I må ikke træde i de små hvide sten!

Samuel Beckett (Helle Biler og dyr Helle):
NO SYMBOLS WHERE NONE INTENDED.

vs.

Birkegårdens haver, specifikt Danmarks største japanske have:

(I må ikke træde i de små hvide sten! De små hvide sten symboliserer vand)

Kritikere er også soldater, men

Hårdt, præcist Godard-citat, jeg ikke kendte, i samtale mellem to 8andre) helte, David Cronenberg og Jim Jarmusch, i (helten) Warhols gamle magasin Interview:

JARMUSCH: I don’t know. I get so depressed by these humans.

CRONENBERG: Humans can be very depressing, yeah. That’s why I really love babies, because they haven’t learned how to be destructive yet. [Laughs]

JARMUSCH: Now we’re getting a little negative. But when I get depressed by the state of the world, I try to appreciate the very strange phenomenon of having a consciousness. I think, “Life on earth is such a fragile, brief thing.” The fact that we’re even here talking to each other is remarkable, and therefore something to celebrate. My friend Joe Strummer from the Clash always used to say to people, “When you get really low, you only have to remember one thing: You’re alive!” So I try to hold that close. But lately, I don’t know.

CRONENBERG: You might be able to find some people who walk around thinking they’re dead. That’s the problem.

JARMUSCH: Right. Your films have tenderness and warmth in them in places, even though critics don’t always project those qualities onto you. The end of Crimes of the Future is tender, warm, and moving to me.

CRONENBERG: Our relationship with the critics, of course, is kind of contentious.

JARMUSCH: I like that quote—I think it’s Godard—it goes, “Critics are soldiers too, but they’re firing on their own troops.”

CRONENBERG: The idea that my filmmaking has always been cold was the critique of The Shrouds. I never felt that I was making cold films. I always wanted to avoid sentimentality and cliched emotional hooks, but cold? There are one or two critics who’ve jumped on that. And I ignore them, of course.

Top 5 over bogstaver i forrige blogpost

1. H

2. E

3. J

4. A

5.  L

(tilsammen HEJ AL - Simon-Helle-Mash-up)

Top 5 over ord i Fibonacci-genererede citater i forrige blogpost

1. Klokkereparatøren

2. Petuniaer

3. Beignetdej 

4. Varmehader

5: Altangelænderet

Dobbelt Fibonacci-læsning

af  Helle Helles Hey Hafni (sidetal + ordantal (ikke nødvendigvis fra starten på siden) i Fibonacci-sekvens) 

0

1
Hey

1
Hafni

2
det er

3
Helle Helle Hey

5 
(siden tom)
() () () () () ()

8
Hafni vil imens få styr på sovesofaens mekanik.

13
Han smutter ud på badeværelset, fortsat nynnede. Hafni tager et stykke tyggegummi. Så 

21
Jack. Hafni siger ingenting.  Jeg kan godt savne Elisabeth noget, siger Jack lidt efter, og Hafni siger: Jeg savner ikke nogen. 

34
Sidste sommer stod varmen ud fra Bavnevangens husmure, og hendes armring brændte. Men selvom hun altid har været varmehader, bekom varmen hende godt. Hun lod ben være ben og sad på sin franske altan

55
(28 ord alt i alt på side 55)
ampler på forsiden, på facaden, en pub med røde petuniaer, forbi en pub med røde petuniaer i ampler, passerer en pub, mangefarvede petuniaer hænger fra amplerne. Utallige stengærde
(et bogstav bare på side 56, tæller som et ord, selvom det måske bare er en fortsættelse af sidste ord, "stengærde",  på side 55 (til gengæld er der intet punktum på side 56 heller, så der er tale om enten en eller to uafslutninger (måske er ordet heller ikke afsluttet efter "r", kunne være 'stengærderne')
r
(fortsætter på side 57)
Han havde bedt chaufføren om sige til ved The Street, som Monk's House ifølge kortet skulle ligge på, men givetvis på grund af dette meget

