branddigt

Vore veje
krydsedes
på Tranegårdsvej,
og en brandbil
passerede
mit hul i luften
og 2 minutter senere
passerede
den brandbil
din ild,
som den,
selv hvis den prøvede,
aldrig ville have
en chance
for at slukke

din ild
puster
mit hul i luften
til,
uafladeligt,
og 2 minutter før
havde det
gjort det igen,
burn, baby, burn,
blus på,
men gid
den brandbil
bare havde prøvet

Digt til din på 5. time ongoing hårfarvning

elsker
mørket
i dit
hår,

dit hår,
som
frisøren
omstænd-
eligt er
sættende
i flammer,

flammer,
som, 
frygter
og håber
jeg, om
få timer
brænder
mit blik
til aske,

aske
af den
Fugl
Fønix-
agtige
slags,
 
hey, du,
hey, hey,
du, du,
aller-
som-
lyseste
lue

Morgenmurren

Nu
sover i
samme
du.

Nu
ved udmærket godt,
at der er intet næste
du.

Den 1. på den 2.

Altså den første blogpost i februar skriver jeg den anden februar, og grunden til, at jeg ikke skrev nogen blogpost i går, var for det første tømmermænd, og for det andet, at jeg var så pinligt bevidst om mit bagsidedigt i WA Bøger, og i mit storhedsvanvid mente, at det måtte alle andre være også, at abonnenterne og løskøberne sad ved morgenbordet og formiddagsbordet og eftermiddagsbordet og middagsbordet og aftenbordet og nattebordet og rystede på hovedet og sagde, bliv ved din forlæsthed, digter er du for længst ikke, men selvfølgelig er der ingen, der har reageret, og sikkert knap nok nogle der har opdaget, endsige læst digtet; det er ligesom Pablo Llambìas' sonetsamlinger - jeg er nu nået til side 160 i nr. 2, og sikke man man keder sig raskt! - hvor han hele tiden forestiller sig den grande skandale, som udgivelsen vil afstedkomme, og som påny er udeblevet, fordi folk mest bare keder sig, men i det mindste gør det raskt, så de bliver ikke for alvor irriterede, og forargede er der ingen, der gider at være, og i lige præcis 1 sonet i det nye bind er det nøjagtig det, sonettisten frygter (og han mener vel buzz, fuzz lyder som en dansk forvrængning af fizz, der netop betyder, at noget fuser eller fiser ud):

Jeg forestiller mig, at der ikke sker
noget særligt. Bogen bliver udgivet.
Den bliver rituelt, men ikke særlig
dybt, nedsablet i Forfatterskole-

miljøet. Der kommer en række
anmeldelser, nogle udmærkede,
andre afvisende. Et par blade
prøver at gå i dybden med

temaet angst og litteratur,
men ikke mange gør sig overhovedet
nogen umage med at følge op
på bogen. Der kommer kommer i det hele taget ikke
det fuzz, som jeg går og håber på.
Ingen forargelse, ingen debat. En fuser.

For det kunne unægteligt have været skønt, hvis en eller anden havde gjort sig sig den umage at formulere sig gnavent om mit lille, rimede digt, og fx bare Nicolaj Stochholm, som jeg anmelder i samme nummer af avisen og kritiserer for ikke - nok så smadret og ødelagt - at rime mere i sin nye bog, men på Facebook nøjes med at hilse på mig med en lille, fyndig aforisme (som jeg er enig i):

Siger tak og rækker tunge ad drillemiklen Lars Bukdahl og siger at hvis der ikke er spejle i skærsilden, hvor i helvede skulle de så være? Hep! Hep! :)

Jeg har skrevet et digt

(3. storhedsvanvid i Niels Franks "Tre former for storhedsvanvid" (eller hvad stykket nu hedder, pludselig bliver jeg usikker))

på bestilling til WA's Bøgers bagside, det skulle rime, og det skulle handle om vejret, og jeg har været seriøst intimideret af opgaven, både før og undervejs og bagefter, men redaktøren har nu godkendt og antaget digtet - og anmeldt det, afmålt, men positivt: "Tak for det fine digt", og jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har fået et stykke poesi anmeldt og/eller vurderet, sådan officielt og forpligtet/forpligtende (dvs. ikke bare i en en ond eller sød blogkommentar), så det er mærkeligt nok i sig selv, og jeg har derudover ingen idé om, hvad jeg selv skal mene om digtet, men der er ikke noget at gøre, det er kommet frelst gennem sikkerhedskontrollen (selvom lommerne var fyldt med parfumeflakoner) og er nu, hektisk og nervøst slentrende, på vej til gaten, og det hedder nemlig "Det tøvende snefnug".

