Der udkommer bøger i 2013 (og i 2012)!

De første 2013-bøger ankommer og annonceres nu: Nicolaj Stockholms digtsamling Ødelagt rim, der udkommer 9. januar, har jeg liggende ulæst SOM BOG, Anders Abildgaards tekstsamling Din fjendes fest, der udkommer 17. januar, har jeg liggende ulæst SOM PDF (fordi jeg skal diskutere den med Kamilla Löfström på Tag og læs på Testrup, der sgu da rent faktisk begynder på søndag, gør det ikke? Jo, det gør!), Pablo Llambías' sonetsamling nr. 2 Hundstein - som jeg på trods af al mulig skepsis over sonetsamling nr. 1 nægter ikke at glæde mig til, jeg vil aldrig ikke glæde mig til en ny Pablo-bog! - udkommer 2. februar!

Og så rykker smalheden på falderebet efter at have skrantet lidt i årets anden halvdel, After Hand har foruden Thykier-oversættelser af Blanchot, Riding, Norén (og lige om lidt også Hodell, har de lovet) - og til januar præsenterer de et nyt egenhændigt værk af MT: Sub Rosa! -  i december udgivet nye, MED STOR FORNØJELSE LÆSTE digtsamlinger af Frank Kjørup og Henrik Have, Jeg er stadig væk og Hovedsporet, og Kronstork rør omsider på sig igen med Jesper Bryggers VED FØRSTE ØJEKAST YDERST LOVENDE debutsamling Så vi her; alle 3, Kjørup, Have, Brygger, anmelder jeg i WA om et øjeblik, promise!

Jeg er ganske FORKØLET og ønsker mig at blive FORKÆLET med hærskarer af litterære ATJUER i det nye år! Som Henrik H. skriver i sit pragtbind, som jeg sikkert bliver den eneste, der anmelder (på papir), men så meget desto skingrere må jeg så blæse i mit horn:

Tryk på udløseren
til blodets bånd
og straks er spolen
et guldnøglefix
i erindringens strømmende
ostehandlervindue.
Aftalen er et vellagret hul,
en linse hvori vi
aldrig bliver gamle.
Det garanterer hukommelsen for!

Nytårsforsæt: Fortsæt!

af

2012's

fyrværkeri

at bygge

2013's

fyrige værk

Pulp Poetry

God (gammel), lystig og kynisk og bare løsagtig sang, Pulp har indspillet som julegave til deres fans, der jo så ikke kan lade være at håbe intenst på en FAKTISK NY PLADE i det nye år, og Tesco'er var der overalt i London, åbent 24 timer ligesom 7-eleven, som jeg til gengæld ikke så nogen af!?

AFTER YOU

On the last night on earth when the horses run free
The scriptures foretell of a party in Hackney
In a dimly lit room crammed with loathing and hate
They’re selling their souls and I just can’t wait

I shrivel inside at the sight of her beauty
I fall to the floor as she’s shaking her booty
The rain makes me shiver; the wind turns me blue
Oh – the things we get up to, to get through the night after you

I knew it was wrong; I began to suspect
When she reached over and pressed the eject
I was up to the gunnels against your advice
I felt so ashamed that I did it twice

From disco to disco; from Safeway to Tesco
We’re shopping around from the cradle til death row
From Tesco it’s down to the 7-11
To chase through the night time, to chase through the night after you
After you

I can’t explain why I need to be free
But if you need to be naked that’s alright by me
It’s the fast track express to the graveyard, I know
So what are you waiting for? Hey ho, let’s go

From disco to disco; from Safeway to tesco
We’re shopping around from the cradle til death row
Don’t stop til the train has pulled into the station
I’ll hold the door for you – no, I insist, after you
After you
After you

Francois bliver i familien

Min søn gav mig et Truffaut-bokssæt i julegave inkl. Ung flugt, Silkehud, Jules & Jim, Stjålne kys og kortfilmen Antoine og Colette

uden at vide, at min far i sin tid holdt talen, på et delvist selvopfundet fransk, da Truffaut i 1966 blev udnævnt til Studenternes Æreskunstner i Århus, hvilket angiveligt kastede auteuren ud i et totalt og inderligt grineflip. 

Sådan linker verden sig så smukt.

Truffaut og Hitchcock, også en slags far & søn -

Juulekugle, Majsekugle, krystalHagen

Jeg skulle bare transportere Pia Juuls Af sted, til stede fra den ene lokation til den anden og kom så til at kigge i dens groft frydefulde indre, hvilket straks gjorde mig stensikker på, at det er ÅRETS BEDSTE BOG - Majse Aymo-Boots Spørgsmålene kan så være ÅRETS YNDLINGSBOG (hvilke ikke betyder, at jeg ikke voldsomt ynder Af sted, til stede, eller at Spørgsmålene ikke er en vildt god bog NB), og Christina Hagens White Girl ÅRETS SEJESTE BOG, objektivt og absolut! Og jeg har vistnok endnu ikke citeret denne - også bare rent eksistentielt! - uomgængelige korttekst fra ÅRETS BEDSTE BOG:

SNESTORM

En snestorm udsatte deres møde. Det føltes som en katastrofe, men de kunne ikke vide, at der var tid nok.

Sort og rød Dickenslæsning

Andet afsnit af 2. sæson af Boardwalk Empire: Den uofficielle leder af Atlantic Citys sorte befolkning Chalky White (Michael K. Williams - udødelige Omar fra The Wire) er kommet i fængsel for at have skudt et KKK-medlem, hans kone har givet ham David Copperfield til at slå tiden ihjel med; "That's a good one" siger Chalky. En anden sort indsat ved navn Dunn Persley provokeres af Chalkys uppity attitude, lapsede påklædning og læseevner og forsøger i flere omgang at provokere Chalky, der fortæller ham, at det er Tom Sawyer, han læser, til en reaktion, og til sidst lykkes det, bortset fra at det ikke er Chalky, der reagerer, men de andre sorte i fængselscellen, der alle står i taknemlighedsgæld til ham, og til sidst oplæser den eneste af dem, der kan læse, de første linjer af det nu blodpletteede eksemplar af David Copperfield for blæksorte Chalky, der viljestærkt er hovedpersonen i sit eget liv (og en af de mest kvalificerede kandidater til at være den bedste biperson blandt ligemænd og -kvinder i denne (som andre amerikanske tv-serier) i høj grad Dickensk inspirerede kollektivroman - David Copperfield er nok hovedpersonen i (romanen om) sit liv, men han er jo meget langt fra den tydeligste person i det vs. Chalky-vilde bipersoner som Mr Micawber, fx):

Whether I shall turn out to be the hero of my own life, or whether that station will be held by anybody else, these pages must show.

Visitkortvitterligt og Viggovold

Jeg har ingen problemer med, at Erik Skyum-Nielsen i sin flaksende overflyvning af årets danske lyrik i Information udnævner mig til Peter "Laugesens livstidsansatte klakør", for det er jeg sandt nok, men jeg bliver så inderlig træt af hans patroniserende, ritutelt skizofrene lussing-og-dikkedik-omtale af de kæmpestore digtere Laugesen og Klaus Høeck vs. den uforbeholdne ros til Henrik Nordbrandt, Lone Hørslev og for helvede da Pia Tafdrup:

Nu begynder der at tegne sig et mønster, mens vi overflyver det lyriske landskab. Den ene (Laugesen LB) namedropper sig indolent igennem avantgardemodernismen, den anden (Høeck LB) futter igennem Danmark i en nyvasket Fiat Punto. Hvad Pia Tafdrup angår, gennemgår eller gennemdigter hun sit eget liv.

Også helt fint og måske faktisk korrekt, at Ursula Andkjær Olsens Det tredje årtusindes hjerte betegnes som "årets vigtigste lyrikudgivelse", men hvorfor i alverden skal Viggo Madsens i Information (af velsagtens Skyum) uanmeldte digtsamling Hip Hip i forbifarten (til Ursula-kåringen) råt og brutalt have det glatte lag, når indtil flere i andres kritikeres øjne væsentlige digtbøger (eller det der ligner) af fx blandt bare de yngre og yngste (på større forlag) Degner, Hagen, Lind, Moestrup, Halling Nielsen, Ravn, Smith, overhovedet ikke omtales? Dårlig samvittighed over ikke at have fået skrevet sin anmeldelse må siges at være verdens dårligste undskyldning for sådan en helt unødvendig, summarisk sviner (hvorfor i alverden i en hårdt redigeret årsrevy nævne en bog, man hverken gider anmelde eller har nogen sympati for?), som jeg nægter at citere, her er i stedet et skidegodt digt fra Viggos naturligvis på Laugesen- og Høeck-niveau betydelige digtsamling, som nok skal få sine fortjente, nuancerede klapsalver i WA:

Vi skal ønske, vi skal opfylde

funktionsduelig
levedygtig faldt mig ind
opgaven voksen

At sømme en budding fast til væggen -
et forsøg på at dække hullet med maling;
at dyppe sin hånd i vand for at se dens aftryk

Du åbner min drøm, som var den en hængelås

Jeg følte mig tåbelig som en kendsgerning
Jeg ville være en evne, en kvalitet
Tiden var ikke lang nok til mine forventninger

Nogen har noget at skjule -
det prøver de så (her er så tomt uden dig)

Man kan fortryde alt, til man
bliver helt angerfuld af det

(den pludselige fornemmelse af at blive aflæst
af sin computer)


Man skulle tror, det var løgn,
men det var ikke løgn, der er ikke noget der hedder løgn.
højst en omskrivning af sandheden -
en tilnærmelse til utilstedeligheden

Jeg troede, jeg var noget værd
Jeg troede, at noget var noget værd
Senere blev jeg klogere

Bagefter ligger jeg vågen
som et mudderskred i mørke
opfyldt af en trang til at forklare mig

Parkbark

The Car Park
is Mr. Hyde
to Hyde Parks
Dr. Jekyll -

Sorte edderkop-notater

For seven years, the government  has been fighting to prevent the disclosure of the letters - dubbed "black spider memos" because of the prince's handwriting. Copies of the letters have beeen requested by the Guardian under freedom of information legislation.

- fra artikel i The Guardian om Prins Charles' hemmelige lobby-breve til diverse ministerier

3 vigtige londonske nostalgigeneratorer

1. Cream Custard-kiks med lemonsmag

2. Kæmpelegetøjsbutikken Hanley's på Regent Street (kunne ikke finde de mexikanske springbønner, men til gengæld har de fået en meget fornem Harry Potter-afdeling med et utal af individualiserede tryllestave)

3. Plastic-bobby-hjelme i turistbutikkerne (men ingen bobbyer på gaden!?)

Det regner i vores København

som det regnede i vores London:

Forfriskende støvet. 

Hjerterne er to vandpytter,
der flyder sammen med et

fint plask.

ÅRETS (falske) TEXT MED X

Nu jeg har fået min klækkelige betaling for mine foredragsturné for Lærernes A-kasse, arrangeret af reklamebureauet Mensch (hvis ordførende direktør jo er filosofsøn og digterbror Frederik Preisler), kan jeg roligt udnævne digter og litterat og nu pludselig - og jo derfor - flittig blogger Lars-Emil Wotmanns træfsikre parodi på en Mensch-meta-annonce, i anledning af bureauets katastrofale Danske Bank-kampgane selvfølgelig, til ÅRETS TEXT MED X, med hans pokerface-rapport om det efterfølgende topmøde - hvornår har en TEXT MED X sidst gjort indtryk på en bank og et reklamebureau? endnu en grund til at publicere sine TEXTER i BLOG - i en en sidevogn:

Croissant Barbarism

HVORFOR I ALVERDEN SKÆRER ENGLÆNDERNE CROISSANTERNE I SKIVER IKKE PÅ LANGS MEN PÅ TVÆRS!!!??? DET ER GRUSOMT MENINGSLØST!!!

Jul udtales Juul og hjul

Priser skal rulle til Pia, ønsker jeg mig nemlig -

og lykken skal løbe som lak ned ad ryggen og aldrig nå enden!

Folk udtales fuck

NorFUCK Plaza Hotel

NorFUCK Square

FUCKelighed

FUCKetstyre

FUCKEvogn

Hotellet ligger i Kina

Norfolk Plaza Hotel, Norfolk Square, London -

fordi når man forsøger at logge ind på Facebook skriver maskinen, ligesom den gjorde i Shanghai:

The requested Web page has been blocked by your system administrator.
Please contact your system administrator for further information.

systemadministratorer har fanden skabt som altid allerede partimedlemmer -

Sort musehul

Meget kedeligt tegnet Christmas Carol på hotelfjernsynet, men mest forbryderisk er den søde mus, der hele tiden popper op, selv når spøgelserne er på banen, ikke fordi Dickens ikke kunne have skrevet en fantastisk levende mus frem, det gjorde han altså bare ikke, og jo da slet ikke en så kedelig cute mus, mugger jeg scroogeagtigt.

Og så - hey hov! - pludselig London

Og det regner selvfølgelig,
men det er en glad regn.

Præsidentiel æresbolig i sen metrobesked

Bush
oldeplads

DE HELLIG TREKRONER!

Jeg fik den allerallersidste billet - der var kun billetter til i dag lørdag klokken 12 og jeg kunne ikke købe 2 - til Line Knutzons "gale vaudeville" Juleferie på Nøddebo Præstegård på Frilandsmuseet, som alle hendes frilandsmuseale værker instrueret af far Lars, og den levede op til ALLE mine forventninger: jeg lo som besat i en time og et kvarter, når jeg ikke lo som en gal; jeg var det eneste publikumsmedlem, der var helt alene i teatret, alle andre var familieklynger, som stirrede lettere mistænksomt på min uforbeholdne morskab; det er tydeligt, hvor inspireret rasende Line er blevet på originalens idioti og hendes egen accept af at lave en Lineficering, nøjagtig ligesom personerne jager hun igen og igen ind ad scenedøren og vælter den foranstående kulissedør med et stort smæk (hvor fanden blev den københavnske nisse af? ham glemmer stykket fuldstændigt, for temmelig sjovt med hans indre by-nissethed: skrækhistorien om en desperat, overset nisse, der blev havenisse). Pastor Billes datter Margrethe - hvem spiller hende? så vild og speedet en grimmassedeltaljegrad!: Jeg står bare her og tænker på nogle fugle - og hans adoptivbarn Klokker Bo, spillet uhyggeligt LINEAGTIGT af Heidi Colding-Hansen, der faktisk hedder MÅVENS og og for hvem klokken altid er TO, er måske de suverænest mentalt fraværende og udfordrede personer i hele det Knutzonske oeuvre, hvilket siger ikke så lidt. Der er så er frygteligt meget sjovt, og den første halve time forsøgte jeg at huske så meget som muligt af det (til bloggen jo), men så opgav jeg, fordi der KUN var sjov, og hengav mig afmægtigt til latterens hersken og regeren. Og sikke jeg glæder mig til den amerikanske filmversionering med Will Ferrell som Nikolaj og Anna Faris som Margrethe og Zach Galifianakis som Klokker Bo, og hvorfor ikke Robin Williams som Pastor Bille!

Gudsbesværgelsesoptælling

i Line Knutzons Juleferie på Nøddebo Præstegård:

2 x MON DIEU (til tider stavet DJØ i udgivne manuskripter)

1 x OH MY GOD

(og så taler Nikolaj pludselig tysk, skal jeg huske at nævne - det plejer at være svensk, Knutzonpersoner pludselig taler)

Ingen ælle bælle, jeg stemmer på ..... .....

Tak for din stemme på Helle Helle.
Mange hilsner,
Bog & idé Online 

Og hvis nu hveranden af jer stemmer på Helle og hveranden på Jens Smærup, så er der en chance for, at det bliver en ægte musernes yndling, der vinder afstemningen, for vi er til enhver tid flere end vi tror (det gælder også Weekendavisen Litteraturpris, hvor I som bekendt skal stemme på Sidsel Falsig, Christina Hagen eller Kristian Bang Foss) :

Danskernes Yndlingsforfatter 2012

Så er vi atter klar til kåringen af Danskernes Yndlingsforfatter 2012. Nomineringen foregik på Bogforum 2012 i Bella Center, hvor de besøgene på Bog & idés stand kunne nominere deres personlige favorit. De nominerede er fundet - og nu skal vi have dig til stemmetasterne.

De nominerede i 2012 er :

- Lene Kaaberbøl
- Jussi Adler Olsen
- Elsebeth Egholm
- Anna Grue
- Jens Chr. Grøndahl
- Helle Helle
- Josefine Ottesen
- Jens Smærup
- Christian Jungersen
- Peter Øvig

Her kan du læse mere om forfatterne og afgive din stemme. Du kan stemme til og med d. 15. januar 2013, hvorefter vi tæller stemmerne sammen og finder den heldige vinder.

Blandt stemmedeltagerne trækker vi lod om:

1 gavekort à kr. 5.000
1 gavekort à kr. 2.500
5 gavekort à kr. 500

Jussislave

Jeg håber ikke, det er et sinistert aktiveringskoncept, men inde i Politikens overbefolkede Boghal fór en yngre (dvs. en lille smule yngre end mig), dansk digter rundt som julehjælp og var ikke helt i kulkælderen, fordi 1 bind Pia Juul var blevet købt som gave med ham som mellemled, men han syntes til gengæld, at det var uhyggeligt, at han kunne prisen på den nye Jussi, som der blev solgt 10 eksemplarer af i sekundet, udenad, det var 200 et eller andet, som jeg i solidaritet nægter at huske - og den virkelige Jussi sad ved nabo-backstage-bordet inde på Bogmessen i Bella og spurgte, om han kunne låne noget sukker fra vores bord til sin kaffe, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke sagde: Jo, for 10 millioner, hvoraf de 5 går til et monument, der IKKE skal klamphugges af Kenn André Stilling, for F.P. Jac, en ægte og stor digter, som kommunen ikke gjorde en hujende fis for, mens han var i live, placeret midt på hovedgaden, så Allerødborgerne bliver nødt til at KRAVLE over det for at komme i Kvickly, tak!

Verdens bedste Stein-stammer

er og bliver Martin Glaz Serup i går til Donna Wood, der PRÆGTIGT, så min egen indre showdæmon blev snotgrøn af misundelse, oplæste den danske oversættelse af Gertrude Steins "Love Story" As A Wife Has a Cow, som jeg ikke kan finde på min fraværende reol, men på nettet har jeg fundet den engelske original med GUL sats, som jeg ikke ved om jeg skal bevare, hvis det overhovedet følger med i indklipningen, det gjorde det så ikke:

Nearly all of it to be as a wife has a cow, a love story. All of it to be as a wife has a cow, all of it to be as a wife has a cow, a love story. As to be all of it as to be a wife as a wife has a cow, a love story, all of it as to be all of it as a wife all of it as to be as a wife has a cow a love story, all of it to be as a wife has a cow as a wife has a cow a love story. Has made, as it has made as it has made, has made has to be as a wife has a cow, a love story. Has made as to be as a wife has a cow a love story. As a wife has a cow, as a wife has a cow, a love story. Has to be as a wife has a cow a love story. Has made as to be as a wife has a cow a love story. When he can, and for that when he can, for that. When he can and for that when he can. For that. When he can. For that when he can. For that. And when he can and for that. Or that and when he can. For that and when he can. And to in six and another. And to and in and six and another. And to and in and six and another. And to in six and and to and in and six and another. And to and in and six and another. And to and six and in and another and and to and six and another and and to and in and six and and to and six and in and another. In came in there, came in there come out of there. In came in come out of there. Come out there in came in there. Come out of there and in and come out of there. Came in there, come out of there. Feeling or for it, as feeling or for it, came in or come in, or come out of there or feeling as feeling or feeling as for it. As a wife has a cow. Came in and come out. As a wife has a cow a love story. As a love story, as a wife has a cow, a love story. Not and now, now and not, not and now, by and by not and now, as not, as soon as not not and now, now as soon now now as soon, now as soon as soon as now. Just as soon just now just now just as soon just as soon as now. Just as soon as now. And in that, as and in that, in that and and in that, so that, so that and in that, and in that and so that and as for that and as for that and that.In that. In that and and for that as for that and in that. Just as soon and in that. In that as that and just as soon. Just as soon as that. Even now, now and even now and now and even now. Not as even now, therefor, even now and therefor, therefor and even now and even now and therefor even now. So not to and moreover and even now and therefor and moreover and even now and so and even now and therefor even now. Do they as they do so. And do they do so. We feel we feel. We feel or if we feel if we feel or if we feel. We feel or if we feel. As it is made made a day made a day or two made a day, as it is made a day or two, as it is made a day. Made a day. Made a day. Not away a day. By day. As it is made a day. On the fifteenth day of October as they say, said anyway, what is it as they expect, as they expect it or as they expected it, as they expect it and as they expected it, expect it or for it, expected it and it is expected of it. As they say said anyway. What is it as they expect for itwhat is it and it is as they expect of it. What is it. What is it the fifteenth of October as they say as they expect or as they expected as they excpect for it. What is it as they say the fifteenth of October as they say and as expected of it, the fifteenth of October as they say, what is it as expected of it. What is it and the fifteenth of October as they say and expected of it. And prepare and prepare so prepare to prepare and prepare to prepare and prepare so as to prepare, so to prepare and prepare to prepare to prepare for and to prepare for it to prepare, to prepare for it, in preparation, as preparation in preparation by preparation. They will be too busy afterwards to prepare. As preparation prepare, to prepare, as to preparation and to prepare. Out there. Have it as having having it as happening, happening to have it as having, having to have it as happening. Happening and have it as happening and having it happen as happening and having to have it happen as happening, and my wife has a cow as now, my wife having a cow as now, my wife having a cow as now and having a cow as now and having a cow and having a cow now, my wife has a cow and now. My wife has a cow.

Verdens bedste århusiansk

fordi det er drevent på en ivrig og speedet, men stadigvæk vedkendt og stolt facon, er og bliver den unge forfatter Stine Pilgaards århusiansk, som demonstreret først ved Forfatterskolens jule-tamtam forleden, hvor hun oplæste brandgode, nye tekster om ikke mindst bryster og asiat-mobning på VERDENS BEDSTE ÅRHUSIANSK og derpå til Donna Wood-aften i går på Brooklyn i Nyhavn, hvor hun oplæste tekster fra Martin Larsens Hvis jeg var kunstner, der mærkeligt nok lød PERFEKT på VERDENS BEDSTE ÅRHUSIANSK, måske fordi kunstnerskinsygen og -satiren og -(værk)fantasien kom til at lyde så perfekt - og nu skal jeg passe på, så jeg siger ikke uskyldig eller renfærdig, men okay, det her er værre - JOVIAL, men på en COOL måde, på en COOL COOL måde, hvilket ellers ikke burde kunne lade sig gøre, at være cool jovial eller jovialt cool, men det kan det altså på VERDENS BEDSTE ÅRHUSIANSK, som er og bliver Stines.

