Hun vil og kan kun tale med sin "brødre og søstre", men den "bror", Yahya Hassan, det hele handler om, og hvis bog, hun har anmeldt, og som hun til sidst i sin anmeldelse henvender sig direkte til med opfordring om at tale sammen u-offentligt, vil ikke tale med hende og kalder hende racist.
Hun vil og kan ikke tale med alle de hvide eller "hvide" privilegerede, som salen er fyldt med (men for en gangs skyld er en panel-minoritet), og som hun faktisk sidder og taler med, og som fuld af mere eller mindre skinger iver erklærer sig som anti-racister, men hvis talemagt hun i det powerplay, alt åbenbart er, har viet sit liv til at bekæmpe.
Det er, på YH's hjemstavns dialekt, nogle TRÆLSE paradokser, og burde også være det for AF.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
(hentet cirka fra en tråd så langt nede, at nogle brugere næppe vil opdage den, så nu kommer den også her)
SvarSletHey, white boy, what you doin' uptown?
Hey, white boy, you chasin' our women around?
Oh pardon me sir, it's the furthest from my mind
I'm just lookin' for a dear, dear friend of mine
I'm waiting for my man
Velvet Underground-citatet (fra "I'm Waiting for the Man') er egentlig en temmelig præcis beskrivelse af den løbende konflikt/debat. Hvis altså 'the Man', i stedet for at være pusheren, oversættes til 'litteraturen', 'poesien'. Den 'sorte på vagt' tror, at 'den hvide dreng' kommer for at gramse på etniciteten. I virkeligheden efterlyser han et skud poesi.
Måske en absurd og uforskammet sammenligning, men debatten/konflikten forekommer også absurd. Det er vel snart kun et skud livgivende/dødbringende poesi til alle, der kan afslutte den.