Anti-og-dog-digt (altså anti overfor 'og dog')

Ned med: Og dog!
Vi vil sgufandeme have lov
til at svinge som et bildæk i et tov
i ikke engang en skov
og i miles omkreds ingen plov
med en skamløshed der er grov
og en patos der gør flov
som vores drømme da vi sov.
Nu er vi vågnet! Hey hov!

Dugdigt (altså digt skrevet på en dug)

Poesien og jeg har du i din hule hånd,

der er okay med juleånd,

så længe den er kneblet, nej sløjfet med uglebånd,

i dem skrider enhver Thule-Don,

der forsøger at skjule ton

og atter ton af gule spån-

plader og fule von

Ænder og Triere. Du er en stærkt intelligent dum-dum-kugle-hon-
ey.

Glad regndigt

hver regndråbe
debuterer som
regndråbe i dag!
og klarer sig ganske
simpelt strålende!
hver regndråbe
når på vejen ned
at gå fra lovende
regndråbe til
moden regndråbe
til gammel mester-
regndråbe! hver
regndråbe gennem-
løber en serie af
våde stjernestunder!
hver regndråbe
er en evergreen
i min til overflod
oversvømmede
hundeskål af et
decemberhjerte!

Er sprach - er sprak - er ist gesprochen

3 dagens digte af Ærbødigst (Viggo Barfoed) maj 1945

Særmelding den 5. maj

Hilsen til Winston,
Anthony, Willy,
Bernard og Harry,
Robert og Malcolm,
Geoffrey og Merrick,
Charles og Walter,
Percy og Derrick,
Richard og Spencer,
Arthur og Freddie,
Cecil og Henry,
Albert og Eddie,
Oxford og Cambridge,
Knightbridge og Tower,
Dempsey, Montgomery,
Eisenhower.
Barberen hopper,
Tandlægen springer,
Toldforvalteren danser,
Professoren swinger,
Afholdmanden
drikker en Bajer.
Fuglene synger,
Flagene vajer.
Det tredje Rige
er blevet Pærevælling.
Hermed slutter
denne særmelding.

Mandag den 6. maj skrev de vordende Studenter tysk Genfortælling

Es war einmal ein Bösewicht
mit ein sympatisches Gesicht,
mit Knurhaar und sene Nase,
som hat gezittert in Extase.
Før han blev til das grosse Tier
var han ein kleiner Tapetzier,
der tapetzierte Speisezimmer.
(Das hätte er nur sollen immer.)
Men noget gross er wollte sein,
der kleine Tapetzierelein.
Det blev han, for han var jo fleissig,
i Neunzehnhundertdreiunddreissig.
Er brüllte so im Sportpalast,
at alle Trommehinner brast.
Denn wenn er sprach zu seinen Nazi,
dann war er morderlig kurasig.
Bald war er Führer ikke blot,
men grösser als der liebe Gott.
Und alle seine Volkgenossen
han sendte mutig ud zu slaasen.
Und ging es gut, so war er kæk,
men ging es schlecht, så blev han fræk
und mehr hysterisch als der Kaiser,
denn Wilhelm war kein Teppichbeisser.
Er wollte nehmen Stalingrad,
der blev ein traurig Resultat.
Er wollte England ausradieren.
(Er hätte sollen tapetzieren.)
Zuletz kam Adolf nach Berlin,
wo Sjukov wollte grüssen ihn.
Und dann har er den Kopf verloren,
og så ging Adolf under Jorden.
Hr. Goebbels fik en lang Gesicht:
Ach warum sprich der Führer nicht?
Zwölf Uhr slog nu omsider Klokken.
Er sprach - er sprak - er ist gesprokken.

Den tyske Kommandant i Odder nægtede at kapitulere

I Odder sad en Kommandant,
det var Major von Schreckenbrand.
Han overgav sig ikke.
At kæmpe var hans Liv og Lyst,
der var Begejstring i hans Bryst
og Ildhu i hans Blikke.

Om hele Tysland er kaput,
saa skal det ikke være Slut
dér, hvor Majoren kæmper.
Han kryber ikke fejgt i Skjul,
for han kan holde sig til Jul,
subsidiært November.

Das Reich kun aanded med Besvær.
men selv om Situationen dér
blev stadig mer forværret,
saa vidste han den ene Ting:
"Grossdeutschland er nu Hads og Ning
og Vor og Hatting Herred."

Mens Tyskland svajed hid og did,
til forsvar af den sidste Bid
af Riget var han kaldet:
"Saa længe jeg, von Schreckenbrand,
har Odder fest in meiner Hand
er Tyskland ikke faldet."

Han raabte: "Jeg er tro og brav,
og hvis jeg Odder overgav,
var jeg en Lump, en Stodder.
Lieber Vaterland, magst ruhig sein,
fest steht und treu die Wacht am Rhein
så vel som an der Odder!"