Viser opslag med etiketten Martin Larsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Martin Larsen. Vis alle opslag

onsdag den 14. marts 2018

Om sandsynligheden af udstrakt, formfuldendt spontan-skønskrift ved nytårstide

- fra Martin Larsens anmeldelse af genudgivelsen af Dan Turèlls Here comes my 19th nervous breakdown i Information, 2002:

"Det første man bemærker, når man åbner den knaldsorte bog uden titel eller forfatternavn på omslaget, er, at størstedelen af den er skrevet og trykt med Onkel Dannys karakteristiske fine håndskrift. Kalligrafien veksler mellem at være enkel smuk og funktionel på den ene side og så at være spektakulær med store skælvende bogstaver og komponerede opsætninger på den næste. Hvilket ikke kan undgå at få én til at blive mistænkelig over for, hvorvidt teksten nu rent faktisk er skrevet på det lille døgns tid, den påstår at være. Der er ganske enkelt for lidt sjusk til, at man kan tro, at dette skulle være improviseret frem efterhånden. Det er selvfølgelig muligt, at teksten vitterligen er skrevet på de 22 timer, men så efterfølgende omhyggeligt er blevet kalligraferet (og sikkert også revideret). Det gør den ikke ringere, men det betyder, at håndskrivningen ikke fungerer som det tegn på autenticitet, man let kunne tage det som - fra bevidstheden direkte ud på papiret uden alle mulige filtrerende mekaniske mellemled - snarere er det et bevidst arbejde med tekstens udseende, og de sidste sider hen mod midnat bliver faktisk nærmest en slags visuel poesi."

Læserbrev nogle dage senere:

"Indsigelse

Til Martin Larsen, der den 17. okt. i en anmeldelse antød, at Dan Turèll snød med det tidsmæssige i sit '19. Nervøse sammenbrud' ved årsskiftet 1972/ 73. Selvfølgelig gjorde han ikke det. Poesien er en naturkraft, ikke et kulturprodukt. Det kan da godt være en fordel med spærringer og barrierer, hvis man har lyst til at bruge sit liv på at debattere ligegyldige småting i mægtige systemer men fjerner man dem i f.eks. 22 timer kan man sagtens skrive 14 A-4 ark i hånden.

 Peter Laugesen"

mandag den 31. juli 2017

3 x Peter & co.

August- og september-bøger fra Gyldendal, som jeg glæder mig markant til (3 af dem har jeg allerede eksklusivt læst, dem glæder jeg mig OVER!), men ikke fik nævnt i min Bogholderi-note om "Kommende attraktioner" i WA Bøger i fredags (hvor jeg på en top 3 (som om sådan en giver mening) nævnte bøger af Svend Åge Madsen, Ursula Andkjær, Kirsten Hammann (alle 3 tidligere glædet sig til på bloggen) suppleret med BREVKASSE af Line Knutzon og en truende epidemi-roman af Hanne-Vibeke Holst):

Peter Laugesen: Travelling

Peter Adolphsen; Rynkekneppesygen

Peter Højrup: Til stranden

Martin Larsen: Parasitsonetterne

Cia Rinne: L'Usage du Mot

Kenneth Jensen: Tragedie plus tid gange ni

Verificeret/sandsynlig glædelighed  x 6, realiseret om et øjeblik! 

lørdag den 29. april 2017

Ursularoman, Martinsonetter og andre forjættelser

- sensationelest fra Gyldendals program ind i september (ud over Hagens White Girl 2 og Aburas' agitprop-monolog og (omsider ny) Ina Merete Schmidt-roman i maj og juni og ny Laugesen-samling (Traveling) og CIA RINNE-SAMLING (L'usage du mot) i august og september)

Ursula Andkjær Olsen
Krisehæfterne.
Pandoras æske. Atlantissyndromet
Kristehæfterne er Ursula Andkjær Olsens første roman, en historie om de globale kriser og de helt lokale, om at lukke op for fortiden og dens mønstre, om at have tabt den og ønske at huske den, eller føle sig hjemsøgt af den og prøve at slippe fri. Om at forsøge at kaste liner ind i en endnu ukendt fremtid.
September
(bortset fra den imponerende flade, uursulaske reklametekst!)

(hardcore-flimrende uddrag i det nye nummer af Victor B. Andersens Maskinfabrik
Peter Højrup
Til stranden
På den tyrkiske ø Tenedos holder tre gamle kollektivvenner ferie. Linn og Hermann har deres tre børn med. Ib er alene, men optaget af stedets kok, mens Betty, som dene eneste udenforstående, venter på sin noget ældre kæreste. Ernst, der også engang var en ubrydelig del af kollektivet. Alle venter de, mens de skiftevis har forbitrede og håbefulde tanker om sig selv og hinanden. Peter Højrup dissekerer i Til stranden mentalt kærligheden, litteraturen og alle menneskers grimme sider. Bogen hudfletter også ferietilstanden, fællesskabet og det mere ordinære liv.
August
(kan godt lide "hudfletter også" - for jo åbenbart sådan cirka alting!)

