Fryden ved late night ondskab

Hvad er er bedre end lige efter midnat at opdage en frydefuldt ond anmeldelse af Suzanne Brøggers nye roman i Information ved Erik Skyum-Nielsen - ikke fordi jeg synes, det er frydefuldt eller vigtigt i sig selv at være ond overfor Suzanne Brøggers(s skrift), men fordi Skyum er så god, the greatest, til at være ond, og han er det, ligesom jeg selv, ikke så tit længere, men her har djævleskaben virkelig fået tag i ham og vil ikke give slip, lige meget hvor meget hans bedre, englelige kritikerjeg forsøger at lande anmeldelsen godmodigt til sidst. Her et smukt og sort citat:

"Arven fra Dekameron består i ideen med fælles geografisk isolation kombineret med liv i luksus. Det blixenske ligger mest i skæbnetanken og i en tro på, at »hvor historien er, dér vil personerne samle sig« , hos Brøgger desværre omdefineret til, at hvor personerne møder op og plaprer, falder deres historier fra hinanden.
Det vil føre for vidt her at opregne og beskrive gruppens medlemmer, blandt hvilke man bemærker en Shulamith, som har træk til fælles med bogens forfatter, og Potifar, libertiner plus diplomat, vistnok kalkeret over Suzanne Brøggers mentor og første elsker i ungdomsårenes Indokina. Som en etnisk og social kontrast til alle de komplicerede skæbnemønstre er der indsat en illegal afrikansk immigrant, som er sluppet helskindet »over hegnet« og nu iagttager gruppen fra en campingvogn.
Romanens på én gang individuelt forankrede og kollektivt baserede beretning kaldes i undertitlen »bekendelser« , hvad der virker misvisende, for så vidt som Mischling i funktionen som jegfortæller forekommer spændingsforladt. Havde hans historie været bekendelse, måtte dette have forudsat en modstand af en eller anden slags, men en sådan mærker læseren ikke, stemmen skvulper blot over af umådeholden meddelelsesiver."

Jo, en ting er bedre: At Skyum citerer mig; LB, for gammel, af mig selv rent glemt gedigen ondskab!: 

"Hvor der ellers kunne være opstået en nysgerrighed hos læseren, høres kun det, som Lars Bukdahl i en anmeldelse af Jette A. Kaarsbøls Den lukkede bog (2003) rammende kaldte Den Alvadende Fortæller."

Hovedværk-Hovsa'et uddybet

1. afsnit + udgået 2. afsnit af min anmeldelse i dag af Simon Grotrians Mit nøgne hjerte:

"En speciel luftspejling fremkaldt af bandsat produktive, stabilt overlegne digtere er Hovedværk-Hovsa’et: Hovsa, hvor akkurat denne samling er lige den markante grad mere fremragende eller bare på én eller anden kvalificeret måde særligere end det sædvanlige, årlige eller halvårlige højkvalitetsprodukt.

  Jeg har helt sikkert selv gjort mig skyldig i den slags hovsa’er, men selvfølgelig mestendels iagttaget fænomenet hos kolleger; jeg kan fx henvise til Erik Skyum-Nielsen Information-anmeldelser af Peter Laugesen gennem en menneskealder, hvor han også opererer med mellemværk-hovsa’er og om ikke makværk-, så sjuskeværk-hovsa’et."

Mennesker er collager, ikke også, Gud?

Jeg skrev tidligere i dag i en mail til Erik Skyum, om noget helt andet, arrangementsmæssigt, at vores søn er

formfuldendt,

hvilket er fuldstændigt rigtigt, men, hey, Erik, han er jo for fanden også

en hybrid,

der i mixet af C's og mine gener er blevet sin helt egen skabning, som det nemlig er reglen med vellykkede hybrider,

og lige før sad vi sammen, han og jeg (nu spiser han hos dig, hans mor), og hørte David Byrnes nye plade American Utopia FRA I DAG og nærmere bestemt sangen "Every Day Is a Miracle", hvilket også er sandt og føles særligt sandt lige nu, her er teksten, der sørme starter med en konstatering af (rosers) formfuldendthed, og senere taler i første person som Vorherre himself (eller hende selv), synes det som, akkurat som i din roman):

[Verse 1]
The rose is pruned to a perfect shape
Perfect for whom, I wonder
The chicken thinks in mysterious ways
But beauty is not what we're after

Now the chicken imagines a heaven
Full of roosters and plenty of corn
And God is a very old rooster
And eggs are like Jesus, his son

[Chorus]
Every day is a miracle
Every day is an unpaid bill
You've got to sing for your supper
Love one another

[Verse 2]
Cockroach might eat Mona Lisa
The pope don't mean shit to a dog
And elephants don't read newspapers
And the kiss of a chicken is hot

The brain of a chicken
And the dick of a donkey
A pig in a blanket
And that's why you want me

What does it feel like
To be your tongue
Moving around in your mouth
To be free in the forest of your love
A cockroach in the cosmos of your house

[Chorus]
Every day is a miracle
Every day is an unpaid bill
You've got to sing for your supper
Love one another

I'm a blond, a brunette and a redhead
I thought up the birds and the bees
My software is famous all over
My money is crawling on trees

The mind is a soft boiled potato
A jewel in a chocolate shell
I staple my love to your heart dear
With memories and beautiful smells

Every day is a miracle
Every day is an unpaid bill
You've got to sing for your supper
Love one another

Besjælingsgenopgejlingen - talebonus!

Da Erik Skyum-Nielsen holdt tale for ved uddelingen af Kritikerprisen til Rasmus Nikolajsen for Tilbage til unaturen sprang han - sagde han! - over et par større afsnit, der gik i dybden med Mickey Mousing og metaforkritik; disse tabte afsnit kan nu læses i den udvidede udgave af den gode tale inde på Kritikerlavets hjemmeside og lige HER:

