Jeg - en dødelighedsmeditationsanledning

hvis altså Lars i dette digt fra Martin Glaz Serups nye, fine digtbog og konceptopsamling Uendelige sommer er nærværende Lars:

“Alle fylder 50 år
for tiden og de fejrer det
Hans og Claus og Rune og
Pablo og Elin og Lars og
engang var man gammel
når man blev 50
så var det pludselig ingen alder
men nu er det gammelt igen”

Oplæsningslæsning

Noget af det sværeste er at skrive om oplæsninger - litteraturforsker og digter Martin Glaz Serup gør et bravt og klogt forsøg i en lille artikel på engelsk, "The Poetry Reading", der kan læses via dette link. Martin læser oplæsninger af Vanessa Place og (med nærmest virtuos grundighed) Jacques Roubaud og selvfølgelig Pia "Onkel Hector" Juul:

"Being present in the same room as the reader during the reading allows various other extra-textual markers to affect  understanding of the poem, including the poet’s body, age, gender, way of moving,

way of talking, way of dressing, and the entire impression they make and their attittude. It can be something as simple as a sweeping gesture with the hand, as in Pia Juul’s (at least locally) well-known poem from Sagde jeg, siger jeg [I said, I’m saying (1999) about Uncle Hector, who always did that. Like that. You can’t see how Unc Hector does it when reading the book, but when Juul herself reads the poem aloud a sort of expectant tension always arises around this ‘Like that’. I have both seen her show what Uncle Hector does with his hand, and I have seen her, almost demonstratively, refrain. This tension about the anticipated gesture, which will perhaps never occur, itself constitutes a performative element, which entails that the reading and the author’s physical presence add somethin to the poem not found on the print page; part of the text’s intensity shifts from the printed page, from the text, out into the room, where it creates a presence, a trembling, a bodily rooted liveness,

which also creates a connotative caesura in the poem."

Hovedstol trækker LANGE renter!

Ulf Karl Olov Nilsson

January 19 at 12:50pm · 

 

Notapparatsfråga: Per Højholt säger någonstans ”Af hovedstolen skal man inte tage” Var? Är det korrekt citerat? Anyone? Morten Søndergaard Martin Glaz Serup Merete Pryds Helle Olga Ravn Pia Juul

Comments

Ulf Karl Olov Nilsson "ikke tage" menar jag

 

Lars Bukdahl Der findes hele afhandlinger om hvor det citat stammer fra og hvad den rette ordlyd er, jf. denne blogpost (har ikke lige den Synsvinkler-artikel, der henvises til) . "Man skal ikke tage af hovedstolen" er vel den enkleste version af dictummet http://kjerkegaard.blogspot.dk/.../hvor-er-hovedstolen...

den STORE litteratyr: Hvor er hovedstolen begravet? Efterlysning?

kjerkegaard.blogspot.com|By Stefan K

Ulf Karl Olov Nilsson Perfekt! Många tack i blixthastighet Lars Bukdahl

Lars Bukdahl Vi ender alle på Lynmuseet

Martin Glaz Serup Se også her - men her er der heller ikke nogen præcis kilde på citatet: http://denstoredanske.dk/.../Opspring_fra_nulhuller_-_Per...

Opspring fra nulhuller - Per Højholt | Gyldendal - Den Store Danske

denstoredanske.dk

Martin Glaz Serup Hvad skal du bruge det det, hva' hva' Ulf?

Merete Pryds Helle Digtning er ikke budskab og følelsesformidling, og man må, som han ofte er citeret for „ikke tage af hovedstolen“, altså ikke blande sine erindringer og liv direkte ind i kunsten.

Merete Pryds Helle Fra samme som Martin linker til; jeg synes dog det er et problematisk udsagn, fordi han generaliserer fra egen praksis til andres.

Martin Glaz Serup Well, problematisk er det vel ikke, det er en poetikalsk statement, ikke et EU-direktiv, man kan bare gør noget andet som det passer én smile emoticon Som Christina Hesselholdt jo ret fantastisk har gjort her fx: http://rosinante-co.dk/hovedstolen-id35837

Hovedstolen

HOVEDSTOLEN handler om, hvordan man erindrer barndommen. Kronologi er erstattet af en…

rosinante-co.dk

Merete Pryds Helle Jojo; men det er jo netop i oprør mod noget der blev skrevet som et dictum; man må skrives der, ikke jeg må ...

Martin Glaz Serup Det er jo manifestets stemme smile emoticon

Merete Pryds Helle jaja, jeg skal nok holde inde; er måske bare ikke så meget for manifester, mere for manifestationer ..