(og som proklamere på blogpost om romanfremskridt (omtalt i Bogholderi-note i fredagens WA Bøger))
Martin Larsen
Parasitsonetterne
Med inspiration fra Inger Christensen beskriver Martin Larsen et system af sonetter, der danner sig selv i det uendelige. han undersøger netværksstrukturer mellem digte og viser skønheden i dise. Forfatteren har selv kodet algoritmerne og ønsker med projektet at opløse polariteten mellem poesi og poetik
(må han få sit ønske opfyldt!)

mandag den 20. marts 2017

Et indstik af smuldrende granit

En lillebitte, men vigtig bog, de skjuler sig (i spredthed) inde i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage udgøres af 8 af de 202 "fragmenter eller noter", som Stephane Mallarmé skrev til en bog, han aldrig fik færdiggjort, om og til sin søn Anatole, der døde som otteårig i 1879, og som senere blev samlet i bogen Pour un tombeau d'Anatole. Digteren Martin Larsen har gendigtet de 8 skarpt sorgfulde tekster særligt til Najas bog - her er de første 3:

                 "2)
for derefter blot at se ham
    som ideal
senere, ikke længere ham
levende der - men
kimen af hans væren
trukket tilbage i sig selv -
kimen der lader os
tænke for ham
- at se ham ( og at )

*

          Umælende far
                      begyndende tanke
     -
          åh, den frygtelige hemmelighed
    jeg ligger inde med
                            (foretage sig hvad med den
    -
          vil blive
                  skyggen af hans
                             grav
         vidste ikke -
             -
                    at han skal
                           dø

*

Bitterhed og
hævntørst
når det virker
som om han klynker
--
trang til ikke mere
at gøre noget - (intet)
remme forbi det
sublime mål osv. -"

Billedresultat for mallarme

tirsdag den 31. maj 2016

Monogrammatisk mistanke

Peter Adolphsen offentliggør det foreløbige persongalleri i sin nye roman med ordene:

"Der kommer formodentlig en liste over de medvirkende i Rynkekneppesygen. Det er et værre mylder. — at Hald Hovedgaard"

- flere af navnene ser mistænkeligt mongrammatiske ud, dvs. som er de hentet direkte fra Martin Larsens ottebindsværk Monogrammer (grundsignalement: eksotisk fornavn + ikke-eksotisk efternavn), hvilket er svært at bevise smart nok, da alle navne jo kun optræder 1 gang, men jo også helt i orden, og allerede forudsagt ved monogrammernes udgivelse, at dette er perfekt nødnavnelager for danske prosafiktionsforfattere:


søndag den 29. maj 2016

MARTIN LARSEN FORSØGER AT SKRIVE EN ROMAN!

og den ser ifølge hans blogpost i går - den første i 14 måneder fra denne blogpioner - i sin  forgrublede sirlighed ekstremt lovende ud (HJVK er en forkortelse for Hvis jeg var kunstner); han må gerne skynde sig ...:

28.5.16

Jeg forsøger at skrive en roman. Hvilket slidsomt og udmarvende vanvid. Men i dag når jeg en slags lille milepæl; jeg passerer 25.000 ord, dvs. manuskriftet er nu målt i sådan råt skrevent materiale længere end HJVK og dermed det længste, jeg nogen sinde har skrevet (jeg ville ønske, jeg kunne sige det længste sammenhængende, jeg nogen sinde har skrevet, men ... nej).
Her er i dagens anledning et første lille afsnit sendt ud alene på det store teksthav. Vi ses, når jeg når 50...

(Mikroskopisten)

På den tid boede der en ung franskmand, en jøde tror jeg, på etagen over mig. Han kom af og til forbi og vi snakkede sammen om kvinder og beklædningsgenstande og af til købte jeg også nogle af de småting, han solgte, han havde altid rariteter, han havde opsnuset, et miniaturemaleri i en halskæde, en lille elefant udskåret i elfenben, et sæt pistoler, som havde tilhørt en eller anden legendarisk revolvermand ude vestpå, en hjelm fra en mexikansk caballero … den slags. Den dag jeg flyttede ind, kom han og hilste, og det endte med, at jeg ejede en antik lampe af sølv, som han insisterede på at kalde en Cellini. Han handlede med de ting for sjov, for han havde masser af penge og kendte folk fra de bedste kredse og også nogen fra mindre pæne.
     Så kommer han en dag forbi og begynder at tale om Madame Vulpes, Madame Renard kaldte han hende, fordi han var franskmand, om hvordan han havde besøgt hende, og hvordan han havde skrevet en række spørgsmål ned på en lap papir, hemmelige spørgsmål af den slags man gemmer i sit hjerte og end ikke antyder for sin bedste ven og Sacrebleu! og Je vous dit merde! osv. denne djævlekvinde kunne svare helt præcist på dem alle sammen, på ting jeg aldrig har nævnt for nogen … han blev fjern i blikket. –Men lad os ikke tale mere om det, det er altsammen biologi, og det er ikke fordi jeg tror på det der … kom, jeg har en ny vase oppe ovenpå du skal se, det er en Palissy … 
      Så kunne jeg ikke lade være med at tænke på denne Madame, som var en spiritist i New York, som på den tid var meget omtalt. Jeg tænkte på mig selv som videnskabsmand, men ikke en af den slags, der udelukker, at noget eksisterer, bare fordi vi endnu ikke har en rationel forklaring på det. Der er mange ting, vi ikke ved, og kun de mest forstokkede og arrogante professorer benægter, at der er utallige kræfter i naturen, vi ikke forstår og nogle af dem synes under særlige omstændigheder at kunne virke direkte i harmoni med det menneskelige sind, som vi heller ikke forstår særlig godt. Hvorfor skulle man som videnskabsmand uden videre udelukke, at det er muligt at kommunikere med organismer af en anderledes beskaffenhed, åndelige væsener måske, og at de ligefrem kan hjælpe os i vores videnskabelige stræben? Vi ved meget lidt om det åndelige liv. Finder det fx sted i tiden eller uden for den? Hvis mennesket en dag gennem sin fortsatte evolution når et stade, hvor vi ikke længere bindes til materien, vil dette astrale menneske da kunne færdes i universet uden alle de begrænsninger kroppen er underlagt? Vil det kunne rejse frit i tiden og vil det kunne kommunikere med fortidens mennesker og dele sin viden med dem? Disse spiritister, man ofte hører om, forsøger som regel at få kontakt til de afdødes ånder og give deres efterladte en smule virkelig eller falsk trøst. Men er det ikke muligt, at der er andre og mere frugtbare former for spirituel kontakt?
     Den slags tanker gik jeg med i lang tid, og selvfølgelig endte det med, at jeg opsøgte Madame Vulpes. Jeg korresponderede først med hende og aftalte et honorar af en størrelse, der ikke var ubetydelig for en mand med mine midler, men jeg var stadig i besiddelse af en del af min arv, og jeg mente, at jeg nok kunne klare mig. Så en aften mødte jeg op i hendes hus, som var stort og mørkt, og som hun tilsyneladende boede helt alene i. Hun var en mørklødet kvinde med ravnsort hår og et ubevægeligt blik der tog en skarpt i øjesyn. Hun havde en spids hage og en lille rund næse. Hun åbnede selv og lukkede mig ind uden et ord. Vi gik gennem en stor forstue og ind i et mindre værelse, der var sparsomt møbleret med et rundt mahognibord og et par stole. – De ønsker at få nogen i tale? spurgte hun, og jeg forsøgte at forklare mit ærinde, som ikke syntes at vække nogen interesse hos hende. Hun bad mig sætte mig ved bordet og lægge begge hænder på det med håndfladen nedad. Vi sad i stilhed et stykke tid, et minut vel, før bankelyde begyndte at komme først fra bordet, som om nogen sad og hamrede en fyldepen eller mundstykket på en pibe mod bordpladen. Snart kom der også lyde fra ryglænet på min stol, fra trægulvet under bordet, fra væggene og endda fra de to store vinduer ud mod nattemørket. – De har heldet med dem, sagde hun, de er til stede i stort tal i aften. – Er der nogen, der vil tale med denne unge mand? spurgte hun, nærmest spottende, men jeg var alt for anspændt til at tage mig af det; en voldsom sværm af ånder syntes at banke løs på alt, hvad de kunne. Er den ånd, han søger, til stede i rummet, spurgte hun så, og efter et øjebliks stilhed lød der en mere forsigtig banken fra forskellige steder. På hver side af bordet, hendes og min, lå der papir og en pen. – Skriv Deres spørgsmål ned, sagde hun, De behøver ikke vise mig det. Jeg tog pennen og skrev med små bogstaver: – Hvem er du? Efter et nyt øjebliks stilhed kom der bankelyde fra rundt omkring. Madame havde grebet sin pen og hendes hånd begyndte nu at bevæge sig med stive krampagtige bevægelser, mens hun selv stirrede den modsatte vej uden at fortrække en mine. Da hånden slappede af, skubbede hun papiret over til mig, så jeg kunne læse det – Mit navn er Omegar, stod der. Madame gjorde med et næsten umærkeligt nik mod papiret tegn til, at vores samtale skulle fortsætte på denne måde. – Er du en af de døde? spurgte jeg. – Ikke endnu, svarede han. – Hvor er du da henne? Madames svar tog lang tid. – På Jorden. Jeg ved ikke, hvad du ville kalde dette sted. Jeg er i en by af krystal på havets bund. Jeg mener, der hvor havet var. Vores Jord er anderledes. Det er vinter her. Nætterne er længere; også dagene, men selv dagene er mørke. Solen er ikke så kraftig mere. Jeg ville gerne spørge ham om mange andre ting, men tiden var kort; uden tvivl ville Madame snart ryste på hovedet og afbryde seancen. – Ved du hvem jeg er? Efter kort tids pause: – Du er mikroskopisten. – Ved du, hvad det er, jeg gerne vil vide? – Jeg kan ikke læse dine tanker, min ven. Ikke på denne måde i hvert fald. – Jeg vil bygge et mikroskop, der er kraftigere end alle andre, så kraftigt som det kan blive. I min iver udtalte jeg disse ord højt i stedet for at skrive dem ned. Madame stirrede formanende på mig. Jeg skrev: – Er det min skæbne at bygge dette apparat? Svaret kom prompte: – Javist. – Hvordan? Hvad skal jeg gøre? Nu fulgte en lang periode, hvor Madames hånd kradsede bogstaver, tegn og skitser ned på flere papirark. Da hun omsider var færdig og skubbede arkene over til mig, forekom det mig, at hun så træt ud. Jeg kiggede febrilsk på instruktionerne, de forekom mig forståelige, skønt jeg havde svært ved at fokusere mine tanker. – Hvad vil dette instrument vise mig? skrev jeg. – Ting, ingen har set tidligere, svarede Omegar. Ved dette svar blev jeg så ophidset, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Madame Vulpes greb lejligheden til at lægge sin pen fra sig, rejse sig og sige, at hun håbede, jeg havde fået alt det at høre, jeg havde håbet. Da hun fulgte mig ud blev hendes ansigt mildere end det havde været før; hun virkede pludselig som en skrøbelig gammel dame. Mens vi gik gennem forstuen fulgte lyden af en banken mod trægulvet os hele vejen til yderdøren. Jeg efterlod Madame i hendes store hus alene med ånderne. ...