"(...) i den tredje novelle (i Nikolajsens Den ulykkelige boghandler LB), ”Cykelturen” (indgår) en ligeledes uskreven selvbiografisk roman, hvis politiske og erotiske handling udspiller sig i Berlin, og hvis særlige twist består i en reality-variant af litterær Mickey Mousing.
Og hvad er så det? Jo Mickey Mousing er en teknik i tegnefilm, hvor musikken meget direkte kommenterer filmens handling. Og litterær Mickey Mousing er ”når et element i en tekst ganske underordnes et andet, fx når miljøbeskrivelsen underordnes personbeskrivelsen, som når vejrfænomener får en overtydelig overført betydning; Det stormer og vores helt er vred. Det regner, hun er trist.” Men stop nu lige lidt. Et eller andet sted er det jo det, der hele tiden sker i narrativ prosa: Der overføres betydning. Termen dækker sådan set bare de tilfælde, hvor sammenfaldet virker overgjort. Er forfatteren derimod fuldt bevidst om sit eget greb, er det ifølge Rasmus Nikolajsen helt OK, f.eks. når en forfatter bruger ”reality-varianten” af litterær Mickey Mousing og beskriver noget, han faktisk har gjort, noget oplevet, og denne handling eller oplevelse i hans beskrivelse får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning, sådan som i Berlin-romanen – hvis den altså nogensinde var blevet skrevet!
(...)
Konceptet i den om lidt prisbelønnede, overmåde stramt komponerede bog (Tilbage til unaturen LB) – 12 digte på hver fire strofer på hver otte linjer med otte stavelser i hver, efterfulgt af to digte på henholdsvis seksten og otte strofer, nu på enten fire eller atter otte linjer, men stadigvæk med otte stavelser i hver – går ud på at konfrontere det genkommende problem i traditionel naturlyrik: At et poetisk billede af naturen altid også vil være et billede af noget andet. 1) En projicerende gengivelse af subjektet selv. 2) En symbolsk genspejling af menneskets ”indre” natur. 3) En gentagelse af de greb, som digtere traditionelt har brugt til at sætte naturen på skrift. Samt 4) En genopgejling af den manøvre, som vi kalder besjæling, og hvormed digteren siger, at naturen er skøn og sublim, men siger det på en måde, så det tydeligt fremgår, at skønheden og ophøjetheden befinder sig helt på digtets egen side i form af harmoniske rytmer, iørefaldende klangfigurer, velturnerede sætninger og smagfuldt udsøgte sammenligninger.
Rasmus Nikolajsens bestræbelse retter sig mod at skrive digte i og om naturen og altså fastholde mødet med naturen som et fortsat gyldigt digterisk anliggende, men samtidig søge at styre uden om naturdigtets faldgruber – først og fremmest den selvspejlende besjæling og den lighedspostulerende metafor. Denne form for navigation er for øvrigt slet ikke ny. Vi kender den fra Ovids parodier på Vergils sammenligninger og fra Shakespeares i mange tilfælde eksplicit metaforkritiske sonetter, og vi kender den også fra det sene 1600-tals metafysiske poeter, f.eks. John Donne, hvis foretrukne trope ’conceit’ består i en sammenligning, hvis skævhed er mere slående end dens ligefremhed, og som får læseren til at gå ind på en lighed mellem udgangsforestilling og erstatningsforestilling, samtidig med at man forbliver kraftigt bevidst om manglen på metaforisk identitet, med andre ord nøjagtig samme effekt som når prosabeskrivelser får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning."

 

foto: Louise Kønigsfeldt

Skyum High

Erik Skyum-Nielsen himself og hans finere roman-fornemmelser lader sig på der herligste talent-overvælde igen og igen i anmeldelsen i Information af Til en engels forsvar - afslutnings-klip

"Hvordan denne ekstatisk lykkelige slutning så lige mere nøjagtigt forholder sig til værkets første hoveddel, som skildrer englen i krig som soldat, og hvad sammenhængen helt præcist er omkring pigens anbringelse på en anstalt »med enestue og stejle principper« og med »pjalterne, neglene, måltiderne, tosserne, tiden der går, og håret der gror«, fik nærværende læser vist ikke rigtig hold på undervejs, for plotmæssigt holdes man hos Lind stedse på sultekost, og spørgsmålet er, om englen og pigen overhovedet udgør episke aktører eller snarere må opfattes som positioner inden for samme psyke.

Men så meget kan da slås fast, at bogen bemestrer et modigt spring ind i - og et hørbart skrig inde fra - et outsiderunivers.

For som pigen siger: »Jeg kan ikke altid orke at indfinde mig på bestemte tider på bestemte tidspunkter«, og: »Det er svært at omgås andre.« Hun har, som hun udtrykker det, sit eget »hyr med verden« og må derfor se uforstående og udenforstående til, når andre tilsyneladende formår at få »normale« liv ud af »små nyligt radbrækkede psyker« : »Familier vil I blive, og dernæst: glade. Og I vil blomstre i kærligheden, I vil ivre ud og overkomme supermarkedets lyssætning, nøglerne i lommerne der rasler så ondt, når man går sine raske skridt.« Og tro så endelig ikke, at en sådan konformistisk kasseeksistens er Gud velbehagelig! 

Nej, Gud fremstår i Cecilie Linds fortolkning som en alt-inkluderende vilje, som i grunden hader alle systemer og især hader at være spærret inde i »evighedens fængsel«. Denne dobbeltkønnede instans er alting, og han og hun elsker alting.

Gud er på én gang »som en hybenbusk, en sommerfugl, en rygmarv, et sølvspænde, en tændstik, en splint, et æseløre, et angstanfald, en trækrone, et kærkomment knus, en ødsel konto, et betændt sår, et barns vræl, en månes skygge, en andens kone, en lille flamme, en entré, en tudse, en kuldegysning, en lunge, en møtrik, en topmave, et rosenbed, en natsværmer, et svar, en nødstedt sømand, duggen der falder«. Og hvad Gud værdsætter, »er higen og håb og smukke øjne, øjne vendt mod himlen, jomfruens himmelvendte himmelblå, sandt for dyden, hyrdetimer og de kønne lår, og den stærke kæbe«. 

Den stærke kæbe? Sådan én forbinder vi vel umiddelbart med en løve, en krokodille, en haj eller en garvet bokser. Men vi kan måske også forestille os den som kæbepartiet, hvorfra der i Til en engels forsvar lyder en på én gang suveræn og sårbart skrøbelig stemme, som ikke rigtig ligner noget andet, man har læst eller hørt. Når man fornemmer den, opvejer det ens eventuelle episke desorientering. Eller med bogens stolte ord: Hellere slå sig til blods end til tåls."

Smærup, Thylejren

Den anekdotiske afslutning på min anmeldelse af Erik Skyum-Nielsens og Jens Smærup Sørensens glimrende samtalebog Et græsstrå i vinden i WA Bøger i dag ikke nåede ikke med i avisen:

-->

"Vi kan lige nå en litterær anekdote på falderebet: Den gamle digter Ole Sarvig, der sendte alle breve til Smærup samme forkerte sted hen: ”Jeg både sagde og skrev til ham, at jeg ikke boede der, men det gjorde overhovedet ikke indtryk, Jeg blev ved med at få breve via Thylejren.”"

- her er den fulde version fra bogen:

"Seniorfiguren Ole Sarvig udgjorde så en ærkemodernistisk inkarnation af et halvmytisk tænkende menneske, som var fantastisk spændende at have med. Han havde det mærkværdige ved sig, at han ikke opfattede omverdenen som de fleste andre mennesker. Alt var for ham et indre teater, hvor man optrådte som mere eller mindre mytiske figurer, på en næsten middelalderlig måde, men fuldstændig på den moderne verdens betingelser.
  For eksempel identificerede han mig med Thylejren, som jo også lå heroppe i nærheden, Jeg havde langt hår og skæg i 70'erne, så han tænkte vel, at det nok godt kunne passe, at jeg boede dér, men brevene nåede nu alligevel frem til mig. Vi havde et fænomenalt dygtigt postvæsen dengang.
  Ja. 'Julemanden, Grønland' eller 'Smærup, Thylejren', det kunne vel komme ud på ét. Den var ikke gået i dag. 
  Jeg både sagde og skrev til ham, at jeg ikke boede der, men det gjorde overhovedet ikke indtryk. Jeg blev ved med at få breve via Thylejren."

Plet-Bernhard gør sidst!