Un-unfriending the big bad wolf

Christina Hesselholdt er ikke inspireret af sin norske forfatterkollega »Tor Uven«, som vi skrev på navnesiderne i går. Han hed Tor Ulven.

Hun skriver væselstolt!

Christina Hesselholdt fylder guddødeme 50 år i dag, TILLYKKE, og siden jeg anmeldte hendes debut pixi-patroniserende i Kristeligt Dagblad i 1991 er hun bog for bog blevet stadig mere yndlingsforfatter, og nu kan jeg ikke være mere forhærdet fan! Jeg sidder på en ÆBLEcafé uden bøger og kom i tanke om fødselsdagen, men ingen vej udenom jo at citere noget brillant noget, så jeg surfer lige efter et citat, surfe, surfe, og jeg finder et glimrende et på Litteratursiden fra gode gamle, blidt blændende, pioner-autofiktive Hovedstolen, 1998:

Minettes Golden Alibi

"Hvordan har hvalpene det?", spurgte min mor, "vi har det godt", svarede jeg og mærkede knuden smutte under mine fingre, og en til. Brystet havde to rækker vorter, som snavs let omkransede: sørgerande. Dyrlægen lod de hvide klumper falde i metalskålen, men først holdt han hver fastklemt som en tyk hvid reje mellem instrumentets ben. Han gav hende en hvid krave på, som hun fik skubbet af, så hun kunne komme til at trække trådene ud: en lang mund åbnede sig i det barberede ikke længere knudrede lyserøde bryst, og det lugtede sødligt fra den af jod, varme, spyt, kød. "Hvad vil du helst have: en hund eller en søskende?", spurgte de mig, og ugen efter trådte vi ind i løbegården til retriverne. Jeg knælede mellem to vrikkende hvalpe, en tredje hoppede op ad mig bagfra: jeg kiggede ind i et ellevildt ansigt. "Hun hedder Minettes Golden Alibi", sagde kenneldamen. "Det kan hun ikke", sagde vi i bilen, og min mor vendte sig om fra forsædet og strøg hendes hvidgyldne side og opkaldte hende efter Isabella af Spanien, der svor ikke at skifte undertøj, før noget, jeg ikke hørte, indtraf. Jeg begravede ansigtet i pelsen og fik munden fuld af hår; byger af hår faldt overalt, der voksede grovere blankere hår ud, hun blev mere Isabellafarvet. "Vil du da ikke hellere have haft en mindre, én ligesom dronningens", sagde min mormor, "der ikke fælder", og lod en ispind dreje om hendes hurtige tunge, "ret meget". Jeg trak i 42 stædige kilo. "Godt, det ikke er vinter", sagde min morfar og trak hende på en slæde op for enden af haven og stak spaden i den ikke-hårde jord. Hun løb rundt om spisebordet med halen som en fane og mig efter, bolden knirkede i munden. Hun kom listende med øjne, som hun var helt fremme i, og fandt mig bag en dør. Hun holdt i den ene ende, og jeg trak i den anden, hendes kløer gled over det bonede gulv, og inde fra hende kom en dyb syngende lyd. Hun gnavede sig gennem rebet og blev lænket med en tyrekæde, som hun trak efter sig op i zinkbaljen, hvor hun med et suk lagde sig i regnvandet. Vi gik den sidste tur ned til havnen, "det må være nu, du vil da ikke have, det skal begynde at gøre ondt", og hun gik fra vadestedet og sænkede sit knudrede bryst i vandet; hundestejler lå og tørrede ind i nettene, en blå pind skyllede frem og tilbage, jeg trak i hende, op ad Færgebakken, hver gang hun bøjede hovedet for at snuse, trak jeg i hende. Dyrlægen sænkede hånden, hans hvide ærme rørte hendes øre, og hun døde på gulvtæppet. Jeg trådte ind i lejligheden og ventede, at hun kom stormende.

Hey hov! Hvedekorn nr. 4, 2012 (kattejammernummeret) ER udkommet!

Jeg troede først, det var i morgen, og jeg har ingenting nået, ikke fået indsendt adresseliste på bidragydere (kan I ikke sende jeres adresser til mig på Facebook-beskeder, talentfulde mennesker?), ikke fundet digte til Testklubben på dr.dk, ikke postet indholdsfortegnelse og reklametekst på Hvedekorn.dk, ikke fundet loop-digtet til forsiden på hvedekorn.dk, det er helt, helt galt, men det er nummeret i den MIAVENDE grad ikke, det er helt, helt kissejavende rigtigt på mindst 25 vidt og vildt forskellige måder: Nordenhofske, Løppenthinske, Lindbladske, Moestrupske, Brandtske, Sternbergske, Remmeske, Haugaardske, Mathiasenske, Poulsenske, Rosenbaumske, Sabinskyske, Sanderske, Aa.ske, Brockhattingenske, Kristensenske, Lykkeske, Degnerske, Kudskske, de Groot-Poulsenske, Baujaultske, Kockske, Gramske, Kjørupske, Tibergske, og dette er en af de utrolige Joachim Aa. Sørenseske måder:  

LUDO

pladen var gul grøn rød og blå

og jeg overværer den oppefra

ludo slikker mine sår som hvis mine

hænder var store sår

som hvis mit mantra pludselig ændrede sig

fra i leave you til i love you

insekternes flyven forbi speeder mine

pupillers sammentrækning op
 

Julepoetik

(efter Lars von Trier)

At skrive en tekst som en pebernød i vinterstøvlen.

Bedre end at skælde kolerisk ud på anmeldere

er det at vrisse resigneret og sarkastisk og verdens- og litteraturtræt af dem, som Lars Frost gør i sit bidrag til Den Blå Port 91, betitlet efter Freud "De seksuelle abnormiteter", og NB citere et vers på latin - prøv det næste gang, Mik:

(efter uddrag af Lilian Munk Rösings og Jon Helt Haarders anmeldelser af Skønvirke):

Ja, det er banalt. Hele bogen er et katalog over banaliteter, kedsommeligt genkendelige forestillinger og itulevde samværsmønstre. Kedelige mennesker. Underlagt den øjeblikkelige behovstilfredsstillelses nødvendighed.
  Måske Rösing + Haarder lever i en mindre banal verden end jeg.
  Pulcha sunt, quae videntur
  pulchrioria quae sciuntur
  longe pulcherrima quae ignorantur.
  Jeg er misundelig på dem og deres verden.
  Jeg lever i en meget banal verden.
  Jeg går op til baren og bestiller - uden at tænke nærmere over det: En elefant og et glas vand, siger bartenderen, som åbenbart tænker mere over tilværelsens mysterier end jeg. Nej nej, svarer jeg. Vandet, det er ikke til mig. Det er til elefanten.

Hvilket også er en langt stærkere og præcisere fortolkning af romanen og forfatterskabet end Anne Fastrups monomant kønnende andetsteds i bladet.

Det dér dén

Hvordan man kan se, at Josefine Klougart har været med til at skrive Den Blå Ports leder: Det dér Hans Otto Jørgensenske dén, især dets anden optræden i sætning 2:

Det er dén flerstemmige og organiske natur som interesserer os. Dén form for social praksis. At danne rum for møder og bevægelser. Nye bevægelser. Vi håber, I vil følge med.

Dén form for umiskendelig - med et pænt ord - intertekstuel praksis.

Anti-og-dog-digt (altså anti overfor 'og dog')

Ned med: Og dog!
Vi vil sgufandeme have lov
til at svinge som et bildæk i et tov
i ikke engang en skov
og i miles omkreds ingen plov
med en skamløshed der er grov
og en patos der gør flov
som vores drømme da vi sov.
Nu er vi vågnet! Hey hov!

Dugdigt (altså digt skrevet på en dug)

Poesien og jeg har du i din hule hånd,

der er okay med juleånd,

så længe den er kneblet, nej sløjfet med uglebånd,

i dem skrider enhver Thule-Don,

der forsøger at skjule ton

og atter ton af gule spån-

plader og fule von

Ænder og Triere. Du er en stærkt intelligent dum-dum-kugle-hon-
ey.

Blåkorn & Hvedeport hentet

Hvedekorn 4, 2012, i fredags hos Rosinante&Co i Købmagergade, der ligger i Købmagergade, den Blå Port nr. 91, det første med den nye redaktionstrio Klougart, Ravn og Rolsted, hos Vandkunsten på Lindgrens Allé, der ved gud ikke er nogen Allé, men et stadig mere skrumlet og skummelt terrain vague på long lost Amager, som klart er en mere cool lokation end Købmagergade, men også mere upraktisk (og UHYGGELIG) - jeg har kun bladret i den nye Port, men indholdet ser tiptop ud, Lars Frost, Bjørn Rasmussen og kloge artikler om begge samme bl.a. (og et digt af Caroline Bergvall, oversat af Mette Moestrup, der i sin tid sendte det til Hvedekorn, hvor jeg var for sløv til at blive vild med det), men hvad sker der for den VIOLETTE typografi, så helt håbløst 80'er, ligesom de (pseudo)HÅNDTEGNEDE overskrifter, hvad fanden prøver de på at ligne? fucking SIDEGADEN, der jo bare lignede et menukort fra Café Victor? Hvad med at ligne seriøst grimme Lindgrens Allé i stedet?

Konkretistisk møntvask på hovedet

på hjørnet af Polensgade og Holmbladsgade: Under ordet "VASKERI" hænger en kæmpestor 5-krone med hul i af tungt metal, sådan her:

           VASKERI

Om PC'er og en alternativ Jens B

Selvom min bankrådgiver hedder Peter-Clement ligesom digteren og virker sådan cirka lige så sympatisk, på en bankrådgiveragtig måde i stedet for en digteragtig måde, som er den måde digteren Peter-Clement er sympatisk på, spørger jeg ham ikke om billederne i kontorlandskabet er malet af Jens Birkemose og ikke en dygtig kopist, måske fordi jeg er bange for, at det faktisk er tilfældet, fordi jeg er gladere for Jens Birkemose i princippet og i hans artists books end i realiteten og på hans bankskilderier.

2 fremmede ord

som jeg aldrig ville finde på at benytte, er redigeret ind i min Blæksprutte om Josefine Klougart og Nordisk Råds Litteraturpris og Facebook i fredags af, formoder jeg, syntakspædagogiske grunde:

BEMELDTE

og SÅSOM

- jeg sørger og beklager!

Min sommerhusvæg er på forsiden af The New Yorker

Da vores sommerhus i Kandestederne stod færdigt i 1980, købte min mor af en eller anden mystisk, men god grund tre sene, omhyggeligt stillebendige, meta-finurlige (blyanttegnede blyanter etc.) tegninger af Saul Steinberg og hængte dem over sofaen - de tegninger har jeg set MEGAmeget på, og de betyder sikkert mindst lige så meget som samtlige (Goscinny-forfattede!) Asterix- og Lucky Luke-hæfter for opbygningen af min kunstneriske og litterære horisont (som sådan ca. Chrysler-bygningen i den dér den mest berømte Steinberg-tegning, hvor hele verden er set fra Manhattan, Goscinny-hæfterne er og bliver Empire State) - og i forrige uge var en af tegningerne pludselig på forsiden af The New Yorker, og selvfølgelig har Steinberg - blandt andre, både mere ligefremme og mere gådefulde objekter - 2 spejlvendte talebobler liggende på sit skrivebord, og åbenbart hedder tegningen "Union Square" og er fra 1973:

I nummeret før anmelder Peter Schjeldahl en ny biografi om Steinberg, her den fornemt formulerede slutning:

Suprisingly, Steibergs work does not feel dated. Its semiotic savvy - which Barthes identified as less a quality of writing than a conatagion of reading - checks most of the boxes on any academic list of posmodernist predilictions. What seems remote about it now is the character of its target audience: people just learning the ropes of cool irony, a standard principle of american culture since the Pop-art-sixties. Steinbergs heroically detached intelligence belongs to an era defines by heroes who not only inspired but practically demanded emulation. He played a role that, by the luck that constitutes genius, both came to him naturally and satisfied the cravings of his time. This explains a spooky effect in Bair's book: as sort of lunar gravity, invisible lifting the tides of a deliquescent life. Any old narcissist can be afflicted, and afflict others, with the conviction of being godlike. But sometimes it's as if the gods agreed.