Ulf Karl Olov Nilsson Tack alla! Måste PANIK PANIK bara få detta klart! Boken ska i tryck!

Martin Glaz Serup Posten skal ud!

Merete Pryds Helle Den glæder jeg mig til.

Merete Pryds Helle Men egentlig er der noget underligt ved begrebet. Jeg har altid forstået hovedstolen som det store beløb man! havde stående i banken, og som levede af renterne fra; men det betyder det så slet ikke - hovedstolen er den oprindelige gæld, man har optaget. det er måske typisk højholtsk; at det vi så ikke må tage fra, ikke er noget vi har, men noget vi har lånt. Altså vores digteriske kilde er en gæld vi har til nogen eller noget; og denne gæld må vi så ikke tage fra. Det giver vel faktisk ikke mening - men det er garanteret meningen. Men som jeg husker Christinas bog, bruger hun også begrebet hovedstolen som den barndomsarv man har fået, og altså ikke lånt?

Ulf Karl Olov Nilsson Merete Pryds Helle Maria Callas apropå rösten: Never use the capital, only the interest.

Merete Pryds Helle ja, og bare man dog havde kapital til det wink emoticon men hovedstolen er netop ikke kapitalen, men lånet ... er det ikke lidt underligt?

Øyvind Berg Merete har selvfølgelig rett. Men hvor bevisst Per brukte begrepet er vanskelig å si nå i ettertid?

Like · Reply · January 19 at 1:39pm

Merete Pryds Helle mon Marie Højholt ved det?

Stefan Andreas Sture http://www.litteratursiden.dk/.../hovedstolen-af...

Hovedstolen af Christina Hesselholdt

50 korte prosastykker, som tilsammen skildrer et barns oplevelse af sin nære omverden det år faderen forlader…

litteratursiden.dk

Morten Søndergaard Jeg har ikke lige læst tråden igennem her og er på vej ud af døren - men jeg spurgte engang Højholt selv og det er ikke ham der har sagt det . . men hvem det var jeg lige glemt ... en forfatter fra hans generation -

Morten Søndergaard Signe Højholt??

Signe Højholt Jeg er på vej med svar - det kræver lige lidt research!

Signe Højholt Utroligt som den hovedstol bliver ved at rumstere – i Højholt-familien og omegn er den gennem årene blevet godt polstret med meta-lag!
Som Lars Bukdahl er inde på her i tråden, er det Martin Holsts artikel Højholtforskningens hvide hval (Synsvinkler 36, SDU 2007) der giver det bedste indblik i, hvad min far vil med begrebet og hvor han har det fra.. En hovedstol er i finansverdenen betegnelsen for en gæld eller en kapital, fraregnet tilskrevne renter. I Højholt-versionen er det mest nærliggende at forstå hovedstolen som den kapital, vi opbygger gennem livet ”med dets sorg og camping”
At tage af hovedstolen vil altså sige, at man som forfatter inddrager sin personlige biografi direkte (som Vita Andersen og Christina Hesselholdt – indlysende forskelle ufortalt), i stedet for at nøjes med at trække på renterne af kapitalen: lade det biografiske stof ligge som en understrøm ,som leverer energi til den kunstneriske proces.
Som Merete her i tråden gør opmærksom på, er den højholtske hovedstol jo ikke et universelt princip, men en forfatters råd til andre, bygget på egen erfaring. Når Martin Holst taler om ”begrebets urørlighed” og ”at forbryde sig mod Højholts formaning” giver det i mine øjne næring til en overdreven akademisk mytologisering af et kollegialt råd . Især når det i artiklen fremgår af brev fra min far til Martin Holst, at hovedstolen er en metafor, min far lånte af sin skønne, meget sprogbevidste svigermor.

Michael Frederiksen I føromtalte nummer (36) af Synsvinkler kaster Højholt (forhåbentligt tilstrækkeligt) lys over spørgsmålet i et brev til Martin Holst (1974), cand.mag. i dansk og litteraturvidenskab: "Selve ordet Hovedstolens oprindelse er mundtlig, jeg blev ringet op af Søren Ulrik Thomsen, der spurgte om jeg ikke havde sagt noget om at man ikke skulle tære på hovedstolen, men han kunne heller ikke finde det, så vi blev enige om at det nok var noget sagt i radioen og ikke skrevet. Han ville citere det, jeg tror i [En] Dans på gloser. Men senere har jeg skrevet det, det står vist i Stenvaskeriet, men selve udtrykket har jeg fra min svigermor, der ofte brugte det metaforisk."

Martin Glaz Serup Martin Holst du er vores sandhedsvidne!

Martin Holst Jeg ligger inde med et brev fra Højholt, hvor han taler om begrebet, hvor det stammer fra.