- fra Rasmus Nikolajsens anden bog, SølvKANIN, 2001, sektion 2:

Min mors nye hund Plet-Bernhard
8 uger gammel
ligger og sover på min ene sko, hvilken?

I morgen tager jeg af sted igen
du må ikke knytte dig for tæt til mig
må du vel

*

Nårh
er du en god hund
savner du din mor
dine søskende
har du hilst på JØRGEN LETH

* JØRGEN LETH kan skiftes ud med en bred og stadigt
udvidende vifte af andre passende navne

*

Plet-Bernhard gør ad katten
lægger sig
på mine fødder

Jeg tænker på selvmord

Du ved ikke hvem du savner
det ved du nemlig ikke, nej
det gider du da ikke vide

*

Plet-Bernhard
sover i solen
(jeg er nødt til at sidde helt stille med mine fødder)

savner naturligvis sin mor
kan ikke lide katte

Hva, hvad laver du, Plet-Bernhard
laver du ingenting, hva
laver du ingenting

- fra RN's ny, Kritikerprisbelønnede bog, Tilbage til unaturen:

SANGSTRUP KLINT,
25. DECEMBER 2013

Min mors hund, Plet-Bernhard, mere
end tretten år gammel, og jeg
er kørt ud for at gå en tur
ved Sangstrup Klint, men har givet
op og sat os i læ for at
kontemplere. det er ved at
være sent, og et turkist lys,
alt det lette, løftes op af

Kattegat. Bag os, klinten, som
en tandrække, og overfor,
længst ude, tilført en dråbe
rødguld, en mørk skybræmme fyldt
ind i horisontsprækken. Og
så bølgerne,de kværner løs,
som dage i et liv, men der
er også en knitren, under

den vanlige brummen, som jeg
aldrig før har hørt. Og jeg har
en følelse af at havet,
der hæver op, eller rejser
børster, hver gang det nærmer sig
land, er et levende væsen,
at det ånder. Plet-Bernhard må
have registreret noget

tilsvarende, han begynder
i hvert fald at knurre, rejser
sig så og og går de får skridt frem
til vandkanten og begynder
at gø. Og så er det, jeg
kan ikke sige det bedre
end Plet-Bernhard gør det her på
stranden, hvor han gør af havet.

 - afslutningen på Erik Skyum-Nielsen anmeldelse af sølvKANIN i information:

"»Det Digt, som søger Originalitet for enhver Pris, er viljeløst Offer for Tidens Moder. Det dør med dem. Det var altid Fortid. Blot et Par Aar efter dets Tilblivelse synes det os et Loft, stuvet til med gammelt Skrammel,« skriver Paul la Cour i Fragmenter af en Dagbog. I Rasmus Nikolajsens tilfælde består det forladte inventar i selvkommenterende lal og friskfyragtige fjollerier. Mere fordrer han ikke af sine egne ord. »En sol er en prut,« oplyser han - og siger nederst på siden, som svar: »  sådan udsprang blot et par kløhandsker fra mine mange dyrekærester«. Man forstår, at formens knaphed og stramhed skal manifestere vilje til trods alt at installere en lille smule orden i kaos. Men derudover forstår man ikke så forfærdelig meget. Eksempelvis kan vi springe ind på side 14 og læse et selvmordsdigt, der omtaler en hund. Den møder vi igen fire sider henne, i en tekst, der om sig selv forsikrer, at »I DETTE DIGT BLEV ALLE DYR UDRYDDET: / HÅNDEHVALP VOLDKAT RØV HAJRE + SVINEPAR«. Hajren knyttes der så an til i den følgende sektion, hvor det bl.a. hedder: »Og storken, den har jeg fra Illums julekatalog - den flyver selv ud, vent blot / men først må vi sætte os sammen til en slangeskindsstøvle « Må vi og skal vi virkelig det? Hvorfor ikke spilde tiden med noget andet, når vi nu alligevel aldrig får den igen?"

- min anmeldelse af SølvKANIN i Weekendavisen:

"Hare hiphop

 

21. september 2001 

PLIDDER. Rasmus Nikolajsens anden bog er en bittelille, spøgefuld kapriciøsitet, som vi for skamløsheds skyld griber med kyshånd.

Rasmus Nikolajsen: sølvKANIN. 32 sider. 139 kr. Borgen.  

SølvKANIN hedder Rasmus Nikolajsens anden bog med tryk på »kanin«, og jeg gamle mand kommer straks til at tænke på Jeff Koons’ gennembrudsværk, Rabbit, fra 1986 (da digter Nikolajsen var ni år): en metalstøbt oppustelig kanin, hvilket synes helt rimeligt ansigt til ansigt med det lilebitte (ret præcist en dobbelt b16) bogværks forsøg på at sætte form på noget meget lidt og let: noget kærlighed, noget sommer, noget barndom og noget dyrefabulerende pjank. Digteren opsummerer selv projektet i den indledende indholdsfortegnelse: »Min vandafvisende barndom et lala (0 selvmord!)/ + dit blanke udgangspunkt …/ mere MINDRE/ - dette er en samling blomkåls-hjerte i farvelagte handicaps,« hvilket naturligvis i sig selv er et meget godt eksempel på den nikolajsenske metode i renkultur: sirlig, løsagtig pludren, godmodigt ordspillende og surr. barokbelagt.

De indledende og afsluttende afdelinger med hver fire firkantede tekster, henholdvis seksliniere og femliniere, følger med deres erotiske tumult ret direkte op på Nikolajsens debutbog, den anderledes stramt organiserede og tæt trallende digte om lidt fra sidste år, det er lige netop bare de grader mere opspeedet og udflippet, hvilket efter denne uhjælpelige anmelders mening kun gør dem endnu mere indtagende, ja jeg tør sgu godt bruge det fæle ord charmerende: »Du er noget i luften, sagde han, som hun sad i sine bryster, eller/ mindre, åh, jeg bliver brændt af i din klimaændring. Drømme var/ efterspurgte, det var kun godt at det var lidt skidt, men jeg kunne/ kun se det fra din anden side. De der elskede døde i digtet, man/ måtte holde lidt igen, lige meget hjalp det og pludselig kunne du selv/ være min voodoodukke.« I disse omtrentligt trygge poesizoner ligner Nikolajsen med fuld selvstændighed stadigvæk en ætling til Jac og Vizki, med Schade som grandryssende onkel. I de tre afdelinger derimellem - 4 helt ligefremme, barnlige digte om morens nye hund »plet-Bernhard«, 4 oplistende »sommer-rapporter« med diverse dyremotiver, herunder en død mus og rockerhajer, fire spøjse, disparate dobbeltlinier (1 øverst, 1 nederst på siden), de fleste også med dyremotiver - er han nogle anderledes underlige og mystiske steder henne, private og syrede og fabulerende, midt mellem Henrik Have, Simon Grotrian og Thomas Krogsbøl måske, i de hårdkogte og blødhjertede landsbytossers rige. Der er en let melankolsk, sort slagskygge inde over disse yderligtgående tekstualiteter, hunde-digtene handler meget om hundens »savn« (der er klart nok også en hilsen til Laugesens hundedigte og helt eksplicit til Jørgen Leths »søde heste« i hans Billedet forestiller ), et »selvmord« nævnes i forbifarten et par gange, der er som sagt den døde mus (og usikkerheden om hvorvidt erindringsstoffet er samtidigt eller tilhører en barndom eller begge dele) og hajrockerne, og flere af dobbeltsætningerne er særdeles ambivalente, hvad de nu end egentlig betyder, f.eks. disse to: »Fisk drak dig baglæns« og »HUSK SURT OPSAT MYREBLOD«. Moltonerne + den overhængende åndssvaghed + den markerede formelle diversitet (børnedigte, lister, dobbeltsætninger) + dyrefabuleringen er sammenlagt en irriterende original og uigennemskuelig tekstkonspiration, der som det dér myreblod går ind under huden halvt imod ens vilje. Det er meget svært at lave en virkelig karakterfuld og lysende bagatel (Koons har f.eks. ikke formået at lave mere end den ene fantastiske kanin), det er lykkedes Rasmus Nikolajsen (også) denne gang, så jeg har i hvert fald ikke noget umiddelbart behov for, at han modnes betydeligt, og nu må I hellere få rapporten om hajrockerne: »1 svanepar i medvind/ modvind/ 1 hajkutter (kaldet »Svanen«)/ + øvrige (ingen hajer)// 14 dage senere (5 år før):// »Sildehajerne« er en berygtet bornholmsk rockerbande/ Bornholm er forsvundet fra havets overflade (det er dem der har gjort det!)/ befinder os på Bornholm, lige ved:/ HAVET ER LYSEGRØNT/MÆRK DET MED TÆERNE/SVANEKØD ER SØD.« Det er Rasmus Nikolajsen også, ja han er så, nå!"

