TILLYKKE TIL OMSIDER KRIMINALISEREDE CHRISTINA

Christina Hesselholdt, der har fødselsdag i dag og ikke kan holde op med at vinde - Store Pris, oversættelser til alverdens sprog - udgiver henne i februar EN NY ROMAN, reality-inspireret, KRIMINALISTISK reality-inspireret, ÆGTESTE SENSATION, er det muligt at glæde sig betydeligere?:

Format:

Bog, hæftet

Udgivelsesdato:

15-02-2019

Sprog:

Dansk

Sidetal:

192

I 1985 blev Derek og Nancy Haysom brutalt myrdet i deres hjem i Virginia. Datteren Elizabeth Haysom og hendes tyske kæreste Jens Söring blev efter en længere efterforskning og en pinefuld retssag idømt livsvarigt fængsel for dobbeltmordet. Elizabeth har forklaret at det var Jens Söring, som udførte mordene. Jens Söring har fastholdt at han oprindelig påtog sig skylden for at beskytte Elizabeth og fordi han troede at han som diplomatsøn kunne påberåbe sig immunitet. Men at det i virkeligheden var Elizabeth som myrdede forældrene. Skyldsspørgsmålet er aldrig blevet afklaret.Virginia Is For Lovers er en roman bygget på et skelet af virkelighed. Fortælleren hedder Mr. Up Front. Som en paparazzo-fotograf driver han rovdrift på kendte menneskers liv og offentlighedens enorme appetit på hemmeligheder og gåder. Nu står Mr. Up Front med mordgåden fra 1985 i hænderne. Men i virkeligheden er det tiden inden dobbeltmordet, hvad der førte til mordet, som interesserer ham. Han styrer de fire hovedpersoner Elizabeth, Jens, Nancy og Derek gennem sin fortælling som var de heste og han kusken. Hvad er hans eget motiv og hans egen sårbarhed? Han er ensom. Og synet af Elizabeth i et tv-program om den gamle retssag har gjort ham forelsket.

Hikke. - semikolon - Solar

Jeg fandt på en citatside det her sjove citat krediteret en uhyggelig bestseller- og skrivemanualforfatter:

"The semi-colon is a burp, a hiccup. It's a drunk staggering out of the saloon at 2 a.m., grabbing your lapels on the way and asking you to listen to one more story."

 

James Scott Bell 

 

- og så læste jeg videre i (begyndelsen på - jeg nipper mig frem, er bange for at komme til at sluge for hurtigt (og få postapokalyptisk hikke) men det er som forventet djævelsk læseværdigt skrift (i sin rastløst bevidsthedsstrømmende, vittige/visionære polyfoni)) Theis Ørntofts Solar, og han er også, ligesom mig og Christina Hesselholdt m.fl. semikolonmisbruger, her er de mellem punktummer to seneste, side 41, Theis-jeget vandrer selvkritisk på hærvejen:

"Den ubrudte grusvej havde en desillusionerende virkning på mig, det var som om den lige vej afklædte vandringen dens eventyr og viste den frem som det den egentlig var: en distance melem a og b, en linje mellem et startpunkt og et slutpunkt; alt ud over dette var indbildning fra min side, jeg gik jo for helvede bare og indbildte mig vandringen, inde i skoven på de små knudrede danske stier, jeg bildte mig selv en rejse ind, alle disse sammenkrøllede stisystemer, op og ned, bregner og mos, gult og grønt, lys og mørke; vandringen er var ikke andet end en latterlig indbildning."

Essayist-top 5, nej 6, 7, 8, 9

- altså essayset er jo ligesom novellen (blevet) et dybt ulideligt og håbløst utidigt format, men bortset fra det! efter Jokum Rohdes Modkørende, og hvis vi nu kalder Ursula Andkjærs Krisehæfterne en essaysamling (i krise!) i stedet for en roman, det kan vi sagtens, og kommer i tanke om Christina Hesselholdts En have uden ende (der nøjedes med genrebetegnelsen "prosa" - hendes Camilla-bøger agerer også essayistiske) må listen se sådan her ud:

1. Mikkel Thykier

2. Jokum Rohde

3. Niels Frank

4. Ursula Andkjær Olsen

5. Klaus Lynggaard

6. Christina Hesselholdt 

- okay, vil egentlig også gerne have Per Kirkeby med, og Peter Laugesen, og hey, Vibeke Grønfeldt i Endnu ikke (essayroman) 

Viva Vivian!

Christina Hesselholdts blitz-intense Vivian præmieres med DR's Romanpris - det er GODT!

Og den mest/eneste ikke-traditionelle roman, der har vundet den pris siden Jens Smærup Sørensens Mærkedage i 2008 (Iben Mondrups Godhavn. 2015, og Ida Jessens En nyt tid, 2016, tæller ikke helt - men næsten!), og apropos smalhed den KORTESTE roman (208 sider, hvilket er nær-gigantisk for Hesselholdt) sammen med En ny tid (ligeledes 208 sider) siden Hans Otto Jørgensens 120 sider korte Helt og heltinde, 2002.