lørdag den 2. januar 2016

Praktisk attituderelativisme, 1. og 2. januar

På Ikea-stuebordet af falsk træ
ovenpå
bind V-VIII
af Martins Larsens
suveræne Bet-vinder
Monogrammer
fordelt i 2 bunker á 2 bind
står din søde computer
støt
og afspiller
alle 10 åndeløst uhyrlige afsnit
af Netflix' doku-føljeton
Making A Murderer

lørdag den 16. november 2013

Gentagelsen begyndte som en graffiti i Pompeii

Lars Frost har skrevet en stærk kostelig kronik med omkvædet "Hvis jeg stiller op til kommunevalget", hvor han forsøger at råbe i en megafon samtidig med at han slår sig selv over munden, eller omvendt rettere; bravt forsvarer han de hårdt trængte flanørers rettigheder i trafikken - og selvfølgelig er han pinligt klar over, at han har nolet formatet (i Kongskilde beskyldes Pablo L for at være lidt af en Frost-epigon i sin Brøgger-overskrivning/udviskning, hvilket han næppe er):

Hvis jeg stillede op til kommunalvalget, ville en eller anden emsig grødspisende maratonløbende belæst dulle fra universitetet gøre opmærksom på, at jeg havde stjålet min retorik fra Martin Larsens bog ’Hvis jeg var kunstner’, og det ville jeg have svært ved at benægte.
Men inden jeg fik en chance for at forsvare mig, ville en mindre belæst mand med en syv år gammel surdej i vindueskarmen gøre opmærksom på, at det var Dan Turèll, jeg stjal fra.
Nej, nej, ville jeg protestere. Allen Ginsberg, ville en tredje råbe. Turèll stjal fra Ginsberg.
Og Whitman, råber en fjerde og så videre. Så er det hele afsporet. Jeg ville råbe: Hvis jeg lige må få lov til at tale ud! Ingen har patent på retorik!
Og ærlig talt, så aner jeg ikke, hvad jeg ville stille op, hvis jeg var involveret i politik. Det her samfund er så langtfra noget, jeg kan stå inde for eller forstå. Jeg forstår ikke de mennesker, jeg er omgivet af. Jeg forstår ikke deres lyster og deres livsmål. Jeg forstår ikke, hvad det er, de drømmer om.
Jeg ved sgu ikke, hvor jeg skulle begynde forandringerne.
Jeg ville miste grebet om mig selv, jeg ville råbe alt for højt og slippe mit temperament løs! Så kan de lære det! Og jeg ville aldrig blive valgt!

Stationsdåb

Ved hjælp af Martin Larsens metrodigtsamling noter til det mere perfekte liv (som jeg læste op fra for danskere og nordmænd i går) kan det fastlås, hvornår metrostationen Fasanvej, vores metrostation, kom til at hedde Fasanvej, nemlig oktober 2006 (ved lejlighed kan Martin oplyse den præcise dato, selv med en kalender vil jeg ikke kunne regne det ud med sikkerhed, tror jeg), først derudvejens metrodigt:

Efteråret er over os, læser jeg
Jeg læser det i kalenderen og i bladene
         ikke
Bladene på træerne men bladene i
        metroen
Som hedder Metro Nyt og osse
       skriver at i metroen er der ingen
       tid og rum

                                                                9.56

så hjemvejens metrodigt:

I weekendens løb (tror jeg)
Har den foregående station skiftet
        navn fra Solbjerg til Fasanvej.
Det var egentlig ikke det jeg ville skrive om,
Men den slags begivenheder må
       naturligvis tage præcedens.

                                                           14.18

- naturligvis! Også her! For det er vigtigt!

søndag den 6. oktober 2013

Ur-papirkurven

Fra for en time siden kan I desværre ikke længere se Aagaard Andersen-udstillingen på Den Frie, som jeg nåede at fange i går: smældende malerier, sitrende skitser, tindrende tekstiler og de herligste ting og sager, også med bogstaver og ord, bl.a. et værk i en montre på væggen med 12 sammenkrøllede stykker papir og titlen

Et digts vanskelige fødsel

(og her et link til et instagram-billede, som digteren Morten Søndergaard måske i dag har taget af kunst-tingen og linket til i en tweet:

http://instagram.com/p/fISD9UvvUU/# )

som Martin Larsen garanteret ikke havde hørt om, da han kreerede sin Bukdahls Bet-vinder Svanesøsonetterne, der jo er en "hel" sammenkrøllet sonetkrans på 60 ark i en rigsarkivæske, men en smuk forgænger var og er det!