Er Erik Skyum hårdt fornørdet Michael Mann-fan?

for hvordan ved han ellers, hvad titlen på den trilogi, som Anders Abildgaards Ibis angiveligt er første bind af, her i sin sommeranbefaling i Information, henviser til:

"Anders Abildgaard: ' Ibis' 37 sider, smalle søjler tekst, henvendt til et ' du' som ikke er der, eller som kommer til stede, hvis læseren udsætter sig for digtets indædte forbandelser. Mærkværdigvis resulterer det i en skøn rensning af følelsen, en art ' urvrede' artikuleres! Inspirationen var et 2000 år gammelt digt af Ovid. Serietitlen »Alonzo! Alonzo!« er dog fra filmversionen (instrueret af Michael Mann LB) af Miami Vice. BANG, sagde kultursammenstødet."

Jeg har ikke set eller fundet forbindelsen Ibis-Alonzo Alonzo-Miami Vice omtalt andre steder. Ren googling på 'Alonzo Alonzo' sætter ikke nogen på sporet:

Alonzo - La Belle Vie - YouTube

▶ 4:15

https://www.youtube.com/watch?v=HsR8vw19IEg

2. jun. 2014 - Uploadet af AlonzoVEVO

Alonzo – La Belle Vie Voici le 1er extrait du 3ème album solo d'Alonzo "Règlement de comptes" Titre ...

►

Alonzo - Finis les - YouTube

▶ 3:52

https://www.youtube.com/watch?v=k2xmB-z2_Gw

29. jul. 2015 - Uploadet af AlonzoVEVO

Alonzo – Finis les Titre disponible sur iTunes: http://po.st/FinisLesItunes Réalisé par Cédric Cayla Prod by Benjay ...

Alonzo - Squat - YouTube

▶ 4:22

https://www.youtube.com/watch?v=gVFztEclXX8

29. sep. 2015 - Uploadet af AlonzoVEVO

Alonzo - Squat Réalisé par Beat Bounce Prod by Abys & Zaka 2054 Extrait de la mixtape « Capo Dei Capi v.1 ...

Alonzo Mourning - Wikipedia, den frie encyklopædi

https://da.wikipedia.org/wiki/Alonzo_Mourning

Alonzo Harding Mourning Jr. (født 8. februar 1970) er en tidligere professionel basketballspiller som sidst spillede for Miami Heat i National Basketball ...

Alonzo - Wikipedia, the free encyclopedia

https://en.wikipedia.org/wiki/Alonzo

Oversæt denne side

Alonzo is both a given name and a surname. Notable people with the name include: Contents. [hide]. 1 Mononym; 2 Given name; 3 Middle name; 4 Surname ...

Cristela Alonzo - Wikipedia, the free encyclopedia

https://en.wikipedia.org/wiki/Cristela_Alonzo

Oversæt denne side

Cristela Alonzo (born January 6, 1979) is an American stand-up comedian, actress, writer and producer, who created and starred in the ABC sitcom Cristela.

The Adventures of Alonzo Woodchuck

https://books.google.dk/books?isbn=1896209084 - Oversæt denne side

Robert Ellis Klein - 1994 - ‎Juvenile Fiction

"Its Alonzo, not Woodchuck." "Who's not a woodchuck? I read, and I know a woodchuck when I see one or perhaps smell one, ha, ha! What are you talking about ...

Alonzo and Melissa, Or The Unfeeling Father: An American Tale ...

https://books.google.dk/books?id=r1ZGAQAAMAAJ - Oversæt denne side

Isaac Mitchell - 1830 - ‎American fiction

What was to become of Melissa, what of himself, what of his parents —“Alas, said Alonzo, I now perceive what it is to want the good things of this life.” - Alonzo's ...

Alonzo Fitz: And Other Stories - Resultat for Google Books *

https://books.google.dk/books?isbn=1470928175 - Oversæt denne side

Mark Twain - 2013 - ‎Fiction

Alonzo, Alonzo, what does it mean? What has happened?" But Alonzo sat white and cold as the dead. His mother threw back the velvet curtains and opened a ..."

En søgning på 'Alonzo Alonzo Miami Vice' derimod giver straks resultater:

"Miami Vice Wiki

Alonzo Stevens

Alonzo Stevens
Affiliation	Informant to Sonny Crockett, Ricardo Tubbs and FBI Agent John Fujima
Status	Deceased, committed suicide on freeway
Appeared In	Miami Vice film
Played By	John Hawkes

Alonzo Stevens was a street informant who originally worked for Crockett and Tubbs before they passed him on to the FBI in Miami, lead by John Fujima. While working with Fujima's men, who were trying to take down the Aryan Brotherhood in Miami, he was contacted by the Aryans and informed that they suspected they were working with the FBI. They also told him that they had his wife at their home, and that she would be released unharmed if he tells them the truth. He admitted that they were dealing with undercover agents, even though he knew doing so would be their death sentence. Distraught, he rushed to find his wife at their home, telephoning Crockett en route to confess. Crockett and Tubbs immediately passed the information on to Fujima before chasing Alonzo down on the freeway to discuss what had happened. While there, Tubbs received a phone call telling him that Alonzo's wife was already dead, and Alonzo, unable to bear the loss of his love on top of his betrayal of the federal agents he had been working with, stepped out in front of a semi-trailer truck, killing himself."

YouTube-klippet er med samme søgning lige så nemt at finde; og Tubbs (Jamie Foxx) råber vitterligt "Alonzo Alonzo" til Alonzo Stevens (John Hawkes), før denne vandrer ud foran en lastvogn, link HER.