89
Han plukkede hyldeblomster i Grøndalsparken  og bar dem hjem til lejligheden i Brønshøj, dyppede dem i beignetdej og rygende olie, mens børnene sad ved spisebordet med hver sin bacheloropgave. Deres hår fedtede gradvist til. Hendes datter vendte sig og sagde: Det er rigtig sødt af dig, mor. Hafni åbnede den franske altandør, og datteren sagde: Hvor er du heldig, at du kan lufte dine dyne. Lufter I dyner? sagde Hafni, og de nikkede begge to. Næste morgen, mens de stadig sov, hængte hun sine dyne over altangelænderet; så vågnede

144
Hun sover i et værelse oppe under loftet og vågner, fordi det banker kort på døren. Udenfor på gulvet står en bakke med engelske muffins. Hun tager bakken med ind i seng og stabler puder op, der er også juice og kaffe og marmelade og der ligger en seddel under flødekanden, 'klokkereparatøren har meldt afbud, derfor bliver det en rolig dag smiley.' Hun har aldrig forstået engelsk kommatering, men så der skal altså komma foran derfor ligesom på dansk. Medmindre Our Billy ikke kan finde ud af at sætte kommaer. Selv er hun uhyre optaget af korrekt tegnsætning. Hun kan ikke lade være med at smile til smileyen, eller det tror hun i hvert fald, at hun gør, men af og til tro hun forkert, idet hendes efterhånden ret nedadvendte mundvige, som hun ikke er videre stolt af, nogle gange spiller hende et, med

Næste tal er 233, men Hey Hafni er kun på 180 sider, derfor må læsningen stoppe her. 

Fortællerens øje henholdsvis hånd

I et selvfølgelig godt interview med Lone Nikolajsen i Information konfronteres Helle Helle med den mystiske optræden flere steder af Hafnis tredje hånd: 

"Ud over spøgelset og hans hund kommer der også mystisk sort røg ud af en træstamme, og så er der en såkaldt tredje hånd, der forfølger Hafni. Pludselig er den bare uden for hendes kabine i pariserhjulet Brighton Wheel eller på bordet foran hende. På et tidspunkt rækker den Hafni en kniv. Hvad er det med den hånd, spørger jeg.
  »Den er symbolsk,« siger Helle Helle og griner højt. »Er det ikke kedeligt, hvis jeg sidder og forklarer, hvad den skal betyde?« Alligevel giver hun efter.
  »Man kan vel se det sådan, at Hafnis forestillinger også er en del af bogen. Det kunne også være, at hånden tilhører den, der skriver historien om Hafni. At det er den implicitte fortællers hånd, der fører hende rundt og udsætter hende for alt muligt. Det her er jo også er en roman, der handler om at skrive en roman,« siger Helle Helle.
  »Men det kan også være, det er lovlig meget selvfortolkning. I don"t know.«

Her den tredje hånds sidste optræden i romanen - vognen er en indkøbsvogn:

"Han kommer hen til hende og begynder at rode i vognen. Hun sparker ubemærket kondiskoen og sportsstrømpen ind under et teakbord, ser kort på ham, siger farvel og vil gå, men han lægger en hånd på hendes skulder og siger: I don't know why you say goodbye. Så kan Hafni alligevel ikke lade være med at le og sige: I say hallo, og af uvisse grunde vil hun give ham hånden,
  Men det er den tredje hånd hun rækker frem, den sidder på hendes håndled med spredte fingre og ryger op og ned i høj fart, så hendes arm slynges med, hele hendes højre side slynges op og ned, og hun vender sig og løber så hurtigt, det er hende muligt, ned gennem The Lanes med armen efter sig."

Hvilket får mig til at tænke på Svend Åge Madsens gamle optur af en roman Liget og Lysten, 1968, hvor personerne spadserer ind og ud af forskellige genrezoner overvåget af et (synligt) stort øje oppe i himlen, et klip midt i pornozonen:

"Fingrene hæver kikkerten til hendes øje igen. Hun indstiller den og betragter øjet. Hendes mund smiler, da hun ser at det utrætteligt iagttager hende. Med en dyb indånding får hun brysterne til at rejse sig og strække sig opad, uden at hun taber øjet af syne. 
  Pludselig stivner hele hendes krop. Men tilstanden varer kun et øjeblik. Øjet blinkede til hende. Det hele gik meget hurtigt. Hun stivnede. Hun så et øje bevæge sig. Men hun er sikker i sin sag. Perioden hvori hendes krop var ubevægelig var så kort at den ikke nåede at blive ubehagelig."