 Gunnar Aagaard Andersen, ORD, objekt i polyurethan, 1964-65. Foto: Jan Søndergaard.

torsdag den 20. december 2012

Verdens bedste århusiansk

fordi det er drevent på en ivrig og speedet, men stadigvæk vedkendt og stolt facon, er og bliver den unge forfatter Stine Pilgaards århusiansk, som demonstreret først ved Forfatterskolens jule-tamtam forleden, hvor hun oplæste brandgode, nye tekster om ikke mindst bryster og asiat-mobning på VERDENS BEDSTE ÅRHUSIANSK og derpå til Donna Wood-aften i går på Brooklyn i Nyhavn, hvor hun oplæste tekster fra Martin Larsens Hvis jeg var kunstner, der mærkeligt nok lød PERFEKT på VERDENS BEDSTE ÅRHUSIANSK, måske fordi kunstnerskinsygen og -satiren og -(værk)fantasien kom til at lyde så perfekt - og nu skal jeg passe på, så jeg siger ikke uskyldig eller renfærdig, men okay, det her er værre - JOVIAL, men på en COOL måde, på en COOL COOL måde, hvilket ellers ikke burde kunne lade sig gøre, at være cool jovial eller jovialt cool, men det kan det altså på VERDENS BEDSTE ÅRHUSIANSK, som er og bliver Stines.

torsdag den 31. maj 2012

Indpost

Første blogpost i et halvt år fra the original blogger Martin Larsen på the original blog Udpost, en hemmelighedsfuldt lysende linje, det klart har været værd at vente på, men tilskrevet en mystisk Tzara-maskine, som i hvert fald ikke Google ved af, måske er det en, digtmaskinmesteren Larsen selv har konstrueret, til brug for et kommende værk eller som et værk i sig selv, i hvert fald er jeg dybt nysgerrig og utålmodig efter at finde ud af, hvad den dobbelte Bet-vinder har oppe i ærmet (mens hjertet, for at give plads, sidder og banker ovenpå).

søndag den 27. maj 2012

Romanen på væggen

De 5 kunstværker (men desværre ikke billeder af dem, I må derop og se løs med egne øjne), jeg udvalgte til min WALK AND TALK i går på Louisianas udstilling af nyerhvervelser 2009-2011, Pink Caviar, og de 5 romaner og uddrag fra samme, jeg kontrasterede dem med:

Marcel van Eeden: Witz, 2009
(installation med og "om" personer, der hedder Witz til efternavn i telefonbogen for New York)

+

Martin Larsen: Monogrammer 1-8, 2007:

Sibel Hoffmann
Paulowa Lauritsen
Maheen Sommer
Hans-Henrik Overgaard
Jensmine Ravn
Alesandr Johnsen
Salahdin-Arbi Sørensen
Malaine Petersen
Suzann Nissen

-

Simon Evans: Everyone, 2011
(collage med forbindelseslinjer mellem et utal af personer, private og kulturelle relationer)

+

Charles Dickens: Our Mutual Friend, 1864-65:

The majority of the guests were like the plate, and included several heavy articles weighing ever so much. But there was a foreign gentleman among them; whom Mr Podnsap had invited after much debate with himself - believing the whole European continent to be in mortal alliance against the young person - and there was a droll disposition, not only on the part of Mr Podsnap but of everybody else, to treat him as if he were a child who was hard of hearing.
  As a delicate concession to this unfortunately-born foreigner, Podnsap, in receiving him, had presented his wife as 'Madame Podsnap;' also his daughter as 'Mademoiselle Podsnap,' with some inclination to add 'ma fille' in which bold venture, however, he checked himself. The Veneerings being at that time the only other arrivals, he had added (in a condescendingly explanatory manner), 'Monsiuer Vey-nair-reeng,' and had then subsided into English.
  'How Do You Like London?' Mr Podsnap now inquired from his station as host, as if he were administering something in the nature of a powder or potion to the deaf child; 'London, Londres, London?'
  The foreign gentleman admired it.
  'You find it Very Large?' said Mr Podsnap, spaciously.
  The foreign gentleman found it very large.
  'And Very Rich?'
  The foreign gentleman found it, without doubt, enormément riche.
  'Enourmously Rich, We say,' returned Mr Podsnap, in a condescending manner. 'Our English adverbs do Not terminate in Mong, and We Pronounce the 'ch' as if there were a 't' before it. We say Ritch.'
  'Reetch,' remarked the foreign gentleman.

-

Eliot Hundley: A Cairn of Cyssonema, 2009
(kæmpe collagebillede med mange fjer og fotos på nåle)

+

James Joyce: Ulysses, 1922:

So warm. His right hand once more slowly went over again: choice blend, made of the finest Ceylon brands. The far east. Lovely spot it must be: the garden of the world, big lazy leaves to float about on, cactuses, flowery meads, sneaky lianas they call them. Wonder is it like that. Those Cinghalese lobbing around in the sun, in dolce far niente. Not doing a hand's turn all day. Sleep six months out of twelwe. Too hot to quarrel. Influence of the climate. Lethargy. Flowers of idleness. The air feeds most. Azotes. Hothouse in Botanic Gardens. Sensitive plants. Waterlilies. Petals too tired to. Sleeping sickness in the air. Walk on roseleaves. Imagine trying to eat tripe and cowheel. Where was the chap I saw in that picture somewhere? Ah, in the dead sea, floating on his back, reading a book with a parasol open. Couldn't sink if you tried: so thick with salt. Because of the weight of the water, no, the weight of the body in the water is equal to the wight of. Or is it the volume is equal of the weight? It's a law something like that. Vance in High school cracking his fingerjoints, teaching. The college curriculum. Cracking curriculum. What is weight reallly when you say the weight? Thirtytwo feet per second, per second. They all fall to the ground. The earth. It's the force of gravity of the earth is the weight.

