Tematik er ikke stemt, en stemme er ikke tematisk

Jeg kan stadigvæk ikke forstå, hvad adjektivet solvarmt betyder? Ud over at man bruger ordet sol enormt meget og enormt uklart (altså som heavy symbolsk og abstrakt ved siden af bare betydende solen deroppe skjult bag decemberhimlen). Først brugte Tue Andersen Nexø det i sin forelskede anmeldelse af Jonas Rolsteds debutbog Flex death i Information, og nu gentager Elisabeth Friis det i et lille hyldestindlæg til Rolsteds bog på Promenaden, der tager sit afsæt i underrubrikken på min egen uforelskede anmeldelse i WA Bøger:

Debutanten Jonas Rolsted er så lammende temperament- og temperaturløs, at man slet ikke orker irriteres./  Ja sådan skrev Lars Bukdahl om debutanten Jonas Rolsteds “Digt” – Flex Death. Rolsted er blevet rost meget, så han overlever jo nok den artige karakteristik. Men jeg forstår ikke prædikatet “temperaturløs”. Har vi læst den samme bog? Rolsteds tekst er da varm, solvarm – kærlighedsfuld. (...)
For det er nemlig lige præcis, og meget oplivende, offerpositionerne, også dem vi placeres i af “velfærdssamfundet”, som digtet får skrevet reversible – if You pardon my French.  Alkoholikerfædre kan også være smukke:/  Min far kunne også virke meget kejtet. Spinkel, ranglet, kejtet. Også ret feminin. Jeg synes der er noget forsonende over alle sådan nogle små ting jeg pludselig kommer i tanker om nu. (p17)/  Og hjemmehjælper-arbejdet tilfredsstiller måske nok vort Jeg fordi det får ham til at føle sig nyttig (banal-psykologisk), men det er ikke hele historien. Jeget er GLAD for sit lorte-job. Han nyder det som et stof, det afsætter “nogle meget dybe stød af lykke” i ham:/ “Måske fordi det hele tiden er så ærligt, så konkret ­ hele tiden knyttet til, eller i forlængelse af, en ting eller krop”. (p28-9).  Jeget er simpelthen til stede i det konkrete han gør, her skiftes der f.eks. ble:/  Men jeg holder borgeren fast mens min makker skifter hans ble. Jeg ser pludselig de to ansigter mod hinanden, forskudt i afstand og delvis overlappende, formørkende hinanden. Hvor min makkers ansigt vinder en hårdhed i mødet med kødet og bleen, bliver borgerens ansigt blødere og blødere indtil det næsten ligner et barns. (p23)/ lammende temperament- og temperaturløs?/ Det er også lykken netop ikke at være defineret af sine egne behov. Det er også frihed at leve med sin lortefar. Det er også skønhed at skifte den lorteble. Hey, det her er Nietzsche for fulde gardiner: Forholdet mellem årsag og virkning er reversibelt, og vi når ud hinsides the politics of happiness./  Jeg synes simpelthen den her tekst flyder over med: Here comes the sun (ja den med George Harrison) – og det varmer i det mindste denne læsers vinterparalyserede thumos:/ Solen etablerer en logik. Solen etablerer et sprog. Vi er selv sol. Se selv. Sol. (p72).

Akademiske litterater er så åndssvagt glade og glad åndssvage for tekster, der explicit bøjer sig selv i tematisk neon - i dette tilfælde reversitbilteten: grim/smuk alkoholikerfar, nedværdigende/lykkebringende hjemmehjælperjob - i stedet for at give det dynamisk, animeret stemme i selve tekstflugten, som fader-ambivalensen i Jens Blendstrups Gud taler ud, der aldrig pindes ud, men "bare" praktiseres for fuld, bevægelig og DERMED bevægende skrue. Men hvordan bliver en gerne dristig eller original (selvom den så også er nietzscheansk) tematisk figur - den dér reversibiltet - solvarm? Og hvorfor udviser akademiske litterater - ved siden af Elisabeth også fx Tue Nexø (i hans Rolsted-anmeldelse) og Lilian Rösing (den dér dobbelte Klougart-nomnering, se også nedenfor) - så ofte så dårlig litterær SANS!? Prøv dog at læse den ble-passage igen, allesammen, det sidste, den er, er da konkret, og jo slet slet ikke indvidualiseret, vel nærmest anti-individualiserende og anti-konkret i sin trælse, akavet og anstrengt formelle (eller som de sagde i 90'erne: morfologiske) abstraktion  (men det er jo bare "Det blomstrende Slagsmål" om igen, uden lirekasse - eller keyboard for den sags skyld). Jeg ved stadig ikke, hvad solvarm betyder, men jeg mærker ingen friktionsenergi overhovedet i de sætninger, de falder tungt og gråt, diffust og omstændeligt som ret præcist sludsneen lidt tidligere denne tirsdag.

Lad os endvidere kaste et blik på Schnacks og Rösings motivering for nomineringen af Josefine Klougarts roman En af os sover til Nordisk Råds Litteraturpris; tematik over alle bredder (og lidt om (demonstrativ og dermed tematisk) metafor-teknik); og bemærk, hvordan morens sygdom pænt uhyggeligt synes determineret af tematikken i stedet for omvendt, og hvordan der ligesom i Blå Port-medredaktør Rolsteds tilfælde altid er et rammende/lammende tematisk neonbøjende citat til rådighed:

Josefine Klougarts (f. 1985) tredje roman, Én af os sover, hører tematisk sammen med hendes første, Stigninger og fald (2010), for så vidt som de begge har samme landskab som ramme. Dog er landskabet nu sænket i sne og uigenkendelighed. Romanens ydre handling er en række sammenfaldende tab: jeg-fortælleren er blevet forladt af sin kæreste – ”den nye mand” – og rejser tilbage til forældrene og barndommens landskab. Men også det har mistet sit nærvær, og for at understrege alvoren viser det sig, at moderen er blevet alvorligt syg. Det sætter erindringer i gang, hvor tabet af en tidligere elsket – ”den afdøde mand”, som han kaldes, selv om han lever i bedste velgående – først nu kommer vældende med detaljeret smerte. Tabet opleves som en dobbelteksponering. Det ene lag af tab og sorg lægger sig oven på det andet. Denne flerhed af tab og sorg bringer jeget ind i en depressiv tilstand, hvor hun indser, at det, der var tænkt som varigt og taget for givet som sådan: barndomshjemmet, landskabet, hvor opvæksten fandt sted, og nu senere – i det voksne liv – ikke blot ét kærlighedsforhold, men to, et længerevarende og et kortere, kompliceret, at alt dette, der skulle have været livets sikre holdepunkter, i nævnte rækkefølge, viser sig som midlertidige. Der er ingen trøst at hente i det flygtige. Jeget bebor midlertidigheden, fanget i det vinterlige landskab, der ikke vil kaste genkendelighed og mening af sig. Fortælleteknisk eksponeres jeget ud i et hun (set fra jegets side) eller konkretiseres i et rum med figurer – hun og han – (set fra fortællingens side), hvilket kan udlægges som et tab af sikker jegfølelse foranlediget af tabet af sikkerhed i landskabet, kærligheden. Tilbage er en uskarp hvidhed – en ufrivillig, langtfra ønsket udviskning af identitet. I denne fortabelse overlever imidlertid en dyb poetisk opfattelse af billeders beståen: ”Der er en lille håndfuld billeder, jeg ikke bliver færdig med. Der er et hierarki af billeder, de er både kroppens og tankernes, følelsernes billeder; de slipper ikke” (p. 41). Og konkret får vi at vide: ”I toppen af mit hierarki ligger billedet af æbletræet med de lysende æbler” (p. 42). Dette billede – de røde æbler – dråber fra sorte grene – træet, der skærer sig kalligrafisk ind i vinteren – varieres bogen igennem som det nye holdepunkt, den poetiske tilknytning til verden.

Nej sneen er ikke sne, som sner, den er "en uskarp hvidhed – en ufrivillig, langtfra ønsket udviskning af identitet". Sammenlign med denne videostump fra et interview med forfatteren på Bogforum; hun er mindst lige så god som sine nominatorer til at tale tematisk om sin roman (og lige efter totaltematiseringen af egen roman, taler hun IMOD symbolik, tematik ER symbolik - noget betyder noget andet -  bare blegere og abstraktere), og det er jo bare fordi, den også og primært er skrevet tematisk, og det kan godt være at tematik er litterært og litteratur tematisk, men tematik er fandengaleme ikke litteraritet og litteraritet kraftedeme ikke tematik: