den ubetydelige (og formentlig fiktive) romerske embedsmand Spurius Polluctus Virgis’ diverse skrifter fra et langt begivenhedsløst liv; her er et sent brevfragment:

  ”… forbandede besvær med vandladningen, og det hjælper mig jo ikke stort, at du påpeger, at den slags er ganske almindeligt. Hvis det er så almindeligt, kunne man (med rimelighed hævde, at) … ikke mene, at jeg stadig skal spise enebær i så store mængder, jeg spiser dem både syltede og rå og kogte og tørrede og stadig dette besvær med min vandladning. Nu har jeg bare også en konstant snerpende fornemmelse i mund og gane, som jeg mistænker, at den bedste kur mod ville være at spise færre enebær, men jeg er jo selvfølgelig ikke nogen …”

  Falsk oversat latin er tekst, der lader som om, det er er oversat fra et latinsk forlæg, som imidlertid ikke findes. Hvornår har en dansk digter sidst oversat prisværdigt falsk fra latin? Velsagtens aldrig, og jeg vil også betragte det som højst usikkert, om det kommer til at ske igen for en fremtidig forfatter. Det er meget eksklusivt Harald Voetmanns trip.

  Og sikke han også tripper på det - der tændes en perverst livgivende og djævelsk inspirerende gnist i springet, i det forestillede spring, fra den ikke-eksisterende original til den falske, men reelt eksisterende oversættelse. Den dygtigt elastiske, danske sproghud invaderes af fremmedsprogets dansende skelet! 

  Vågen bestod af lutter ægte og falsk oversat latin; det er lidt mere broget med Alt under månen – det er I DET HELE TAGET lidt mere broget med Alt under månen. De virkelige, meteorologiske dagbøger skrevet af Tychos assistenter, de såkaldte drabanter, er, har Voetmann venligt oplyst, altovervejende skrevet på dansk (men jo 1500-tals-dansk, det skal også fordanskes) med små indslag på latin – og så skrev en enkelt af drabanterne på tysk. Med al sandsynlighed er kun en brøkdel af romanens dagbogsblade imidlertid ægte citeret/oversat. Hvad angår resten af de dokumentariske teksttyper i romanen, virker det hele (bortset fra Tychos digt til sin tvillingebror og enkelte citater) falsk oversat fra vel først og fremmest latin – Tychos breve til sin bror og kollegaen Falk Gøyes apokalyptiske  kommentar kan svært være skrevet på et andet sprog, hvis de altså havde været virkelige.

  Det er klart, at den falske oversættelses dynamik har betydet noget for Voetmann-skriften, der i de fire kortprosasamlinger, der gik forud for Vågen, elskede at gå umådeholdent knopskydende, detaljeret æklende amok. Skriften knopskyder og ækler stadigvæk, gudskelov, det er ikke for det, men det sker med en anden fyndighed og klarhed og sgufandeme poesi og visdom, ikke på trods af det pastichiøse filter, men på grund af det.

  Bogens mest brogede tekstspor, drabanternes dagbøger, er også oeuvrets hidtil mest rørende og renfærdige og nøgne tekstspor: Vejr og sex og arbejde og død:
  ”Østnordøst, frost, mørkt vejr, frost. Tyge til Skåne. Først om morgenen mørkt stille, siden skinnede o smukt klart, som dog ikke varede længe; men det var siden mørkt den ganske dag og nat. Tyge vendte hjem med den mester (= bøddel LB) han havde valgt. Jeg sad øverst på skrænten med min ølkande og med ulveskindet om mig, så dem ro ind fra skibet.”

    Dertil kommer det essaystiske spor, der er Tycho Brahes breve, det udsyrede spor, der er Falk Gøyes kommentar, og det slapstick-atige spor, der er beretningen om guldmageren Erik Langes rejser, men alle ejer de et ligefremt, fodrapt attak, der er et novum i forfatterskabet.
  Gammelkendt er til gengæld Voetmanns misantropiske kosmologi, der måske bedst, og denne gang helt bogstaveligt, kan sammenfattes i Oscar Wilde-sentensen: ” “We are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.” Kosmologien tilspidses i en række poetisk visionære højdepunkter, der står i markeret modsætning til – men gerne blander sig med– drabanternes jordslåede dagbøger. I en vildt uhyggelig, enkeltstående tekst, betitlet ”Kviksølv”, følger vi et gøglerpar og et hundekobbel bevæge sig nærmere og nærmere og nærmere hinanden i drømmeagtig slowmotion. Det er selvfølgelig et billede på alting og kunsten og så videre. Lad os her vælge den fredsommelige fortolkning, at bjældemand og søn er forfatteren og hans roman og flokken af hunde nærværende Litteraturkritikernes Lav:

