mandag den 31. december 2012

Der udkommer bøger i 2013 (og i 2012)!

De første 2013-bøger ankommer og annonceres nu: Nicolaj Stockholms digtsamling Ødelagt rim, der udkommer 9. januar, har jeg liggende ulæst SOM BOG, Anders Abildgaards tekstsamling Din fjendes fest, der udkommer 17. januar, har jeg liggende ulæst SOM PDF (fordi jeg skal diskutere den med Kamilla Löfström på Tag og læs på Testrup, der sgu da rent faktisk begynder på søndag, gør det ikke? Jo, det gør!), Pablo Llambías' sonetsamling nr. 2 Hundstein - som jeg på trods af al mulig skepsis over sonetsamling nr. 1 nægter ikke at glæde mig til, jeg vil aldrig ikke glæde mig til en ny Pablo-bog! - udkommer 2. februar!

Og så rykker smalheden på falderebet efter at have skrantet lidt i årets anden halvdel, After Hand har foruden Thykier-oversættelser af Blanchot, Riding, Norén (og lige om lidt også Hodell, har de lovet) - og til januar præsenterer de et nyt egenhændigt værk af MT: Sub Rosa! -  i december udgivet nye, MED STOR FORNØJELSE LÆSTE digtsamlinger af Frank Kjørup og Henrik Have, Jeg er stadig væk og Hovedsporet, og Kronstork rør omsider på sig igen med Jesper Bryggers VED FØRSTE ØJEKAST YDERST LOVENDE debutsamling Så vi her; alle 3, Kjørup, Have, Brygger, anmelder jeg i WA om et øjeblik, promise!

Jeg er ganske FORKØLET og ønsker mig at blive FORKÆLET med hærskarer af litterære ATJUER i det nye år! Som Henrik H. skriver i sit pragtbind, som jeg sikkert bliver den eneste, der anmelder (på papir), men så meget desto skingrere må jeg så blæse i mit horn:

Tryk på udløseren
til blodets bånd
og straks er spolen
et guldnøglefix
i erindringens strømmende
ostehandlervindue.
Aftalen er et vellagret hul,
en linse hvori vi
aldrig bliver gamle.
Det garanterer hukommelsen for!

5 kommentarer:

  1. Thykier har ikke oversat Riding, det har derimod Lisa Samuelsson.

    Godt nytår Papabuk!

    SvarSlet
  2. Jamen, det er da vist også ham som pseudonym, er det ikke!?

    SvarSlet
  3. Jesper Brygger dobbeltdebuterer. Det ved jeg ikke, om du er klar over. Der kom to digtsamlinger på samme dag i december. Dels "Så vi her" og så "Snerte klik af kød bag ryggen", udgivet af Forlaget Virkelig i deres serie I-V.
    Godt nytår

    SvarSlet
  4. Det kunne være fedt, hvis du også ville anmelde Virkeligs udgivelse i WA. Som lille nystartet forlag er det helt absurd vanskeligt at komme igennem til den etablerede presse, og du burde være manden, der sparkede dørene ind.

    SvarSlet
  5. Jamen, det vil jeg gerne (prøve)! Kan I ikke fluks sende et eks. "hjem" til mig: LB, co/ Johnnie McCoy, Lybækgade 31, 2. tv. 2300 Kbh S -

    SvarSlet