Hilsen fra Kungslottet

Jeg drømte, at jeg løb op og ned ad gangene på Kungslottet i Stockholm til en eller anden vigtig fest, men var kun optaget af finde en computer, så jeg kunne blogge om det, og det gør jeg så nu, for den stod jo lige her, computeren, på det kgl. faldereb, rødt og af fløjl, til mimrende mandag.

Konkretistiske nyheder

Digt af Cathal McCoy i The New Yorker:

s  n  o  w  s  n  o  w  s  n  o  w
n  o  w  s  n  o  w  s  n  o  w
o  w  s  n  o  w  s  n  o  w
w  s  n  o  w  s  n  o  w
s  n  o  w  s  n  o  w
n  o  w  s  n  o  w
o  w  s  n  o  w
w  s  n  o  w
s  n  o  w
n  o  w
o  w
w

Statusopdateringer af Knud Steffen Nielsen de seneste par dage:

o prinsessen på ærten, her dog kun ærten

8 skøjteløber

================ langrend

>< .............>> to fisk mødes, kærlighed opstår, rogn lægges, farmand stikker af fra regningen, madammen eftersætter ham

H.C. Andersenitis

Ikke det alt for meget skriveri om det virkelig ikke særlig blændende og givetvis totalt svindlede eventyr "Tællelyset" (så skrumlet og tåget en konkret-fabuleren), men den almindelige, irriterende tendens til besjæling og personificering af ting og sager - og juletræer, som skiltet på Røde Mellemvej, hvor hjemløse sælger juletræer:

HJEMLØSE
JULETRÆER

Ja, et juletræ er vel pr. definition hjemløst! Men man man køber jo ikke et jueltræ, fordi det er synd for det, at det ikke har noget hjem: Hvis vi ikke havde opfundet den besynderlige tradition, ville de jo ikke være blevet fældet, men kunne have stå fredeligt med deres rødder intakt i deres hjemskov. Og jeg kan godt forstå, at de hjemløse spejler sig i jueltræerne, de vil også gerne plantes i en plasticfod et par ugers tid i en varm midddelklassestue, men det bliver de jo ikke, og så er spejlingen rent hjerteskærende, der er ingen der inviterer en hjemløs hjemløs hjem, de køber allersammen en juletræ, fordi de vil købe et juletræ og får småske så lige et par minutters samvittighedsvarme af at købe juletræet AF en hjemløs, det er også et temmelig dårligt eventyr.

Sjapoholic

I met a
Sjap Girl
in the
Love Sjap,
she's
Top Sjap

Skælde skælde

på mig
celle celle

for at have glemt at ønske Helle Helle tillykke med fødselsdagen i går, hun fyldte noget helt vildt mimimalistisk ungt

- og for at have glemt at blogge, logge på og logge af med mine bloggoggles oglende!

Min identitetsæstetik (holder ikke)

Jeg bryder mig ikke om bananer, men er glad for ting, der ikke er bananer, men smager af banan (banankage, bananis fx).

Jeg bryder mig ikke om kaffe, men er glad for ting, der ikke er kaffe, men smager af kaffe (kaffekage, kaffeis fx).

Jeg bryder mig VIRKELIG ikke om kartofler, men er glad for ting, der er lavet af kartofler, men ikke smager som kartofler (chips, pomfrits fx).

Jeg bryder mig meget om lakrids og er meget glad for ting, der ikke er lavet af lakrids, men smager af lakrids (dine kager med lakridsstøv, det californiske glas rødvin i går på Adendum fx).

Hvordan man dyrker sit navn

På et stykke fugtigt pladevat eller gaze drysser du små frø - karse er bedst - så de danner bogstaverne i dit navn. Vand forsigtigt hver dag. Efter få dages forløb vil dit navn begynde at gro.

- fra Hvordan man holder en krokodille og en bunke andre praktiske tips om alverdens mærkelige ting, 1987

McPers happeninginstrux

McDonalds kæmpestore tekstreklame på væggen over nedgangen til metroen på Kgs. Nytorv er lige de to grader mere avanceret end Per Højholts legendariske baglænsdigt "Udenfor ("står baglæns ud foroven & begynder franeden/ os tilbage og ikke kan være der & må vige &"), fordi ordrækkefølgen (men ikke bogstavrækkefølgen dog) også er baglæns, men desuden er selve tekstindholdet jo en reel happeningsinstruktion, a la Dalgaard, FLUXUS & co, i at BEVÆGE SIG baglæns - avantgarderespekt, kapitalistsvin!:

. Nytorv Kgs. på
McDonalds nye
den besøge at for
rulletrappen ad
op baglæns Gå

Gågængerklage til DR(byen)

FÅ SNEEN VÆK
FRA FORTOVET OG 
IND PÅ SKÆRMEN,
SOM JEG ALLIGEVEL
IKKE TÆNDER FOR
ELLER PÅ!

Udsøgt cykeltrussel

CYKLER PARKERET FORAN FACADEN
FLYTTES TIL CYKELSTATIVERNE
UNDER MIKADO HOUSE

hvilket jo lyder som en forsonlig udgave af det faste, ansvarsløse "Cykler fjernes uden ansvar"-skilt, indtil man tænker, at Mikado House velsagtens er situeret i Japan langt ud på landet et sted, så der i stedet er tale om en sjældent dæmonisk trussel: med vild omhu og omstændelighed vil vi flytte din cykel om på den anden side af jorden!

Beckettmaskine på Islands Brygge Station

(klistermærke:)

Rejsekort kan endnu ikke fås i rejsekortmaskinen

(grønt blinkende display:)

E r  k l a r

Endnu en forsmået storhed

HELLER IKKE MARIANNE LARSEN - EN LIGE SÅ STOR SCHNACK-YNDLING MINDST SOM HELLER ALDRIG NOMINEREDE PIA JUUL  - ER NOGENSINDE BLEVET NOMINERET TIL NORDISK RÅD LITTERATURPRIS (den ret nøjagtigt jævnaldrende (1952, ML 1951), men langt ringere digter Pia Tafdrup er blevet indstillet 2 gange (og ja, ja, ja, mind mig ikke om det, 2. gang vandt hun))!

Jeg sidder og genlæser - fordi jeg omsider, undskyld, undskyld, undskyld, har sat mig for at anmelde - Marianne Larsens uimodståeligt umiskendeligt fremragende 2012-bog Med skyer under fødderne; digt nr. 31 på side 35 handler om en blog, der forvandler sig - GID!:

Hende jeg aldrig havde set i virkeligheden skiftede
fra den ene dag til den anden sine ellers velskrevne meninger
på bloggen ud med småbitte kronhjorte
som jo ikke behøvede være hendes.
De kunne osse være en andens i dette øjeblik eller et andet
øjebliks liv derude et sted med småbitte kronvildt med flotte gevirer.
Som dyrene stod der og kiggede sig omkring kom der hele tiden
flere til skabt af ultrafine sekunddrøje historiske begivenheder
jeg godt kunne tænke mig slet ikke at forstå:
Buttede og slanke dyr imellem hinanden brølende
et minikaudervælsk af lyde

(dette afsnit fra ligeledes side 35 i 2 gange nominerede Josefine Klougarts SENEST nominerede værk, romanen En af os sover, når også frem til at handle om sekunder, men sekunddrøjden er og bliver postuleret, fordi den er uden poetisk personlighed:

Jeg møder dig, og i det samme ser jeg det hele. En saks, som får rigtig fat på et stykke stof, når bladet finder en retning i den vævning, som er stoffets skelet, stoffet slår en revne, flækkes og er en frugt med et hvidt kød. Det er den slags øjeblikke, jeg lever for, og den slags øjeblikke, jeg altid først opdager senere. Når man sidder der og tænker på, at det er for sent, nu, at tænke på, om man skal blive et sekund længere.)

Sneseende

Jeg har fået et hvidt øje,
et sneboldøje.

I dag tilbyder bloggen kun

dansk snevask og fygning

Slud er gud

Hvis man
snaver
i snevejr
bliver man
snuevorn.

Må jeg bede om flere konspirationsfortolkninger

som dem i filmen Room 237, alle mulige fantastiske, ansigstløse voice over-overfortolkninger af Stanley Kubricks herlige gyser The Shining (Ondskabens Hotel), der handler om holocaust og folkemordet på indianere og alting, og mest fantasifuldt om, at Kubrick assisterede med de jo som bekendt falske filmoptagelser af månelandingen, jf. fx sønnens Apollo 11-sweater, men den bedste og mest sandsynlige teori står ham månelandings-fortolkeren faktisk for, nemlig at den smadrede, røde folkevogn, som ham den (senere stakkels), sorte altmuligmand ser ude ved vejsiden i snevejret er et fuck you til Stephen King, der skrev romanforlægget, hvor familien Torrance ankommer til hotellet i en RØD folkevogn, mens de i filmens indledningssekvens, med de intergalaktiske skrig, ankommer i en GUL folkevogn - den køber jeg gladelig og umiddelbart -

og færre temahhhhhhhhhhtiske anahhhhhhhhhhhlyser

UFO-NYT fra Jokum

- er det ikke sammensværgelsesPRAKTISK mærkeligt, at Danmarks 2 største dramatikere (under 80 - yes, I remember Jess!) indenfor samme måned begge skriver om UFO'ER! Her et uddrag fra Jokum Rohdes sort krattende og gnistrende "Nørrebronekropolisbesværgelse" fra Booktraders julehæfte (der også indeholder høje højtidstrkster af bl.a. Viggo Madsen, Louis Jensen, Steen Jørgensen, TS Høeg, Lulu og Asger Schnack:

Sat af engang for længe siden i en mulm grå snetung aften af skygger, endeløse godsvogne væk ad Nørrebrohøjbanen, lad mig derfor igen understrege:
  At rum-fremmede er af kød og blod som du og jeg.
  At man ikke kan komme i forbindelse med rum-fremmede gennem ni-til-fem-arbejde, fingertrommen i arabisk ejede guld- og juvelergadebutikker (Al-Kabani, Nørrebrogade 57 th, Al-Amir Guld, Nørrebrogade 249) eller andre former for udskejelser. .
  At rumfremmede ikke står i kontakt med nogen her i Nørrebro, kun Valby. Er man således i telepatisk forbindelse med noget i Nørrebro, det være sig de dødes rige eller morgendagens lottogevinstudtrækningslister, må dette være noget der er ufo-sagen uvedkommende, i hvert fald på denne side af Brønshøj:
  JEG ER EN SATANSLANGE LANG SOM ÅRRÆKKEN AF MIN ALDER, JEG ER EN SKYGGESLUGER DER KOMMER OP FRA BAGGÅRDSKÆLDEREN NÅR DU ER ALENE DERNEDE, JEG ER EN BLODÆDER DER SIVER FRA SLAGTERBLOKKENE PÅ DEN FORKERTE SIDE AF JAGTVEJ, JEG SOVER OG JEG GENFØDES DAG EFTER DAG, MIT HØJRE ØJE BAGEST I NATBUSSEN, MIT VENSTRE ØJE FORREST I DAGBUSSEN, JEG ER EN KROKODILLE DER BEGÅR MIG I VOLD, JEG ER SLIKBUTIKSINDEHAVEREN I HEIMDALSGADE

Ja, du er, Jokum, din åndelige alien!