  ”Bjældemageren synger om sine bjælder. Både han og drengen er dækket af dem fra top til tå. Mellem hvert vers fra den gamles mund springer drengen op og slår hælene imod hinanden i luften og der lyder en skinger klirren. De to står ved porten, lyset fra deres dragt skærer i øjnene, de er dækket af skinnende kugler. Sangen bliver lidt dristigere for hvert vers. Set fra vinduet i loftskammeret er figurerne som to dynger af skarpt lysende punkter; en større, krum dynge med stok, og en mindre dynge, der spræller på ladet af kærren.

  Fire slanke hunde rejser sig fra Uraniborgs skygge, én af gangen, den ældste og magreste først. Med sunkne hoveder og tungen daskende slapt fra gabet går de på række mod porten, en søvndrukken procession, dorskt skumlende trasker de, modvilligt vristet af deres slummer. Den haltende tæve (det er mig, LB!) går forrest, hver af de følgende synes noget mindre stivbenet end den foran, som om der med graden af dvaskhed følger en grad af autoritet. Den bagerste kan endda ikke undertrykke en logren.”   

  Vi bjæffer tak for den pivfalske latin på det vaskeægte dansk med en ordentlig bunke virtuelle, men effektive sølvmønter! Tillykke, Mester Harald! 

 

- prismodtageren takkede med et overskæg! 

Yin/yangtitler

poesi vs. prosa, bl.a,

UKENDT UNDER SAMME MÅNE (SUT)

vs.

ALT UNDER MÅNEN (VOETMANN)

VOETMANN VINDER! HARALD HERSKER!

Kritikerprisen 2015 går til
HARALD VOETMANN
for romanen ALT UNDER MÅNEN -*

TILLYKKE!
SÅ
EKSTREMT
FORTJENT!

And i just goet to show, hvor præcis timet Kritikerprisen er og bliver (i modsætning til fx bare Akademiets håbløse Store Pris (avispriserne sammenligner vi os virkelig ikke med, og Montanaprisen er sådan en lidt anstrengt cool nevø), der sidste år gik til Knud Sørensen og endnu ikke er gået til Helle Helle, der fik Kritikerprisen for 10 år siden, Harald får den MÅSKE om 30 år)!

Et klip fra det prisværdige værk (og helt duksedjævelsk kommer HV med endnu en roman her i foråret, der ser mindst lige så fantastisk ud ud: "Syner og fristelser følger benediktinermunken Othlo af St. Emmeram på to rejser: fra klosterets spisesal til dets sygefløj og fra Himlens rosenby til Helvedes smedjer og bordeller. I følgeskab med et lam og en kolerisk ånd ser han de frelstes fornøjelser og de dømtes pinsler, han hører om Himmelbyens Narrefest og ser tarmtapetet blævre over Vævertorvet i Helvede") - og selvfølgelig er skidtranden en allegori på den voetmannske skrift:

Jeg sprugte denne dreng, der agerede portvagt, hvorledes Mester Brahe kunne arbejde i sit observatorium, når det var overskyet og næppe ville være muligt at få øje på en eneste stjerne i nat, og han sagde, mens han med dolkespidsen udgrov en (viste det sig, øjensynlig til hans glædelige overraskelse) helt sammenhængende rand af skidt fra under venstre tommel på sit bløde og sværtforståelige tyske, at hvis junkeren ikke gik til observatoriet i nat, ville han holde sig til sit laboratorium, hvor han heller ikke måtte forstyrres. Herefter nappede han skidtranden af dolkespidsen med slikne læber og kiggede et øjeblik på mig med dyb uoprigtig beklagelse i blikket og hovedet let på skrå. Der er intet, jeg kan gøre for Dem, sagde han, bortset fra at ønske Dem en god nat.