-

Michael Majerus: Ohne titel/ Studio Wall, 1996-2002 (kan ses i Politiken i dag)
6 x 5 kvadratiske grelt kulørte, abstrakte/figurlige malerier

+

Per Kirkeby: 2,15, 1967

Princess Alessandro, twenty-six years old, married to Prince Ruspoli, is the golden-haired, golden girl of Europe. She looks so young it is hard to believe she has been married five years and has three children. She is a little heady for a royal princess. She is, inevitably, a public person.

Vinden havde bidt sig ind i hans blå øjne. Sandet havde slidt ..

Ørekule, Jettebrink, Hundevangsfald, Hundevængeklint, Fruerstuefald, Vidskud, Skrædderrende, Lille Steilebjerg, Steilefald, Store Steilebjerg, Grårygfald, Gråryg, Nellerende, Nellerendenakke, Sommerfald, Sommerspir, Sandfald, Sandpynt, Græder.

-

Wolfgang Tilmans: Freischwimmer 130, 2009
Stor, grøn-blåt foto af sædceller i kaotisk aktion

+

Laurence Sterne: The Life and Opinions of Tristram Shandy, 1759-63

I wish either my father or my mother, or indeed both of them, as they were in duty both equally bound to it, had minded what they were about when the begot me; had they duly considered how much depended upon what they were then doing; - that not only the production of a rationel Being was concerned in it, but that possibly the happy formation and temperature of his body, perhaps his genius and the very cast of his mind; - and for, aught they know to the contrary, even the fortunes of his whole house might take their turn from the humours and dispositions which were then uppermost: - Had they duly weighed and considered all this, and proceeded accordingly, - I am verily persuaded I should have made a quite different figure in the world, from that, in which the reader is likely to see me. - Believe me, good folks, this is not so inconsiderable a thing as many of you may think it; - you have all, I dare say, heard of the animal spirits, as how they are transfused from father to son &c. &c. - and a great deal to that purpose: - Well, you may take my word, that nine parts in ten of a man's sense or his nonsense, his successes and miscarriages in this world depends upon their motions and acitivity, and the different tracts ands trains you put them into, som that when they are once set a-going, whether right or wrong, 'tis not a halfpenny matter, - away they go cluttering like hey-go-mad; and by treading the same steps over and over again, they presently make a road of it, as plain and as smooth as a garden-walk, which, when they are once used to, the Devil himself sometimes shall not be able to drive them off it. 
  Pray, my dear, quoth my mother, have you forgot to wind up the clock? - Good G-! cried my father, making an exclamation, but taking care to moderate his voice in the same time, - Did ever a woman, since the creation of the world, interrupt a man with such a silly question? Pray, what was your father saying? - Nothing.

onsdag den 14. december 2011

Mursten top 9

De 9 bedste danske bøger på over 500 sider de sidste 50 år i kvantitativ rækkefølge (inspireret af kvalitet-kvantitet-diskussionen med Lars Frost nede i kommentarfeltet til Ursula-posten);

hver forfatter optræder kun 1 gang, selvom han/hun har skrevet flere +500-bøger; med 1 kvalificeret undtagelse tæller opsamlinger (og romanserier og trilogier) ikke med; jeg kunne ikke finde 10, hvis jeg skulle overholde reglen 1 bog pr. forfatter; bloglæserne må frygtelig gerne supplere med mursten, jeg har glemt; generelt holder danske forfattere sig langt væk fra den rent kvantitative monstrøsitet (vores som sådan mest produktive forfatter, Klaus Rifbjerg, har kun skrevet 1 +400-bog (eller måske faktisk +300-?), Alea på 459 sider); sigende nemlig at flere af forfatterne på listen har skrevet flere +500-bøger, mens alle andre gode forfattere end de 9 ingen har skrevet (+400-bøger har pænt mange skrevet, hvilket tyder på, at det kritiske skel går ved de 500 sider):

1. Martin Larsen: Monogrammer 1-8, 2007, 5984 sider

2. Jess Ørnsbo: 14 spil for løst publikum, 1987 (de fleste ikke tidligere trykt i bogform, derfor inkluderet), 1012 sider

3. Kirsten Thorup: Himmel og helvede, 1982, 718 sider (2 500+bøger yderligere, Den yderste grænse, 1987, 707 sider, og Elskede ukendte, 1994, 615 sider)

4. Svend Åge Madsen: Tugt og utugt i mellemtiden 1-2, 1976, 696 sider (1 500-+bog yderligere, Syv aldres galskab, 1994, 508 sider)

5. Klaus Høeck: HJEM, 1985, 640 sider (1 +500-bog yderligere, Palimpsest, 2008, 579 sider)

6. Peer Hultberg: Requiem, 1985, 611 sider

7. Poul Vad: Kattens anatomi 1-2, 1978, 602 sider

8. Vibeke Grønfeldt: Mulighedernes Land 1-2, 1989, 548 sider (1 500+-bog yderligere, i års Livliner, 528 sider)

9. Niels Henrik Svarre Nielsen: Biografisk Skygge Leksikon, 2000, 503 sider

Og det er jo knap mursten nok til et hundehus!

