Harald-highlights

SYND! at ikke flere af jer overværede min samtale med Harald Voetmann på Humanistisk Fakultetsbibliotek i går eftermiddags, tyst og intenst fortalte han SENSATIONELLE ting om sit forfatterskab, blandt andet. så vidt jeg husker (kun Erik Skyum skrev ned):

- Han kom som purung ind på Forfatterskolen med højtravende digte, som han meget straks blev flov over - men poesien spøger stadig, som højeste ambition og som skriveprocessuelt trick i de første gennemskrivninger af prosaen, hvor teksten opsættes og organiseres (gammeldags/systemisk) lyrisk

- Gennembruddet til at skrive debutromanen Vågen var en pågående livagtig drøm, han drømte i Italien efter at have gennemtravet alt for mange ruiner (manden elsker ruiner og fragmenter) og gennemlæst alt for meget sekundærlitteratur om Plinius, Petronius og co.: På en gade i Pompeji henvender en kvinde sig til ham, på turist-sproget græsk, og alt føltes frygteligt virkeligt og frygteligt fremmed

- Det var Hanne-Vibeke Holst, der fortale ham, at Vågen var en roman, til forfattermøde hos Det Danske Akademi, hvor han i baronessens havestue havde læst en bunke Plinius-tekster op, og samtlige tilstedeværende var uenige med hende, inklusive Harald, men et år senere opdagede han, at hun havde ret

- Syner og fristelser er skrevet i en vis fart under frivillig terror fra app'en Write or Die, der sletter vilkårlig tekst fra manuskriptet, når han ikke skriver hurtigt og effektivt nok

Konceptualisten HV Holst

Statens Kunstfonds nye legatudvalg for litteratur, Anne Lise Marstrand-Jørgensen (voksenbogsforfatter), Peter Adolphsen (voksensbogsforfatter), Hans Hauge (universitetslitterat), Camilla Hübbe (børnebogsforfatter) og Sara Koch (oversætter), har uddelt deres første uddeling: 5 efterårsbøger har de givet pengepræmier: Hanne-Vibeke Holsts Knud, den store, Birgitte Krogsbølls Dyr med næb ordnet efter antal vinger:, Ida Jessens Postkort til Annie, Lars Frosts Kongskilde NS 5100 og Ellen Wulfs oversættelse af 1001 nat. Vi er i vores højtlæsningsprojekt kun kommet til forordet til 1001 nat, men det lover godt, selvfølgelig! Ellers er jeg meget glad for præmien til Birgitte Krogsbøll, - hvis mikroskopisk smalle bog, jeg forestiller mig, Peter Adolphsen har i det mindste opdaget - med denne gode begrundelse:

Ikke kun videnskaben har sine klassifikationssystemer, der ordner virkeligheden, så man kan tale om den, også sproget har sine, ja, hele vores måde at tænke på forudsætter at vi konstant klassificerer alting. Med Birgitte Krogsbølls fine, lille bog "dyr med næb ordnet efter antal vinger:" (kolonet er en del af titlen) har poesien i listeformat nu givet os sine egne klassifikationssystemer; systemer, der bringer uorden i virkeligheden, så vi måske netop kan tie om den. Og bare læse. Og fnise – for overalt er bogen gennemsyret af en diskret og elegant humor. Og inderst inde finder vi et endnu mere diskret jeg; digteren, denne Birgitte Krogsbøll, som titter frem i en tekst som denne:

 liste over ting, man med lidt varsomhed kan gøre samtidig:

a)     drikke te

b)     belure kat

c)     poppe majs

d)     nynne sange

dyr med næb ordnet efter antal vinger: er en smuk, besynderlig, sjov, klog og dybt poetisk bog, men samtidig får den sagt noget om selve indretningen af menneskers måde at tænke på. Det fortjener en præmiering.

Jeg er helt okay med Ida Jessen, og jeg kan aldrig være imod en præmie til Lars Frost, selv ikke for hans svageste bog, thi i sammenligning med hvad som helst er den jo bomstærk. Men hvad sker der for præmien til Hanne-Vibeke Holst eklatant klodsede roman; det er den, der afslører uddelingen som en studehandel: Hvordan er Adolphsen rent fysisk nået frelst igennem denne oppumpede omgang kokset normalprosa (Marstrand-Jørgensen har måttet optræne sig selv til at skrive forholdsvis rugbrødsagtigt i sine laaaange romaner, og det kan vel ikke undgå at påvirke blik-kræsenheden)? Første del af begrundelsen lyder umiskendeligt Haugesk, fordi den post-kvalitativt kun taler om romanen som autofiktivt og litteraturteoretisk interessant.

