Vi havde stadig vores iskælder

Jeg fik ikke anmeldt Can't and Won't til WA Bøger i morgen, fordi jeg mandag fik en tung hasteopgave: Anmelderen, der skulle anmelde Joen Billes tykke "familekrønike" Villa Ibsen, var pludselig sprunget fra. Skulende og skumlende arbejdede jeg mig gennem bog og anmeldelse, mens jeg hele tiden stjal mig til at læse i Lydia. Hvilket til gengæld betød, at jeg igen og igen kom til at læse Bille med et Davis'sk teksttyvagtigt blik; den her klasse(u)bevidste bid - fra sent i bogen; huset er Ibsen-Bjørnson-klanens villa i de italienske bjerge - er slet ikke til at stå for (lige ovenover står sætningen: "På den måde blev Tante Lillebils stilling flydende"):

Der var stadig ikke centralvarme. Hele huset blev varmet op med brænde. Vi havde stadig vores iskælder. Og vi havde stadig tjenestefolk til at hjælpe os om sommeren. Ignaz og og Valeria var der fast hele året. Om sommeren fik vi en stuepige og en hjælpepige. Hver fjortende dag kom så bønderkoner og vaskede på gammeldags manér i vaskekælderen. Og bønderne kom ind med mellemrum og slog de fleste plæner med le. Vi var den eneste villa på egnen, som stadig var i stand til at få hjælp. Underholdningsværdien var ikke ringe for tjenestefolk på Villa Ibsen. De fulgte nøje med i alt, hvad der foregik.

(og for en gangs skyld kan jeg linke til en WA-anmeldelse: vær så god!)