Vid er et navn

Jeg har i en laaaang note i seneste WA Bøger skrevet om rim-sporet frem til de vilde vers i Hey Hafni (hjørnerne af) Helle Helles  forfatterskab og særligt i det nonsensiske billedbogsværk (med bedste tegninger af Lars Nørgård) Min mor sidder fast på en pind - som jeg i går læste op for min søn til hans elaterede undren - i begge bøger, billedbogen og den nye roman, optræder 1 tekststykke, der er rent navnestykke (Jørgen Leth-katagori) bestående af henholdsvis en (rimende) harmonika-serie af navne og ét langt. vidunderligt monstrøst navn (ikke det mindst radikalt uforklarede stykke i bogen) - som 2 x fiktionsoverboblen (jævnfør også Dickens' lister over mulige personnavne, hvoraf mange stadig står ubenyttede):

1 (2003) 
Villy Billy Bentzen
Line Bine Jensen
Kasper Kold
Ester Ditte Mår
Valdemar Vang Vestergaard
Christoffer Højlund-Frandsen
Bernadette Nansen-Hansen
Mulle Madsen
Lasse Lassen
Malte Bay
Kevin Kai
og mig

2 (2025) 
Apple Honey Rasputin Callum Beck Valentina Tracy Poppy-Lilli Ranunkel Rendhop Tosh-Hush Bounty Guldborg Christensen 

DSB taler HH

 Når togpåskriften pludselig lyder som Hafni-speak, high nonsense: 

Æbler spiser japanske piger, nej, omvendt

Jeg sad distræt og så en video, ledt af algoritmen, med duoen (men her, udvidet med to musikere, gruppen) Magdalena Bay, som jeg ikke havde hørt om før, der meget fint spillede "Ashes to Ashes" (jeg troede først det var "Life on Mars", fordi det altid er den, folk laver versioner af, men jeg blev så glad, da de første toner fortalte mig, at det var "Ashes to Ashes", som altid, dvs. i ca. 40 år,, har været en yndlingssang, det var også bl.a. den jeg skrev min første kritiske artikel om, i Kritik i 1987, vs. digte af af Strunge - "Livet i livmoderskibet"?) med af en eller anden grund tekster på skærmen, og så, da de kom til linjen

jap-girls in synthesis

blev det nedenunder tekstet som 

apples in synthesis

og det sank komisk voldsomt i maven på mig: Har jeg altid hørt denne linje i en yndlingssang forkert, og hvor havde jeg det egentlig fra, ud over min totalt upålidelige aflytning med egne ører, at det er "jap-girls", og det er da egentlig også meget smukt, hvis det i stedet er "apples", nej, det er ej, det er helt forkert, og det viste det sig også at være, da jeg straks så efter på alle nettets sangtekst-tjenester, ingen steder står der andet end "jap-girls", men nu kan jeg aldrig høre den yndling af en sang uden at skyggen af æbler hviler over de japanske piger, og det er egentlig, sådan rent poetisk meningsløst, i orden! 

Raymond vs. Jussi

Fandt Raymond Chandlers Farewell My Lovely,, 1940, i en grøn Penguin-udgave fra 1954 i Gentofte Hovedbiblioteks som altid superbt brogede Bogbørs - fra side 18 hos Chandler:

"A man named Nulty got the case, a lean-jawed sourpuss with long yellow hands which he kept folded over his kneecaps most of the time he talked to me. He was a detective-lieutenant attached to the 77th Street Division and we talked in a bare room with two small desks against opposite walls and room to move between them, if two people didn't try it a once. Dirty brown linoleum covered the floor and the smell of old cigar butts hung in the air. Nulty's shirt was frayed and his coat sleeves had been turned in at the cuffs. He looked poor enough to be honest, but he didn't look like a man who could del with Moose Molloy.
  He lit half a cigar and threw the match on the floor, where a lot of company was waiting for it. His voice said bitterly:
  "Shines. Another shine killing. That's what I rate after eighteen years in this man's police department. No pix, no space, not even four lines in the want-ad section."

Fra side 18-19 i gratis e-bog-uddrag fra Jussi Adler Olsen seneste, egenhændigt forfattede krimi, Syv m2 med lås:

"Den tilstand, som Carl i dette øjeblik befandt sig i, føltes ligesom disen af uskyld, der dengang så nederdrægtigt lettede fra barneårene. Dengang han for første gang for pludseligt lærte at se alting lidt for klart og mærke løgnens svien. Eller dér hvor en uretfærdighed brændte sig fast op kinden efter en ufortjent lussing. Som i de yngre år, hvor kærlighed ikke blev gengældt, hvor kærestens bedrag uden varsel tårnede sig op over en.
  Carl genkaldte sig disse følelser i sekundet, hvor hans mest værdsatte kollega, fik presset håndjernene om hans håndled, og også en del fastere end nødvendigt. Og hårdere endnu, da de trak ham væk fra Mona og skubbede ham ind i den ventende patruljevogn, mens hun gjorde tegn oppe fra trappen, at han ikke var alene om det her.
  Kun en ringe trøst."

Serie af håndkantsslag vs. bunke af brækkede arme.  

So swivel!

Ny perfekt umiskendelig og stilig og opkørt single med Pulp, "Spike Island" med det bedste motto for den fortsatte kritiske praksis:

I was born to perform
It's a calling
I еxist to do this
Shouting and pointing

og nogle linjer længere henne dette præcise imperativ: 

So swivel*!

*"to (cause to) turn around a central point in order to face in another direction:

She swivelled round to look out of the window.

The ostrich swivelled its head in our direction."

Hvad Philip Guston citerer Dickens for på sin aterliervæg (wandering about in my old wild way)

 

(fyldigere citat - fra et brev til Mrs Winter 3. april, 1855 - for 170 år siden - gælder også kritikere lige præcis, og i går uddelte vi i Kritikerlavet Kritikerprisen til Christel Wiinblad, der takkede inderligt på telefon, og Georg Brandes prisen til Jørn Erslev Andersen, der (u)takkede spidst in person, og de ville begge selvfølgelig helst have skrevet videre i stedet for (Christel fortalte, at hun havde skrevet en ny bog, AT GLÆDE SIG!)) 

 “A necessity is upon me now — as at most times — of wandering about in my old wild way, to think. I could no more resist this on Sunday or yesterday than a man can dispense with food, or a horse can help himself from being driven. I hold my inventive capacity on the stern condition that it must master my whole life, often have complete possession of me, make its own demands upon me, and sometimes, for months together, put everything else away from me. If I had not known long ago that my place could never be held, unless I were at any moment ready to devote myself to it entirely, I should have dropped out of it very soon. All this I can hardly expect you to understand — or the restlessness and waywardness of an author’s mind. You have never seen it before you, or lived with it, or had occasion to think or care about it, and you cannot have the necessary consideration for it. “It is only half an hour,” —  “It is only an afternoon,” — “It is only an evening,” people say to me over and over again; but they don’t know that it is impossible to command one’s self sometimes to any stipulated and set disposal of five minutes, — or that the mere consciousness of an engagement will sometimes worry a whole day. These are the penalties paid for writing books. Whoever is devoted to an art must be content to deliver himself wholly up to it, and to find his recompense in it. I am grieved if you suspect me of not wanting to see you, but I can’t help it; I must go my way whether or no.”

Delvist støvsuget haiku

Er det en
klods eller
er det bare
en perle?

Verdens mindst velkomne behjulede sequel

The Monstertruck Mosquito Elon 

Jøsses, Jussi!