!!!!???

(og for øvrigt mener jeg at bind 2 skal handle om Wimbledon)

Alle dumper Rif-testen (kun måske ikke helt Skyum)

På hverken bog eller presse-indstik, men i net-omtaler, har Gyldendal om Klaus Rifbjergs nye, efterladte digtsamling meddelt, at "Stemmerne i denne digtsamling hidrører alle fra Rifbjergs forfatterskab, det er fiktive personer, der taler. Den litterære nørd kan gå på opdagelse!" Direkte adspugt meddeler Rifbjergs redaktør Birthe Melgaard, at Rifbjerg ikke har udleveret nogen nøgle til, hvem disse personer er; han havde bare helt generel fortalt, at der var tale om fiktive personer fra forfatterskabet, Og som indrømmet i i min anmeldelse, der ærgerligt nok ikke var i WA Bøger i går, kunne jeg ikke identificere en eneste af personerne bag de 18 digt/monologer/stemmer, og jeg har dog (med vekslende opmærksomhed) læst mig gennem sådan cirka 4/5 af forfatterskabet. Jeg var selvfølgelig meget bange for, at min anmelderkolleger og -konkurrenter ville være bare en smule skrappere til quizzen. Det er måske ikke underligt, at de purunge, Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensen i Politiken (4 hjerter) og Martin Gregersen i Kristeligt Dagblad (4), ingen bud havde, men heller ikke midaldrende Erik Svendsen i Jyllands-Posten (4) eller lyrikanmelder-nestor Jørgen Johansen i Berlingske (4) følte sig i stand at afsløre nogen som helst. Kun Erik Skyum-Nielsen i sin solidt skeptiske Information-anmeldelse havde 1 forslag til 1 person bag 1 stemme: Fortælleren i Operaelskeren i - gætter JEG (i anden potens), det tør Skyum ikke engang eksplicitere - digtet "Ærbødig elsker"  (Rifs reelle forældre kan jo altså ikke indeholdes i kategorien "fiktive personer" fra forfatterskabet!):

"For lur mig, om ikke »Sommetider« på det privatbiografiske plan handler om hans mors sorg oven på farens død, og mon ikke det også netop er forældrene, der høres i et par af de atten digte i Stemmerne, suiten, hvormed Klaus Rifbjerg endnu en gang har mønstret sit udtryksregister, leget med sine gamle, kendte motiver og udlagt spor for de indviede? Man møder undervejs den dagbogsskrivende jegfortæller fra romanen Operaelskeren (1966), og man føres til det i både erindringer og fiktive tekster flittigt besøgte ' rifbjergske' felt mellem Amagerbrogade og Højdevangskirken.
Men ud over at være en magtfuld demonstration af forfatterens rige variationsregister, med masser af bandeord, slang og lydefterlignende brokker, og ud over at være en guide til dele af hans liv og digtning er bogen også en art koket kærlighedserklæring til den danske poetiske tradition.Blandt de mange stemmer, der citeres og imiteres, kunne jeg undervejs umiddelbart identificere (i alfabetisk orden) Benny og H. C.Andersen, Blicher, Brorson, Grundtvig, Ingemann, Johannes V. Jensen, Christian Richardt og Helge Rode samt salig Oehlenschläger: Jovist, det er »Guldhornene«, og den samme digter spøger i en sætning som »Dér ligger landet yndigt«.
Nå, ja, hvad så? Hører jeg læseren spørge. Alle tider er jo evigt til stede, hver digter skaber jo selv sin fortid. Hvad Rifbjerg her gør, er jo blot nok en gang at demonstrere, hvorledes poeterne altid har skrevet oven på, i forlængelse af hinanden. Eller anderledes sagt: Hvad handler bogen om, hvis altså den handler om andet end forfatterens stemme og dette næbs genbrug af andre fuglestemmer? Svaret bliver forholdsvis enkelt.Stemmerne kredser om kønnet og døden på stædigt vedholdende måde og fastholder i digt efter digt menneskets hjemfaldenhed til kroppen."

Ergo er Skyum, der helt sikkert har læst flere (prosa-)Rifbjerg-bøger end mig, heller ikke blandt "de indviede", der er "udlagt spor" for. Og helt ærligt, hvis det skal være kvalificeret sjov for en litterær nørd at "gå på opdagelse", må han og hun uden at anstrenge sig alt for meget være i stand til at gætte mindst 6 personer ud af de 18, skulle jeg mene, og hvem i kongeriget er i stand til det, ud over - måske! -. Torben Brostrøm, yndlings-, over- og ærkelæseren (en væsentlig grund til ugætteligheden: Rifbjerg var aldrig nogen ørn til skikkelsesdannelse (bl.a. fordi han ikke var særlig interesseret i andre stemmer end sin egen))!?

Når vi nu alle 3 har så stor kærlighed til Eske, hvorfor kan vi så ikke elske hinanden?

 

                                     
                             
                                    






(øjeblikkelige kærlighedssituation: AS hader LB og har totalblokeret for ham på FB, hvilket LB er ked af, for han elsker, men jo så ulykkeligt, AS som poesielsker (men ikke (alle) AS's digte & essays, hvilket må være noget af grunden til AS' had). AS har med mellemrum hadet kraftigt på ESN, fordi ESN har hadet anmeldelsesmæssigt på nogle af AS's essays & digte, LB har et kompliceret fader/mentor-had/kærligheds-forhold til ESN, uklart om ESN føler, han har et kompliceret forhold til LB)

Der gror ikke nødvendigvis mos på et Kritikerlav

Vil vi nok mene! Og nu har Litteraturkritikernes Lav fået en ny skrabet, men stilig og tjekket hjemmeside, hvor I kan kontrollere hvem, der er medlem (og har lov til at stemme til afstemningen om Kritikerprisen - netop afgjort! men stadig hemmeligt! men jeg ved, hvem der vandt! og yes!), men frem for alt læse kloge. eksklusive Kritiker- og Georg Brandes-pristaler fra ikke alle, men ret mange af årene; dette er fx slutningen på Erik Skyum-Nielsens 2007-tale for Hans Otto Jørgensen, da han fik Kritikerprisen for romanen Med plads til 100 køer - se bare, en pris kan godt gå ud på, at en fremragende bog er blevet læst med optimale øjne:

Og vender man så mønten eller bladet, og spørger man ikke efter virkeligheden, men efter den skrift og den stemme, der har frembragt det hele, så handler det pludselig om noget andet end den dersens rå realisme. Så drejer det sig om en dristig forfatters vilje til at brække sproget op. Udelade verberne. Sløjfe det grammatiske subjekt. Sideordne led, der ikke normalt kan stå side om side. Gå efter sætningsmusikken i stedet for den vedtagne måde at skrive på. Sætte punktum i stedet for komma, og sætte punktum for tidligt eller bevidst for sent. Bryde regler og alligevel hele tiden slippe heldigt af sted med det.
Prøv at kigge ned over en rigtig Jørgensen-side. Det hakker og haster og holder igen og hoster og pruster, tager sig en pause for så at støde og stamme og storke og stavre og stave sig frem, med den dér stive, studse omhu, som er så karakteristisk for ham, og som i sidste ende mimer hans mod til, midt i al intellektualiteten og belæstheden, at omgås det banale.
Det er bønder og Beckett. Det er Blicher og Burroughs. Det er H.C. Andersen og Lou Reed. Det er Kristensen og Creedence, altså Evald Tang Kristensen og så Creedence Clearwater Revival. Og så er det Bibelen og Broby Johansen og Björling. Og Schade og en masse sjasket mudder.
Der er gået næsten 20 år, siden Hans Otto Jørgensen udsendte Tårnet, med et af de grimmeste og mindst appetitvækkende omslag i dansk forlagshistorie.
Siden har han tit sjokket og sjappet sig hen i nærheden af Kritikerprisen. Lad mig bare nævne hans kortroman Nåden (1996) og hans novellesamling (med den uforlignelige titel) Riggo havde ikke noget imod det abstrakte (1997).
Vi er nogle stykker, der er glade for, at man ventede med denne pris, til den føltes som et påbud fra himlen. Det er en ære og en glæde i dag at kunne overrække dig Kritikerprisen: 30.000 kr. - og en med dem en åndelig mælkejunge plaskende over af hyldest og hæder.

Forhåbentlig er jeg stadig en nexus*anmelder

Du fandt et sted i internettet et 1999-interview fra Dagbladet - og nu, i 2015, kan jeg godt nævne andre respektable, nysgerrige, stor-næse-fægtende ikke-luxus-anmeldere end Skyum, og måske faktisk flere end en håndfuld, og mindst halvdelen en slags unge/yngre - fremskridt!:
- I Danmark sitter vi i dag med en del luksusanmeldere. Med det mener jeg anmeldere som har skrevet i mange år og som automatisk får alle de gode, nye bøkene. Slik blir det vanskelig for nye anmeldere å få komme til, de må anmelde de mer uvesentlige utgivelsene, noe som setter en stopper for deres muligheter til å utvikle seg til gode og markante anmeldere. Luksusanmelderne blir for makelige og ofte konsensussøkende, noe som er livsfarlig for anmelderarbeidet, spør du meg. Av frykt for å ikke delta i en kritisk konsensus blir de altfor lite selvstendige. Dette er med på å sinke oppdagelsen av nye, unge talenter. Det går uendelig langsomt. Det er rett og slett en treghet i systemet.
Min største skrekk er å bli en slik luksusanmelder, sier Bukdahl. Han har mye å tenke på, denne unge mannen, som er opptatt av å skape litt spetakkel i det litterære miljøet. - Spetakkel er utrolig viktig. Og da mener jeg ikke bare spetakkel i form av bråk. Spetakkel innebærer en utvidelse av egen horisont, en utfordring og en evne til å være fryktløs. Luksusanmelderne tør ikke skape spetakkel, men det verste ved dem er kanskje det faktum, som jeg synes etter hvert blir mer og mer tydelig, at de har mistet nysgjerrigheten - nysgjerrigheten på det nye. En nysgjerrighet som både er vanskelig og spennende å ha der, men som er livsviktig i en slik jobb. Ta for eksempel Erik Skyum-Nielsen, han var et stort forbilde, men også han har mistet noe. Likevel er han fremdeles en tydelig anmelder. Det er vel egentlig bare Skyum-Nielsen og jeg som har store neser. Vi har ingen andre å fekte med. Det er trist.



*
Nexus har flere betydninger:

• Nexus stammer fra latin og betyder forbindelsesled, knudepunkt, forbindelse, sammenhæng eller sammenhold.

• Nexus – betegnelse for grundled og tilhørende udsagnsled i en sætning.
  • Nexus – analyse anvendt til at finde disse led i et sætning.
• Nexus – protoss-racens hovedkvarter i StarCraft.
• Nexus - Et hovedkvarter i League of Legends. Hvert hold har en Nexus som er modstanderens mål at indtage
• Nexus – fiktiv ædelsten fra computerspillet World of Warcraft, der bruges til fortryllelse for at gøre genstande i spillet bedre. Nexus er også navnet på en instance i World of Warcraft: Wrath of the Lich King.
• Nexus Computers – britisk forhandler af it-udstyr med eget pc-mærke.
• Nexus Music – pladeselskab, der blandt andet udgiver Nik & Jays musik.
• Nexus One – mobiltelefon fra Google.

Flaksende vrissen

Virkelig mærkelig 2014-årsrevy af Erik Skyum-Nielsen i Information i dag, der lader som om den er enormt konsistent i sin kritik af den mere eller mindre fantasmagoriske modtagelse af en række 2014-bøger, selvom den eneste konstans vistnok er vris, vrissen, vrisning, vrissenhed; lad mig prøve at kondensere:

1. Det er for galt, at nogle (unavngivne nogle) afviser Jens Christian Grøndahls nye roman Jernporten som "traditionel psykologisk realisme", fordi det er "mesterlig" traditionel psykologisk realisme.

2. Det er for galt, at nogle (unavngivne) anmeldere (men det kunne fx være mig) hyper Peter Højrups roman Island,  på grund af dens "opstykkede, procesorienterede, søgende og selvtematiserende" skrivemåde, fordi denne skrivemåde er lånt hos Thomas Bernhard og fordi den dækker over "forholdsvis ordinær mandlig kunstner- og parforholdskrise" - der så altså åbenbart er mindre værd end den ordinære tematik hos Grøndahl, fordi ordinær tematik forløses bedre af ordinær form!: "Sagt med andre, lidt klarere ord får jeg større indsigt i det at være en mand ved at læse Grøndahl end ved med Højrup at lade mig fabulere med flyvetanke mod Island." Det er totalt uklare ord, Erik, og hvilket drønkedeligt læserkrav: indsigt i det at være mand ...

3. Det er for galt, at Helle Helles ligeledes "mesterlige" (og her er jeg enig; jeg har ikke læst Grøndahl) roman Hvis det er, fx i et Forum-interview ved Jes Stein Pedersen, læses som repræsenterende "minimalisme i form og realismen som holdning" frem for som et stykke Beckett-inspireret écriture (hvilket åbenbart er bedre end at være Bernhard-inspireret), der belaster "formerne indirekte tale og dækket direkte tale til grænsen for deres bæreevne", hvilket lyder meget lidt traditionelt realistisk - og så er det for galt, at Jes Stein, som reaktion på Helles gentagne henvisning til et interview ved Skyum samme sted, udbrød: "Fuck Skyum", og det, synes jeg, sgu også er for galt.

4. Det er for galt, at anmelderne (inkl. mig, formoder jeg, i min anmeldelse) først og fremmest anmeldte Lone Hørslevs roman Dyrets år som et litterært værk i stedet for at kritisere den for at være skrevet af, "tre meter fra plagiat", efter en Marie Grubbe-biografi, men det ER jo for syv Søren en roman.

5. Det er for galt, at man i radioen talte om Kristina Stoltz' smækbukser i stedet for linket til Ovids Metamorfoser i hendes roman På ryggen af en tyr, der ikke er mesterlig, men "stilistisk original, sindrigt komponeret" - jeg talte om hverken/eller i min anmeldelse og syntes, det var en stilistisk forloren, rodet komponeret roman.