Romanprisen er nærved at kunne betragtes som fuldt litterært respektabel igen - den var så cool i starten (og Læserjury-princippet er jo totalt sympatisk, fordi det, modsat de andre læserpriser, læseforpligter), Bent Vinn: En skidt knægt, Svend Åge Madsen: Genspejlet, Kirsten Thorup: Bonsai, Helt og heltinde, Lundbye: Trefoldighedsbarn (4(-5) utraditionelle i streg!), men så degenerede prisen til Årets TYKKE, af alle andre også prisbelønnede Bestsellere, Christian Jungersen: Undtagelsen, Morten Ramsland: Hundehoved (GOD bestseller), Mærkedage (MEGAGOD bestseller), Sissel-Jo Gazan: Dinosaurusens fjer, og så lige en undtagelse: Birgitte Kosovic: Det dobbelte land, og så tilbage til bestsellerne: Erik Valeur: Det syvende barn, Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, og så omsider atter ren kvalitet, VIA Erling Jepsen: Den sønderjyske farm, med de sidste tre års stolte trio, Godhavn, En ny tid, VIVIAN!

                                (foto: Lise Vandborg)

Vildt fornuftige præmier

Statens Kunstfonds litterære udvalg har givet præmier på 5 x 50.00 til 5 forfatter af 5 bøger, Christina Hesselholdt for Vivian, Andreas Pedersen for Fryden, Harald Voetmann for Sulpicia. En romersk digter - alle de 3 bøger har jeg være uforbeholdent vild med - og Katrine Wiedemann for Ved guderne bord, som jeg har læst begyndelsen på 8som var god) og Jan Oksbøl Callesen for Hr. Løve og æbletyven. I stedet for Jan Sonnergaard er litteraturprofessor Dan Ringaard trådt ind i udvalget, det kan kun være en god ting!  Ikke mindst Andreas' vildt underanmeldte og dermed også undervurderede debutbog Fryden skal udvalget have ros for at have fået øje på. Og det er heller ikke ufornuftigt, hvad de skriver om den (link til hvad de skriver om de andre: her):

”Fryden” af Andreas Pedersen, Gladiator

Digte, noter, prosastykker og andre tekster, nærmest løsrevne som optegnelser, kritik, system og ikke system, blandes i en særegen skrift i Andreas Pedersens ”Fryden”. Overordnet handler det om at leve et liv. Med alt, hvad det indebærer. Med kæreste, forældre, søskende. Barndomserindringer. Ungdomsoptegnelser. Dannelse, omdannelse. Andreas Pedersens skarpe og finurlige sætningskonstruktioner rummer på én og samme tid både de store og de helt små øjeblikke om det at være til. Nu. Som en ung voksen. Uden bekymringer, med bekymringer. Uden sorg, med sorg. Der er ingen tvivl om, at Andreas Pedersens debut med en bog så præcis og så velsyngende, er rasende flot i sin opbygning, hvor hans ærlige blik og syn på tilværelsen sætter sig fast. Og bliver siddende. Usentimentalt sine steder. Andre steder meget rørende og hudløst. Sproget er i sig selv som lussinger og kys. ”Fryden” er som bog ikke genrebestemt. Den rummer på en måde også det hele.  Og genrebetegnelsen ”liv” sætter vi ikke på bøger. Endnu. "

 

HESSELRUP! Levende (Nordisk) Råd

De danske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris er vildt fornuftigt udvalgt af Elisabeth Friis og Peter Stein Larsen til at være Vivian og Erindring om kærligheden (alle kandidatterne her, inkl. djævelske Jäderlund)

Udvalgte nominerede, Læsernes Bogpris

(sølle) 3 ud af 10 nominerede til Bibliotekernes og Berlingskes Læsernes Bogpris (stem og få yderligere info via dette link):

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed

Christina Hesselholdt: Vivian

Olga Ravn: Den hvide rose

90'er-stilidealerne

2 halvfemserdigtere har jeg på forskellige tidspunker - i mine og deres "karrierer" - haft som stilidealer:

1. Digterisk/poetisk i sidste halvdel af 90'erne: Katrine Marie Guldagers kortprosapoesi i Styrt, 1995, og Blank, 1996 - en styrtende tekst fra Styrt:

"Du må ikke vide, hvad jeg egentlig synes om dig, det er derfor jeg har fået et lad med roser hældt af ude foran din dør. Du må ikke vide, at jeg egentlig er faret vild i forklaringer, forviklinger. Din hoveddørs sirlige skrift. Du må ikke vide, hvad jeg egentlig synes om dig, det er derfor jeg banker på døren, banker den ned, og pløjer gennem lejligheden med roser: Røde roser, gule roser og en enkelt vase af glas."

2. Kritisk de sidste 10-12 år: Christina Hesselholdts prosa siden Du, mit du, 2003, og En have uden ende, 2005, men især Camilla-serien - et (vitterligt) tilfældigt nedslag i den samlede udgave, der bare hedder Selskabet:

"Jeg blev ført dertil, til Torremolinos, hvor der stadig var lidt hippie over det, af en englænder jeg havde mødt, han hed Tim, Tim King, men eftersom Charles og jeg ikke længere taler om tidligere forhold (det har vi overstået for længe siden), siger jeg, at jeg hellere vil fortælle hvordan jeg kom derfra igen. Vi blev uvenner, Tim og jeg, fordi jeg ikke ville sy en lap på hans cowboybukser der næsten kun bestod af lapper, og som han var stolt af. Bukserne kan sammenlignes med en af disse store brune eventyrkufferter med forstærkninger i hjørnerne man engang så på rullebånd i lufthavne, og måske stadig ser, klæbet til med mærkater fra forskellige destinationer, så man måtte forstå at indehaveren var globetrotter, at han eller hun befandt sig i i stadigt trav over kloden; for også bukserne havde været vidt omkring, og det var deres høje alder, alt det de havde stået igennem, i det varme syd og det høje nord, han var så stolt af, bukserne var billedet på hans rejseri, og den sparsommelighed han lagde for dagen for at få råd til dette rejseri, som var hans måde at distancere sig fra sin engelske underklassebaggrund, bedre at rejse end at stå på en fabrik (men det forstod jeg ikke dengang, jeg tænkte bare, efterhånden irriteret, at han foretog sine rejser for senere i bisætninger at kunne kommentere og fælde domme over byer og lande, og hvor pinagtigt var det ikke da han belærte mig om Christiania), og havde jeg ikke netop engang, på en billig italiensk restaurant i Torremolinos, gjort ham ude af sig selv ved at spørge ham hvad han havde lyst til at drikke. 'Hvad jeg har lyst til at drikke?', gentog han, med stigende ophidselse, selvfølgelig skulle vi begge have postevand, hvordan kunne jeg geråde ud i sådan en ekstravagance, rasede han, mens jeg nippede til skammens bæger, et glas af husets rødvin."

(i alt 3 punktummer - og 1 semikolon (og 2 parenteser))

Christina Hesselholdts minimal-labyrintiske debut

Det startede også med et digter-billedkunstner-samarbejde - i den antologi, som Forfatterskolens årgang nr. 2 lavede sammen med elever fra Kunstakademiet i 1989 med den opfindsomme titel Ord/billeder. Hesselholdt partnede op med Peter Kjær, der producerede en en sirlig s/h-labyrint på bogens midtersider. Siden før var blank og på siden overfor den stod denne lakoniske tekst:

   "Mod det hvide centrum
    - her falder øjet ind
    og herfra begynder
    bevægelsen ud









Stedet er bygget som faldende tid"

Ingen andre autofiktive tekster end denne får lov at findes i 2017

(bortset måske fra Lone Aburas', og Pablo Llambías' kommende bøger? - og i en vis forstand Christina Hagens ...!)

Christina Hesselholdts prosastykke nr. 7 i Maria Wandels ARTUR-billedbog Hemmeligheder alle vegne:

"At have tiden for sig

En udendørscafé før eller efter åbningstid, for der er ingen ved bordene, og parasollerne er ikke slået ud, jeg er sytten år og med mig har jeg The Penguin Book of English Romantic Verse, selv består jeg af lige dele længsel (efter kærlighedsmøder og efter at kunne skrive) og uformåenhed.
  Der står et træ med lyserøde blomster midt i caféen, jeg sætter mig ved et af bordene under det træ, jorden er hård og fejet glat som et gulv, det virker ejendommeligt at træet forsvinder ned i denne gulvagtige overflade, næsten synd, som om man har gjort vold imod det - selvom det ikke er til at sige hvordan: for eftersom træer ikke kan komme ud af stedet, er det skørt at påstå, at træet numere end nogensinde ikke vil komme derfra, at gulvet har fikseret det. Hele tiden er der blomster der giver slip og drysser ned fra kronen, også ned i min bog, det var dengang umuligt ikke at skirve, at de landede i min bog som lette suk - det står på indersiden af paperbackomslaget med min håndskrift, og på flere af siderne er der små brunlige plamager, det erde tidligere lyserøde blomster. Og ved bordet sidder altså den tidlige mig - før (for nu ikke bare at sende Duras som jeg dengang elskede højt en kærlig hilsen, men ligefrem give hende et klem; som om hun var en tube og ud kommer lidt tekst) bøgerne ægteskabet barnet skilsmissen flere bøger et nyt ægteskab min mors død endnu en skilsmisse og stadig bøger."
 

2 ukendte, mandlige yndlingsforfattere

- der konstant insisterer sig frem på min skærm:

Christian Hesselholdt

Kristen Thorup

PROSA I FLOR

LIGE EN CITAT-SALUT TOTALT I VERSALER
FOR DEN ENE FANTASTISKE PROSABOG EFTER DEN ANDEN
DETTE FORÅR 2016:

FRA JENS BLENDSTRUPS SLAGTERKONER OG BAGERENKER, SIDE 311, SOCIAL-HALLUCINATORIK:

"OM NATTEN DRØMMER JØRGEN AT HAN FINDER ANITAS PATTER I SPRIT OVRE HOS MADSEN. DER ER OGSÅ ANDRE BRYSTER. OG I EN SKUFFE FINDER HAN EGON WEIDEKAMPS TESTIKLER I EN CHOKOLADEÆSKE. MEN MADSEN HAR GIVET ANITAS BRYSTER DEN BEDSTE PLADS. USSES KONES JUVELER, STÅR DER. I DRØMMEN LEDER JØRGEN EFTER MADSEN MED ET OVERSAVET JAGTGEVÆR. MEN DA HAN ENDELIG FINDER HAM ER NOGEN KOMMET HAM I FORKØBET. MADSEN STÅR SÅ LANG HAN ER I SPRIT. ARBEJDER FRA DET 22. ÅRHUNDREDE MED MYNTE, STÅR DER PÅ FLASKEN. TIL SIDST FINDER JØRGEN UD AF AT DET ER DYREMOSE DER STÅR BAG. HAN OVERRASKER HAM MENS DYREMOSE ER VED AT DISSEKERE LILLEBRO FRA INGRID OG LILLEBROR. HAN STÅR OG SKÆRER I DUKKENS HÅND, SÅ DER KAN BLIVE PLADS TIL FORMALINEN. JØRGEN PRESSER GEVÆRET MOD HANS BAGHOVED OG TRYKKER AF. MEN I STEDET FOR BLOD FOSSER DET UD MED VILDMARKSBROCHURER. DAN HAN GÅR, SÆTTER LILLEBROR SIG OP OG SYNGER: BLÆSTEN KAN MAN IKKE STOLE PÅ.
  SÅ VÅGNER JØRGEN OG GÅR UD OG BØRSTER TÆNDER FOR AT FJERNE SMAGEN AF SINGLEMALT OG LEFFE. HANS HOVED ER SÅ VARMT. SOM OM HAN HAVDE INFLUENZA."

FRA KRISTINA NYA GLAFFEYS MOR OG BUSSER SKAL SKILLES, SIDE 48, RUTSJEBANE-NAIVISME:

""BUSSER SIGER, AT SKUESPILLERE OG FORFATTERE ER LIDT LIGESOM TO FORSKELLIGE FOLKESLAG I RINGENES HERRE, OG AT FORFATTERNE ER SÅDAN NOGLE SKUMMETMÆLKSBLÅ NOGLE, DER IKKE VED, HVORDAN MAN HILSER ORDENTLIGT PÅ FOLK OG BLIVER BANGE, HVIS DE ER TVUNGET TIL AT TALE MED NOGEN I MERE END FEM MINUTTER AD GANGEN, OG SKUESPILLERNE ER NOGLE KULØRTE LAMPER, DER TALER OG GRINER MEGET HØJT HELE TIDEN OG KONKURRERER OM, HVEM DER KAN SIGE DE SJOVESTE TING I MUNDEN PÅ HINANDEN TIL PREMIEREFESTERNE, OG HVIS MAN BLANDER DE TO FOLKESLAG SAMMEN, SIGER BUSSER, SÅ FÅR MAN SÅDAN EN LIDT UNDERLIG UDGAVE AF YIN-YANG-TEGNET FRA KUN FU PANDA MÅSKE LIDT I RETNING AF DET, SOM BEDSTEFAR MALEDE I FEDTFARVER ENGANG I 70'ERNE, OG SOM HÆNGER UDE I ANNEKSET VED SIDEN AF BEDSTEMORS KERAMIKRELIEF OG ALLE BUSSERS UBEHJÆLPSOMME FORMNINGSPROJEKTER."

FRA VIBEKE GRØNFELDTS ENDNU IKKE, SIDE 73, INSPIRATIONS-FUNDAMENTALISTISK FIKTIONS-FRAGMENTARIUM:

"DEN 11.11. KLOKKEN OTTE

OVER TOLV GRADER I MORGENSOL, VINDSTILLE, FUGLEFLØJT. ET MÆRKELIGT ÅR.
  LIGESOM DET KONGESKIB, VI SÅ TIT HAR SET SEJLE UD FRA ALLE DE NU OVERFLØDIGE SOMMERHAVNE OG ÅR FOR ÅR LADE EN MERE STORSLÅET AFSKEDSSALUT SUSE OG KNALDE MOD EN HVID MIDNATSHIMMEL, DALENDE MOD ET OGSÅ HVID HAV I ALLE FYRVÆRKERIETS KULØRER, UDSENDER FOLGENE I ÅR REKORDTYKKE KATALOGER OG NYOVERSATTE MESTERVÆRKER: PÅ SPORET ... TUSIND OG EN NAT, ULYSSES .. STORT OPSPARET AFSKEDSBRAG, DER UDSTILLER ÅRETS ØVRIGE UDGIVELSER OG MED KVALMENDE GRUNDIGHED VISER, AT DET HELE ER FORBI.
  MEN DET ER IKKE DAGENS RET, DER GØR DET AF MED STORHEDEN, ELLER STORHEDEN, DER GØR DET AF MED DAGENS RET ...
  LADE DE VÆRE ... LAD VÆRE.
  NATØLLET HOLDER FEM PROCENT. EN POKKERS VELLYKKET BALANCE PÅ KNIVSÆGGEN. FIRE KOMMA SEKS ER SLAP, SYV KAN VIRKE SKARP PÅ FASTENDE HJERTE."

FRA CHRISTINA HESSELHOLDTS VIVIAN, SIDE 55, IDENTIFIKATIONS-HENGIVELSE (EMILY DICKINSON CITERES TIL SIDST, SELVFØLGELIG):

"SARAH

"DA JEG GIK FORBI BEDE MED DE METERHØJE DIGITALIS (OGSÅ AF FRØ MOR HAVDE MED) RAMTE EN AF DEM MIG PÅ SKULDEREN SOM EN PENIS, ET RIDDERSLAG, SOM NOGET FRA EN GLEMT VERDEN, EN VERDEN HVOR MAN KAN BLIVE I SENGEN MED SIN ELSKEDE EN HEL DAG OG GRAVE SIG IND I HINANDEN. HVOR MAN ER BLEVET BUDT OP SÅ MANGE GANGE AT MAN ER MAT AF LYKKE OG IKKE KAN BEVÆGE SIG MERE. VINDUET STÅR ÅBENT, OG SKOVEN ELLER SØEN UDENFOR ER RYKKET IND OG HAR LAGT SIG OVER ´EN - SÅ TUNGT HVILER MAN UD. ÅH, HVOR ER DET LÆNGE SIDEN.

   A BEE HIS BURNISHED CARRIAGE
   DROVE BOLDLY TO A ROSE -"

FRA IBEN MONDRUPS KARENSMINDE (SOM JEG ANMELDER I WA BØGER I DAG), SIDE 100, INDLEVELSES-BRUTALITET (OG -EKSPLOSION - DETTE ER 1 ØJEBLIKS BEVIDSTHEDSSTRØMHVIRVEL):

"INDE FRA STALDEN KUNNE HAN SE UD AD DET LILLE VINDUE. INTET UNORMALT, IKKE UDENFOR I HVERT FALD. DET BLÆSTE PÅ EN GROV MÅDE, VINDEN REV DEN TYNDE RØG FRA BRÆNDEOVNEN HEN OVER TAGET OG SPREDTE DEN SOM KRYDRET LUGT PÅ HELE MATRIKLEN. DET VAR HYGGELIGT. DE SAD INDE I STUEN OG VARMEDE SIG, DE SPISTE VAFLER ELLER KOGTE SUPPE, SÅDAN NOGET KUNNE MAN TRO. HVIS MAN IKKE KENDTE DEM. MAN VILLE IKKE SKULLE SKYNDE SIG, MEN KUNNE I STEDET TAGE SIG GOD TID TID, GÅ OM BAG HUSET OG TØRRE TRAKTORENS MOTOR AF MED EN KLUD, MÅSKE VILLE MAN STARTE DEN NÅR NU MAN IKKE KUNNE STARTE BÅDEN, OG LÆGGE ØRET MOD MASKINEN I STEDET, MAN VILLE HØRE DEN SPINDE SIG GENNEM ÅRTIERNE, DEN TRAKTOR VAR FOR HELVEDE OLDGAMMEL, MAN VILLE LYTTE TIL MOTOREN INDEN MAN GIK TILBAGE TIL HUSET OG STILLEDE SINE GUMMISTØVLER UDEN FOR DØREN OG GIK IND. MAN VILLE GLÆDE SIG.
  MEN DET KUNNE MAN IKKE, IKKE SOM DET VAR NU. HAN MÆRKEDE AT DET KOM SIVENDE OVER GÅRDSPLADSEN OG IND TIL HAM GENNEM STALDDØREN, SOM HAN HAVDE LADET STÅ PÅ KLEM, EN SLAGS GAS DER NEV I HANS NERVER, OG SOM FIK DET TIL AT PRIKKE OVER DET HELE. DE VAR PÅ KOLLISIONSKURS DERINDE, SOM DE HAVDE VÆRET FLERE GANGE; DET VAR KUN BLEVET VÆRRE PÅ DET SENESTE. BEDST SOM HAN GIK OG PASSEDE SIG SELV OG VAR I GANG MED NOGET, VAR DE KØRT IND PÅ DEN BANE SOM UVÆGERLIGT ENDTE I GRØFTEN, OG HAN MÅTTE SKYNDE SIG, SLIPPE DET HAN HAVDE I HÆNDERNE, OG LØBE IND. SOM NU, HAN KUNNE IKKE BARE LIVE STÅENDE HERUDE, HELLER IKKE SELV OM HAN HAVDE LYST TIL DET. ELLER BRUG FOR DET."

HOV! KVALITET ER ET SALGSARGUMENT!

Åbenbart kommer det bag på såkaldte Gyldendal Group Agency, at kvalitet kan været et tungtvejende og afgørende argument for at udgive en dansk bog i udlandet; prøv at se her i Carsten Andersen Politiken-artikel, hvordan de både siger, at hvis de bare havde fået lov til at sælge Christinas Hesselholdt Selskabet-bøger som en tyk kvartet i stedet for én bog ad gangen x 3, så havde det været en anden sag OG at det kun er udvalgte forfatterskaber, de forsøger sig med, dvs. sandsynligvis har de ikke løftet ret meget af en lillefinger for CH in the first place, men tillykke, alle I andre lande derude med, at I nu får lov til at læse hesselholdtsk på jeres eget sprog!:

"Forfatteren Christina Hesselholdt kan være på vej til et gennembrud i udlandet. I løbet af et halvt år har det britiske agentur Rogers, Coleridge & White (RCW) solgt forfatterens seneste roman, ’Selskabet’, til udgivelse i fire lande, bl.a. til det store tyske Hanser Verlag.
»Jeg blev blæst fuldstændig bagover af kvaliteten og originaliteten af det, hun skrev«, siger Laurence Laluyaux fra agenturet i London.
Salget af rettighederne kommer efter 10 år, der for Christina Hesselholdt har føltes som noget af en ørkenvandring. Mens hun selv har drømt om at blive læst uden for landets grænser, har hun kunnet se, at andre danske forfattere blev solgt til udgivelse i andre lande.

»Jeg har været ærgerlig over det, og indimellem misundelig, fordi det ikke er lykkedes for mig. I år er det 25 år siden, jeg udgav min første bog, og som årene er gået og mine bøger er blevet bedre og mere tilgængelige, har jeg været mere og mere optaget af at blive oversat og få en litterær anerkendelse uden for Danmark«, siger hun.om vi fokuserer 

I en årrække har hun presset på for at få Gyldendal Group Agency til at gøre noget mere for at få hendes bøger solgt til oversættelse, uden at det er lykkedes i større omfang. Derfor besluttede hun sig for at finde et nyt agentur.
Hvad tror du er afgørende for, om bøger bliver solgt til udlandet?
»Der er flere parametre. Store salgstal er det ene, og det kan jeg ikke prale af. Det andet er litterær kvalitet, hvad der ikke behøver at være i modsætning til gode salgstal. Jeg har hele tiden tænkt, at mine bøger nok ville have appel til mindre forlag i udlandet, og at det bare gjaldt for agenten om at finde netop de forlag. Men det har jo vist sig ikke at være tilfældet, eftersom jeg nu er solgt til tyske Hanser, som er et stort forlag«, siger Christina Hesselholdt.
(...)
Christina Hesselholdts bog ’Selskabet’ er en samlet udgave af fire bøger, som er udkommet i årene 2008 til 2014, og hvis man spørger Jenny Thor, lederen af Gyldendal Group Agency, er dette hovedforklaringen på, at det britiske agentur har haft succes, mens det ikke lykkedes for Gyldendal.
»Vi kunne arbejde med de tre første titler som enkeltstående værker, mens RCW sælger den komplette kvartet. Det gør en stor forskel for de forlag, der køber. Naturligvis er det også sådan, at nogle gange går det godt og andre gange mindre godt med at sælge en forfatters rettigheder. Vi har haft succes med Kim Leine, Helle Helle og Kristian Bang Foss med flere, og så findes der andre lige så spændende og interessante forfatterskaber, som vi ikke har fået ud i verden«, siger Jenny Thor.
(...)
Christina Hesselholdt har det indtryk, at I udvælger et lille antal af forlagets forfattere, og at det så er dem, I gør noget for at sælge. Hvad siger du til det?
»Det er helt rigtigt. Sådan har vi arbejdet de seneste 5 år. Ligesom alle andre agenturer vælger vi nogen ud, som vi fokuserer på«, siger Jenny Thor.
Den oplysning kommer bag på Christina Hesselholdt.
»Det har hun i hvert fald aldrig sagt til mig«, siger forfatteren."

Vivian opløser Selskabet

BIOFABEL ISF AUTOFABEL

Christina Hesselholdts første post-Camilla-bog (men ingen siger, der ikke kan komme flere senere, VEL? - det er ikke som om, hun er død, Camilla, tværtimod, hun er senest set for søren gravid JO!) er sensationelt nok netop blevet annonceret af Rosinante som septemberudgivelse, og hold op, hvor ser det BLITZENDE forjættende ud:

Christina Hesselholdt
Vivian
Med stor indlevelse, humor og sproglig finfølelse skriver Christina Hesselholdt sig i romanform ind i
en af vor tids mest gådefulde kunstnerskikkelser: den amerikanske gadefotograf Vivian Maier (1926-2009), hvis unikke fotografiske livsværk kun ved et tilfælde nåede offentligheden efter hendes død.
Udstyret med sit elskede Rolleiflex betragter Vivian den verden, der omgiver hende – almindelige mennesker på gaden, øjeblikke af leg, bevægelse, spejlinger – men lever ellers en stilfærdig tilværelse som en kærlig, kontant og
til tider ondsindet barnepige for forskellige velbjærgede familier i Chicago og New York. Da familien, hun bor hos, en dag tilfældigt kommer ind på hendes værelse, der ellers altid er omhyggeligt aflåst, opdager de til deres forbløffelse, at værelset er fyldt med aviser fra gulv til loft, med smalle gange imellem. Og med kasser og kufferter med tusindvis af film og negativer.
Vivian er en fortælling om en enspænder, en excentriker og en samler af Guds nåde.

Selvportræt af Vivian

Hovedstol trækker LANGE renter!

Ulf Karl Olov Nilsson

January 19 at 12:50pm · 

 

Notapparatsfråga: Per Højholt säger någonstans ”Af hovedstolen skal man inte tage” Var? Är det korrekt citerat? Anyone? Morten Søndergaard Martin Glaz Serup Merete Pryds Helle Olga Ravn Pia Juul

Comments

Ulf Karl Olov Nilsson "ikke tage" menar jag

 

Lars Bukdahl Der findes hele afhandlinger om hvor det citat stammer fra og hvad den rette ordlyd er, jf. denne blogpost (har ikke lige den Synsvinkler-artikel, der henvises til) . "Man skal ikke tage af hovedstolen" er vel den enkleste version af dictummet http://kjerkegaard.blogspot.dk/.../hvor-er-hovedstolen...

den STORE litteratyr: Hvor er hovedstolen begravet? Efterlysning?

kjerkegaard.blogspot.com|By Stefan K

Ulf Karl Olov Nilsson Perfekt! Många tack i blixthastighet Lars Bukdahl

Lars Bukdahl Vi ender alle på Lynmuseet

Martin Glaz Serup Se også her - men her er der heller ikke nogen præcis kilde på citatet: http://denstoredanske.dk/.../Opspring_fra_nulhuller_-_Per...

Opspring fra nulhuller - Per Højholt | Gyldendal - Den Store Danske

denstoredanske.dk

Martin Glaz Serup Hvad skal du bruge det det, hva' hva' Ulf?

Merete Pryds Helle Digtning er ikke budskab og følelsesformidling, og man må, som han ofte er citeret for „ikke tage af hovedstolen“, altså ikke blande sine erindringer og liv direkte ind i kunsten.

Merete Pryds Helle Fra samme som Martin linker til; jeg synes dog det er et problematisk udsagn, fordi han generaliserer fra egen praksis til andres.

Martin Glaz Serup Well, problematisk er det vel ikke, det er en poetikalsk statement, ikke et EU-direktiv, man kan bare gør noget andet som det passer én smile emoticon Som Christina Hesselholdt jo ret fantastisk har gjort her fx: http://rosinante-co.dk/hovedstolen-id35837

Hovedstolen

HOVEDSTOLEN handler om, hvordan man erindrer barndommen. Kronologi er erstattet af en…

rosinante-co.dk

Merete Pryds Helle Jojo; men det er jo netop i oprør mod noget der blev skrevet som et dictum; man må skrives der, ikke jeg må ...

Martin Glaz Serup Det er jo manifestets stemme smile emoticon

Merete Pryds Helle jaja, jeg skal nok holde inde; er måske bare ikke så meget for manifester, mere for manifestationer ..

Ulf Karl Olov Nilsson Tack alla! Måste PANIK PANIK bara få detta klart! Boken ska i tryck!

Martin Glaz Serup Posten skal ud!

Merete Pryds Helle Den glæder jeg mig til.

Merete Pryds Helle Men egentlig er der noget underligt ved begrebet. Jeg har altid forstået hovedstolen som det store beløb man! havde stående i banken, og som levede af renterne fra; men det betyder det så slet ikke - hovedstolen er den oprindelige gæld, man har optaget. det er måske typisk højholtsk; at det vi så ikke må tage fra, ikke er noget vi har, men noget vi har lånt. Altså vores digteriske kilde er en gæld vi har til nogen eller noget; og denne gæld må vi så ikke tage fra. Det giver vel faktisk ikke mening - men det er garanteret meningen. Men som jeg husker Christinas bog, bruger hun også begrebet hovedstolen som den barndomsarv man har fået, og altså ikke lånt?

Ulf Karl Olov Nilsson Merete Pryds Helle Maria Callas apropå rösten: Never use the capital, only the interest.

Merete Pryds Helle ja, og bare man dog havde kapital til det wink emoticon men hovedstolen er netop ikke kapitalen, men lånet ... er det ikke lidt underligt?

Øyvind Berg Merete har selvfølgelig rett. Men hvor bevisst Per brukte begrepet er vanskelig å si nå i ettertid?

Like · Reply · January 19 at 1:39pm

Merete Pryds Helle mon Marie Højholt ved det?

Stefan Andreas Sture http://www.litteratursiden.dk/.../hovedstolen-af...

Hovedstolen af Christina Hesselholdt

50 korte prosastykker, som tilsammen skildrer et barns oplevelse af sin nære omverden det år faderen forlader…

litteratursiden.dk

Morten Søndergaard Jeg har ikke lige læst tråden igennem her og er på vej ud af døren - men jeg spurgte engang Højholt selv og det er ikke ham der har sagt det . . men hvem det var jeg lige glemt ... en forfatter fra hans generation -

Morten Søndergaard Signe Højholt??

Signe Højholt Jeg er på vej med svar - det kræver lige lidt research!

Signe Højholt Utroligt som den hovedstol bliver ved at rumstere – i Højholt-familien og omegn er den gennem årene blevet godt polstret med meta-lag!
Som Lars Bukdahl er inde på her i tråden, er det Martin Holsts artikel Højholtforskningens hvide hval (Synsvinkler 36, SDU 2007) der giver det bedste indblik i, hvad min far vil med begrebet og hvor han har det fra.. En hovedstol er i finansverdenen betegnelsen for en gæld eller en kapital, fraregnet tilskrevne renter. I Højholt-versionen er det mest nærliggende at forstå hovedstolen som den kapital, vi opbygger gennem livet ”med dets sorg og camping”
At tage af hovedstolen vil altså sige, at man som forfatter inddrager sin personlige biografi direkte (som Vita Andersen og Christina Hesselholdt – indlysende forskelle ufortalt), i stedet for at nøjes med at trække på renterne af kapitalen: lade det biografiske stof ligge som en understrøm ,som leverer energi til den kunstneriske proces.
Som Merete her i tråden gør opmærksom på, er den højholtske hovedstol jo ikke et universelt princip, men en forfatters råd til andre, bygget på egen erfaring. Når Martin Holst taler om ”begrebets urørlighed” og ”at forbryde sig mod Højholts formaning” giver det i mine øjne næring til en overdreven akademisk mytologisering af et kollegialt råd . Især når det i artiklen fremgår af brev fra min far til Martin Holst, at hovedstolen er en metafor, min far lånte af sin skønne, meget sprogbevidste svigermor.

Michael Frederiksen I føromtalte nummer (36) af Synsvinkler kaster Højholt (forhåbentligt tilstrækkeligt) lys over spørgsmålet i et brev til Martin Holst (1974), cand.mag. i dansk og litteraturvidenskab: "Selve ordet Hovedstolens oprindelse er mundtlig, jeg blev ringet op af Søren Ulrik Thomsen, der spurgte om jeg ikke havde sagt noget om at man ikke skulle tære på hovedstolen, men han kunne heller ikke finde det, så vi blev enige om at det nok var noget sagt i radioen og ikke skrevet. Han ville citere det, jeg tror i [En] Dans på gloser. Men senere har jeg skrevet det, det står vist i Stenvaskeriet, men selve udtrykket har jeg fra min svigermor, der ofte brugte det metaforisk."

Martin Glaz Serup Martin Holst du er vores sandhedsvidne!

Martin Holst Jeg ligger inde med et brev fra Højholt, hvor han taler om begrebet, hvor det stammer fra.

Martin Holst Og det er netop beskrevet i artiklen fra Synsvinkler.

Merete Pryds Helle Kan du linke?

Martin Holst Tror ikke, artiklen er tilgængelig online. Kunne måske udfærdige et foto af brevet?

Martin Holst

Merete Pryds Helle Meget fint Martin, tak - men jeg tror ud fra det, at Højholt forstår på den forkerte, men gængse måde, som jeg også havde forstået det. At hovedstolen er ens kapital, og at man skal behandle den, som UKON citerer Callas for. Men det er sjovt at tænke sig det anderledes; at barndommen er et kæmpe lån man tog, og som man betaler afdrag på.

Ulf Karl Olov Nilsson Stort tack alla! Och mycket fint att få läsa brevet Martin Holst Jag använder uttrycket i min kommande essäsamling "Glömskans bibliotek, en essä om demens, vansinne och litteratur” som jag alldeles snart – hoppas jag! – är färdig med. Ordet Hovedstolen är svåröversättligt till svenska, kanske ”huvudsaken” ligger närmast och jag har tidigare betraktat det som att Højholt menar att Hovedstolen ska ses som ett grundkapital som man inte ska slösa på. Ett uttalande som enligt mitt förmenande är för komplicerat för att på något enkelt sätt vara enig eller oenig med. Saken blir ju ännu intressantare när man som Merete Pryds Helle vänder på det hela och tentativt betraktar Hovedstolen som lån och inte kapital. Nå, jag har för övrigt alltid ansett att min diktsamling ”Barndomstolen” är en avsiktlig felöversättning av ordet

Peter Adolphsen Hovedstolen er også ordet som en bank ville bruge i en officiel skrivelse (mener jeg). Hvad kalder de svenske banker det?

Ulf Karl Olov Nilsson Ja, det är det som är svårt. Huvudsumman tror jag. Någon dansk-svensk med koll på detta?

Mats Svensson Jag känner inte alls sammanhanget, men tänker på "huvudsaken"?

 ?

Jan Henrik Swahn Per Højholt er sikkert meget glad i sin himmel for at hovedstolen fortsat vækker så stor en interesse.

Ulf Karl Olov Nilsson Någonting som talar för Meretes tanke är att själva "huvudsumman" nuförtiden består just av lån. Om en person exempelvis äger en bostad värd tre miljoner är ju huvuddelen utan tvivel lånade pengar.

Lars Bukdahl Nu har jeg bladret målrettet i Stenvaskeriet og er ikke stødt på versioner af sentensen nogen steder (men måske andre har haft held med at være grundigere?): det tætteste er denne gode passage i teksten "Skæbner er blevet en mangelvare" (oprindelig trykt i Bogens Verden, 1984) om litteratur & biografi, som jeg også tænker, Merete kan skrive under på: "Selvfølgelig er man da som forfatter nødt til at skrive med sit eget liv som indsats, hvad ellers? Men der er unægtelig forskel på, om man bruger sit liv som eksempel i det nødvendige, minimale omfang værket kræver, eller man vælter sig ind på læseren med personlige kvababbelser, "fordi man lissom føler det presser sig, altså". At kategorier af læsere elsker indiskretionen bør ikke forvirre eller lokke. Det er jo forfatterens ambition med værket, der skal styre, ikke hans private problemer, der skal institutionaliseres - for løst bliver de sgu ikke, om man så hikstende af gråd krængede vrangen ud."

Martin Glaz Serup For løst... Det bliver de sgu ikke!