Til Eskeforlæggeren par excellence

Dejligt for denne verdens Esker,
hvoraf der nogensinde kun kommer til at være 1,
at der fandtes og findes en Asger

tak
Schnack

Menneskesindets mulighed for at stige og falde, så ingen kan måle vidderne

Mens jeg var undervejs til Vejen modtog Signe Gjessing mildest talt fortjent F.P. Jacs Mindelegat og selvfølgelig holdt Asger Schnack en henrevet motiveringstale og selvfølgelig holdt Signe en stolt og offensiv forsvarstale for poesien - her et klip (og mon ikke man kan læse resten, hvilket man jo bør, hvis man går ind på dette Facebook-link?):

"Begejstringen over den kunstige nattergal er afvisningen af det uskabte, som lever i os. Den afvisning kender mange digtere fra samtaler med alle mulige, og de er vant til ikke at få ret, men alligevel at have ret, for nu at sige det som det er. Men den mekaniske virkelighedsanskuelse er ikke en slags anskuelse, der har løn i sig selv, den har i stedet en funktion, fordi den taler konstruktionens potentiale op, indtil den anskues som en måde at forbedre mennesket, og mennesket frivilligt lader sig degradere ved at lade sig konstruere.
Tingene er altså vendt på hovedet. Men et enkelt digt taler for menneskesindets mulighed for at stige og falde, så ingen kan måle vidderne. Det uskabte i os, som er vores ånd, har skabt al mekanik og teknik, går forud. I ånden kan veje afprøves, som lader meget tilbage at ønske hos den mekaniske infrastruktur. Niels Lyngsø fortalte mig sidste sommer, at Thøger Larsen i sin Sapfo-oversættelse, fordi han ønskede at harmonisere og udglatte digtets fragmentariske struktur, ’fyldte ud’ i lakunerne med hvad, han fandt på. Nye arkæologiske fund af samme digts originaler viste år senere, at Thøger Larsen i sin ånd havde fundet de linjer, Sapfo havde skrevet.
Ingen mekanik kan ane."

foto: prisopfinder Lars Gundersen (priskunst: Erik A. Frandsen)

Pristale, level: fuld ekstase

- hen mod slutningen i Asger Schnacks tryk 16-hvirvlende pristale for Peter Laugesen, da han fik Dan Turèll-medaljen, tilføjet de YEAH'er, som denne tilhører ikke kunne lade være være at udstøde mere eller mindre under mit vejr:

"Peter Laugesen er en ven af universet, dvs. han er tilgængelig for universel sandhed.
YEAH!
Man hører den, hvis man lytter til hans digte. Han vågner og er en del af den universelle sandhed. Han træder ind i stilheden og er en del af den universelle stilhed. Du er velkommen til at lytte med. Børn er også velkomne. Dyr. Jeg tvivler ikke på, at også planter er velkomne.
YEAH! JA, DE ER!
Peter Laugesen har befundet sig mange steder på Jorden under indtryk af naturen. Stjernerne taler til ham, både nat og dag.
YEAH! JA, DE GØR!
Universel tankegang er uafhængig af mørke eller lys, forstået som dagslys. Tanken er videre. Lytter du med på digtene, er det en videre tanke. Vi inkluderer månen, rejsen imellem græsstrå.
 YEAH!
Vi blænder op for en større sammenhæng.
YESAH
Peter Laugesen forstås af alle.
YEAH!
Han er løftet op over forståelseskløfter.
YEAH !
Som digter er han digternes digter.
YEAH!
Stjernernes digter.
YEAH!
Alle og enhvers digter.
YEAH!
Hans digte læses sammen med regndråber, der falder, græsstrå, der vajer i vinden, de taler græsstråenes sprog.
YEAH!
Peter Laugesen ser, det er sansningens første opgave. Han indfanger øjeblikket.
YEAH!
Men det er næsten ingenting i forhold til næste trin: at forvandle det sete til rytme, det er udødeliggørelsens proces.
YEAH!
Her findes ingen regler, her findes ingen ’skik og brug’. Der er højst nogle stier, man har gået ad før. Ikke for nødvendigvis at gå den samme vej, men for at variere det sete, gentagelsens genialitet, som Jørgen Gustava Brandt talte om.
YEAH! GUSTAVA! 
Men med tryk på praksis, ideer og forestillinger gør det ikke. Og her kommer vejrtrækningen ind med sin betydning: for hvordan skabe forbindelsen, broen, mellem sansningen og den sproglige rytme (som er lig med livsrytmen)? Hvis ikke gennem vejrtrækningen, åndedraget, der giver og giver – liv til den krop, der sanser og rummer bevidstheden.
NEJ, HVORDAN DOG! YEAH!
Således bliver vejrtrækningen ørnen, der flyver,
YEAH!
sneen, der fyger,
YEAH!
minuttet, der bliver til og indånder liv i digtet.
YEAH!
Til stadighed praktiserer Peter Laugesen denne forvandling, denne livgivning på mere eller mindre et helt folks vegne eller i alle tilfælde på menneskehedens vegne.
YEAH!
En dag langs Søerne i København, frysende ude eller med varmen i behold.
YEAH
Ind strømmer verden i digtet.
YEAH! JA, DEN GØR!
Der er plads nu, ikke blot til grene og tage og solens sidste stråler. Der er plads til cirkler og en tilbagevenden til kendte områder med et nyt syn,
YEAH! JA, DER ER!
ind glider navne på musikere, malere, digtere, hver især taler de med illumineret røst, det er, som om hele historien fra en tidlig tysk romantik til en stadig fornyende revolution får liv."
YEAH! 

Stands bogen!

Jeg har det lidt som Michael Strunge i den historie, Asger Schnack fortæller i den nye film Væbnet med ord og vinger (Schnack var dengang redaktør på Borgen og ansvarlig for 1978-debutant-trioen Jac, Holck, Strunge):

"Ja, der sker det, at Michael ringer til mig. Om natten. Det var jo ikke i sig selv så usædvanligt. Han havde jo den temmelig irriterende facon med at ringe om natten til folk. Men i det her tilfælde var det mere alvorligt end som så. For det var jo dagen før, den første bog, Livets hastighed, skulle udkomme. Og så ringer han hjem til mig. Og ud af sengen og ja, hvad er det, og så videre. Og så er han meget desperat og sikker i sin sag, at han vil have standset bogen, han vil have standset udgivelsen. Og der kunne jeg jo ikke bare lade som ingenting, for jeg blev nødt til at forklare ham, temmelig indgående, at det ikke kunne lade sig gøre, for den var allerede ude hos boghandlerne. Og jeg prøvede på alle mulige måder at forklare ham, at det var faktisk en fremragende bog. Og efter en meget lang samtale indvilligede han i, at vi godt kunne udgive bogen. "



- og nu står der gudhjælpeme Gyldendal under Freddies forsidetegning, det ser meget forkert ud!

Jeg er enig med mig selv om lykken på den søndag

Foto taget af mig:

Citat fra artikel på dr.dk:

"Et babelsk cirkus med fine glimt

En af de bog-professionelle, som er fast deltager ved Bogforum, er Lars Bukdahl. Anmelder for Weekend-avisen og redaktør af det litterære tidsskrift Hvedekorn.
Han er godt tilfreds med årets bogmesse, hvor han både var gæst, interviewer på forskellige scener og deltager med en stand for Hvedekorn.
- Bogforum er altid et cirkus, en umulig blanding af babelsk kaos og så de mange fine ting, man kan opleve, hvis man stopper op det rigtige sted, beskriver Lars Bukdahl.
Den bedste oplevelse han fik ved messen denne gang, var en oplæsning med forfatter Peter Laugesen.

Blev lykkelig af oplæsning

Digteren læste op af sin digtsamling fra 1979 'Tohuvabohu'. En unik begivenhed, fordi Peter Laugesen selv havde glemt, at han havde lavet den digtsamling, indtil forlægger Asger Schnack fandt et gammelt eksemplar og genudgav den i år.

- Jeg er ærkefan af Peter Laugesen, så det var intenst. Det gjorde mig meget lykkelig, fortæller Lars Bukdahl."

Et af de digte, der lykkebringende fik stemme:

"blomsterne er visne
og brostenen
ligger parat
men tænk dig om
før du bruger dem
lad dem ikke ramme
noget levende
hvis du kaster dem
håret synger om den tid
der var
og kroppen krymper sig
i moderigtigt tøj
de snævre bukser
klemmer nosserne
og hindrer blodet
i at løbe ud af tæerne
det skal ned gennem benene
og det skal op igen i hjernen
gennem hjertets kamre
og hjertet hamrer

Det er svært
at være her
og ingen
andre steder
være henne."

Og sikker vi stod og duvede, Asger Schnack og jeg, skulder ved skulder dér til en side som to fyrretræer i forårsvind

& Hendrix

STOR TAK TIL ASGER OG STEEN SOM HEMMELIGE BAGMÆND FOR "LAMENT FOR JIMI", DK'S BEDSTE ROCK-DIGT:

Asger Schnack

"HØJHOLT / HENDRIX: 1) I bookletten til ”tilbage til TURBO” (2001) (som består af to cd’er, ”tilbage til TURBO” og ”TURBO” selv, lp’en fra 1968) bliver Per Højholt spurgt af Jesper Ravn (idémand og producer): ”Hvordan opstod ideen til Turbo?” Per Højholt svarer: ”Selve digtet har udgangspunkt i Jimi Hendrix. Da vi fik stereo i det lille hjem og rockmusikken kom frem, gik jeg fuldstændig agurk over Jimi Hendrix og tænkte: Sådan må man fan’me også kunne skrive, og så prøvede jeg. Og det blev Turbo.” 2) I ”Smerteskolen og andre digte” (1979) står Per Højholts fremragende digt ”Lament for Jimi”: ”Jimi, for helvede, er der noget at sige til / at de indledende akkorder hvor du samlede / al musik før til sekunder og så uden videre / kastede den fremad, forud, hen hvor du ikke / var nået endnu selv, men lidt efter alligevel / stod, grinende, kold i røven, og greb den / og sendte den endnu et vildt kast ud, videre, / vildere, nærmere din egen, – at den greb os, / din øredøvende friktion mod den totale pavse / som også dit sidste da halvt sanseløse kast / der kastede kasteren ud hvor ingen griber, / aldrig, og ingen musik, omsider, forudanes?” 3) Da Bandet Nul besøgte Per Højholt i november 1979 og skrev digtet ”Rejsen til Højholt” (og den sidste aften sammen med Per Højholt skrev digtet ”Seks makreller udsat for vejrlig”), havde Per Højholt et job (et show på et slagteri) den ene dag og bad os om at lade, som om vi var hjemme. Vi fandt Jimi Hendrix: ”Electric Ladyland” i pladesamlingen og spillede den på Per Højholts grammofon. I ”Rejsen til Højholt” lyder strofe 102: ”et piblende elektrolys / i Jimis mørke / så mange græshopper / ude af stand til midnatshimmel / altså farvel til goddag / eller rettere: goddag til farvel”."

Comments

Steen Møller Rasmussen  "Du har selv mere end en' finger med i Per Højholts fremragende digt ”Lament for Jimi” - For da jeg skulle udgive "On The Rocks" med rock fotos og digte/tekster i 1978, mødtes vi og du sagde: - F.P.Jac og Per Højholt skal også med, du gav mig Højholts telefon nr. og jeg sendte et foto af Jimi Hendrix til Per. Retur kom ”Lament for Jimi” - F.P. Jac skrev om Ray Davies og du om Dylan. ”Smerteskolen og andre digte” udkom 1979 som du skriver."

4) Digtet "Månen forklaret" fra PRAKSIS 10: Manøvrer, 1993:

Haven vånder sig derude i sen sne.
For et sidste træt blik sortner
vejens spor, nattefrost jager som en gigt
i tyndskindede birke og plaget
hælder asken, skør i grenværket.
Jeg har slukket alt lys, fra rum til rum
går jeg og ser månen falde ind
på gulvene og fråde i køkkenvasken.
Kun ét lys er tændt, det pulserende røde
i den gamle Luxman-forstærker:
Huset dundrer: Hendrix i højt gear.

5) Ved bisættelsen i Silkeborg, efter SUT og Pia T havde talt, tændte Højholts søn Terkel for Hendrix på den medbragte ghettoblaster

Let ludende digterspirer - Larsens tak

Lars Movin var hurtigere ved havelågen end mig og Blogdahl til at sikre sig Marianne Larsens takketale for Dan Turèll-prisen, som står at læse som en opdatering på hans FB-side, måske faktisk link her. Men så copypaster jeg da bare talens første del, inkl. purung Hvedekorns-erindring (medaljefoto: Lars M. medalje: Barry W)):

"Den første gang jeg så Dan Turèll var i 1969. Engang i november, tror jeg nok, med korte dage, tidligt mørke. Jeg havde fået en adresse at rejse til, en adresse i Farvergade i København. Jeg var inviteret til et oplæsnings- og digterarrangement. Poul Borum havde som Hvedekornsredaktør inviteret tidsskriftets seneste bidragsydere med flere til at mødes og læse op og lære hinanden at kende.
Jeg fandt frem til adressen, efter at være ankommet med toget fra Kalundborg sidst på eftermiddagen og vandret nogle ture op og ned ad Strøget og i dets sidegader. Bag adressen gemte der sig et stort lokale med spredt opstillede færdige eller ufærdige gipsfigurer på gulvet, og malerier og tegninger på væggene. Der var også en trappestige mellem gipsfigurerne og forskellige slags stole rundt omkring. Belysningen var ujævnt fordelt fra lamper tilfældigt placeret i loftet. Det var her mit livs første digtertræf kom til at foregå.
Dan Turèll var der også. Han dukkede en del forsinket op sammen med Asger Schnack. De stod der pludselig i baggrunden, i nærheden af udgangen. “Der kommer Dan Turèll og Asger Schnack,” lød Poul Borums velkomsthilsen. Dan havde halvlangt hår dengang. Asgers hår var meget langt og tykt og krøllet. Der stod de. Let ludende frem og tilbage på stedet. Lidt efter var de der ikke mere. Vi nåede ikke at hilse på hinanden.
Senere mødte jeg Dan ved forskellige lejligheder i oplæsnings- og udgivelsessammenhænge. Og fulgte i halvfjerdserne med i hans skriftudbrud, der som en kraft, ingen kan holde tilbage, kom ud på forskellige forlag, etablerede såvel som alternative forlag deriblandt hans eget Soft Machine. Skriften var rusen, meditationen, arbejdet, politikken, kritikken, redskabet. Skriften var udforskningen, improvisationen, opdagelsesrejsen som væren og virken uden tøjler. Det var skriften, når den blev sat fri og på den måde udtrykte, hvordan dét var. Det. Inger Christensens Det, den indiske filosofis Det, den kinesiske filosofis Dao, I Ching og jazzens Det, musikkens Det, ordenes strømmende Det, kroppens og bevidsthedens strømmende Det, i en strømmende verden.
(...)"

3 x Marianne

1. Marianne Larsen, da hun i dag yderliggående velfortjent har modtaget Dan Turèll-medaljen og holdt en smukt takketale om Dan og hans værk og læst 3 nye digte op, der fik hver deres klapsalver (foto: Lars Movin)

2. Marianne spionerer skælmsk på sin trofaste forlægger gennem mange, mange år, Jarl Borgen, blive fotograferet selv (foto: Steen Møller Rasmussen - udateret, men velsagtens tidlige 80'ere?)

 3. Et digt fra antologien Min generation, redigeret af Asger Schnack og Dan Turéll, 1975, og udgivet af dagens autentisk henrevne pristaleholder Asger Schnacks forlag Swing:

"3 Cry man

nej
jeg vil ikke hente mit hoved
i de døde bevidstheders departementer
nej
nej jeg vil ikke nøjes med en promille af alt
det jeg har på fornemmelsen hører med til et
tidsrum på halvfems år
nej
nej jeg vil ikke nogens eller min egen
simple vane
nej
nej jeg vil ikke overholde radioens programmer
for hvad jeg må fortælle den jeg elsker og hvad
jeg skal tie med
nej
nejjeg vil ikke blive ved med at stirre mig til
genstand på enhver jeg møder
fordi alt andet hedder genstand
nej
nej jeg vil ikke stange mig gennem jaede nejer
for altid at være på den sikre side
nej
nej jeg vil ikke
være den der ligger stille
stille hen i månedsvis
når fuglene er forgiftede"

3 x Eno til Brian

Lars Bukdahl Kom til at tænke på, jeres små fælles Eno-bind, One, Zebra, High (1980, 1982, 1983), har I foræret dem til Eno, dengang eller senere (ligesom Bowie omsider fik Bowie Bowie, og Dylan vel skal have den nye Dylan Forever)?

Asger Schnack Jeg overrakte Brian Eno de tre bøger – sammen med en oversættelse til engelsk, som Klaus Høeck og jeg havde lavet i fællesskab – i Huset i Magstræde i januar 1986. Brian Eno var i København for at deltage i en udstilling med videoværker (Husets Udstillinger).

 

 

 

ÆREFRYGT FOR SKRIFTFUND - T O T A L SKRIFTFUND!

- jeg skulle lige komme mig over denne altgennembrydende nyhed, derfor viderebringer jeg først nu og efter nedenstående tilløb:

Asger Schnack

January 15 at 2:09pm · 

THE LOST (AND FOUND) LAUGESEN MANUSCRIPT:
Det i brevvekslingen (med Mogens Kjær) ”Skibets mytologiske arkitektur” (1979) omtalte manuskript ”Tohu Vabohu” – tilsendt Jarl Borgen i februar 1979 med henblik på udgivelse på Borgens Forlag – udkom aldrig, og manuskriptet har siden været bortkommet. Indtil nu, 38 år senere, det ankom med pakkeposten i fredags kl. 14 til min adresse sammen med en mindre samling af manuskripter og breve, jeg ubeset havde erhvervet fra et antikvariat. Stor var min forbavselse, da jeg fandt manuskriptet – registreret og kvitteret 20.2.79 – med min egen anbefaling (til Jarl Borgen) på forlagets manuskriptpapir, signeret AS / 23.2.79. Jeg skriver bl.a.: ”Jeg anbefaler på det varmeste og kraftigste og inderligste dette fremragende manuskript til udgivelse. Klar og indlysende, energisk Peter Laugesen.” Skæbnen ville – nu i fredags – at jeg skulle møde Peter Laugesen to timer senere. Jeg viste ham manuskriptet, som han ikke havde set, siden han sendte det fra Århus i februar 1979. (Årsagen til, at det ikke udkom, kan være, at jeg samme år overdrog et andet manuskript, ”Åens skrift”, som Peter Laugesen havde sendt til Swing – Swing ophørte i 1979 – til Jarl Borgen, og at ”Tohu Vabohu” derfor var blevet lagt til side). Aftalen blev, nu her i 2017, at jeg udgiver ”Tohu Vabohu” på Asger Schnacks Forlag asap. Man taler om sensationer i den litterære verden; dette er en af dem. (Følg med på Asger Schnacks Forlags Facebook-side for nyt om denne og forlagets øvrige udgivelser).

! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! !

Jacvagt

Med forbilledlig ildhu sørger Asger Schnack (der på Facebook er sin helt egen litterære almanak) for at holde den evige nyhed om F. P. Jacs utrolige skrift sensationel - og til foråret udkommer hans med sikkerhed autoritative poesiudvalg:

Asger Schnack

December 25 at 8:38am ·

F.P. Jac (11.11.1955-25.12.2008). ”Måske er det den endelige hvile jeg drømmer om”: ”Bare det at kunne se sin egen sten, hvirvle alle grimasserne af sig, / det var et landskab med groen i, men der var nu et frisprog bag. // Men her kan jeg altid hilses og takkes, Hvidovreknægten med sin flab. // Det blev et suverænt liv med Bodil ved min side, så jeg takker bare af i tak.” (Tvivlen, 2009)

Nyt, endnu meget ældre DT-digt

Arne Herløv Petersen

Er der nogen, der kan fortælle mig, om dette digt af Dan Turèll fra 1970 er med i en af hans tidlige bøger, eller om det er ukendt for turellogien:

STILL ANOTHER DIMENSION

"New writers/remain oblivious to the fact that/We
are facing- a bizarre/vast uncontrolled explosion
of / -BOOKS"
- Jannick Storm

New lovers remain oblivious to the fact that
we are facing a bizarre vast uncontrolled explosion
of LOVE

New babies remain oblivious to the fact that
we are facing a bizarre vast uncontrolled explosion
of CHILDREN

New workers remain oblivious to the fact that
we are facing a bizarre vast uncontrolled explosion
of WORK

New dust remain oblivious to the fact that
we are facing a bizarre vast uncontrolled explosion
of DUST

New letters remain oblivious to the fact that
we are facing a bizarre vast uncontrolled explosion
of LETTERS

New time remain oblivious to the fact that
we are facing a bizarre vast uncontrolled explosion
of TIME

Dan Turèll, 25.7. 1970

Comments

Lars Bukdahl Virker som news for mig - mest DT-tjek i verden har nok Asger Schack, som blokerer mig hårdt

Lars Bukdahl Vil du røbe, hvor du har det fra, Arne? (og SchNack selvfølgelig)

Arne Herløv Petersen For en halv snes år siden hjalp jeg Jannick Storm med at sælge de bøger med dedikation og breve, han havde fået fra forskellige forfattere. Bøgerne på ebay, brevene på auktion eller til antikvariater. Der var et bundt breve fra Dan Turèll, mest omkring Dødslayoutet. Jannick ville gerne have fotokopier af dem, før de blev solgt, og så tog jeg et sæt kopier til mig selv.

Arne Herløv Petersen Asger Schnack gider du se her?

Lars Bukdahl Har AS svaret (jeg kan ikke se, hvis han har, tror jeg)?

Arne Herløv Petersen Nej

- det havde han så senere, usynligt for mig, og han mente heller ikke at have set det før LB

Akut spørgsmål til Asger Schnack(s Forlag)

som jeg håber at få svar på om nogle dage:

Lars Bukdahl Kære Asger Schnacks Forlag. Er det rigtigt at sige, at det sensationelle ved California Notes også er kladderne til digte i Himalaya Hilton og Gud & Gokke, fordi Dan Turèll altid (også i det sene forfatterskab?) omhyggeligt destruerede sine kladder; findes der kladder, ud over C Notes, til den sidste trilogi?

Din sjæl er sort af hjortetaksalt

Det sidste "Bowie"-afsnit ved Klaus Høeck i Høeck & Schnacks Bowie Bowie, 1979:

D. Da. Dav. Davi. David.
David B. David Bo. David
Bow. David Bowi. David Bowie.
Lille freak.
Med en overkrop som en ung

piges. Eller som dødsgudens.
Din sjæl er sort af
hjortetakssalt. Dit hjerte
er pakket ind i et blodigt
Union-Jack flag.
Lille astronaut. Lille
lyserøde bøsse. Mit liv
blev ændret af din gyldne rock.

David Bowie.
Lille punk. Lille flipper.
Med belladonnafarvet hår.
Lille kaptajn med hjertet
i brand. Du ødelægger

ungdommen. Din musik
er ikke for konfirmander.
den opfordrer ikke til
at blive lagerekspedient.
den åbner kønnet som
når en søanemone
folder sig ud. Hvor jeg dog
elsker din blå Langfredags-beat.

David Bowie.
Lille junkie. Lille bastard.
med din digtnings leukæmi.
Lille ridder af den
lyserøde strudsefjer.

Du ødelægger samfundet
med dit beat-parlament.
Du nedbryder moralens
codex og sølvlegeringer.
Jeg løfter min knyttede
venstre næve iført
en sort handske af silke
for din revolutionsrock.

David Bowie.
Lille røv. Lille asshole.
Med dine genitaliers
calvariebjerg af læder.
Alle vil tro jeg er

bøsse, fordi jeg hylder dig.
Dér ser du bornertheden
inden for sine Eulerske cirkler.
Dér ser du spedalskheden. Dér ser du
du fordommene, angsten og de
violette projektioner.
Jeg hilser din poesi, der kaster
et skær som rosa azalea.

David Bowie.
Lille hippie. Lille tripper.
Med din nøgenheds rene
og gyldne blasfemi.
Din rasende potens.

Du spiller direkte på
clitoris og sædstrengen.
Du vækker kønnets
sammenrullede hugorme.
Du beviser for os, at kærlig
heden ikke kan spærres inde.
En aften klæder jeg mig i guld
for at hylde dit partisan-beat.

D for David. B for Bowie.
Igen kommer du ned til Jorden.
Men denne gang ikke fra uterus.
Du fylder skønheden og rummet
op med potaske. Alle

elskendes kroppe med
stjerner. I en storm
af elektromagnetisme
slår din rumkabine
ned i min anatomi.
David Bowie. Avid Bowie.
Vid Bowie. Id Bowie. D Bowie.
Bowie. Owie. Wie. Ie. E.



Cover: Peder Bundgaard

Poesiens fodboldagents hemmelige staldtip, 1978

Om Poul Borums legendariske private forfatterskole i Havnegade for Hvedekornstalenter 1977-78 skriver Søren Ulrik Thomsen tydeligt halvbittert i sit gamle 80'er-essay "Farvel til det blå rum":

"Klakør var Asger Schnack, som meget upædagogisk sad ind som talentspejder for Borgens Forlag."

OG SÅ EN SENSATION:

I Peter Rewers' nye biografi Michael Strunge. Digtning og virkelighed, som udkommer næste uge, offentliggøres for første gang bidder fra det tre sider lange, (med rette!) profet-selvsikre brev som Borgen-redaktør Schnack 9. januar, 1978, skrev til forlagsdirektør Jarl Borgen, med anbefaling af Strunge, F.P. Jac og Henrik S. Holck som efterårsdebutanter på Borgens Forlag (hvor der ellers pga. dårlig økonomi skulle forestille at være lukket for debuter) - kan nogen, som AS ikke hader på, venligst opfordre ham til at offentliggøre det HELE brev!? (Jac var jo som bekendt undergrundsdebuteret tilbage i 1976 på Jorinde & Joringel, hvilket i det mindste Borum og Schnack havde bidt mærke i - men nok ikke direktør Borgen):

"Hos Borum i søndags sad jeg og så på flokken af unge forfattere dér omkring Hans-Jørgens og dennes dialog eller fægten, og jeg besluttede at jeg ikke ville lade mig forlede til at tro at jeg kunne se noget som helst i lokalet, men ikke desto mindre så i mylderet af næsten teenagers, tre tydelige ansigter: tre meget mulige 80'ere, tre fysiognomier: F.P: Jac, Michael Strunge og Henrik S. Holck.
  Jeg ved hvad jeg gør når jeg nu ikke kan lade være med at anbefale dem. Jeg ved, at jeg principielt dummer mig. Men altså gør jeg det.
  Med et blegt Bowie-ansigt . som en cigaret i hånden - sad Michael og læste sit digt for den sky forsamling. Med sin selvsikre/usikre frembusen - som to hænder rakt i vejret i tom triumf - postulerede Jac ikke uden grund sin tilstedeværelse i det rum, han selv opfattede som fremtidens. Og underligt - som et aristokratisk barn - bøjede Holck sig ind over sin egen spæde ilt-stemme: Jeg var ikke et sekund i tvivl.
  Fire gange har disse møder gentaget sig (som møderne i 69 og 73) og jeg troede ikke på nogen ny generation. Men fordi jeg ikke lade være med at tro på den, må jeg - hvis jeg må - gøre opmærksom på denne trio.
  Eller: jeg anbefaler i al fortrolig forlæggerøjemed disse tre som tre - helt unge, helt nye - samtidige debutanter. Efteråret 1978. Borgens Forlag. Før Gyldendal for den sags skyld. Eller bare for dets egen.
  (...)
  Dagen efter mødet talte jeg om Michaels Bowie-digt. Og blev ved med at gentage for mig selv, at der i dette digt var mere poesi end i alle Hvedekorns numre, mere stædighed og det man kan kalde styrke, end i netop al den ny generationspoesi der ikke har set lys endnu, hér var den.
  (...)
  Hvis disse tre - ufærdige, men sikre - typer er tre af 80'erne, så skal vi gøre det. Ingen kan vide det. Jeg vidste det i et øjeblik. Og atter i andre øjeblikke. Og ved endnu ikke det modsatte.
  Jeg vil ikke vædde nogen hat, men jeg tør (selv om jeg ved etc) bruge min mulige indflydelse på dette uortodokse forslag, at kontakte dem alle på én gang, antage dem til udgivelse og se hvad der sker.

AS
9.1.1978"

- og samme efterår udkom Michael Strunges Livets hastighed. F. P Jacs Munden brænder på huden og Henrik S. Holcks Vi må være som alt (alle tre (+ Borums Gyldendal-samling Verdenskuglen) redigeret af Strunge, Jac, Holck og Borum i fællesskab) på Borgens Forlag

Når vi nu alle 3 har så stor kærlighed til Eske, hvorfor kan vi så ikke elske hinanden?

 

                                     
                             
                                    






(øjeblikkelige kærlighedssituation: AS hader LB og har totalblokeret for ham på FB, hvilket LB er ked af, for han elsker, men jo så ulykkeligt, AS som poesielsker (men ikke (alle) AS's digte & essays, hvilket må være noget af grunden til AS' had). AS har med mellemrum hadet kraftigt på ESN, fordi ESN har hadet anmeldelsesmæssigt på nogle af AS's essays & digte, LB har et kompliceret fader/mentor-had/kærligheds-forhold til ESN, uklart om ESN føler, han har et kompliceret forhold til LB)

ALT FORLADT LILIAN!

Munk Rösing - og TAK Lasse Horne Kjældgaard, der i år åbenbart har afløst Asger Schnack i komiteen) - for at indstille

HELLE HELLE
for Hvis det er

&

PIA JUUL
for Avuncular

TIL NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS 

KYS PÅ JERES PANDER!

Du, Lilian, er tilgivet med buk og skrab for samtlige 117 indstillinger af Josefine Klougart!

- jeg kan simplethen ikke forestille mig, og jeg har en virkelig god fantasi, et bedre valg, og desto mere fordi de to bøger, især Helles, ikke fik den absolut hysterisk begejstrede modtagelse, som de fortjente, Helle er vores nr. 1 prosaist, Juul er vores nr. 2 (efter Laugesen, ja, ja) poet, de er så sære og stilige og mesterlige begge to, at man skulle tror, det var løgn, men det er det ikke, det er kunst, digterkunst (og hør, nu lyder jeg som Asger Schnack, det må jeg gerne i dag)

RETFÆRDIGHED SKER FYLDEST
OG HURRA SGU FOR DET!

I er så fulde af bullshit, likers, når I ikke fatter I er fulde af magt

Noget, Asger Schnack i en eller anden hellig hippienaivitet ikke fatter - og som jeg tænker er årsagen til hans CHOK over min "stalken" hans poetiske smag - er, at han udøver hardcore kritisk-kanonisk  magt, hver gang han, som en af de allersynligste poesientusiaster, nævner og hylder og på sit forlag udgiver og til antologier udvælger digtere, fordi der hele tiden er digtere, han IKKE nævner og hylder og udvælger og udgiver. Men den naivitet deler til enhver tid flokken af yngre digtere og litterater og litteraturinteresserede, der hver gang de liker, men jo især når de nævner og hylder og til hit/generationslister, blogs, bogudgivelser, antologier, oplæsninger udvælger digtere og IKKE udvælger digtere, udøver magt. Den magt kunne FOLK godt tage at være lidt mere opmærksomme på og bevidste om, fordi den modsat formel (fx dagblads)kritiks explicitte magtudøvelse (OK, her er der også magtnaivister, især i akademia) jo lader som om, den er helt hinsides magtsprog i bare sådan en glad, positiv, mere eller mindre venskabelig (klike-lun) inklusion (hvilket nemlig opløser forpligtelsen til nysgerrighed overfor det hele felt (af fx "UNG" litteratur)) - og tage at være lidt bedre til at diskutere og bare acceptere diskussionen af. Inden de bliver lige så ekstant blinde for eget powerplay som Asger Schnack, der i sin tid tillod sig at blive smækfornærmet over, at man overhovedet kunne finde på at diskutere hans og Lilian Munks Rösings (i Klougarts dobbelt-tilfælde extremt diskutable) nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris. EVERYONE'S A CRITIC, mere end nogensinde, fat det og tag det på jer med fucking åbne øjne.

Blokade & blomsterflor

Asger Schnack, der for et par måneder siden beordrede mig til at fucke off i en FB-opdatering, fordi jeg i mit "vanvid" havde forsøgt at opgøre hvilke poeter, han som førende poesielsker ikke havde blik for, har nu åbenbart ikke bare unfriendet mig, men også blokeret mig, så jeg ingen mulighed har for at se de anekdotiske/leksikalske opdateringer om poesi mm., som har været et så godt som dagligt lyspunkt i min overspringssurfen (og udvalget af hvilke, Dan Turèll var vild med Clifford Brown, jeg pænt begejstret anmeldte i WA). - det må simpelthen bare været blevet for væmmeligt at se mig igen og igen (og et par gange som den første) like de opdateringer af et ærligt hjerte,  Trist, siger jeg bare, jeg vil savne dit fjæs i min bog, Asger dear.

En kritiker, Schnack til gengæld umådeligt godt kan lide, og som smart nok aldrig har anmeldt en bog af ham, og som han i fire år har siddet i den danske jury for Nordisk Råds Litteraturpris med, er Lilian Munk Rösing - hende skrev han kort efter blokeringen af mig en lyrisk opdaterings-hymne til, der er næsten lige så rørende som i sin tid hans digt til 2 x nominee til Nordisk Råds Litteraturpris Josefine Klougart:

Apropos Lilian Munk Rösing: I gl. dage, da Lilian Munk Rösing skrev i Information, var det en grund til at holde Information. Ja, der var andre grunde, men det var en god grund. Jeg tænkte tidligt: Hun skriver godt, der er grund til at læse, hvad hun skriver. Efter nu snart mange år: Jeg har aldrig læst noget, hun har skrevet, jeg ikke var glad for at læse. Forklaringen er, at hun er meget begavet og tænker ualmindeligt godt, samtidig med at hun har blik for det sanselige. Sensibiliteten i teksten og i livet. Det kræver både indlevelse og forståelse. Lilian Munk Rösing har det. Hun skriver som en sommerdag.

Eksilforvirring

Den norske digter Tomas Espedal og
den svenske digter Josefine Klougart
liker, at den danske digter Asger Schnack
siger, at jeg skal fucke off, men hvor skal
jeg så fucke off til?
                                De finske skove?