tirsdag den 23. november 2010

Samtidig med at Tom Jones spiller i Vega

læser jeg op i morgen klokken 20.00 i Møstings Hus på Frederiksberg med et dream team af valgslægtskaber bestående af Martin Larsen, Rasmus Nikolajsen og Martin Glaz Serup, i anledning af Martin 2's nye digtbog Marken, hvis release party det samtidig er. Kom i det konceptuelle festhumør!

mandag den 6. september 2010

Fanø-oplæsnings-kanon, så godt som Ved havet

1. Pia Juul

2. Hans Otto Jørgensen

3. Team Basilisk: Martin Larsen/ Majse Aymo-Boot/ Peter Højrup

Ikke fordi de andre, jeg hørte med et helt eller halvt øre, inkl. mig selv, ikke også var gode, men fordi de tre var bedst, mest loyalt Seerbergske og sig selv (for Tema Basilisks vedkommende = mest Basilistisk) på én gang.

En suspense gennem dagen var hvordan og hvorvidt oplæserne oplæste klokkeslettene i margenen, der ikke sjældent står lige ud for en sætnings- eller endog orddeling, som en skrap skriptuel sabotage eller bare irritation (som en sten i munden) af mundtligheden; i top 3'en sprang Martin og Peter dem over, mens Majse og Pia tog dem med (det gjorde jeg også selv) - og jeg kan ikke huske, hvad Hans Otto gjorde, nok fordi jeg ikke fulgte med i bogen på det (½sene) tidspunkt.

Og hey, hvor er det en god roman, og som alle de bedste romaner perfekt fragmenterbar; her et afsnit på side 122, klokken 14:10, som Pia Juul læste op (referat af romanen: En strand sker):

På grund af den kluntede måde skyen bevæger sig på, tager det sin tid, før skyggen vandrer nord og østpå ind over stranden. Her følger alle den spændt med hånden over øjnene. Den er stor, men mindre, end da den nærmede sig, man ser lyset inde på klitterne og lyset ude på havet, derimellem er skyen. Set lige nede fra er den ujævn i farven som en torskefisk, men af væsen er den som en drageunge, der er faldet i søvn.
- se skyen, er der mødre der siger til deres børn, men børnene ser ikke op ret længe, de ser straks, at det måske er noget helt andet end en sky.

Og uden for lå Vadehavet og var usandsynligt fladt, og nogle digtere, ikke mig, vadede også i det, som i en stor vandpyt.

Fin dag i en god roman -

torsdag den 12. august 2010

En digter-morfning tur-retur

Martin Larsen

Marin Larsen

Marine Larsen

Mariane Larsen

Marianne Larsen

Martianne Larsen

Martiann Larsen

Martinn Larsen

Martin Larsen

(og så kan vi sige tillykke til ham som sig selv, han er lige præcis 363 dage yngre end mig)

fredag den 18. juni 2010

Sky Umpapa - som efterfesten

Jeg fortæller mig selv, at det jo er godt - som jeg gudhjælpemig skrev en hel kommentar om for får uger siden - at jeg gider hidse mig op over Skyums anmeldelse af Hvis jeg var kunstner, for det gider jeg garanteret ikke gide, når Erik Svendsen engang nosser sig sammen i JP - men for satan og helt ærligt: han har jo, så vidt jeg kan læse, misforstået hele præmissen: At digterjeget forestiller sig at være BILLEDkunstner; Skyum tror, han bare forestiller sig at være kunsner, dvs. inkl. digter, ud i det blå:

Lægger man trykket på kunstner, underforstås ‘i modsætning til og til forskel fra hvad jeg i forvejen er’. Lægger man trykket på jeg, underforstås ‘i forhold til alle dem, som kalder sig kunstner, eller som andre har betegnet som kunstnere’. Lægger man trykket på var, underforstås med subtil ironi, at tekstens ‘jeg’ ikke er kunstner, skønt det, man just læser, vel sagtens er kunst. Og isolerer man ordet Hvis ved at placere trykket her, underforstås der en art utopi, måske en længsel efter at redefinere kunstner og ‘kunst’.

Og så tror da fanden, at han ikke kan finde hoved eller hale på bogen, eller rettere, parallelt med anmeldelsen af Niels Franks langt mere loose konceptuelle Spørgespil, anklager bogen for ikke selv at have hoved og hale - hvorpå han mekanisk kan dekretere, at hoved- og halsløshed er for galt, fordi for løst. Det er jo rigtigt nok, at den hypotetiske billedkunstner, som jeg kalder ham i min egen dybt indsigtsfulde anmeldelse, der heldigvis er trykt i WA i dag, nu og da og mere og mere falder sammen med den reelle digter Larsen, men det sker netop som bevidste sprækker i og skred fra den centrale, hypotetiske præmis, i dens vidtstrakte, men stadigvæk SPECIFIKKE alternative zone: Hvis jeg var BILLEDkunstner.