Martin Holst Og det er netop beskrevet i artiklen fra Synsvinkler.

Merete Pryds Helle Kan du linke?

Martin Holst Tror ikke, artiklen er tilgængelig online. Kunne måske udfærdige et foto af brevet?

Martin Holst

Merete Pryds Helle Meget fint Martin, tak - men jeg tror ud fra det, at Højholt forstår på den forkerte, men gængse måde, som jeg også havde forstået det. At hovedstolen er ens kapital, og at man skal behandle den, som UKON citerer Callas for. Men det er sjovt at tænke sig det anderledes; at barndommen er et kæmpe lån man tog, og som man betaler afdrag på.

Ulf Karl Olov Nilsson Stort tack alla! Och mycket fint att få läsa brevet Martin Holst Jag använder uttrycket i min kommande essäsamling "Glömskans bibliotek, en essä om demens, vansinne och litteratur” som jag alldeles snart – hoppas jag! – är färdig med. Ordet Hovedstolen är svåröversättligt till svenska, kanske ”huvudsaken” ligger närmast och jag har tidigare betraktat det som att Højholt menar att Hovedstolen ska ses som ett grundkapital som man inte ska slösa på. Ett uttalande som enligt mitt förmenande är för komplicerat för att på något enkelt sätt vara enig eller oenig med. Saken blir ju ännu intressantare när man som Merete Pryds Helle vänder på det hela och tentativt betraktar Hovedstolen som lån och inte kapital. Nå, jag har för övrigt alltid ansett att min diktsamling ”Barndomstolen” är en avsiktlig felöversättning av ordet

Peter Adolphsen Hovedstolen er også ordet som en bank ville bruge i en officiel skrivelse (mener jeg). Hvad kalder de svenske banker det?

Ulf Karl Olov Nilsson Ja, det är det som är svårt. Huvudsumman tror jag. Någon dansk-svensk med koll på detta?

Mats Svensson Jag känner inte alls sammanhanget, men tänker på "huvudsaken"?

 ?

Jan Henrik Swahn Per Højholt er sikkert meget glad i sin himmel for at hovedstolen fortsat vækker så stor en interesse.

Ulf Karl Olov Nilsson Någonting som talar för Meretes tanke är att själva "huvudsumman" nuförtiden består just av lån. Om en person exempelvis äger en bostad värd tre miljoner är ju huvuddelen utan tvivel lånade pengar.

Lars Bukdahl Nu har jeg bladret målrettet i Stenvaskeriet og er ikke stødt på versioner af sentensen nogen steder (men måske andre har haft held med at være grundigere?): det tætteste er denne gode passage i teksten "Skæbner er blevet en mangelvare" (oprindelig trykt i Bogens Verden, 1984) om litteratur & biografi, som jeg også tænker, Merete kan skrive under på: "Selvfølgelig er man da som forfatter nødt til at skrive med sit eget liv som indsats, hvad ellers? Men der er unægtelig forskel på, om man bruger sit liv som eksempel i det nødvendige, minimale omfang værket kræver, eller man vælter sig ind på læseren med personlige kvababbelser, "fordi man lissom føler det presser sig, altså". At kategorier af læsere elsker indiskretionen bør ikke forvirre eller lokke. Det er jo forfatterens ambition med værket, der skal styre, ikke hans private problemer, der skal institutionaliseres - for løst bliver de sgu ikke, om man så hikstende af gråd krængede vrangen ud."

Martin Glaz Serup For løst... Det bliver de sgu ikke!

Irreversible poet no. 2

Norske Geir Gulliksen der søndag både læste op i Møllegades Boghandel og havde en fin og klog og drilagtig samtale om poesi med Martin Glaz Serup i Literaturhaus; her er et digt fra hans nye, viljestærkt varsomme samling ung trost klokken fem om morgenen i en brusende alm, der er ude i PAPERBACK og kan købes I M's Boghandel - og spørgsmålet er, hvad det betyder for henholdsvis dansk og norsk poesi, at fuglen hedder henholdsvis solsort og trost???????????????:

(trost)

en trost løper fort over plenen
det er så lett å sig trost
som om det var den samme trosten
som alltid satt i alle trær og i alle dikt
men denne er helt ny
han har aldrig vært trost før
og ikke noe annet heller
han begynte å fly i forrige uke
han løper med hodet bøyd
han har stjålet noe fra en kollega eller en slektning
han tar alt like alvorlig
livet og biller og en tørr kvist
han virker tenksom når han sitter i treet
og han ser sleip og listig ut når han løper
med senket hode og vingene gjemt på ryggen
han er verken sleip eller listig eller tenksom
han er bare enda en trost
svart i det svarte, gul i det gule
og umistelig for seg selv