Genstart på P1 skrev i fredags til mig for at meddele, at Jussi Adler-Olsen i den udsendelse, der blev sendt mandag, bliver konfronteret med mit Udbrud i WA Bøger betitlet "BZ Jussi", der fantaserede om en flok digterspirers besættelse af en af Jussis millionejendomme som kompensation for de mange elendige bind i Afdeling Q-serien, nu overtaget af et par mellemledere:

"– i kontekst af, hvorvidt det er grådigt at fortsætte serien. Til det svarer han: 
”Jeg vil gerne sige til idioten – som han jo er – hvad tror han jeg har gjort? Jeg har trukket masser forfattere til udlandet, givet dem chancen for at blive udgivet. Sørget for at branchen har det bedre.” 
”Bukdahl har alle dage været grådig nok til at blive på sin plads, selvom han burde være blevet smidt ud for længst. Og han vil elske det jeg siger her. Jo mere jeg spytter på ham, vil han elske det.”
Det er selvfølgelig en kritik, du skal have lov til at svare på, hvis du har lyst."

Det havde jeg egentlig ikke - især fordi min kontekst ikke var grådighed, men som sædvanlig bare litterær kvalitet - men selvfølgelig kunne jeg ikke lade være:

"Min lille kommentar den anden dag i Weekendavisen, som desværre og uretfærdigt nok ikke begraver mig i guld for min kritikervirksomhed, var udtryk for en helt naiv eller med Jussi Adler Olsens ord idiotisk irritation over, at man kan blive så rig på at skrive så utroligt (og mærkeligt) dårligt. Fedt nok for krimibranchen, at hans umådelige succes har givet danske og udenlandske forlag appetit på flere dårlige danske kriminalromaner, men jo ikke for litteraturen. Og sympatisk egentlig, at de mange millioner ikke har givet manden teflon nok til ikke at blive knotten over sådan et lille stykke irritereret kritik. Kh Lars"

Kun den sidste linje brugte de i den færdig udsendelse, hvor Jussi høres uddybe, at jeg dog ikke hører til den lille flok af individer, som han gerne vil få til at forsvinde fra jordens overfalde med et tryk på en knap  ... Pyh! 

Og et sekunds tid lignede det, at ikke-historien om ikke-siden ville breake digitalt, men heldigvis gik den i sin mor igen (I HOPE!), før den nåede Ib Michaelske hys-højder -PYH atter: 

 

Verdens bedste dårligste 4 hjerter-anmeldelse

 - medmindre meningen var at give MINUS 4 hjerter - Bo Tao Michaëlis' anmeldelse i Politiken af Line Holms og Stine Bolthers fortsættelse af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-franchise Døde sjæle synger ikke - det er så kosteligt fyndig ondskab,. Bo Tao leverer, men han besværger igen og igen fuldstændig kontra, hvad han faktisk skriver,, at han er åh så positiv - hvilket bl.a. har overbevist forlaget, der i annoncer har citeret denne dødbringende passage: 

"Jeg iler med ros. Makkerparret formår eksemplarisk at ramme Jussis populistiske prosa, som mere er Morten Korch end moderne dansk."

Sådan fortsætter Bo Tao uden nåde: 

"Hvem i dag bruger ord som kvindemenneske, rottefjæs og Rosa-sveske? Eller kommer med Linie 3-vitser med arabiske fordomme i form af Assads bemærkninger om en kamel med en kaktus i røven og andre onkelvitser? Nu akkompagneret af en franskdansk politikvinde, Helena, der ligesom Hercule Poirot krydrer sit sprog med skolefranske vendinger. "

I hvilke ligefrem bevidsthed klinger det 4 stjernet postivt!!?? 

Samme for munden slående manøvre gentages senere i anmeldelsen:

Bortset fra det leverer Holm og Bolther på alle måder varen. Vi kommer som altid vidt omkring, hvor elementære småting slås op som store events. Vi følger nærmest handlingens personer ud på toilettet eller tæt på. »Rosa bestilte en stor triple hot karamelfrappé med ekstra flødeskum og chokoladesovs hos den jovialt dansende unge fyr bag disken«. Intet har noget med plottet at gøre, men skaber nok den søde inderlighed, forfatterskabets fans kalder krimiguf. Dog igen og positivt: 'Døde sjæle synger ikke' kommer med en kernehistorie med sus af det storslåede panoramiske og forstår såmænd at spinde et net, som minder om forne tiders føljetonromaner. Hvor nettet strammes meget langsomt, mens hvert kapitel gerne ender på en cliffhanger. Tilmed skriver forfatterparret nu og da bedre antydet impressionistisk end deres foregangsforfatter med sin småtunge prosa. Mere spændstigt, mere elegant end elefant, selv om længden er for lang. De har bibeholdt forfatterskabets redundante freudiansk-folkloristiske holdning. Al kriminalitet skyldes barndommens konstellationer."

Sikke fantastisk miserabelt det lyder til at være! Det med det folkloristiske er Bo Tao så glad for, at han tager det op igen i konklusionen, og husk vi har med en mand at gøre, altså Bo Tao, ikke Jussi, der har skrevet speciale om Raymond Chandler, i 1978:

"Sådan er det bare i det Adler-Olsenske univers, som har lagt Danmark og store dele af verden ned med sin succesfulde krimifolklore."

4 morgenstjerner lige snosken, som et godmodigt grusomt mord i akkurat en Jussi-roman.

Dagens øjeblikkelige hagl

Hagl
som Kristi nagler

fulgt af
hagl
som alle autofiktionens navler

Christensen cruising

Jeg kan godt lide at det folkelige "De" i Inger Christensens (/Pia Raugs) "På et alter i Chile"-digtsekvens/sang, som jeg den sidste uge har gået og lært mig udenad, ved siden af alle de pure civilisations-dekonstruktioner (mælk i en gammel kanon etc.) også bare som en hovedrig gangsterrapper "kører rundt i en Rolls Royce i Sofia". 

(forresten også totalt fedt med den ubrudt i ring gående kor-afsyngning på pladen, der bare toner op og toner ud, fordi den principielt varer - og har varet - for evigt)

Dickens opfandt romandetektiven, ha! Og han er min!

 Fra Tage la Cours Studier rødt. Essays om kriminallitteratur, 1956 - andet fund i Bogbørsen i dag: 

"Den første officielle opdager i litteraturen, og den første romandetektiv i det hele taget, finder vi i Charles Dickens' "Bleak House", der blev afsluttet i august 1853, og således har fejret sit 100 års jubilæum. Denne sporhund, Inspector Bucket, er en meget menneskelig, men alt andet end blåøjet herre, der skulle komme til at vente mange før han fik en værdig efterfølger i Georges Simenons Maigret. 
  "Bleak House" er en detektivroman, uagtet Dickens selv ofte var ved at glemme det i sin begejstring for de talrige besynderlige skikkelser og sideløbende handlinger, hans roman er opfyldt af, så at kun 14 af bogens 66 kapitler beskæftiger sig med Mr. Buckets opdagelser. Imidlertid gjorde Julian Hawthorne for nogle år siden det interessante eksperiment, at tage disse 14 kapitler ud af romanen og lade dem fremkomme som en helhed i en antologi under titlen "Inspector Bucket's Job", og, uagtet ideen måske ikke opfordrer til gentagelse, er der dog blevet en meget læseværdig selvstændig detektivfortælling ud af det.
  "The Mystery of Edwin Drood" er også en ægte detektivroman; men Dickens døde jo bogstaveligt talt med penneskaftet i hånden før hans sidste værk blev afsluttet. Og, som Chesterton skriver, "denne roman er det eneste af Dickens' arbejder, der virkelig kræve en slutning. Han havde kun en virkelig god intrige at fortælle; og den har han givet løsningen på i himlen."

Å, Chesterton, yndlingsdickensianer! 

Anekdoter 1-3

Meget sløve anekdoter som flest i det 2. bind af Alverdens anekdoter, jeg fiskede frem fra Gentofte Hovedbiblioteks Bogbørs denne morgen, men her er tre gode:

Viggo Hørup (1841-1902, redaktør) 
Hørup brugte meget malende billeder i sine politiske taler. Ved et møde i Lejre udtalte han om Københavns befæstning:
  - Der er ikke mere fedt i den pølse, end der er på næbbet af en hornfisk.