Al nødvendig, inspirerende research til Lille Allan 2

er dette faktum:

I Blekingegade (Blekingegade!)
ligger
en UFO-kiosk (UFO-Kiosk!)

- så skriver I bare videre derfra, Line og Peter, det burde ikke være svært,
og så anmelder jeg på bloggen (som de alligevel læser meget mere på Mars end WA) 

Skide inhabiltet

Jeg nu er erklæret inhabil hvad angår Line Knutzon, fordi nogen har fortalt min redaktør, hvad der med al selvdeklarerende tydelighed fremgår af min blog, at jeg mere end 1 gang har været i biografen med hende og set amerikanske komediefilm, hvilket jo er fordi, vi deler en FAGLIG lattermæssig interesse i komik, og derfor er det vigtigt, at vi engang imellem ler side om side til den samme film, så vores - hvad kan det hedde i flertal - lattere/latre kan diskutere med hinanden; og ja, så var hun nummermanden overfor de tre små mænd TSH, JB og mig, men det havde jo en vision dikteret for helvede, Men derfor kom Lille Allan ikke på Kritikerlisten i dag (og det er så 1 ting, men hvad med alle de kommende dramatik-bind på forlaget Drama, Danmarks sjoveste bøger, som ingen andre i hele verden og solsystemet anmelder, HVAD MED DEM NU?):

Line Knutzon og Peter Frödin: Lille Allan - den menneskelige antenne. 146 sider, 200 kr. Politikens Forlag

Knutzon har hidtil kun skrevet bøger baglæns, som dramatik først, og Frödin har haft det hele i munden og grimasseringen, på scene og på levende billeder, men pludselig springer dette livsfarligt grinagtige par ud som proffe og heldigvis også totalt løsagtigt platte og groteske børnebogsforfattere: "Bamse sad helt oppe på toppen af sin egen lort"!

Jussi-karton - ordanmeldelse

I Føtex i Amagercentret var der hele PALLER med Jussi Adler-Olsens nye kriminalroman, som alle anmelderne på implicit eller explicit KRIMIRELATIVISERENDE præmisser var vældig glade for - jeg tog et selvsikkert glittet eksemplar i hånden og slog tilfældigt op på et afsnit, der vist handlede om, at en ung indvandrerdreng blev mobbet med racistiske bemærkninger, hvilket fik ham til at føle sig på tre måder, der blev karakteriseret med tre adjektiver, hvoraf jeg kun husker det sidste: "tvivlrådig", fordi det er et lettere altmodisch ord, og det ikke fremgik, hvad mobningen gjorde ham tvivlrådig om eller over, og jeg MISTÆNKER, at der simpelthen er tale om akavet og sjusket brug af ordet, som jeg derfor kun vil give halvanden dynamolygte (ud af 117 mulige) og ingen hverken dyt eller båt. 

Alice-links i dette nu

(og hvorfor kan alle hvert år ikke indstille Alice in Wonderland til Nordisk Råds Litteraturpris, det ville gøre alting lettere?)

Gadenavn på Amager:   

HATTEMAGERVEJ

(hvor engang et værtshus ved navn Hattemageren lå, husker Rosinante&Co's direktør)

Ane Trolles sang "Salute" på hendes nye plade, hvor hun (efter bl.a. at have sunget (måske med henvisning til Chesire-katten): With a smile like that you can walk the moon) lavt messer:

drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me
drink me

Og Hanne-Vibeke Holst er dansk litteraturs Thomas Pynchon

Ifølge forfatteren Hanne-Vibeke Holst er der »noget Obama« over Uffe Elbæk. Hun er en god ven af kulturministeren og en del af hans - vidtforgrenede - netværk.
»Han blev valgt ind i Folketinget, selv om han stod nærmest usandsynligt langt nede på listen. Og det blev han, fordi han er eminent dygtig til at bygge netværk af græsrødder og frivillige op. Ligesom Obama kan han mobilisere mange mennesker, som bliver meget begejstrede og entusiastiske og hjælper ham. Han er også meget populær blandt unge og studerende.De elsker ham, fordi han viser nogle nye veje og lytter til dem og forstår den kulturelle virkelighed, de navigerer i«

Jamen, det er nu engang prosaen, der skal feje gaden efter poesiens natlige kalas

Overskrift i Politiken;

Prosa anker gadefejersag

Stilfærdige, nulevende digtere, jeg beundrer - et udvalg

(som svar på Tue Andersen Nexøs fornemmelse i kommentaren til tematik-blogposten nedenfor, som han nemlig tager helt fejl i: "Mit egen fornemmelse er, at du (til forskel fra jeg og andre, både akademiske og ikke-akademiske læsere) egentlig ikke bryder dig om det stilfærdige eller måske endda tyste tonefald i denne bog og i digtning generelt. Du kan bedre lide, når den går ud i excesser, allerhelst tonefaldsmæssigt rabalder. Der skal være trompet og storetromme på, ellers er du ikke rigtigt glad. Sådan som der er hos Jens Blendstrup. Tager jeg fejl?")

(jeg opdaterer løbende, som jeg kommer i tanke om dem, for stilfærdige digtere er i sagens natur sværere at aflæse på lystavlen om end støjende digtere (og de har åbenbart tit -sen-navne og hedder især Nielsen))

Dorrit Willumsen, Janina Katz, Klaus Høeck, Jørgen Leth, Per Kirkeby, Knud Sørensen, Eske K. Mathiesen, Peter Nielsen, Kirsten Thorup, Vibeke Grønfeldt, Laus Strandby Nielsen, Knud Steffen Nielsen, Marianne Larsen, Merete Torp, Thøger Jensen, Christian Yde Frostholm, Helle Helle, Lone Munksgaard Nielsen, Simon Fruelund, Sidsel Falsig Pedersen, Amalie Smith, Mia Degner, Olivia Nordenhof (i hendes roman og i hendes stjernegode blog-digt fra i går, der ikke tematiserer, men explicit fokuserer på, samtidig med at det praktiserer: stilfærdighed, her afslutningen:

thank you milk boy for making my life so quiet and pleasent yesterday/  hvor mine bryster, jeg lå og undersøgte dem for knuder/ indtil jeg blev helt hvid af kedsomhed og lavede popcorn og nudler/ stod og kiggede på vandet i gryden som om det var noget alvorligt/ det var som om jeg ikke fandtes, eller som om det eneste der er tilbage af mig er sådan en alvorsfuld førthed)

- og de har rigtignok allesammen rigtig meget personlig stemme og tone(fald), og det fleste også underfundig, finurlig, ironisk, hvis ikke direkte humoristisk stemme og tone(fald), det er nok dér min sans og smag konvergerer, tysthed er til hver en tid fedt nok. 

Jeg, Christina Hagen, takker for modtagelse af Albertineprisen 2012

(takkesang skrevet på CH's bestilling af professionel sangskriverske)

Mel: Højt fra træet grønne top

1.

Tak for prisen jeg modta'r,

stor er, vist det største,

og så er det avantgard'

- og den er min første!

Udvalget min tak skal ha' ,

også dem det kvaler ga',

Steffen stifted' prisen,

det ska' med i visen!

2.

På Forfatterskolen så,

samlet er vi alle,

jeg til dagen glædes må,

stolthed min fremkalde,

René pris fik sidste år,

efter ham til mig den går!

For "White Girl" får prisen,

tak si'r her novicen!

3.

Med i udvalg Ursula,

Simon og Mathias,

Lars og Knud og så Adda,

min applaus I gives.

Lars Bo afbud melde må,

andet måtte forestå,

- fadet her vil pryde,

synet vil jeg nyde!

4.

Sne i denne vintertid,

smukt, uskyldigt tæppe,

anes kan på baggrund hvid,

mørke sten og kæppe.

"Kig i spejlet og du ser,

hvorfor du en jomfru er!"

"Du gem bag den træet,

eller tæv som kræet!"

Sort Massa

til Christina Hagen og White Girl i anledning af Albertineprisen 2012

(normalisering af al primitivistisk negertale i den nye, danske oversættelse af Tintin i Congo)

- Ja, hr.
- Godt, hr.
- Er det dig, hr. Tintin, kan jeg komme frem?
- Snøft! En hvid mand kom og slog mig. Jeg blev bange. Den hvide mand tog bilen.
- Jeg sveder også.
- Gisp! En abe, der taler. Den har ædt Tintin!
- Er du ikke en abe? Er du sikker?
- Fint, hr. Han er stadig henne i bilen.
- Hr, Hr. Fangen er væk.
- Du er en ond hvid mand!
- Se, hvad du har gjort ved den stakkels sorte dreng.
- Jeg er træt.
- Men ... men ... jeg bliver snavset.
- Den hvide herrer er meget meget ond.
- Toget kører ikke, toget er i stykker.
- De sorte er ikke vrede mere. Jeg kommer frem.
- Du skal ikke køre. Du kommer med os til Babaoro'm.
- Du er en god, hvid mand. Du skal blive hos os. I morgen skal du jage løver med Babaoro'm-stammen.
- Hr. Du må redde os! Løven er meget vred!
- Den lille, hvide mand vinder de sortes respekt. Snart lytter de ikke længere til mig, heksedoktoren. Den lille, hvide mand må væk.
- Ak og ve! Heksedoktor! En stor ulykke er sket! Den hellige fetich er væk!
- Du har stjålet den hellige fetich! Den store ånd har sagt det til mig, Muganga.
- Jo, jo! Du har stjålet fetichen!
- Helligbrøde! Den hvide mand har knust den hellige fetich' hove! Død over den hvide mand!
- Når solen står op i morgen, vil Babaoro'm-folket dræbe dig.
- Jeg, Muganga, vil igen have magt over den dumme og uvidende Babaoro'm-stamme.
- Død og ulykke! Fangen er stukket af!
- Fangen er dér! Død over fangen!
-  (Jeg, Muganga, vil igen have magt over den dumme og uvidende Babaoro'm-stamme.)
-  Ha! Ha! De ved ikke, at jeg gør nar af dem og deres dumme fetich.
-  Hvad sker der mon derinde? Hører du råb og vræl?
-  De vanærer den hellieg fetich. De skal dø!
-  De skal dø!
-  Du er en god, hvid mand. Du skal være Babaoro'm-folkets høvding.
-  Han har stjålet en flot stråhat fra mig.
-  Nej, han har stjålet den fra mig.
-  Den hvide mand er meget klog. Han giver os en halv hat hver!
-  Han er syg, hr. Snøft! Han skal dø. Han er besat af onde ånder! Snøft!
-  Jeg er ikke mere syg! Jeg går på jagt!
-  Den hvide herre er en stor medicinmand. Han gjorde min mand rask! Den hvide mand er en stor bula maturi!
-  Hvad kan vi gøre?
-  Jeg lytter.
-  Ja, ja, det er ham.
-  Kyllinger! Bangebukse!Vi får se! Død over Babaoro'm-stammen. Jeg erklærer generalmobilisering.
-  Hatavu-hæren er meget moderme, meget veltrænet. Den vil give Babaoro'm-stammen bank.
-  Hr. de fæle hatavuer er på vej mod landsbyen! De vil dræbe os alle!
-  Vi bruger svært artilleri. Vi bombarderer ham! Så får vi at se, om han er en troldmand.
-  Giv agt! Sigt på den hvide mand! Højde 43,5 meter. Fyr!
-  Død og ulykke! Artilleriet er ødelagt. Nu må jeg selv dræbe den pokkers hvide mand!
-  Du er en stor troldmand! Du skal være Hatuvu-konge.
-  Leopardjagt? Han underskriver sin egen dødsdom.
-  Kender du aniotaer? Nej, det er et hemmeligt selskab, som kæmper mod de hvide.
Når en aniota får besked på at dræbe en sort høvding, som hjælper de hvide, iklæder han sig skindet fra en leopard. Han kommer kløer på hånden som en leopard og bærer en stav med en fod som en leopard og bærer en stav med en fod som en leopardpote. Aniotaen dræber den sorte høvding og sætter spor overalt med stokken. Alle tror, en rigtig leopard gjorde det. Jeg er en aniota.
-  Nu har jeg dragten på. Når den hvide mand går på jagt i aften ... forstår du?
-  Dræb mig ikke! Nåde, hvide herre! Dræb mig ikke!
-  Nåde, hvide herre! Nåde! Jeg kom for at dræbe dig ... jeg kom for at kværke dig! Men slangen fik mig først. Uden dig var jeg død. Jeg er din slave nu, hvide herre.
-  Han venter derhenne ved skoven, under baobabtræet.
-  U-ELE U-ELE U-ELE/ MA-LI-BA MA-KA-SI
-  Det er Tintin!
- Fader, regnelæreren er syg. Han kan ikke undervise os i dag.
-  Det er Tintin, den berømte reporter!
-  Det er Tintin!
-  Goddag, Tintin, du er velkommen hos os!
-  Javist! Alle her kender dig!
-  Følg med os! Vi har en stor overraskelse til dig.
-  Vi fandt den lille hund henne ved slugten. Vi tog den med herhen.
-  Jeg har fundet Tintins apparat.
-  Hvis der går et år og én dag, uden han kommer tilbage, tilhører det dig.
-  Jeg får aldrig igen en bula mutari at se som Tintin.
-  Hvis du ikke er artig, bliver du aldrig som Tintin!