6.  Det er for galt, at Kristina Nya Glaffey på Bogmessen blev interviewet om sin roman Mor & Busser som en roman om lesbiske familier i stedet for som en morsom roman (men blev den ikke i høj grad anmeldt som en morsom roman?).

7. Det er for galt, at de fleste (anmeldere? ikke mig i og for sig i min kritisk anmeldelse) har læst Simon Fruelunds roman som "social realisme" i stedet for, at "hvert lille indblik i et menneske liv"" blev læst "som et ensomhedens digt i sig selv og som en variation i stil med Bachs »Inventioner« eller »Fantasier«" - hvilket grangiveligt lyder som en fortællerkommentar i en dårlig roman af Jens Christian Grøndahl.

8. Det er for galt, at det (af nogle/anmelderne) ikke blev anholdt, at Theis Ørntofts Digte 2014 er Lars Skinnebach-efterklang; jeg citerer lige min egen anmeldelse:
-->

Det ville være en brugbar allegori, hvis det ikke var den skinbarlige sandhed, at Theis Ørntoft i mellemtiden har dannet en pop-duo med den 10 år ældre dommedagsprofet Lars Skinnebach ved navn Klimakrisen. For nogle gange synger bogen lige lovlig harmonisk i kor med en camouflageuniformeret civilisationskritik.

Skyums konklusion på disse sært vilkårlige jeronimusserier:

For den litterære kultur og formidling af i dag dyrker to lige skingre former for selvforstærkende pop, og vi forsømmer alle i vidt omfang at møde de bedste bøger på deres højeste æstetiske ambition. Det går foreløbig ud over flere storsælgende prosaister, hvis kunstneriske kvaliteter uretfærdigt tones ned, men det giver sig også, modsat, udslag i ureflekteret fetichering af formelle eksperimenter, uden kritisk skelen til tema og stof.

Grøndahsl roses for at skrive gammeldags, Højrup kritiseres for at skrive eksperimenterende (på en for uoriginal måde - det kan Grøndahls gammeldagshed i sagens natur ikke kritiseres for, den er altid allerede uoriginal), mens både Helles, Stoltz' og Fruelunds skrift-eksperimenter roses (Stoltz roses også at have læst og henvise til Ovid), og Glaffey roses for sin humor (ikke ligefrem noget Grøndahl kan roses for) - Hørslev kritiseres for at skrive for meget efter en biografi og Ørntoft for at skrive for meget efter en ældre digter. Hvor dog er den vrissende sammenhængskraft?

Jeg synes, det er for galt, at Skyum end ikke nævner 5 af årets bedste bøger (hvoraf de 2 er indstillet til Montana-prisen) - i MINE øjne er kun Island og Hvis det er (og Iben Mondrups Godhavn - kort rost i begyndelsen) på samme niveau - Harald Voetmanns Alt under månen (Årets Bedste Bog, om nogen), Maja Lee Langvads Hun er vred, Christina Hesselholdts Agterudsejlet, Majse Aymo-Boots  Over os hænger en vidunderlig sol og Pia Juuls Avuncular - og hvad med furie-monstret Frit Flet og debutanterne Caspar Eric, Sigurd Buch, Lea Løppenthin, Ninette Larsen, Signe Gjessing!!!???

Og endnu et, også det om får

og det, vil vi gerne have Erik Skyum-Nielsen til at fortolke, der jo har været en art provst, hvis det nu faktisk også handler lidt om kirkelighed, og ikke bare om får:

Så vidt
jeg ved
bekender
fårene på
strandengen
sig ikke
til nogen
bestemt
religion,
selvom de
bræger som
degne, er lige
så lodne i
pelsen, som
præster er
uldne i deres
udlægninger,
skider blanke
lorte sorte
som skriftsteder.
Og dikker
lammefromt
formanende
med halerne
bagefter.

Jeg holder af at Skyum-skumme og -skumle

Strunge-Skyum-anekdote fra SUT's 80'er-essay:

Samme Erik Skyum-Nielsen, som Michael gav navnet "Skypumpen" havde i en anmeldelse skrevet, at Strunge ikke kunne fylde sine forgængeres sko ud, og kritikeren modtog et par dage efter en pakke indeholdende et par baby-sko af plastic.

3 humørsyge bemærkninger til Skyums (mestendels) manisk glade gennemgang af forårets bøger i Information.

1. En sur bemærkning: Det er altid åndssvagt at kritisere forfattere for at skrive Forfatterskolelitteratur, men insisterer man på at være så åndssvag, kan man så ikke nøjes med at kritisere de forfattere for det, der rent faktisk har gået på Forfatterskolen:

Han er glad for Mia Degners stilsikre debutbog Kort over himlen (Gyldendal) med undertitlen »Forløb«. Han har med interesse fulgt fragment-beretningen om en slægt, hvor farfar kom i kz-lejr og farmor måtte flygte til Sverige. Han er oprigtigt glad for at se en yngre dansk digter tage Kingo og Ingemann så alvorligt (»Dejlig er jorden« klinger smukt med), og han er imponeret over, så klogt Mia Degner formår at integrere Paul Celans »Dødsfuga« i sin kontrapunktiske komposition; men knap så glad er han for den tørhed, der får konstruktionen til at knirke. Et afgangsarbejde fra Forfatterskolen? Hvad kalder man en Artig-Verner, når det drejer sig om en kvinde?

2. En selvoptaget bemærkning: Jeg føler mig ret præcist truffet af dette dartpil-kast (og bortset fra det finder jeg det forbilledligt, vedkendt dialogisk, at Skyum i disse sæson-gennemgange citerer (og som regel positivt!) fra kollegers anmeldelser):

Han er glad for, at Katrine Marie Guldager efter 13 års pause er vendt tilbage til den lyriske genre, som hun før lidt hånligt kaldte champagne, som om der var noget galt med dén drik. Han er glad for den modne, sundt afklarede alvor, der præger Et sted i verden (Lindhardt og Ringhof). Han er samtidig selv glad for, at han ikke ligesom Lars Bukdahl (Weekendavisen 4. april) skal bortforklare sig ud af egen begejstring og være nødt til at ytre, at selv om digtene indimellem kan minde om bestselleren Rystet spejl af Søren Ulrik Thomsen, så har de bedste af dem alligevel lov til at være rigtig gode!

3. En glad bemærkning: Herligt at Skyum ikke - som for 10-15 år siden i Grotrian-anmeldelser - sætter skøn uforståelighed lig med uredigeret psykisk sygdom:

Han er glad for Signe Gjessings debutdigtsamling Ud i det u-løse (Gyldendal). Han er glad for, at han endnu har til gode at fatte blot 10 procent af, hvad hun skriver; men sådan har han jo også haft det med Simon Grotrian, f.eks. Han læser det her som poesi fra en fjern, endnu uopdaget planet. Hendes bristefærdige linjer og vildt overraskende billedkoblinger fascinerer ham voldsomt. Og han forstår og forstår så alligevel ikke, hvad hun mener med, at »Tiden er skrevet af efter noget, rummet engang skrev«. Til gengæld genkender han dette: »Nattergalen knitrer som / antændt sang.« Han er ret glad for, at vi ikke har bogformidlere og læsepædagoger til at regulere den poetiske trafik efter tilgængelighedsprincipper. Ikke endnu i hvert fald.

