Raymond vs. Jussi

Fandt Raymond Chandlers Farewell My Lovely,, 1940, i en grøn Penguin-udgave fra 1954 i Gentofte Hovedbiblioteks som altid superbt brogede Bogbørs - fra side 18 hos Chandler:

"A man named Nulty got the case, a lean-jawed sourpuss with long yellow hands which he kept folded over his kneecaps most of the time he talked to me. He was a detective-lieutenant attached to the 77th Street Division and we talked in a bare room with two small desks against opposite walls and room to move between them, if two people didn't try it a once. Dirty brown linoleum covered the floor and the smell of old cigar butts hung in the air. Nulty's shirt was frayed and his coat sleeves had been turned in at the cuffs. He looked poor enough to be honest, but he didn't look like a man who could del with Moose Molloy.
  He lit half a cigar and threw the match on the floor, where a lot of company was waiting for it. His voice said bitterly:
  "Shines. Another shine killing. That's what I rate after eighteen years in this man's police department. No pix, no space, not even four lines in the want-ad section."

Fra side 18-19 i gratis e-bog-uddrag fra Jussi Adler Olsen seneste, egenhændigt forfattede krimi, Syv m2 med lås:

"Den tilstand, som Carl i dette øjeblik befandt sig i, føltes ligesom disen af uskyld, der dengang så nederdrægtigt lettede fra barneårene. Dengang han for første gang for pludseligt lærte at se alting lidt for klart og mærke løgnens svien. Eller dér hvor en uretfærdighed brændte sig fast op kinden efter en ufortjent lussing. Som i de yngre år, hvor kærlighed ikke blev gengældt, hvor kærestens bedrag uden varsel tårnede sig op over en.
  Carl genkaldte sig disse følelser i sekundet, hvor hans mest værdsatte kollega, fik presset håndjernene om hans håndled, og også en del fastere end nødvendigt. Og hårdere endnu, da de trak ham væk fra Mona og skubbede ham ind i den ventende patruljevogn, mens hun gjorde tegn oppe fra trappen, at han ikke var alene om det her.
  Kun en ringe trøst."

Serie af håndkantsslag vs. bunke af brækkede arme.  

Jøsses, Jussi!

Genstart på P1 skrev i fredags til mig for at meddele, at Jussi Adler-Olsen i den udsendelse, der blev sendt mandag, bliver konfronteret med mit Udbrud i WA Bøger betitlet "BZ Jussi", der fantaserede om en flok digterspirers besættelse af en af Jussis millionejendomme som kompensation for de mange elendige bind i Afdeling Q-serien, nu overtaget af et par mellemledere:

"– i kontekst af, hvorvidt det er grådigt at fortsætte serien. Til det svarer han: 
”Jeg vil gerne sige til idioten – som han jo er – hvad tror han jeg har gjort? Jeg har trukket masser forfattere til udlandet, givet dem chancen for at blive udgivet. Sørget for at branchen har det bedre.” 
”Bukdahl har alle dage været grådig nok til at blive på sin plads, selvom han burde være blevet smidt ud for længst. Og han vil elske det jeg siger her. Jo mere jeg spytter på ham, vil han elske det.”
Det er selvfølgelig en kritik, du skal have lov til at svare på, hvis du har lyst."

Det havde jeg egentlig ikke - især fordi min kontekst ikke var grådighed, men som sædvanlig bare litterær kvalitet - men selvfølgelig kunne jeg ikke lade være:

"Min lille kommentar den anden dag i Weekendavisen, som desværre og uretfærdigt nok ikke begraver mig i guld for min kritikervirksomhed, var udtryk for en helt naiv eller med Jussi Adler Olsens ord idiotisk irritation over, at man kan blive så rig på at skrive så utroligt (og mærkeligt) dårligt. Fedt nok for krimibranchen, at hans umådelige succes har givet danske og udenlandske forlag appetit på flere dårlige danske kriminalromaner, men jo ikke for litteraturen. Og sympatisk egentlig, at de mange millioner ikke har givet manden teflon nok til ikke at blive knotten over sådan et lille stykke irritereret kritik. Kh Lars"

Kun den sidste linje brugte de i den færdig udsendelse, hvor Jussi høres uddybe, at jeg dog ikke hører til den lille flok af individer, som han gerne vil få til at forsvinde fra jordens overfalde med et tryk på en knap  ... Pyh! 

Og et sekunds tid lignede det, at ikke-historien om ikke-siden ville breake digitalt, men heldigvis gik den i sin mor igen (I HOPE!), før den nåede Ib Michaelske hys-højder -PYH atter: 

 

Verdens bedste dårligste 4 hjerter-anmeldelse

 - medmindre meningen var at give MINUS 4 hjerter - Bo Tao Michaëlis' anmeldelse i Politiken af Line Holms og Stine Bolthers fortsættelse af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-franchise Døde sjæle synger ikke - det er så kosteligt fyndig ondskab,. Bo Tao leverer, men han besværger igen og igen fuldstændig kontra, hvad han faktisk skriver,, at han er åh så positiv - hvilket bl.a. har overbevist forlaget, der i annoncer har citeret denne dødbringende passage: 

"Jeg iler med ros. Makkerparret formår eksemplarisk at ramme Jussis populistiske prosa, som mere er Morten Korch end moderne dansk."

Sådan fortsætter Bo Tao uden nåde: 

"Hvem i dag bruger ord som kvindemenneske, rottefjæs og Rosa-sveske? Eller kommer med Linie 3-vitser med arabiske fordomme i form af Assads bemærkninger om en kamel med en kaktus i røven og andre onkelvitser? Nu akkompagneret af en franskdansk politikvinde, Helena, der ligesom Hercule Poirot krydrer sit sprog med skolefranske vendinger. "

I hvilke ligefrem bevidsthed klinger det 4 stjernet postivt!!?? 

Samme for munden slående manøvre gentages senere i anmeldelsen:

Bortset fra det leverer Holm og Bolther på alle måder varen. Vi kommer som altid vidt omkring, hvor elementære småting slås op som store events. Vi følger nærmest handlingens personer ud på toilettet eller tæt på. »Rosa bestilte en stor triple hot karamelfrappé med ekstra flødeskum og chokoladesovs hos den jovialt dansende unge fyr bag disken«. Intet har noget med plottet at gøre, men skaber nok den søde inderlighed, forfatterskabets fans kalder krimiguf. Dog igen og positivt: 'Døde sjæle synger ikke' kommer med en kernehistorie med sus af det storslåede panoramiske og forstår såmænd at spinde et net, som minder om forne tiders føljetonromaner. Hvor nettet strammes meget langsomt, mens hvert kapitel gerne ender på en cliffhanger. Tilmed skriver forfatterparret nu og da bedre antydet impressionistisk end deres foregangsforfatter med sin småtunge prosa. Mere spændstigt, mere elegant end elefant, selv om længden er for lang. De har bibeholdt forfatterskabets redundante freudiansk-folkloristiske holdning. Al kriminalitet skyldes barndommens konstellationer."

Sikke fantastisk miserabelt det lyder til at være! Det med det folkloristiske er Bo Tao så glad for, at han tager det op igen i konklusionen, og husk vi har med en mand at gøre, altså Bo Tao, ikke Jussi, der har skrevet speciale om Raymond Chandler, i 1978:

"Sådan er det bare i det Adler-Olsenske univers, som har lagt Danmark og store dele af verden ned med sin succesfulde krimifolklore."

4 morgenstjerner lige snosken, som et godmodigt grusomt mord i akkurat en Jussi-roman.

Gratis (kortfattet) Brøndbyøster-research 3

- fra Jussi Adler Olsen-faktaboks i Nordjyske:

"Teenager i Brøndbyøster med spejderliv, fodbold og med i Brøndby Pop Club sammen med Hans Otto Bisgaard."

Hvad er ligheden mellem Jussi Adler-Olsen og Chris Kraus?

DE ER BEGGE BOLIGSPEKULANTER

(Kraus som måske stadigvæk primær indtægtskilde - Adler-Olsen som betydelig, men med tiden klart sekundær indtægtskilde)

- fra Jonas Langvad Nilssons biografi Jussi:

"Jussi Adler-Olsen er en mand, der forvirrer. Han forvirrer, fordi han ikke opfører sig som andre forfattere. Det viser sig, at han er mindst lige så meget forretningsmand, som han er forfatter. Og på overaskende vis er det lykkedes ham at kombinere de to roller, som ellers virker uforenelige. Jussi mener ikke, at det at skrive en bog nødvendigvis behøver optage en hel arbejdsdag og fylde al tankeaktivitet. Det interesserer ham mindst lige så meget at starte nye virksomheder, investere aktier og købe og sælge ejendomme. Det sidste har han gjort, siden han var ung, og filosofien er den samme som dengang. Han køber billigt, sætter i stand, flytter ind og bor der nogle år sammen med sin familie og venner, inden han sælger med skattefri fortjeneste. Siden de var unge, har Jussi og Hanne boet på 12 forskellige adresser i hovedstadsområdet, og hver gang er de flyttet videre til en bolig, som var nøkket bedre end den foregående. Han forklarer det som glæden ved at tage noget, der forfalder og gå ind for fuld kraft og rette op på det forsømte, se det blomstre og gøre en god forretning.
  De seneste 20 år har parret boet i Allerød Kommune og været glade for det. men nu er de begyndt at se sig om efter noget nyt, gerne tættere på København, hvor mange af deres venner bor. Jussi Adler-Olsen monitorerer boligmarkedet dagligt, og senest har han købet en lejlighed på Peblinge Dossering. Huset ligger på det eftertragtedes stykke mellem Søpavillonen og Dronning Louises Bro og består af ti lejligheder. Han fortæller, at parret ikke har tænkt at bo der selv, men at de havde brug for et projekt af den kaliber.
  "Vi havde rent ud sagt for mange likvider, som vi ikke anede, hvad vi skulle bruge til. Vores revisor har punket os for at komme i gang."
  Hvorfor?
  Han kigger på mig et kort øjeblik, men må vende blikket tilbage mod vejen.
  "Hvis du sætter pengene i værdipapirer, så har du bare et stort slæb med at kontrollere, om de går op og ned hos Vestas og A.P. Møller. Jeg havde brug for andet end papirer. Jeg havde brug for mursten. Der er noget trygt og fantastisk over mursten."

- fra Guardian-interview med Chris Kraus:

"Why is Sylvie (hovedperson Kraus' Torpor) so obsessed with property, with creating a perfect domestic realm?
When you can’t participate in one arena, the thing to do is to create another. The value she attaches to the domestic is compensatory. One model for Torpor was George Perec’s 1965 novel Things: A Story of the Sixties, a brilliant parody of consumerism. I got Sylvie and Jerome’s names from the couple in his book. They’re obsessed with English leather shoes and having a certain kind of blotter on the desk.
She is also, like you, a landlord.
Yes. I chose early on not to pursue full-time teaching, and property management has been a means of supporting myself. I still own the buildings I bought in Albuquerque in 2005, and I spend a couple of hours every day dealing with leaking roofs and plumbers and laminate floors."

- fra Kraus' I Love Dick:

"EXHIBIT M: SCENES OF PROVINCIAL LIFE

Thurman, New York
Thursday, January 5, 1995: 10:45 p.m.

Dear Dick
  Tonight we went to the Thurman Town Court as plaintiffs against our former tenants, the O'Malley's, sandwiched in between the bad check writers and drunk drivers. This should pretty much evoke for you the world we live in. We can't imagine you in that position. Actually we can¨'t imagine ourselves there. When it was all over and we won, we both agreed we couldn't care less about material possesions. We were just sick of being had all the time by everyone, even these stupid hicks who we sued for non-paymnet of rent, and who will all all eventually get the better of us. Oh Dick, I wish you were here to save us from life in the provinces.

Signed,
Charles and Emma Bovary "
 

Afdelingen for beskidte forlagstricks

tikkede ind lige, da jeg havde set Jussi og hans forlagsdirektør rose hinanden for deres utrolige professionalisme i Aftenshowet (og pludselig havde tweetet: "Råber som en Muppet-olding til Jussi og hans forlagsdirektør i aftenshowet: MEN DET ER JO NOGET LORT!"):

Christian Dorph

4 hrs ·

WA Bøger har først modtaget Jussi Adler-Olsens nye bog i dag - på udgivelsesdagen. Helt ærligt, Politikens Forlag: det er usportsligt!

The Jussi that got away

Lars Bukdahl @LarsBukdahl  ·  10. nov.

Alle Jussi-papfigurerne vandrende gennem natten fra Bella Centret til den lade i Allerød, de kalder deres hjem, så bevægende et syn

Caspar Eric

November 10 at 10:09pm · Instagram ·

‪#‎fintbesøg‬ i ‪#‎hængekøjen‬ ‪#‎jussikram‬ ‪#‎bogforum‬ ‪#‎forever‬ ‪#‎enportal‬ til ‪#‎enandenverden‬ ‪#‎potential‬ ‪#‎hostagesituation‬

Jussi Adler-Olsen er vor tids Villy Breinholst!

Det er det, han er!

Jussi er megastor i Tyskland, det var Breinholst også (fra den meget primitive engelsksprogede hjemmeside villybreinholst.com):

BERLINGSKE, One of Scandinavia's oldest newspapers, wrote:
"BRAVO; BREINHOLST!
Willy Breinholst came on the German bestseller lists. He marched past world-known authors such as Heinrich Böll, Tolkien, George Orwell, ALdoux Huxley, Thomas Main, Graham Greene, George Simenon, Chesterton, Dickens, Murdoch, Zweig, Capote, Fallada, Hemingway, Saroyan, Somerset, Maugham, Canetti and Mark Twain.
At the magazine Der Spiegel's top-ten list You could find his books as number 1-2-4-5-7!"

---

GUINNESS BOOK OF RECORDS, has for twelve years noted:
"WILLY BREINHOLST
IS WITHOUT A DOUBT
THE MOST WIDELY
READ AUTHOR
OF HUMOR
IN THE WORLD"

---

PRIZE-WINNING HUMOR
Willy Breinholst’s books are read all over the World from the Republic of South Africa and Australia to Siberia, Greenland and Iceland in the North. He has been awarded the Lübbe Ehrenpreis for 4.000.000 sold Lübbe-books. He has been awarded the Danish Humorist Prize, the Carl Möller Prize, the Bulgarian Hitar-Peter Medal and the Icelandic Heimaey Medal for his books. Other recipients of the Icelandic Heimaey Medal have been the Icelandic president, the Nobel Prize winner Halldor Laxness – and Bing Crosby!
The Danish bestseller-writer Willy Breinholst has written 165 books. No wonder, he has been chosen among 150 authors to be awarded THE ALEKO KONSTANTINOV PRIZE at The International Prose-Writing Competition as one of the best writers in the world. Other recipients of The Aleko Konstantinov Prize during the years: Erskine Caldwell, Erich Kästner, Heinrich Böll, William Saroyan.

-  forskellen, at Jussi er bliver anmeldt og kommenteret i Politiken og at Breinholst (1918-2009) lige var nogle gange flittigere; der er også lige et stykke fra Jussis 10 millioner solgte bøger til Breinholsts 70 millioner, men jo ikke længere end som SÅ.

Sjusket og populismen og den litterære elendighed er NØJAGTIG den samme.



Villy B med det amerikanerne kalder et shit-eating grin

1 a-stilist og 1 asymmetrisk stilist

a-

Et øjeblik stod hun og betragtede de frønnede planker ude i vandet og den skvulpende tang omkring bundpælene. Hvad kunne vel være mere fredeligt end det, og alligevel gav det hende naturligt nok ubehagelige associationer. For sagen var den, at Pirjo tidligere havde haft virkelige trusler hængende over hovedet, og sidste gang var det endtlige her.
  Hun var kommet op at toppes med en af de kvindelige disciple, som hun havde indset var blevet en farlig rivalinde, og det havde ført til råb og skubben og småslag, der gradvis var blevet hårdere. Kvinden havde et par uger været fast inventar inde i Atus gemakker og ganske langsomt var hun begyndt at presse på for at overtage visse af Pirjos abrejdsopgaver, det mærkede hun jo.
  Så lige dér trådte hun over en tærskel, hvorfra der ikke var nogen vej tilbage.
  Egentlig var udfaldet af denne konfrontation et uheld, men når det nu ende, som det gjorde, var det nok alligevel det bedste, der kunne være sket.

- fra Jussi Adler Olsens nye roman Den grænseløse (så langt jeg har læst - som reserach til en Blæksprutte i WA Bøger i morgen om automat-modtagelsen af romanen, hvor jeg citerer et endnu mere radikalt stykke dilettant-prosa)

asymmetrisk

Venedig er ikke ægte. Det er en by af tyve. Og falskspillere. de liderlige brandhaner er fra Falck. En kæmpe mesopotamisk brandbilsby hvor folk siger ui ui ui i stedet for at tale. Kvinderne er hugget fra Babylon og Varde og Almindingen på Bornholm. Man kan se det på deres måde at holde masken på. Der er det her ikke landfaste smil som aldrig overgiver sig fordi det står og kigger på en soldat i en skov nær Rønne: Mosaikkerne består af øjne høstet da de stod på stilke. Gaderne genlyder af falske skridt ranet fra den osmanniske ostebutik. Mændene er et kapitel for sig. Hentet på havnen i Århus går de hele tiden og taber nødder som de har stjålet fra containere på havnen. Og solen, den satan, er af pap og bly og okker og ral og atomer. En gang om året kommer den ned til solmanden på Calle del Ildebrand hvor den bliver set efter i sømmene. Solmanden er en hård nitte. Nitterne er fra Ninive. Han har set 700 koner futte af. Selv vandet er stjålet fra Indiana Jones' vandflaske. Sengene er svenske. Nej, byen er ikke ægte. Den er fup og fidus, mester. Indgroet krageguld. Opmodnet hvisk fra virile vågekoner. Magiske mortérgrananter, made in Mongoliet, skydes lydløst af, så folk siger åh, hvor er her flot på Rialto. Sortsvedent svovlswahili hører også. Her er tasker og tis, men ingen tro. Hvad fanden skulle de også med den. Gondoldissidenter og flamsk følende fusentaster. Morbide bidétkandidater. Kurtisanesoduku. Bagere med melbulnet blod. Kroniske kusseklatretræer kom. Jeg er villig til at lade mig gro til.

- fra fotograf Lars Gundersen og Jens Blendstrups Venedig eller kunsten at fare vild (det radikalt asymmetriske her er jo skredet fra den vel nok maniske, men stadig forholdsvis godmodige fabuleren over falskheds-motivet den decideret Ørnboske hyper-sortnen til - gennemhullet af Schadesk/Nashsk kælleingedigteri - i sidste tredjedel)

Alt forladt! - Jussi er Jacfan

Allerøds kendteste skatteborger nogensinde Jussi Adler-Olsen skriver om Allerøds bedste digter nogensinde F.P. Jac på sin FB-side:



I dag er det World Poetry Day, så Jussi: Hvilken digter står dit hjerte nær?

'Jeg elsker alle digtere i Danmark, F.P. Jac allermest. Ikke kun fordi han boede i Allerød og var sød at snakke med, men fordi man gennem ham til fulde bliver mindet om, hvor rigt og finurligt det danske sprog kan blive i forhold til så mange andre sprog, fordi vi gør så stor brug af sammensatte ord. I den sammenhæng var han mesteren som skævvrider og sprogfornyer.

Og så fik han mig til at le med ord som ”finsover”, ”lømmelsnak”, ”smagstungen” og ”fattigrøvsbukser”. Ikke mange digtere kan det, så jeg savner ham så meget i levendes omgang.'

#WorldPoetryDay

Jussislave

Jeg håber ikke, det er et sinistert aktiveringskoncept, men inde i Politikens overbefolkede Boghal fór en yngre (dvs. en lille smule yngre end mig), dansk digter rundt som julehjælp og var ikke helt i kulkælderen, fordi 1 bind Pia Juul var blevet købt som gave med ham som mellemled, men han syntes til gengæld, at det var uhyggeligt, at han kunne prisen på den nye Jussi, som der blev solgt 10 eksemplarer af i sekundet, udenad, det var 200 et eller andet, som jeg i solidaritet nægter at huske - og den virkelige Jussi sad ved nabo-backstage-bordet inde på Bogmessen i Bella og spurgte, om han kunne låne noget sukker fra vores bord til sin kaffe, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke sagde: Jo, for 10 millioner, hvoraf de 5 går til et monument, der IKKE skal klamphugges af Kenn André Stilling, for F.P. Jac, en ægte og stor digter, som kommunen ikke gjorde en hujende fis for, mens han var i live, placeret midt på hovedgaden, så Allerødborgerne bliver nødt til at KRAVLE over det for at komme i Kvickly, tak!

Jussi-karton - ordanmeldelse

I Føtex i Amagercentret var der hele PALLER med Jussi Adler-Olsens nye kriminalroman, som alle anmelderne på implicit eller explicit KRIMIRELATIVISERENDE præmisser var vældig glade for - jeg tog et selvsikkert glittet eksemplar i hånden og slog tilfældigt op på et afsnit, der vist handlede om, at en ung indvandrerdreng blev mobbet med racistiske bemærkninger, hvilket fik ham til at føle sig på tre måder, der blev karakteriseret med tre adjektiver, hvoraf jeg kun husker det sidste: "tvivlrådig", fordi det er et lettere altmodisch ord, og det ikke fremgik, hvad mobningen gjorde ham tvivlrådig om eller over, og jeg MISTÆNKER, at der simpelthen er tale om akavet og sjusket brug af ordet, som jeg derfor kun vil give halvanden dynamolygte (ud af 117 mulige) og ingen hverken dyt eller båt.