En helt anden pris til en helt anden heltinde, der ikke gør noget halvt

ALBERTINEPRISEN 2012

prisoverrækkelse 4.12 kl 16.30
på Forfatterskolen 

taler/performere: Lars Bo Nørgaard, Lars Bukdahl

2012-prisen tildeles Christina Hagen

(Glæd jer, folkens! Jeg har fået en ældre kvinde fra midtjylland
til at skrive min takketale nu aka takketalefestsang i forbindelse
med, at jeg i morgen modtager Albertineprisen på Forfatterskolen

Det bedste var, at vi blev enige om, at en julemelodi måske var
på sin plads, hvorefter hun sagde: "Så...altså..sådan en lidt
intellektuel takkesang på en julemelodi, man kender...ja, godt, ja."
Dét er sgu fighterånd.)

komiteen: Ursula Andkjær, Simon Fruelund,
Mathias Kokholm, Lars Bukdahl, Adda Djørup og KSN

 

Tematik er ikke stemt, en stemme er ikke tematisk

Jeg kan stadigvæk ikke forstå, hvad adjektivet solvarmt betyder? Ud over at man bruger ordet sol enormt meget og enormt uklart (altså som heavy symbolsk og abstrakt ved siden af bare betydende solen deroppe skjult bag decemberhimlen). Først brugte Tue Andersen Nexø det i sin forelskede anmeldelse af Jonas Rolsteds debutbog Flex death i Information, og nu gentager Elisabeth Friis det i et lille hyldestindlæg til Rolsteds bog på Promenaden, der tager sit afsæt i underrubrikken på min egen uforelskede anmeldelse i WA Bøger:

Debutanten Jonas Rolsted er så lammende temperament- og temperaturløs, at man slet ikke orker irriteres./  Ja sådan skrev Lars Bukdahl om debutanten Jonas Rolsteds “Digt” – Flex Death. Rolsted er blevet rost meget, så han overlever jo nok den artige karakteristik. Men jeg forstår ikke prædikatet “temperaturløs”. Har vi læst den samme bog? Rolsteds tekst er da varm, solvarm – kærlighedsfuld. (...)
For det er nemlig lige præcis, og meget oplivende, offerpositionerne, også dem vi placeres i af “velfærdssamfundet”, som digtet får skrevet reversible – if You pardon my French.  Alkoholikerfædre kan også være smukke:/  Min far kunne også virke meget kejtet. Spinkel, ranglet, kejtet. Også ret feminin. Jeg synes der er noget forsonende over alle sådan nogle små ting jeg pludselig kommer i tanker om nu. (p17)/  Og hjemmehjælper-arbejdet tilfredsstiller måske nok vort Jeg fordi det får ham til at føle sig nyttig (banal-psykologisk), men det er ikke hele historien. Jeget er GLAD for sit lorte-job. Han nyder det som et stof, det afsætter “nogle meget dybe stød af lykke” i ham:/ “Måske fordi det hele tiden er så ærligt, så konkret ­ hele tiden knyttet til, eller i forlængelse af, en ting eller krop”. (p28-9).  Jeget er simpelthen til stede i det konkrete han gør, her skiftes der f.eks. ble:/  Men jeg holder borgeren fast mens min makker skifter hans ble. Jeg ser pludselig de to ansigter mod hinanden, forskudt i afstand og delvis overlappende, formørkende hinanden. Hvor min makkers ansigt vinder en hårdhed i mødet med kødet og bleen, bliver borgerens ansigt blødere og blødere indtil det næsten ligner et barns. (p23)/ lammende temperament- og temperaturløs?/ Det er også lykken netop ikke at være defineret af sine egne behov. Det er også frihed at leve med sin lortefar. Det er også skønhed at skifte den lorteble. Hey, det her er Nietzsche for fulde gardiner: Forholdet mellem årsag og virkning er reversibelt, og vi når ud hinsides the politics of happiness./  Jeg synes simpelthen den her tekst flyder over med: Here comes the sun (ja den med George Harrison) – og det varmer i det mindste denne læsers vinterparalyserede thumos:/ Solen etablerer en logik. Solen etablerer et sprog. Vi er selv sol. Se selv. Sol. (p72).

Akademiske litterater er så åndssvagt glade og glad åndssvage for tekster, der explicit bøjer sig selv i tematisk neon - i dette tilfælde reversitbilteten: grim/smuk alkoholikerfar, nedværdigende/lykkebringende hjemmehjælperjob - i stedet for at give det dynamisk, animeret stemme i selve tekstflugten, som fader-ambivalensen i Jens Blendstrups Gud taler ud, der aldrig pindes ud, men "bare" praktiseres for fuld, bevægelig og DERMED bevægende skrue. Men hvordan bliver en gerne dristig eller original (selvom den så også er nietzscheansk) tematisk figur - den dér reversibiltet - solvarm? Og hvorfor udviser akademiske litterater - ved siden af Elisabeth også fx Tue Nexø (i hans Rolsted-anmeldelse) og Lilian Rösing (den dér dobbelte Klougart-nomnering, se også nedenfor) - så ofte så dårlig litterær SANS!? Prøv dog at læse den ble-passage igen, allesammen, det sidste, den er, er da konkret, og jo slet slet ikke indvidualiseret, vel nærmest anti-individualiserende og anti-konkret i sin trælse, akavet og anstrengt formelle (eller som de sagde i 90'erne: morfologiske) abstraktion  (men det er jo bare "Det blomstrende Slagsmål" om igen, uden lirekasse - eller keyboard for den sags skyld). Jeg ved stadig ikke, hvad solvarm betyder, men jeg mærker ingen friktionsenergi overhovedet i de sætninger, de falder tungt og gråt, diffust og omstændeligt som ret præcist sludsneen lidt tidligere denne tirsdag.

Lad os endvidere kaste et blik på Schnacks og Rösings motivering for nomineringen af Josefine Klougarts roman En af os sover til Nordisk Råds Litteraturpris; tematik over alle bredder (og lidt om (demonstrativ og dermed tematisk) metafor-teknik); og bemærk, hvordan morens sygdom pænt uhyggeligt synes determineret af tematikken i stedet for omvendt, og hvordan der ligesom i Blå Port-medredaktør Rolsteds tilfælde altid er et rammende/lammende tematisk neonbøjende citat til rådighed:

Josefine Klougarts (f. 1985) tredje roman, Én af os sover, hører tematisk sammen med hendes første, Stigninger og fald (2010), for så vidt som de begge har samme landskab som ramme. Dog er landskabet nu sænket i sne og uigenkendelighed. Romanens ydre handling er en række sammenfaldende tab: jeg-fortælleren er blevet forladt af sin kæreste – ”den nye mand” – og rejser tilbage til forældrene og barndommens landskab. Men også det har mistet sit nærvær, og for at understrege alvoren viser det sig, at moderen er blevet alvorligt syg. Det sætter erindringer i gang, hvor tabet af en tidligere elsket – ”den afdøde mand”, som han kaldes, selv om han lever i bedste velgående – først nu kommer vældende med detaljeret smerte. Tabet opleves som en dobbelteksponering. Det ene lag af tab og sorg lægger sig oven på det andet. Denne flerhed af tab og sorg bringer jeget ind i en depressiv tilstand, hvor hun indser, at det, der var tænkt som varigt og taget for givet som sådan: barndomshjemmet, landskabet, hvor opvæksten fandt sted, og nu senere – i det voksne liv – ikke blot ét kærlighedsforhold, men to, et længerevarende og et kortere, kompliceret, at alt dette, der skulle have været livets sikre holdepunkter, i nævnte rækkefølge, viser sig som midlertidige. Der er ingen trøst at hente i det flygtige. Jeget bebor midlertidigheden, fanget i det vinterlige landskab, der ikke vil kaste genkendelighed og mening af sig. Fortælleteknisk eksponeres jeget ud i et hun (set fra jegets side) eller konkretiseres i et rum med figurer – hun og han – (set fra fortællingens side), hvilket kan udlægges som et tab af sikker jegfølelse foranlediget af tabet af sikkerhed i landskabet, kærligheden. Tilbage er en uskarp hvidhed – en ufrivillig, langtfra ønsket udviskning af identitet. I denne fortabelse overlever imidlertid en dyb poetisk opfattelse af billeders beståen: ”Der er en lille håndfuld billeder, jeg ikke bliver færdig med. Der er et hierarki af billeder, de er både kroppens og tankernes, følelsernes billeder; de slipper ikke” (p. 41). Og konkret får vi at vide: ”I toppen af mit hierarki ligger billedet af æbletræet med de lysende æbler” (p. 42). Dette billede – de røde æbler – dråber fra sorte grene – træet, der skærer sig kalligrafisk ind i vinteren – varieres bogen igennem som det nye holdepunkt, den poetiske tilknytning til verden.