Antigalskab, et ex.

I min Blæksprutte i WA Bøger i dag om eksklusion og galskab redigerede jeg to henvisninger ud af denne sætning:

-->

Det er lige så svært at finde diagnose-hånende anmeldelser, som det er at finde racistiske, sexistiske og homofobiske anmeldelser:

Jeg henviste dels til Elisabeth Friis' links til Thomas Bredsdorffs Politiken-anmeldelser af Mette Moestrups Dø, løgn , dø og Eva Tinds Adolf + Eva, som jeg i sin tid FB-kommenterede således:

Lars Bukdahl Godt, så har vi den afskyelige snemand lokaliseret, han er en 77-årig, sjusket læsende og fælt patroniserende professor emeritus - occupy Sortedams Dosering!

Dels til Erik Skyum-Nielsens 90'er-anmeldelser af Simon Grotrian, fx 1998-anmeldelsen af Ti, som virkelig også er grum, her et udddrag: 

 Man har f.eks. forstillet sig, at den gale kunne skyde en art genvej til poesien, eller at galskaben repræsenterede en eller anden højere eksistens- og erkendelsesform, skønt skønsom videnskabelig forskning klart har vist, at sindslidelser, sprogligt betragtet, snarere består i mangel end overskud. Dette at være psykisk syg betyder bl.a. at vær frarøvet basale udstryksmuligheder, midlertidigt eller permanent.
  Hvor tæt mineret grænseområdet kan blive mellem ordkunsten og det glade vanvid (der netop ikke er muntert, men smerteligt og konflikttungt) mindes man med forstemmende tydelighed om af digteren Simon Grrotrians nye samling, han tiende siden debuten 1987. 
  Som sine ni forgængere udmærker den sig ved fascinerende rytmer og dragende billed-konstruktioner, men fravær af syntaktisk struktur og mangel på hverdagssproglig forankring gør, at jeg i dens fire afsnit ikke har fundet mange digte, jeg forstod og fik lyst at citere. 
  Hovedindtrykket bliver patologisk pølsesnak trods originale fund, fine opdagelser i sproget, flotte udvidelser af feltet for hvad der er digterisk muligt. 
  Et smukt eksempel kan være kortdigtet "gry":

Du slynges mod gry
alvorlig som linjer
er støjen fra perlerne.

Hvert skridt på jorden
fordobler din viden
om fuglenes lethed.

Bølgernes oktober sank:
galgen er et smykke
rummet vendt.

Mod midterstrofens anskuelighed skurrer dog her de kryptiske, indadvendte billeder støjen fra perlerne (JEG KENDER GOD STØJEN FRA PERLERNE! LB), galgen (SELVFØLGELIG ER GALGEN ET SMYKKE - DER VENDER RUMMET! LB), som digtet ikke giver nøglen til, og som derfor bremser fantasien i desn med-digtende forsøg.
  Stillet overfor digte som disse ("Gry" er vel at mærke bogens klareste) kan man vælge at fremhæve de mange uomtvistelige, idet man afslår fra at 'forstå'. 
  Men man kan også vælge at kalde en spade for en spade, og erindre om, at ægte poetisk dunkelhed og sandt æggende gådefuldhed er og bliver noget andet end dén principielle tillukkethed, der præger disse nye tekster fra en højt begavet, men efter alt at dømme delvis åndsformørket poet. 

- det var så også før, Simon begyndte at tale i SALMEtunger ...

Yndlingskritiker-top 5 + 1

1. Bo Tao Michaëlis, Politiken (men giv ham nogle andre bøger = ikke-krimier og meget gerne poesi - han var great som Nellie-presenter ved Kritikerlav-arrangement)

2. Tue Andersen Nexø, Information

3. Kamilla Löfström, Information 

4. Jørgen Johansen, Berlingske

5. René Jean Jensen, Information

Yndlings- OG hadekritiker

1. Erik Skyum-Nielsen, Information 

Om gråmelerethed

Jeg er ikke selv så glad for min anmeldelse i dag i WA Bøger af Josefine Klougarts Om mørke, den blev for skramlet og uklar; jeg burde have undladt interview-citatet, som sender mig på kringlede afveje og startet med slutningen cirka. Men det er så også en seriøst skrumlet og uklar bog, hvilket faktisk er noget af det bedste, der er at sige om den, i forhold til de foregående meget mere strømlinet og ensporet klodsede værker. 

Jeg ville gerne have fremhævet de to grumme hestescener i bogen, som genuint og intenst grumme, og som antydende en bog, der kunne have været, en intenst grum, alternativ hestebog, en horror-hestebog.

Jeg ville også gerne have jævnført med Jens Christian Grøndahsl tidlige, også stærkt noveau roman-inspirerede og -epigoniske forfatterskab, og Om mørke med Grøndahsl tredje roman, den lige så semi-monstrøse og blik-ophængte og flimrende Rejsens bevægelser, 1988, som imidlertid er helt anderledes monoton-monolitisk, selvsmagende sirlig; Klougart er for forfjamsket og ustadigt et rodehoved til at hendes skønskrift for alvor stivner, heldigvis.

Og så anmeldte Erik Skyum-Nielsen romanen i dag i Information på en typisk skizofren Jekyll & Hyde-facon: først får vi den djævelsk onde anmeldelse, og så kommer den engleligt henrevne anmeldelse (der sammenligner, positivt, med selveste Vorfrue, Inger Christensen), højst skeløjet, lad mig nøjes med at citere anmeldelse nr, 1 her (der er spøjst parallel med begyndelsen på min anmeldelse; vi udstyrer begge bogen med en trodsig taleboble):

Kammerater! Vi er samlet her i dag for at protestere, gøre hårdnakket indsigelse og i fællesskab kræve vor frihed, vor ret! Vi protesterer hermed imod Josefine Klougarts nye bog!! Mod dens åbne, intetsigende titel. Mod dens stive, alt for tykke, monumentale bind. Mod dens kornede, uklare fotoillustrationer.Men først og fremmest protesterer imod det overgreb, hun har begået ved at bunke os sammen, 143 totalt uskyldige tekster, der så godt som ingenting har til fælles bortset fra selve den vanskæbne, vi føler det er at skulle stå i netop denne bog. Hver for sig er vi spinkle og svage. Men sammen er vi stærke. En for alle, alle for en!« Sådan kunne indledningstalen lyde på et revolutionært stormøde for de overmåde forskelligartede tekster - fortællende prosa, prosalyrik, dramatik og miniessays - som Josefine Klougart nu har bragt sammen i ét bind.

Og her er min oprindelige trompet, der kort og klart siger alt det, jeg har et sådan besvær med at få udtrykt nede i anmeldelsen (en trompet er også et stykke forpligtet kritik, Olga og Caspar):

CLOUDY GARDER

 

- en af resultaterne på billed-søgningen 'cloudy garder' , det her (fundet ved bare at søge 'garder') er mere to the point: