Hesselholdt læser jeg jo slet ikke endnu, jeg læser Højrup, der er lige så velsignelsesgivende skrivende (i sin forbandethed)

Fra den nye roman Island, der udkommer i næste og ligner et blomstrende indebrændt gennembrud:

Jeg ser ud af vinduet og under mig lyser en granskov så grøn, som kun en granskov kan være. Det må være Norge.
          tænkte jeg, og jeg som hader Norge, og altid har hadet Norge, fordi Norge på en måde er en karikatur af Danmark, men ikke en ondsindet karikatur, nærmere en tragisk. Norge er det bedste land i verden,
          tænkte jeg,
og det kan nordmændene slet ikke få nok af at fortælle sig selv og hinanden og alle andre, der gider at høre på dem. Norge er en luksusudgave af Danmark, som både er værre i sin selvovervurdering og bedre i sin selvbegejstring. Samtidig har jeg også ondt af Norge,
          tænkte jeg, for alt i Norge er tyve, tredve eller måske så meget som halvtreds eller hundrede år efter Danmark, og derfor kan man med meget stor nøjagtighed forudsige alle de katastrofer, der inden længe vil regne ned over nordmændene. I Norge har man stadig en meget stærk og rørstrømsk nationalfølelse i behold, men snart vil naiviteten og stoltheden blive afløst af den samme angst og smålighed, som hærger Danmark, og resten af kontinentet. Jeg hader Norge,
           tænkte jeg. Jeg hader Norge på samme måde, som man hader et udryddelsestruet dyr, for det udryddelsestruede dyr hører en anden og mere uskyldig tid til, og derfor er det uudholdeligt at føle ømhed for det. Man ser ind i dyrets øjne, og man ser, at det ikke aner, at det er dømt til undergang og har været det længe. Man ser ind i dyrets øjne, og det eneste man føler er smerte og medlidenhed. Man føler medlidenhed med et dyr, der engang var mægtigt og stærkt, og man skammer sig for nu virker dyret kun latterligt i sin febrilske kamp for at overleve. Det løber dybere ind i den sidste rest jungle med menneskehedens maskiner i hælene, og vi græder og tænker, at noget må gøres, så vi hegner et ynkeligt stykke land ind, og forvandler på den måde et levested til et bur. I stedet for at lade naturen gå sin gang, og lade det, der ikke kan leve, dø, forvandler vi noget vildt og naturligt, til noget tæmmet og kuet. Vi føler medlidenhed og dermed berøver vi det truede dyr, det eneste det har tilbage, nemlig dets værdighed. Jeg hader Norge.
           tænkte jeg, for Norge er, ligesom litteraturen, et museum for håb og svundne tider. Vi betragter Norge med overbærenhed og lader Norge komme til orde uden at afbryde eller komme med indvendinger. Vi betragter Norge som et uskyldigt barn eller en dement olding, som man ikke nænner at modsige, og derfor holder jeg også af Norge, for Norge fortæller os noget andet, end det vi plejer at høre. Norge minder os om, at der findes noget, der er godt, noget, der er værd at kæmpe for, noget, der er større end os selv, noget, der ikke kan gøres op i penge, hvilket er en besynderlig påmindelse, når den kommer fra en oliestat. Norge giver mig lyst til at blive et bedre menneske, og derfor elsker jeg også Norge. Jeg elsker Norge, selvom jeg hader Norge., ligesom jeg elsker litteraturen, selvom jeg også hader den og har opgivet den, fordi den ikke vil slippe mig. det er irrationelt at hade.
           tænkte jeg,
men det er også irrationelt at elske.

(Højrup er kun en 2'er (Forfatterskole, akademisk grad) i kartel-skemaet, så der er ingen god grund til, at jeg bryder mig SÅ voldsom meget om hans bog)