Nej sneen er ikke sne, som sner, den er "en uskarp hvidhed – en ufrivillig, langtfra ønsket udviskning af identitet". Sammenlign med denne videostump fra et interview med forfatteren på Bogforum; hun er mindst lige så god som sine nominatorer til at tale tematisk om sin roman (og lige efter totaltematiseringen af egen roman, taler hun IMOD symbolik, tematik ER symbolik - noget betyder noget andet -  bare blegere og abstraktere), og det er jo bare fordi, den også og primært er skrevet tematisk, og det kan godt være at tematik er litterært og litteratur tematisk, men tematik er fandengaleme ikke litteraritet og litteraritet kraftedeme ikke tematik:

Er INGEN enige i, at Klougart-nomineringen udviser en EKLATANT(et) mangel på smagsdømmekraft!?

(STATISTIKKEN DOKUMENTERER, AT JOSEFINE KLOUGART ER DEN NYE PETER HØEG, BARE VÆRRE, ALTSÅ RENT STATISTISK:)

Nu er der gået 4 dage siden, Asger Schnack og Lilian Munk Rösing (som deres tredje og næstsidste nominering) nominerede Josefine Klougarts roman En af os sover og Kim Leines roman Profeterne fra Evighedsfjorden til Nordisk Råds Litteraturpris 2012, og INGEN som helst har, så vidt jeg har set og søgt og googlet, offentligt protesteret mod eller bare sat spørgsmålstegn ved rimeligheden i at nominere Klougarts anden roman 2 år efter, at Schnack og Rösing, i deres første nominering, til temmelig stor offentlig forargelse nominerede hendes debutroman Stigninger og fald. Og det er sgu da fandeme en langt mere kritisabel nominering denne anden gang, fordi det ER anden gang: At fejle er menneskeligt, men at fremture i fejlen er forbryderisk. Schnacks og Rösings seks nomineringer - Klougart, Voetmann, Katz, Grønfeldt, Leine, Klougart - postulerer, at Klougarts to bøger ikke bare hører til de sidste 3 års allerallerallerbedste (skrevet af en forfatter, der ikke allerede har fået prisen (det har af nulevende kun Rifbjerg, Willumsen, Tafdrup, Nordbrandt, Aidt)), som dansk litteraturs høje niveau og umuligheden i at sammenligne Rundetårn og et tordenskrald taget i betragtning er en ikke lille gruppe værker, men dels at hendes debutbog var så exceptionelt, uforholdsmæssig fremragende, at det blev den første nominerede debutbog nogensinde, og dels at bog nr. 3 er så exceptionelt, uforholdsmæssigt fremragende, at hensynet til udpegnings-diversitet må vige, så et udvalg (måske ikke for allerførste gang; jeg har ikke haft adgang til udvalgshistorikken, men som noget yderst sjældent, se nedenfor) 2 gange peger på den samme forfatter og for allerallerførste gang nominerer en forfatters bog nr. 3 (og for kun anden gang overhovedet nominerer en bog nr. 3) efter at have nomineret debutbogen. Og nu taler vi slet ikke kvalitet - OG DET VIL JEG GERNE HELT KORT GØRE: DER ER MASSER AF BØGER (se blogpost nedenfor for bare i år) DER ER LANGT BEDRE END KLOUGARTS TO BØGER, OG MASSER AF LANGT STÆRKERE FORFATTERE (også fra Klougarts egen generation, fra Amalie og derhendad), DER ALDRIG ER BLEVET NOMINERET (bare fx. af årets forfattere Hans Otto Jørgensen (som Klougart ustadigt jo er en forpulet epigon af) og Christina Hesselholdt og Pia Juul) - men bare statistik:

Ingen andre debutbøger er blevet nomineret

1 bog nr. 2 er blevet nomineret (Peter Høegs Fortællinger om natten)

1 bog nr. 3 er blevet nomineret (Peer Hultbergs Requiem, der udkom ca. 15 år efter nr. 2, Klougarts nr. 3 udkom året efter nr. 2, der udkom året efter debuten)

1 gang er en bog nr. 3 og 4 blevet nomineret (Requiem og Præludier - men med 3 år imellem)

1 gang er en bog nr. 2 og 4 blevet nomineret (Fortællinger om natten og De måske egnede - med 3 år imellem)

2 gange er 2 bøger af samme forfatter blevet nomineret med 2 år imellem (2 slavebind af Thorkild Hansen, 2 digtsamlinger af Henrik Nordbrandt)

3 forfattere er blevet nomineret 4 gange (Thorkild Hansen (vandt med Slavernes øer), Dorrit Willumsen (vandt med Bang), Henrik Nordbrandt (vandt med Drømmebroer))

4 forfattere er blevet nomineret 3 gange (Jørgen Gustava Brandt, Peter Seeberg (vandt med Om fjorten dage), Svend Åge Madsen, Peer Hultberg (vandt med Byen og verden))

21 forfattere er blevet nomineret 2 gange (Villy Sørensen (vandt med Uden mål og med), Klaus Rifbjerg (vandt med Anna (jeg) Anna), Poul Ørum, Inger Christensen (vandt HVERKEN med Det eller Alfabet),  Elsa Gress, Thorkild Bjørnvig, Tage Skou-Hansen, Cecil Bødker, Ivan Malinowski, Peter Høeg, Suzanne Brøgger, Kirsten Thorup, Klaus Høeck, Jens Smærup Sørensen, Ib Michael, Kirsten Hammann, Peter Laugesen, Pia Tafdrup (vandt med Dronningeporten), Morten Søndergaard, Thomas Boberg, Vibeke Grønfeldt)

SÅ DERFOR VIL JEG GERNE URETORISK SPØRGE LILIAN MUNK RÖSING OG ASGER SCHNACK: HVAD GØR JOSEFINE KLOUGARTS 2 ROMANER (OG SPÆDE FORFATTERSKAB) SÅ EXCEPTIONELT, UFORHOLDSMÆSSIGT FREMRAGENDE SAMMENLIGNET MED ALLE MULIGE ANDRE FØR OG NU, SOM STATISTIKKEN FORTÆLLER OS, AT DE (OG DET) ER!!!!!!!!!!!?????????

Sidsel er DK's Lydia

Jeg har omsider læst Sidsel Falsig Pedersens fjerde bog (jeg ved, jeg har læst de to første novellesamlinger (begge omtalt i Generationsmaskinen (og hvem har stjålet Johnnies eksemplar!?)), men har en uklar dårlig samvittighed omkring novellesamling 3 og 4, er det bare fordi jeg ikke har læst nogen af dem, eller kun ikke nr. 4, mens jeg til gengæld skulle have anmeldt nr. 3, men ikke fik det gjort!?) og første roman (forlaget kalder stadig debuten en roman, det er den stadig ikke) Måske går det over; og sikke en fin, intens, såret tysthed, for ikke, apropos Jonas Rolsted, at sige kedsommelighed, stiliseret sitren, formaliseret forfrossenhed, og mest minder det mig faktisk om mesteren Lydia Davis, når hun er mindst skævt påhitsom og mest cool neurotisk, ikke mindst i hendes eneste ene roman The End of the Story, og tænk, hvis Nordisk Råd-juryren eller bare Montana-juryen have vovet at nominere denne genuint glødende kulde, men måske andre har modet!!?? Her begyndelsen på kapitlet "Myrer":

Han sidder op ad sengegavlen med puder i ryggen, han ser syg ud, han er bleg og sort rundt om øjnene. Jeg har åbnet døren ud til balkonen, luften er frisk derude, det er en dejlig morgen. Jeg var ude på gange i nat og trække cola til ham i automaten, han har spist de mavepiller jeg havde pakket, men vi enige om at jeg hellere må gå ud og købe nogle flere.
  "Her er myrer," siger han og slår sig på ankelen, " de er irriterende."
  "Ja, de har en lille koloni henne ved hullet i gulvet der." Jeg peger.
  "Hvad er det her for et sted?" siger han irriteret.
  "Det er svært at undgå myrer," siger jeg.
  "Måske skulle jeg have været med til at planlægge rejsen."
  "Jeg sidder helt stille og mærker hvor let det er ikke at svare igen, det vil jeg prøve at huske. Måske er det bare fordi han er syg og jeg har et projekt nu, jeg skal på apoteket, og jeg vil overraske ham og købe kanel til at strø ud ved myrerne, det ved jeg at de ikke kan lide.

Romanen (og/om parforholdet) som myretue (myrerne er røde, og det sner).

Lines juleråd: Tegn en gave

»Jeg benytter gerne julen til at give børnene lidt gedigne gaver, noget, der holder, og som jeg har tænkt over, at de har brug for. F. eks. et par vinterstøvler til min datter. Og heldigvis har mine børn aldrig været vant til det der gaveræs, hvor man bare flår den ene pakke op efter den anden med alt muligt ligegyldigt,« siger hun. »Og hvis de ikke har råd til at give mig noget - og det ved jeg, at i hvert fald to af mine børn ikke har i år - så har jeg opfordret dem til at tegne gaven. Hvis man ikke har råd til at give noget, så giver man ikke noget. Det er jo tanken, der tæller.«

- fra interview med Line Knutzon i Berlingske Tidende (LINE KNUTZON BLEV ALDRIG selv en del af forbrugsfesten i de heftige nuller. »Jeg kunne slet ikke få adgang til alle de farlig lån. Det var jeg utroligt forbitret over dengang, men i dag er jeg meget taknemmelig,« siger hun.)

Men jeg ønsker mig NU ægte, utegnede billetter MED NISSEVANDMÆRKE til Lineficeringen af Nøddebo Præstegaard på Frilandsmuseet, som jeg skammeligt nok ikke fik set sidste år (ligesom jeg heller ikke fik set hendes sommerting derude, noget med en gammel retssag eller noget, hvilket er skammeligere endnu, fordi jeg vel ikke får chancen får at se den ting en anden gang, åh, at gå uhjælpeligt glip, men jeg kan prøve at plage om i det mindste at læse manus, inden det forhåbentlig, men sikkert først om 12 år, udkommer på verdens usynligste forlag, Drama - men den gode nyhed, ud over Lille Allan, stadig frisk og uundgåelig skrift jo, er, at Line og Naja Aidt og Mette Moestrup netop har skrevet sig yderligere 14 dage ind i deres umulige, stadig mere kaotiske, men vel også stadig mere fuldendte, fællesværk uden titel!)

Foruroligende nyt fra Korsør Kalenderen 2011

Det er lidt rystende at indrømme det, men min rastløshed er aftagende, vi falder mere og mere til. Det er rædselsfuldt og rystende. Susi, vores hund, er blevet venner med en løbsk høne. Og får vi ved af det, er vi vel blevet korsanere. Gisp! Så har sgu snart også noget på os. Forfatteren ... nåå, er det ikke ham med det uglede skæg. der ligner en sneil ornitolog fra Varde?

(...)

Korsør er en dejlig by. Fuld af meget forskellige mennesker. . På vores vej f.eks. bor der både flyttemænd og landmålere og lærere og taxichauffører og vinhandlere og arbejdsløse. Og det er sådan, en vej skal være. Jeg tro, hvis der er noget, jeg ikke brød mig om i København, var det enshed. Alle var på en eller anden måde ansat i et kreativt fag. Det var som et få sølvpapir på plomber at møde alle de kreative mennesker. Og det kan man ikke sige om Korsør. Det er på godt og ondt en by, der rummer alle slags mennesker, de fleste pendler, fordi det nu engang ikke er i byen, der er jobs. Det lyder som om jeg kender Korsør utroligt godt. Men det gør jeg ikke. Jeg er jo tilflytter. En luskefis fra Risskov ved Århus, der kom hertil. Og ærligt talt har det dejligt her.

MEN KØBENHAVN BRYDER SIG FRYGTELIGT OM DIG, JENS, OG ØNSKER SIG BRÆNDENDE AT RIVE DIG OP MED UÆGTE RODE FRA KARSEKLIPPEDE KORSØR, AT DU VED DET!

Fx

Voetmann Hesselholdt Andkjær Grønfeldt Larsen Foss Falsig Juul Lind Boot Ravn Pilgaard Smærup Grotrian Blendstrup Moestrup Jørgensen Smith Hagen Madsen Glaffey Nikolajsen Høeck Halling Jensen Jensen (2) etc.

Har hun virkelig skrevet 2 af de 6 bedste danske bøger de sidste 3 år, VIRKELIG

! ! ! ! ! ! ! ! ! !
? ? ? ? ? ? ? ? ? ?

Klougart igen ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ? ? ? ? ? ? ? ? ? ?

! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ?

Lygtepæleføljeton

(fra Radisson-hotellet mod Langebro - skrevet med samme graffitihånd):

FLOKDYR

FLOKDYR

FLOK

FLOK

FLOK

FLOK UBU

UBU ! ! !

FLOKDYR

Brændte mandler er ikke æbleskiver

Det er de bare ikke.

Æbleskiver hænger ikke på æbletræerne

Jeg er helt enig med Merete Pryds Helle, når hun på Facebook

synes at den nye kunstinstallation på Højbro Plads "Christmas Market" faktisk er bedre konceptuelt gennemført og vellykket end installationen "Ivolit" tidligere på året; samme retrostil med råt træ og flis; men en tydeligere ide og større involvering af brugerne i den kunstneriske ide. Og et kunstnerisk scoop at få en ægte tysker til at sælge Currywurst og derved pege på forbindelsen mellem det lokale og det globale og pege på diskursproblemerne i den moderne kunstverden.

Men jeg mener, at det afgørende konceptuelle indgreb i julemarkedet er, at currywurstens nærvær modsvares af æbleskivers fravær: DET ER ET JULEMARKED UDEN ÆBLESKIVER. HELT UDEN ÆBLESKIVER, ikke bare uden hjemmelavede - eller skal vi kalde dem stedspecifikke - æbleskiver, for det er ALLE julemarkeder nu om dage. Og alle æbleskivesalgssteder, selv i den bod ud for Magasin, hvor jeg købete æbleskiver forleden og som kalder sig BAGER Holm, smed man frosne æbleskiver fra en frysepose ind i mikrobølgeovnen, der smagte ret præcist af pap, det ville de vel ikke gøre med deres croissanter, hvorfor er æbleskiver helt anderledes kulinarisk æreløse; i gamle dage, da jeg havde årskort til Tivoli, kunne man som en selvfølge købe hjemmebage æbleskiver inde på deres julemarked, og jeg elskede lige at dandere indenfor og balancere ud på Vesterbrogade igen med ET SÆT, tre skiver og syltetøj og flormelis, der altid faldt som sne ud over min lange læderjakke, det kan man for længst ikke, og DERFOR har jeg ikke længere årskort; nutidens æbleskiver er RÅDNE æbleskiver, som jeg smider på alt, der er lige så meget af lave, de 7 minutter hver morgen, jeg tillader mig selv at være Jeronimus.

Jeg assisterer en assistent i positiv litterær nudgen

I - af alle steder - Bog&Idé i ødemarken Fields anbefaler en ung, kvindelig boghandlerassistent Kristian Bang Foss' nådesløst læseværdige roman Døden kører Audi (som sgu snart må blive nomineret til noget litteraturprishejs, på fredag skal vi fx diskuterer nomineringer til WA's litteraturpris, men først til januar til Kritikerprisen ...) til en rådvild midaldrende (hvilket sagtens kan betyde yngre end mig, fortæller jeg gysende mig selv) herre, der skal finde en samtidig dansk litterær julegave til sine kone: det kan godt være, at den ikke er blevet så omtalt, men hun har selv læst den, og den er virkelig god. Ja, kan jeg så ikke lade være med at indskyde, det er den virkelig, og salget er hjemme, og mindst 1 juletræ skal ikke skamme sig 24. december.

VELKEMMEN ANDROAS

I den nyligt udkomne, rigtig fine bogudgave af Bo hr. Hansens og Thomas Vinterbergs geniale novellefilm Drengen der gik baglæns (bedste danske film nogensinde? måske faktisk) kan vi omsider læse hele teksten til den nye klasses velkomstsang til Andreas, som i filmen voice over-overdøves og fades bort (og det er åbenbart sangersangskriver Agnes Obel, der er den lyshårede pige, der sidder ved siden af Andreas (spillet perfekt af Holger Thaarup)), man føler sig helt velkommen selv, i verden, omsider:

VELKOMMEN VELKOMMEN ANDREAS
DEN NYESTE GUT I VOR KLAS
ANDREAS DU ER JO SÅ AFLANG
SÅ NU SKAL DU HA' DIG EN SANG

VELKAMMEN TIL KLASSEN ANDREOS
VI HÅBER DU VIL KU' LI' OS
ANDREAS DIT DEJLIGE HODE
DEN MODIGSTE DRENG PÅ VOR KLODE

VELKOMMEN VELKOMMEN ANDREAS
VELKAMMEN VELKAMMEN ANDREOS
VELKOMMEN ANDREAS
VELKAMMEN ANDREOS
VELKEMMEN ANDROAS
VALKOMMEN ENDREAS

VELKOMMEN ANDREAS

(og, hallo, gamle drenge, man kan sørme se hele filmen på YouTube, det er obligatorisk, men en ren fornøjelse:

)

De er sjovest på Det Kgl.

Hele ensemblet, men måske særligt Tammi Øst som senil tjenestepige, i sommers på Ofelia Beach i Jokum Rohdes radikale sengekantsfarce  Har-har-har De set min kone?

Frem for alt plaget/ironisk brille-plirrende Jens Albinus og som hans søn manisk omkringjagende, lange, lange Peter Plaugborg i går aftes i skuespilhuset i Lulu - giv dog ham Plaugborg en hel, fuldstændig løsagtig FILMkomedie, selvfølgelig skrevet af Line Knutzon og - hvorfor ikke? - instrueret af Søren Fauli , hvor han kan gå Jim Carreysk amok; Albinus har allerede været ekstremistisk sjov på film, når manus altså har været af Lars von Trier, Idioterne, Direktøren for det hele, Erik Nietzsche - de tidlige år (som Niels Malmros-klon!), men det kan selvfølgelig blive vildere endnu! Hvad med et Satyrspil af Gustav Wied instrueret af Simon Staho!?

For en negativ litterær nudgen

Jeg synes, man inspireret af kampagnen mod godt gående elevatorrejsende i metroen, og særligt hinkeruden foran selve elevatoren (med beskeden om, at hvis den kan gennemhinkes, så har man da vist ikke brug for at tage elevator), skal installere en eller anden form for negativ litterær nudgen foran bunkerne med jammerlige bestsellere, kriminalistik og mommyporn, hos boghandlerne her i december, måske en hel masse brugte briller, som man bliver nødt til smertefuldt at gennemvandre for at nå frem til hammerligheden, og så beskeden:

Ydmyg ikke dine øjne!
Forkæl dem med fremragendehed! 
Udsæt dig ej for pegefingererende pudeskrift!
Slib dit laserblik smukkere på skønskrift!
Køb Bogstavets betydning af Vibeke Grønfeldt!
Fordi bogstaver kan og vil betyde betydeligt!

Anonym dobbeltfyring

Jeg har helt glemt at fortælle, at Jens Blendstrup og jeg efter ca. halvandet år i jobbet er blevet fyret som anonyme bidragydere til Weekendavisens 2. sektions BAGSIDE, som vi skrev og billedillustrerede ca. hver 5. fredag, og vistnok ikke fordi, vi ikke var sjove, men fordi bagsiden nu kun må kreeres af faste medarbejdere, der har deres faste gang TIL deres faste kontor i Antonigade, og det er jo fornuftigt nok så langt, at vi måske faktisk ikke, fordi vi var henvist til at nøjes med at støve google-links op, var helt så visuelt kreative, som vi burde og ville være, og blev det måske endda mindre og mindre, fordi processen for ofte ikke var et LIVE samarbejde, men foregik over mail, sådan at Jens sendte ideer som jeg flæskede ud og fandt billeder til, men det er fandeme TRIST, fordi det er så smukt og rigtig at SAMMENSKRIVE (og så sjovt at sammenbilledillustrere), selv og måske især når opdraget er at være yderligtgående PLAT, dvs. jo så SAMMENNPLATTESTSSLAGENDE. Her er vores (måske er den bare min?) allerførste prøve-bagsidetekst medsamt komplet pastede google-billedlinks:

Tekst med billede af Grauballemanden – der er ikke rigtig nogle i STORT format på Google og hvor han ligner Claus Beck; i den her er han set oppefra:

http://www.google.dk/imgres?imgurl=http://de.academic.ru/pictures/dewiki/71/Grauballemanden2.jpg&imgrefurl=http://de.academic.ru/dic.nsf/dewiki/540888&usg=__HLldiNsDrZ_lM6clo63G3cYssV4=&h=988&w=2511&sz=2072&hl=da&start=0&zoom=1&tbnid=KZmb3nzPWliV0M:&tbnh=72&tbnw=184&ei=OpeITfWRLcjqOcj61MkN&prev=/images%3Fq%3Dgrauballemanden%26hl%3Dda%26sa%3DX%26biw%3D1280%26bih%3D619%26gbv%3D2%26tbas%3D0%26tbs%3Disch:1,isz:l&itbs=1&iact=rc&dur=616&oei=OpeITfWRLcjqOcj61MkN&page=1&ndsp=18&ved=1t:429,r:3,s:0&tx=74&ty=29

I det her er han nyligt opgravet med fladt fjæs:

http://www.google.dk/imgres?imgurl=http://bibliotek7000.dk/historie/wp-content/grauballemand.jpg&imgrefurl=http://bibliotek7000.dk/historie/%3Fp%3D58&usg=__IkE9U0XYSTUgpLAz0NMowaDS0rI=&h=3189&w=3189&sz=1220&hl=da&start=0&zoom=1&tbnid=2ndfOYSVkzuT4M:&tbnh=141&tbnw=141&ei=OpeITfWRLcjqOcj61MkN&prev=/images%3Fq%3Dgrauballemanden%26hl%3Dda%26sa%3DX%26biw%3D1280%26bih%3D619%26gbv%3D2%26tbas%3D0%26tbs%3Disch:1,isz:l&itbs=1&iact=hc&vpx=126&vpy=99&dur=191&hovh=225&hovw=225&tx=136&ty=90&oei=OpeITfWRLcjqOcj61MkN&page=1&ndsp=18&ved=1t:429,r:0,s:0

Netop frikendte Das Beckwerk sagsøger nu avantgardekunstneren Grauballmanden A/S, der har et fast, men noget stillesiddende performancejob i en montre på Moesgaard Museum, for i små 2000 år at have kopieret den slående mangel på identitet og kød og blod, som Das Beckwerk til bevidstløshed i al uendelighed ejer rettighederne til. Grauballemanden udtaler lettere utydeligt inde fra sin montre, at han blev ramt af en slem omgang blues ved meddelelsen om Das Beckwerks sagsanlæg; han har ikke været så blå siden tyveriet af guldhornene i 1802.