Hanne-Vibeke Holsts roman med den tvetydige titel "Knud, den store" er en enestående tekst. Det forbliver ubestemmeligt om Knud Holst opførte sig som en stor mand, eller om han måske alligevel var det? Datteren dømmer ikke. Hun er forbavsende neutral. Dernæst kalder hun teksten en roman og ikke en biografi. Romanformen giver hende også større frihed til at leve sig ind i farens liv. Der findes andre romaner, hvor forfattere skriver om andre forfattere, men her er det helt specielle, at en forfatter skriver om sin far, der var forfatter, og hvis mor også var forfatter. Romanen er både biografisk og selvbiografisk; Hanne-Vibeke Holst er med i den, men holder sig tilbage, så hun ikke skygger for Knud Holst. Hun skriver på en måde den (selv)biografi, som faren drømte om at skrive. Hun fuldender hans værk. Er det en tragisk historie, hun fortæller? Om en miskendt forfatter? Om et liv der ikke lykkedes? Både og. Den er i al fald også en rehabilitering af en efterhånden overset forfatter. 

Romanen er både biografisk og selvbiografisk; Hanne-Vibeke Holst er med i den, men holder sig tilbage, så hun ikke skygger for Knud Holst. Hun skriver på en måde den (selv)biografi, som faren drømte om at skrive. Hun fuldender hans værk. Romanen er enestående, fordi den er en klassisk, folkelig, realistisk roman, der handler om en modernist, der ikke skrev realistiske romaner. To litteratursyn mødes. 

Den konceptuelle listesamling præmieres for sin realisme, den realistiske roman for sin konceptualisme. Spøjst!

Flashbackpacker

Jeg har guddødeme læst Hanne-Vibeke Holsts gudjælpme overalt roste (og til WA's Litteturpris indstillede) roman om sin far, digter og Hvedekornsredaktør Knud Holst (og velsagtens derfor: af redaktørsolidaritet!?), Knud, den store, og jeg må sige, jeg er noget nær CHOKERET over den tekniske og kompositionelle KLODSETHED, den prosaiske uprofessionalisme simpelthen: Næsten 100 sider om et håbløst trivielt og aldeles ikke skæbnesvangert gymnasiesværmeri, men sølle 13 sider om KH's sene, langvarige forhold til den yngre Sus -  inde i et elfantistisk flashback på et hotelværelse. Og sjældent har jeg læst så flashback-rygskadet en roman; hver gang handlingen er sprunget over et kortere eller længere tidsinterval, skal hvad, der end er foregået af stort og småt (virkeligt (og researchet og erindret) - derfor skal alt med) i intervallet, møjsommeligt rekapituleres via som regel Knuds bevidsthed, ikke scenisk, men rent refererende, hvilket jo snarere end flashbacks er flushbacks: handlingsudskylninger. Måske tror HVH, at det er en elegant måde at fortælle på, men det opleves stik modsat som uroligt uskønt og bare desperat, stof-overload-desperat. Sammenlign med igen og igen ikke-prisnominerede Maria Helleberg, der også hele tiden må klippe i sit (betydeligt mere dramatiske) virkelighedsstof, men hver gang klipper lige ind i et nu, der jager direkte fremad uden at se sig tilbage. Og hvad angår kreativ, dynamisk og systemisk/ eksperimenterende brug af flashbacks  vil jeg fremhæve tv-serien Lost, som jeg ser som besat for tiden, hvor hvert afsnit i kollektiv-fiktionen er bygget og som et dobbelt-spor af nu-handling(er) og en enkelt persons flashbacks, med alskens intrikate undtagelser og variationer - og diverse plot-klargørende og -udtågende links på kryds og tværs, flaskbackeri som narrativt overskud frem for, som hos HVH, autofiktiv fallit.

Og Hanne-Vibeke Holst er dansk litteraturs Thomas Pynchon

Ifølge forfatteren Hanne-Vibeke Holst er der »noget Obama« over Uffe Elbæk. Hun er en god ven af kulturministeren og en del af hans - vidtforgrenede - netværk.
»Han blev valgt ind i Folketinget, selv om han stod nærmest usandsynligt langt nede på listen. Og det blev han, fordi han er eminent dygtig til at bygge netværk af græsrødder og frivillige op. Ligesom Obama kan han mobilisere mange mennesker, som bliver meget begejstrede og entusiastiske og hjælper ham. Han er også meget populær blandt unge og studerende.De elsker ham, fordi han viser nogle nye veje og lytter til dem og forstår den kulturelle virkelighed, de navigerer i«

Gladelig forstår jeg ikke kaotiske valmuer

Her sen eftermiddag/tidlig aften var jeg i Radio 24syv og skulle udnævne årets bøger indenfor forskellige kategorier, det prøvede jeg så på:

Den du grinte til:
Juliane Preisler: Drageånde (som jeg læste 2 halve digte op af (jeg kunne ikke finde det første igen, da værten leende ville høre mere))

Den du græd til:
Susanne Staun: Hilsen fra Rexville
(første valg, men jeg er ikke sikker på, det er kunstnerisk legitim gråd: Dy Plambeck: Gudfar)

Den du forlod:
Martin K: Dansk ørken

Den du ikke forstod (fortolket positivt, fed hermetik):
Henrik Have: Forværelset (citerede ca. så meget her af digtet side 29 (og syntes så selvfølgelig, at det var helt indlysende, hvad det betød, og dog (og mon ikke den kaotiske valmue henviser til Højholts stadig mere komplicerede nellike?)): "Vi garderer en gravning med pelsede vinger,/ med visne blade som vi finder i poserne,/ dødens blomster der hverken er/ død eller blomster men blot et skilt/ der viser vej til noget som er gået over./ En kaotisk valmue der kløjs i krummer/ og chokolade af grin over de døde, og over/ at det lige er den der står for tur til/ at frigøre formen til ren idioti")
(første valg: Lars Frost: Skønvirke, men det irriterer mig såre, at Lars F og alle mulige andre alt for godt og kedeligt forstår den uforståelige slutning, som jeg til stadighed nægter at forstå)

Den du elskede (havde jeg glemte at svare på på forhånd):
Vibeke Grønfeldt: Livliner (men jeg fik også namedroppet Helle Helle: Dette burde skrives i nutid)

Den du hadede:
Ville have svaret Hanne-Vibeke Holst: Undskyldningen, fordi jeg ikke har læst den og derfor kan hade min fordom om den + de hysteriske slagstal, jeg gider ikke hade bøger, jeg har læst, men værten tvang mig til at nævne en faktisk læst bog, og så udpegede jeg Jens Andersen: M, selvom den hader jeg da virkelig heller ikke.

Den der overraskede (glemte værten at spørge om):
Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet & Hanne Højgaard Viemose: Hannah & Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily & Mette Østgaard Henriksen: Stikkersvin jeg fucker dig

Hvad ser du frem til:
Harald Voetmann: Kødet letter
 
Hvad ser du ikke frem til:
Fortsat krimisyndflod (kedeligt svar, men hvad skal man sige?)

Finlitteratur = (TYK) ikke-kriminallitteratur

iflg. en artikel i dag i Politiken, der bærer overskriften

Kloge bøger kan også blive bestsellere

og begynder sådan her:

Bogkøberne vil ikke bare underholdes. Store, tidskrævende fortællinger om selvet og samfundet sælger også./ Forfattere som Haruki Murakami, Karl Ove Knausgård og Hanne-Vibeke Holst har det rigtig fint på bestsellerlisterne, selv om forlagene op til jul stopfodrer markedet med den traditionelt mest salgsstærke romantype, krimien./ »Tiden er til fordybelse, de store linjer og de store fortællinger, der ofte berører eksistentielle spørgsmål«, begrunder Andreas Nordkild Poulsen fra Arnold Busck udviklingen i bogsalget i Kristeligt Dagblad.

Fordi Hanne-Vibeke Holsts Undskyldningen (senere i artiklen nævnes (af L&R's Hans Henrik Schwab) Benn Q. Holms Byen og øen) er en tyk bog, der ikke er en krimi, er den en ikke bare underholdende, stor, klog, tidskrævende fortælling om selvet og samfundet, der berører eksistentielle spørgsmål og tegner store linjer og kræver fordybelse.

Not quite how it works, I'm afraid! 

Til sidst i artiklen udtaler Johannes Riis sig naturligvis, og jeg gætter på, at det ikke er ham, men kloge Politiken, der ikke kan stave til Søren Ulrik Thomsen, og så er jeg altså meget tæt på at blive en Jule-Jeronimus:

Også litterær direktør hos Gyldendal, Johannes Riis, synes, man skal være varsom med at læse en generel tendens ud af bestsellerlisterne/ »Det kommer alt sammen an på udgivelserne i en given sæson. Det har meget at gøre med den enkelte titel. De bestsellere, vi har haft, repræsenterer et bredt spektrum. Fra krimi af Kepler over Franzens ’Frihed’ til Hanne-Vibeke Holst, Søren Ulrich Thomsens digte og Steve Jobs’ biografi. Man kan glæde sig over den tilslutning, Søren Ulrich Thomsens digte har fået, men de ville også have solgt godt for et par år siden«, siger Johannes Riis.

Under artiklen står på politiken.dk dette link:

FACEBOOK Bliv ven med Politiken

Nix, Bermudatrekant

= Politiken (totalt upålidelig (eller netop totalt pålidelig! han jævnfører, i bedste, positive mening!, med danske tv-serier som Borgen og co., nej tak, nej tak, nej tak!) 4 hjerter-anmeldelse af Bjørn Bredal, der kalder sig et "temmelig forhærdet tidselgemyt", det har han anmeldermæssigt ingensinde været) og Gyldendal (kæmpeannonce i Politiken: "Udkommer i dag! Årets roman-nyhed!" (nej, årets roman-nyhed er, hvis jeg skal vælge 1 (og 1 der er lige så tyk), Vibeke Grønfeldts magtfuldt forfinede monstrum Livliner)) og givetvis også (det nægter jeg at høre og se efter) DR, dagens bog er ikke nikke nej Hanne-Vibeke Holsts Undskyldningen (tre stjerner i JP, to stjerner i Berlingske), dagens bøger er Peter Laugesens og Célines Anarkisten i fandens hus (intetsigende anmeldt af Erik Svendsen i JP i dag, men faktisk anmeldt og til 4 stjerner, god skuldret med ingen skulder, Erik!) og Asta Olivia Nordenhofs Et ansigt til Emily (intetsteds anmeldt og heller ikke nævnt på Gyldendals hjemmeside, selvom det er Gyldendal, der har betalt bogen for Basilisk og burde være stolte over det). Bistert basta!

Om ufint

Apropos Information

så fik jeg aldrig skrevet en planlagt blogpost om interviewet med Hanne-Vibeke Holst i Information (men ikke selve bogtillægget, rimeligt nok) sidste fredag, som alle forlængst og forhåbentligt har lykkeligt glemt, så jeg beklager at erindre jer om, at hun fremfører det besynderlige synspunkt, at det er ekskluderende i almindelighed og ekskluderende for KVINDER i særdeleshed at betragte litteratur som et KUNSTNERISK udtryk, hvilket vistnok skal forestille at være et FEMINISTISK synspunkt, her lidt citatsuppe:

»Selvom det folkelige fylder mere i dag, findes der selvfølgelig stadig en finlitterær verden. Vi har det danske akademi, det akademiske miljø, dele af kritikerstanden og så videre, som stadig vil kæmpe for en finere form for litteratur, en mere kunstnerisk [FYORD!] form. Jeg kalder dem de litterære dørvogtere. De betragter stadig litteraturen som en mere eksklusiv kunstart, som er og bør være smal [= kunstnerisk forpligtet og kvalificeret for syv søren]. Og de forsøger at bevare den med næb og kløer [you better believe it!],« siger Hanne-Vibeke Holst. Men det er gammeldags og nedladende ikke at anerkende den såkaldte kvindelige litteratur [det er og bliver til gengæld dybt besynderligt, ikke mindst som erklæret feminist, at definere kvindelitteratur som populær genrelitteratur (og omvendt)], mener hun. For finlitteraturen bliver mindre og mindre interessant, hvis ingen rent faktisk læser den [var Shelleys digte mindre interessante, fordi kun en håndfuld mennesker i hans samtid læste dem, og grunden til at Dickens er fed, er jo heller ikke, at alle samfundsklasser i England læste ham som besatte (modsat NB HVH, der sgu ikke i nogen sociologisk forstand er en folkelig forfatter, sådan som fx X-Factor er et folkeligt tv-program (ja, ja, ja, jeg ser det også, pga. Blachman))]»Finlitteraturen bliver fortrængt til et reservat, som virkelig er et restricted area. Her kan de så gå og bekræfte hinanden i, at de er interessante, og at netop de har fat i kunsten med stort K [det er så rigtigt nok], siger Hanne-Vibeke Holst. »Samtidig buldrer den mere kommercielle mainstreamlitteratur ellers derudaf, uden for reservatet, hvor de mindre fine forfattere kvinderne [!!!] jo ikke rigtig har noget at skulle have sagt. De har ingen indflydelse dér, og det er synd. For det er desværre i reservatet, at meget af magten ligger.« Men er det så ensbetydende med, at kvinderne ikke er i stand til at lave finkulturel litteratur? »Nej, det er nærmere fordi, kvinder i høj grad bliver henvist til at være mainstream. For der er generelt en nedvurdering af kvindelitteraturen, især hvis den handler om det kvindelige rum [Helle Helle Helle Helle Helle!?]. Så er den helt gal. Selvfølgelig er der nogle få kvinder[nogle få? af årets tre kandidater til Kritikerprisen er to ud af tre kvinder, hvilket nærmest ligger under de seneste års gennemsnit, og Pia Juul fik for et øjeblik siden Montana-prisen, Naja Marie Aidt for tre år siden Nordisk Råds Pris] der bliver lukket ind i klubben, ind i smagsdommermiljøet, fordi de skriver i en meget smal litterær tradition [!!!???, den smalle tradition for poesi og romankunst, Shelley, Dickens & co.!!??]. Katrine Marie Guldager [for længst ikke længere smal, heller ikke i kvalitet], Kirsten Hammann [for længst ikke længere smal, kun i kvalitet], eller Kirsten Thorup [en af DK's populæreste romanforfattere, også hos kritikerne, de sidste 30 år, hvilket selvfølgelig må være et kors for tanken for HVH]!? for at nævne nogle. Men generelt er det jo sådan, at kvinder, som skriver bare lidt bredere, bliver henvist til at være mainstream. Og mainstream er ikke et positivt ladet ord i litteraturen [det er det nu egentlig for beklageligt mange (omend kun implicit), men rigtignok ikke hos mig, sagde muskelhunden],« siger Hanne-Vibeke Holst.

Grunden til, at jeg fremturer med det forglemmelige interview, er, at jeg i fredags snuppede en SMAL bog af HVH inde på hylden med anmeldelses-fravalgte bøger (ja, sådan en hylde findes, konspirationsteoretikere), skuespillet Moskva, 7. oktober, og på en time og et kvarter læste de 232 sider (medsamt servilt interview ved min gode WA-kollega Martin Krasnik) - og det bemærkelsesværdige er nu, at HVH skriver endnu mere firkantet og stift og fladt, når hun skriver smalt (og det bliver ikke smallere end dramatik i bogform - spørg bare vores bedste LITTERÆRE dramatikere, Jokum Rohde og Line Knutzon, der så sandelig ikke udkommer på forlaget Gyldendal (fordi de ikke har nogen bestsellere at afpresse med), men på forlaget Drama), end når hun skriver bredt - hendes tjetjenske præsident Tuzarov fx er plattere end nogen skurk i selv tidlige Tintin-hæfter, end i selv Tintin i Sovjet:

TUZAROV: Så skar de svansens hoved af og hængte det op i gasledningen?

MUSA: Sådan har jeg forstår det.

TUZAROV: Efter først at ha' fjollet rundt med det?

MUSA: Det siger de.

TUZAROV: Har de også spillet fodbold med det?

MUSA: Ikke så vidt jeg har hørt.

TUZAROV: Hvorfor gjorde de så ikke det?

MUSA: Fordi de er en forpulet flok bøsserøve, boss. Eller fordi et hoved ikke egner sig særlig godt som bold ...

TUZAROV (bryder ud i larmende latter): Haha, fætter, den var god! De vil hellere trille med Adidas-bolde end med jihadister! Forkælede bøsserøve! de sku' ha' en salve hele bundtet! Men okay, det godt tænkt det med at skære det af og hænge det op. Jeg kan lige se, hvordan kragerne hakker i det. Hug, hug! Så kan de lære det, de skide rebeller!

Elever i 5. klasse skriver bedre!

Jeg er som radikal attituderelativist (og kasserer i spøgelses-Pingklubben) bedøvende ligeglad med, om noget fremtræder som fint eller ufint, så længe det er værd at læse som sprogkunst (i aften har DK's bedste (og eneste?) thrillerforfatter Susanne Staun (what a woman!) chancen for, på min indstilling, at vinde Weekendavisens Litteraturpris (som 2 andre romanskrivende kvinder og 1 lyrisk mand er nomineret til)). Hvad mening giver det fx at kalde Lone Aburas' splinternye roman Den svære toer fin og eksklusiv (og ukvindelig!?), fordi den er under 200 sider lang, ter sig litterært bevidst og benytter sig at meta-effekter, når den i øvrigt er fuldstændigt elementært vittig og velskrevet, kvik og klog og forpulet underholdende ????????????????????