J. P. Jacobsen (1847-1885, digter)
Den fremragende østrigske forfatterinde Josephine Gallmeyer var i sin tid i København på gennemrejse til Stockholm. Hun blev fejret ved en banket, under hvilken hun havde J.P: Jacobsen til bords. Hun havde fået præsenteret han som en såre interessant videnskabsmand og digter, hvis bekendtskab det nok var værd at gøre, men J.P. Jacobsen gjorde intet for at bekræfte dette og mælede ikke et ord.
   Da hun syntes, hans tavshed havde varet længe nok, sagde hun:
  - Min kære hr. Jacobsen, har De mere at fortie for mig?

Knud Larsen (født 1903, bokser)
- Ha' fa'en skal jeg gøre? spurgte en ung bokser fortvivlet i pausen mellem to omgange. Jeg kan overhovedet ikke se ham.
  - Kan du ikke prøve at stikke ham én efter hukommelsen? sagde sekundanten Knud Larsen trøstende. 

Top 2 over + 7 minutter lange gladiatorkampsange

 1. Fra Kejser-perspektiv: Iggy Pops "American Ceasar" fra pladen af samme navn, 1993 - her i en forkortet live-udgave:

https://www.youtube.com/watch?v=C3Cdrx--kjA 

2. Fra gladiator-perspektiv: Pia Raugs "Morturi Te Salutant"  fra pladen Iskrystaller, 1983 (stødt på vi anmeldelse af Raugs sonetkrans Luftspejlinger

Datterdigt, kort

Kom i min favn,
din faun -
havn
i havn

Hjertet i kloen I og II (og III)

 På sin splinternye, fornemt og viltert forkjættende blog middelklasse2 skriver Lars Skinnebach om sin smukke, så godt mikroskopiske subversion af Gyldendals logo i sin kommende digtsamling I ly: 

Jeg prøver altid at undgå logoet. Selvom jeg meget godt kan lide tranen. Engang fik jeg lov til ikke at bruge logoet, fordi jeg ellers ville trække bogen tilbage. Dengang var det vigtigt for mig, fordi jeg skrev vækstkritisk. Kapitalismekritisk. Nu skriver jeg pop, og så er det ok med logo, men jeg prøvede alligevel. De ville ikke gå med til det. Så jeg hævnede mig ved at lave logoet lidt om. Nu holder tranen et hjerte i sin klo. Hævnen er sød. 

Jeg kom straks til at tænke på Per Langes digt 1926, som netop ender med billede hjertet i fuglens klo (og som jeg skrev om, blandt andre, i artiklen "En øjeblikskort note eller tre om Per Lange" i net-tidsskriftet "Nordica!=

NATTERGAL

Brast der en Kilde
i Nattens Indre?
Hvorfor blev alting
med ét saa lyst?
Var det en Stjærne
hinsides Mørket
som sprudled op
gennem Jordens Bryst?

En Skovgud drejer
med stille Hænder
en stor og glødende
Ædelsten.
Tungt falder Straalerne
gennem Mørket
røde og grønne
én for én.

En lille levende
Fuglestrube
har fyldt en Verden
med Drøm og Ro.
Et viltert Fuglenæb
strakt mod Himlen.
Et Fuglehjærte
i Nattens Klo.  

(og så lige et yderligere link til Højholt fra nævnte Nordica-artikel:
"Jeg vil også gerne sammenligne ”Nattergal” eller nærmeste bestemt de to sidste linjer, for det tro jeg ikke er gjort, og det forekommer uundgåeligt, med de sidste linjer i Per Højholts digt ”November” fra Poetens hoved, som godt nok ikke handler om en nattergal, men om, en solsort, billedets konkrete struktur imidlertid ligner sådan cirkus, bare betydeligt mindre grumt, men rigeligt melankoli: En fugl i et træ sammenlignes med et hjerte bag (et menneskes eller en fugls (eller et andet dyrs)) ribben: ”Ikke at sneen falder og det er et koldt vejr/ blæsende, plager mig o min solsort./ Heller ikke gentlig at den lille sø/ under kirsebærtræerne tæt ved banen/ falmer og fyger til. Sådan er november./ men at du i morges sad kold i magnolien/ som omspændt af ribben et hjerte/ pludselig snetykning eller forfald.” Højholt + Lange: Ribben som en klo!")