* (pressemeddelelse)

Kritikerprisen for 2014 tildeles: Harald Voetmann for romanen Alt under månen (Gyldendal)

Harald Voetmanns roman Alt under månen udspiller sig på øen Ven (Hven), som Tycho Brahe fik stillet til rådighed af kong Frederik II i 1576, og hvor han opholdt sig på sit Uranienborg og i observatoriet Stjerneborg frem til 1597.  Som forgængeren, romanen Vågen fra 2o10, er den en fortælling om menneskets trang til at udgrunde verden, til at forstå, hvad det er for love og kræfter, vi er underlagt. Man genkender den Voetmannske tone, den eminente musikalitet, hvor vokalerne spiller på alle sprogets toner, og ikke mindst vil man genkende beskrivelserne af menneskets kødelige væren og åndelige begrænsning, de præcise og udpenslede beskrivelser af kroppens væsker, af mørket indeni, og den evindelige menneskelige dårskab. Alt under månen er en roman om mennesket i al sin komiske ynkelighed, sat i en perfekt lille scene på den tågeindhyllede ø. Et syrebad af vilde billeder, en hylende morsom, grotesk og ravnsort kommedie om menneskets fysiske og åndelige begær, storhedsvanvid og lidenhed, som hverken er blevet større eller mindre siden dengang Uranienborg knejsede på Ven.

Modtageren af Kritikerprisen udpeges ved urafstemning blandt medlemmerne af Litteraturkritikernes Lav. Årets øvrige nominerede var Per Aage Brandt for digtsamlingen Tidens tand, mørkets hastighed (Basilisk) og Maja Lee Langvad for vidnesbyrdet: Hun er vred (Gladiator)

Sidste års modtager af Kritikerprisen var Niels Frank for romanen Nellies bog (Gyldendal).

Prisuddelingen finder sted torsdag den 16. april 2015 kl. 16.30

i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. 

 Alle er velkomne

Syner og fristelser følger benediktinermunken Othlo af St. Emmeram på to rejser: fra klosterets spisesal til dets sygefløj og fra Himlens rosenby til Helvedes smedjer og bordeller. I følgeskab med et lam og en kolerisk ånd ser han de frelstes fornøjelser og de dømtes pinsler, han hører om Himmelbyens Narrefest og ser tarmtapetet blævre over Vævertorvet i Helvede. - See more at: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur/syner-og-fristelser#sthash.K8xOBxnP.dpuf

Syner og fristelser følger benediktinermunken Othlo af St. Emmeram på to rejser: fra klosterets spisesal til dets sygefløj og fra Himlens rosenby til Helvedes smedjer og bordeller. I følgeskab med et lam og en kolerisk ånd ser han de frelstes fornøjelser og de dømtes pinsler, han hører om Himmelbyens Narrefest og ser tarmtapetet blævre over Vævertorvet i Helvede. - See more at: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur/syner-og-fristelser#sthash.K8xOBxnP.dpuf

Færre men fyrige

De 10 nominerede til Weekendavisens Litteraturpris offfentliggøres i dag; der er desværre rekordfå skønlitterære bøger, kun 3 (hvis man altså ikke tæller Krukke med, der jo er en skidegod Brøgger-autofiktion, klippet af Louise Zeuthen), men til gengæld er de alle yperlige; her er mine originale overskrifter til præsentationerne, der alle viste sig for lange, altså overskrifterne -

Vreden besunget tvetunget

Vokseværk knager som is

Månesygt observatorium

og husk på den sædvanlige håbløst omstændelige og forældede facon - at klippe kupon ud, putte i kuvert, skrive adresse, påsætte firmærke, lægge i postkasse - at STEMME!