Absolut Cut & Paste! To nyttige danske lister (at dumpe i konceptualitet (uden at være gået til eksamen))

I det centrale kapitel i sin afhandling, som definerer og analytisk eksmeplificerer "Konceptuel litteratur oplister Martin Glaz Serup danske værker, der ER og IKKE ER konceptuel litteratur (min listeopstilling, lister skal se listeagtige ud!): 

I den danske poesi er der i de sidste cirka 10-­‐15 år udkommet en række værker der på forskellig vis placerer sig inden for den konceptuelle litteratur. Her vil jeg koncentrere mig om den konceptuelle poesi, hvilket også er den kategori værkerne af Vanessa Place, Esther Dischereit og Robert Fitterman tilhører. En liste over danske værker fra perioden tæller 
Martin Larsens Hvis krigen kommer (2003), 
Tomas Thøfners Altings A (2004), 
Christian Yde Frostholms Afrevne ord (2004), 
Maja Lee Langvads Find Holger Danske (2006), 
Martin Larsens Monogrammer (2007), 
Christian Yde Frostholms Ofte stillede spørgsmål (2008), 
Bjørn Friis Thomsens Rottemades (2008), 
Christian Bjoljahn & Martin Johannes Møllers Flytning (2009), 
Rasmus Graffs Som levende begravet her (2009), 
Rasmus Graffs Folkets prosa (2010), 
Pejk Malinovskis Den store danske drømmebog (2010), 
Martin Glaz Serups Mandag og Ja, jeg smager månedens kunstnervin! (begge 2010), 
Chresten Forssums Manhattan (2011), 
Martin Glaz Serups Local Colour (2012) 
og Vanessa Places Andersens Wank (2012), der er skrevet på dansk og kun udgivet i Danmark.

(...)

Fra mit perspektiv er der meget dansk litteratur fra de sidste cirka 10-­‐15 år, der ikke uden videre kan karakteriseres som konceptuel litteratur, selvom det ligner og har fået sat prædikatet på sig, typisk i forbindelse med anmeldelser. Det drejer sig for eksempel om 
Lars Bukdahls 116 chok for sheiken (2001), 
Eli I. Lund: Jeg vil have sex med en kvinde fra fremtiden (2002), 
Peter Adolphsens En million historier (2007), 
Lars Bukdahls Alfabeter fra Pluto (2008), 
Martin Larsens Noter til det mere perfekte liv (2009), 
Rasmus Nikolajsens I Athen (2009), 
Pablo Llambías Kærlighedens Veje og Vildveje (2009),
 Peter Adolphsen og Ejler Nyhavns versroman Katalognien (2009), 
Thomas Hvid Kromanns Metrodigte – et øjebliksarkiv (2010), 
Martin Larsen Hvis jeg var kunstner (2010), 
Martin Glaz Serups Marken (2010), 
Mette Østgaard Henriksen Stikkersvin jeg fucker dig (2011), (aaaaaah, hva'? LB)
Pablo Llambías Monte Lema (2011), 
Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011), 
Peter Laugesens Anarkisten i Fandens hus (2011), 
Christina Hagens White Girl (2012), 
Pablo Llambás Hundstein og Sex Rouge (begge 2013), 
Niels Franks Nellies bog (2013), 
Christina Hagens Boyfrind [sic!] (2014) 
og Maja Lee Langvads Hun er vred (2014). 
Man kunne også nævne ældre digtere og dele af deres produktion, der sædvanligvis samles under forskellige paraplyer som konkretisme eller systemdigtning; for eksempel Per Kirkeby, Hans-­‐Jørgen Nielsen, Vagn Steen, Dan Turèll, Klaus Høeck, Inger Christensen, eller hvad med den poesi der arbejder med fast metrum, for eksempel Brorsons eller Kingos? Derudover findes der en del litteratur inden for genrer som digital poesi, bogobjekter, lyd & lyrik og diverse andre offpagepoetrypraksisser, som jeg heller ikke umiddelbart vil karakterisere som konceptuel litteratur. Det bliver ikke til konceptuel litteratur, blot fordi det kommer i et andet format end bogens codex. Selvfølgelig kan alle de nævnte værker siges på sin egen måde at være konceptuelle i forståelsen: baseret på en idé, hvilken litteratur er ikke dét -­‐ men som jeg har forsøgt at vise, er den konceptuelle litteratur ikke kun det. Ingen af disse eksempler lader det der bliver skrevet, blive synderligt påvirket af den idé eller det eventuelle system, de har sat til at generere teksten. Det påvirker ikke indholdet af den, så at sige. Forfatterne er derimod vældig kreative i måden de omgår og bruger systemet, approprieringen, citatet, montagen, reglen, begrænsningen, readymaden, det fundne objekt, genren, konceptet på. Som Jan Baetens og Jean-­‐Jacques Poucel skriver i en beskrivelse af den i OuLiPo så vigtige begrænsning, den såkaldte la constrainte, constraint: "Constraints are not ornaments: for the writer, they help generate the text; for the reader they help make sense of it." (via Perloff 2010, 80.) I den konceptuelle litteratur hjælper konceptet ikke kun til med at generere/skrive teksten, konceptet er eller gør teksten. I OuLiPo er benspændet en afgørende forhindring som skal tvinge forfatteren på omveje, som Christian Yde Frostholm udmærket formulerer det (Frostholm 2013, upag.), og man forstår på metaforen at tekstens destination er den samme som den helet tiden har været, det er blot måden at nå til den på, der bliver anderledes og måske mere interessant. Men i den konceptuelle litteratur er metoden ikke bare en form for medium, men sagen selv, det stof den type litteratur er gjort af -­‐ for nu at parafrasere Lilian Munk Rösings beskrivelse af hvad hun mener en litterær stemme er (Rösing 2012, 72) -­‐ man kan ikke ændre parametrene i den konceptuelle litteratur, uden at ændre på hvad den beskæftiger sig med. (...)

Den konceptuelle litteratur abonnerer også på andre læsestrategier end dem det sædvanligvis forventes man skal operationalisere i mødet med skønlitteratur; om det er godt eller dårligt skrevet, om det er originalt, om det er overraskende, det er ikke så interessant som HVAD der står, HVORDAN det står der, og måske vigtigere: HVOR det står – kontekst og situation; hvad det er en del af, hvilken sammenhæng det er taget fra, hvilken del af verden det repræsenterer.86 Anskuet således falder eksempelvis de OuLiPo-­‐inspirerede arbejder ud (Thomas Hvid Kromann, Martin Larsen, Peter Adolphsen); ligesom også de bøger der arbejder med montager af citater falder ud (Peter Laugesen, Bjørn Rasmussen, Klaus Høeck, for eksempel hans Transformationer (1974)); de gør så at sige kunst af kunst ved at postproducere, eller rettere montere, dele af tekster fra Louis-­‐Ferdinand Céline, Marguerite Duras osv., så resultatet bliver en ny bog af Laugesen (og Céline), Rasmussen (og Duras) osv. I den konceptuelle litteratur er det sjældent materiale der allerede i udgangspunktet er kunst, der bliver bearbejdet.87 Det har naturligvis andre konsekvenser for hele måden at læse på, om man for eksempel læser en 'autentisk' vejrmelding, men nu som poesi, eller om man læser dele af skønlitterære tekster -­‐ som skønlitteratur. Når Bjørn Rasmussen citerer Duras ekstensivt og Peter Laugesen skaber en hel bog om Céline udelukkende ved at montere tekster af Céline selv, forandrer de naturligvis deres kildeteksters betydning ved at forandre deres nye tekstinterne og -­‐eksterne omgivelser, nye afsendere, modtagere, sammenhænge, en ny historisk situation at blive udgivet i osv.; men den grundlæggende måde at læse på bliver ikke forandret. I den konceptuelle litteratur er selve FORFLYTTELSEN fra én sfære til en anden vigtig, dette at få nye øjne at se med. Ofte sker denne forflyttelse fra noget der ikke i udgangspunktet er kunst eller tilskrives politisk eller kunstnerisk værdi -­‐ ofte er det fra en form for brugskontekst; derfra og ind i kunstens og opmærksomhedens rum, hvorved materialet mister sin oprindeligt intenderede mere utilitaristiske (tids-­‐ og stedsspecifikke) funktion (vejrudsigten, trafikmeldingen, baseballkampen, den daglige kommunikative tale osv.) Det er, med Jacques Rancíeres begreb, den redistribution af det sanselige der er en væsentlig komponent i den konceptuelle litteratur, og som i første omgang adskiller den fra andre system-­‐, genre-­‐ og constraint-­‐baserede typer af litteratur såsom for eksempel OuLiPo, Cut-­‐up, Fold-­‐in, Collage, Montage, Remix, Found Poetry osv. I den konceptuelle litteratur går det for så vidt ud på ikke at skrive selv, eller ikke at skrive selv; ikke skrive som det vi sædvanligvis forstår ved at skrive; ikke i første omgang at bedrive kunst. Dét bliver så kunsten.