Samtlige digte i Eske K. Mathiesens seneste digtbog Miraklernes tid. Fem dyredigte, Café Annas Forlag, hvor de imidlertid er broderet af hans hustru, Åse Rørdam ("Svalen" er selvfølgelig for længst en ny-klassiker, måske (nok) er en eller to af de andre også gengangere, det BURDE jeg have styr på):
Miraklernes tid
Selv om de fleste får
æder grønt græs,
nogle også gule blomster,
og visse blå,
så skider de allesammen
sorte lorte.
Miraklernes tid
er ikke forbi
Hvalen
Så træffende lignede
den aflange flintknold
jeg fandt i strandkanten
en lille hvid hval,
at den fik min hånd til
at ligne en bølge
Svalen
Helt stille, ikke en lyd,
ikke en vind, pludselig kommer
den jagende, pibende
lige over os, væk.
Efterladende et svaleformet hul
i stilheden
Skarnbassen
Midt på stien,
i gruset og støvet,
har skarnbassen
lagt sig på ryggen
stritter med arme og ben,
parat til at grib solen,
hvis den skulle falde
Urfuglen
Havde svært ved at
skelne relieffet af
urfuglen i den
gråkornede granit,
figuren har sikkert
været malet engang.
Men så brugte jeg
fingerspidserne,
fulgte fuglens kontur,
det hjalp, nu fik den liv
og jeg fik et et urfugleøje
på hver finger
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
fra min artikel, "Kæmpe-Eske", i Mathiesen-temanummeret af Ildfisken:
SvarSletEfterligninger af fuglesang optræder igen og igen i Mathiesens digte, og velsagtens fordi fuglene er og bliver digterens nærmeste og til hver en tid aldeles suveræne konkurrenter, her en lokal og momentan fortolkning af vipstjertens staccato-kvidren fra samlingen med den sigende (og kønne) titel At lytte til lærken (først lige en naturlig æblelyd):
Bump! Et tungt æble
hamrer ned i græsplænen lige
ved siden af vipstjerten. Forbier! kvidrer den
Forbier! Forbier!
Og mistænkeligt som det digt ligner et fuglenæb, ikke sandt? Vi kan blive nødt til også at kaste et blik på digtet ”Svalen” fra Den blå kyst, som Mathiesen-beundreren og -forlæggeren Asger Schnack helt rimeligt udnævnte til en moderne klassiker, da han placerede det til allersidst i sin gode antologi Danmarks land, 1998, eftersom det munder ud i, hvad vi kan kalde en omvendt fortolkning af fuglesang, et portræt af tavsheden efter (mindre klart end i vipstjert-digtet er der også her en vis fuglekontur over digtet):
Helt stille, ikke en lyd
ikke en vind. Pludselig kommer
den jagende, pibende
lige over os, væk,
efterladende et svaleformet hul
i stilheden.
Både ”Bump! Et tungt æble” og ”Svalen” er digte, der selvfølgeligt og klokkeklart (dvs. på og i et selvfølgeligt og klokkeklart dansk) finder sted i et nu, nøjagtig ligesom de begivenheder, digtene skildrer: æblet, der falder, og vipstjerten, der kvidrer, svalens pludselige tilsynekomst og forsvinden. Og det er det, de handler om og betyder, de er, hvad de siger, og siger, hvad de er: omhyggeligt poetiske illuminationer af selvgyldige, øjeblikkelige og i bogstaveligste forstand naturlige begivenheder. Det er altafgørende for de afsluttende poetiseringer, ”Forbier! Kvidrer den” og ”et svaleformet hul i stilheden” at de på samme tid virker kunstfærdige, og henkastede, som en krølle på nuets hale så at sige. Det er også skæve poetiseringer, fuglesangsfortolkningen er ikke bare håbløst gammeldags, den er – fy føj! – folkedigterisk, og det svaleformede hul er jo nærmest et anti-billede, en tautologi, der lige netop kommer i bevægelse (prøv at tage ”i stilheden” væk); lige så tit vil Mathiesen bruge overtydelige, udpindende billeder med ”som”, dvs. deciderede sammenligninger eller comparatio’er, som ved at være for meget af det gode bliver skæve – og dermed lige præcis rigtige.
Skarnbassen minder mig om digtet Fra Oven (1976) af Szymborska, som begynder således:
SvarSletPå grusstien ligger en død bille
Tre par ben fint foldet over maven
...