Den historiske roman er en drøm

Berlingske Tidende har lokket Harald Voetmann til at skrive en Historisk Roman-poetik, tak for det  (men sikker uden at betale ham for det; jeg kender deres enquete-racket); den forekommer uundværligt og slående rigtig, poetikken, og uden videre gældende for andre kvalificerede historiske romanforfattere, Dorrit Willumsen, Maria Helleberg og co.:

I »Vågen« fra 2010 skildrede Harald Voetmann den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre i romanform. Han er aktuel med romanen »Alt under månen«, der sætter Tycho Brahes liv i en fiktiv ramme.
»Når jeg skriver om Tycho Brahe eller Plinius, bliver de fiktion fra første øjeblik, og jeg gør mig intet håb om at kunne finde ind til en historisk kerne, et ægte menneske. Romankarakterer er altid fiktion, men man kan så bruge den konstruktion til at forsøge at sige noget om mennesket og verden. Jeg vil give illusionen af at genskabe et forsvundet rum, og jeg forsøger at være tro mod de historiske personers tanker og værdier, men jeg er slet ikke ude på at formidle historisk viden om Tycho Brahe eller nogen anden. De historiske rum er redskaber til at tale om verden, som jeg ser den, her og nu, men fra en skæv vinkel, med et fremmed blik på mennesket. De to romaner er bygget op som litteratur fra den tid, de handler om. »Vågen« har struktur som en antik tragedie, og »Alt under månen« har struktur som en gammel folkebog, en almanak fra renæssancetidens Danmark. Da jeg stødte på Tycho Brahes meteorologiske dagbog, hvor hans assistenter dagligt i over 15 år nedskrev vejr-og himmelfænomener, vidste jeg med det samme, at min bog skulle bygges over det værk. Der er en stor poesi i det, og det giver stærke billeder af livet på øen Hven i 1500-tallet, men det er jo aldrig blevet læst som litteratur. Jeg ville gerne skrive en bog, der tog poesien i dagbogens notater alvorligt og forsøgte at åbne et større rum omkring de notater.Jeg hugger frit fra historiske kilder, men det historisk faktuelle er ikke endegyldigt bestemmende for værkets udformning. Hvis jeg følte behov for at lade Tycho Brahe drikke en cola, ville jeg med det samme udstyre ham med en. Tycho Brahes virkelige liv er vildt interessant, og der findes mange gode bøger om ham. Men hans livshistorie er på en måde også for god til, at jeg ville gide skrive den ned. Der er ikke ret meget plads til at manøvrere dér. Jeg mener heller ikke, at det er skønlitteraturens opgave at gøre folk klogere på specifikke historiske emner, det er derfor, de fleste historiske romaner er noget lort. De forsøger at formidle et stof til en moderne læser i stedet for at lade læseren synke ned i det fremmede og sære element, som det i eftertiden er blevet til, men som i al sin fremmedartethed stadig tilhører os og har været med til at udforme vores syn på verden. Jeg har tænkt tanken, at man skal passe på med at tale ondt om de døde. Men jeg ville aldrig påstå, at min bog var mere end fiktion. Jeg forsøger at være åben over for det verdenssyn, som karaktererne repræsenterer, og at lede efter en poesi i det, snarere end at pege fingre ad misforståelserne. Blandt andet for at påpege, at vores eget verdenssyn meget vel vil kunne forekomme lige så fejlagtigt om 400 år, hvis nogen lever til den tid. Jeg kan kun se, at det ville være et problem, hvis jeg præsenterede bogen som en fremstilling af en historisk sandhed, og det ville jeg aldrig gøre.Det historiske optræder i mine bøger på samme forvrængede måde som oplevelser fra dagen optræder i en drøm om natten.Uanset hvor mange kilder, man læser, og uanset hvor mange gamle runesten, man glor på, er det alligevel kun i drøm og forestilling, at man kan føle, at man nærmer sig en forsvunden verden.



(og her kan man, apropos Emilio Alvarez, downloade den pseudonyme perle Trivia III: Spurius Polluctus Virgis GRATIS!)

- og her sørme også Trivia II: Høvisk kærlighed, lige så gratis!

Stiligt-svimmelt cover & extremt dragende bagsidetekst (alle mulige priser til den bog på forhånd)

Alt under månen følger tre danske mystikere fra 1500-tallet, tre adelsmænd, der vil udgrunde universets gåder. Den ene er Tycho Brahe, de to andre er på vildspor. Der er et portræt af årets gang på Tycho Brahes ø, et glimt af Dommedag fra en kro i Midtjylland og fortællingen om en skuffet alkymist, hvis mystiske rejse ender som sexturisme i Bayern.

- udkommer angiveligt til marts (og please: lad den være på 150 sider (helst 250)  +!)!