Jeg kan jo ikke stille noget op med Skyums smagdomme om, at bogens "sammenstykkede bidder (...) for langt de flestes vedkommende er glemt lige så snart, de er læst, simpelthen fordi de mangler sproglig prægnans, og fordi tankerne trods al bagvedliggende teori ikke ambitionerer højere end et elegant didah-didah." Min smag dømmer anderledes, jeg oplever både sproglig prægnans og ambitiøs tankevirksomhed - men jeg hører også en personlig (hvad kalder jeg den i min anmeldelse. "roligt gnistrende") stemme, til hvis personlighed en kølig (men jo ikke derfor ulidenskabelig, lidenskabelig med køligheden akkurat) intellektualitet velgørende nok også hører. Men Skyum er slet ikke interesseret i at lytte sig frem til nogen personlig stemthed eller egensindig projektualitet i hverken Hvis jeg var kunstner og Spørgespil, det ville nemlig spolere anmeldelsernes centrale postulat om, at vi har at gøre med EKSEMPLARISKE værker, jf bare begyndelsen på Larsen-anmeldelsen:

Skulle nogen en dag anmode mig om at udpege et helt igennem prototypisk eksempel på selvrefleksiv, eksperimentel, postavantgardistisk, teoretisk helgarderet, selvironisk litteratur, kunne jeg sagtens finde på at henvise vedkommende til Martin Larsens nye værk, som nødigt vil være et ‘værk’, men muligvis da gerne et ‘projekt’.

"prototypisk" og "teoretisk helgarderet" får pludselig de øvrige, mere neutrale - og korrekte - adjektiver, selvrefleksiv, eksperimentel, postavantgardistisk, selvironisk, til at lyde mistænkelige, mistænkeligt programmatiske så nemlig - og igen er jeg simpelthen bare uenig; jeg synes slet ikke, bogen er helgarderet, jeg synes, den er enormt porøs - jf bare, som jeg gør i min anmeldelse, alle de forbistrejfende kvinder - og at det er en af dens store styrker.

Og til sidst: Hvorfor skulle bogen nødigt ville være et værk? Selv (eller måske især!) Svanesøsonetterne er da langt mere værk, forstået som unikt karakterfuld æstetisk enhed, end 99 % af de romaner, der udkommer på dansk.

Pyh!

tirsdag den 15. juni 2010

Hvis jeg var avis, ville jeg bringe en anmeldelse af Hvis jeg var kunstner - i går!

Nogle gange er det altså utroligt med forskellen på buzzet i digterkredse, på blogs og i live samvær, hvor alle er helt elektriske med Martin Larsen Hvis jeg var kunstner, og så den massive cluelessness på aviserne, af hvilke kun Midtjyllands Avis har anmeldt unikummet, med følgende trøstesløse konklusion: "Alt dette er jo meget pædagogisk, konceptet forløses fint og med sproglig fantasi, men bogen bliver næppe nogen bestseller." (korrekturlæseren ringede i går om en pinlig fejl (mistænkelig i stedet for mistænksom!) i min egen anmeldelse, så mon ikke den kommer i på fredag ...) .

- når man googler 'Martin Larsen Hvis jeg var kunstner'', linkes man pudsigt nok til følgende kommentar til en artikel i Information fra 2008 om modtagerne af årets treårige legater, hvoriblandt Martin Larsen befandt sig:

Hvis jeg var forfatter, ville jeg koncentrere mig om at skrive ‘konceptlitteratur’, det er tydeligvis lettere at ‘tjene’ penge ved at bejle til en flok langhårede og verdensfjerne smagsdommere end til det læsende publikum.

fredag den 11. juni 2010

Anmeldelsesnuller

Nuller denne morgen i rækkefølge efter subjektiv smertefuldhed:

1. nul: Nul anmeldelser af Hvedekorn nr 1., 2010, nogensteder -

2. nul: Nul anmeldelser signeret mig i Weekendavisen (og ikke fordi jeg ikke havde skrevet mindst 1 nemlig, se 3. nul) -

3. nul: Nul anmeldelser af Martin Larsens Hvis jeg var kunstner nogensteder -

men bare prisværdigt udsyret pro-mig-læserbrev i WA og en åndssvagt forvrøvlet afslutning på Skyums ellers glimrende positive Bombaygryde-anmeldelse i Inf om, at Jens "skridt for skridt træder ud af hans [mit, LB's] litterære paradigme, hvori patos partout skal punkteres og grinet generaliseres . Hvorved 'alting dobbelte farvning' må annulleres . Så litteraturen kan blive 'sjov', og derved dejligt ligegyldig." Som om! Min kritiske praksis gennem 22 år kan reduceres til fjant-fundamentalisme; ja, jeg går stærkt ind for Storm P. og P. Sørensen Fugholm, og mener at de snildt kan måle sig med Pontoppidan og Tom Kristensen, men mine store helte er og bliver Højholt og Laugesen og i en sidevogn Dan Turèll - og i en zeppeliner Charles Dickens. Ekstremistiske dobbelttalere alle! Som om! Nogen nogensinde har kunnet indfange Jens i et litterært paradigme! Som om! Jens modnes i 1 patetisk ensretning: han eksploderer, Erik, til alle sider, og hvis jeg var dig, ville jeg gå i dækning nu, inden du får Bagerkoner og slagterenker på hinkestenene: skridt for skridt vil i en helt anden betydning fyge tæt. Og en masse, masse fodbold, herunder Skyums anmeldelse gudhjælpeme.

Og nu over til Hvedekorn-reklamerne -: