Senest i julehad

 Jeg skrev sidste jul i WA om den solide tradition for julehadende dansk poesi og citerede digte af Nordbrandt, Turéll, Ørnsbo, Scherfig, Hassan - her afsnittet om og med Ørnsbo:

Indebrændt til vrængende askehob af lutter negativitet er rekordagtigt Jess Ørnsbos digt »Jul-i-himmel« fra den hygsomt betitlede samling Hjertets søle, 1984 (hvor den blev udvalgt til bagsidetekst, fordi det var 80erne, jo), overkill de luxe: »En ond jul står for døren/barneansigter der skærer tænder/invalide træer der bæres ind/Stearinlys svider sjælen/en stikken i huden/som af glemte vækkeure/Husene fyldes med vand i spande/bløde pakker undersøges/omhyggeligt af en alt for ung læge/En blødende nisse gemmer sig/skræmt bag panelet/Man betragter hinanden uforsonligt/om nogen skulle være vendt/tilbage fra barndommen - - -/men kun en overgemt torden/ruller råt over tagene fra en klistret himmel/der har gemt sit vand/fra i julisommers/Hadske ansigter ser du gennem ruden/efter januars frelse.« Digteransigter! SELV ELSKER JEG at læse antijuledigte i julen, og de undergraver ikke min julefølelse, snarere styrker de den.

Janus Kodals nye, knugende herlige comebacksamling Fiasko indeholder en solid tilføjelse til julehadets kan - til hvid overflod er titlen "Latterlig": 

"At gå hjemmefra er latterligt, latterligt at blive væk for ikke at forsvinde. At drikke glemmevand og huske er latterligt, latterligt at være fuld og tom på samme tid. At træde ud på tynd is er latterligt, latterligt at blive fundet for let og alligevel falde igennem. At græde på offentlige steder er latterligt, latterligt at tørre øjnene i kommunale servietter. At komme hjem uforrettet sag er latterligt, latterligt som en kallun en doberman henvist til skålen med kallun. At mærke tungen kælve er latterligt, latterligt at prøve at forklare hvorfor. At rejse sig for ikke at falde er latterligt, latterligt at komme hjem uden at vide hvordan. At støvsuge og fortælle historier er latterligt, latterligt at famle efter slutninger. At gå i seng som en tyr og vågne op som en tæve er latterligt, latterligt at lade sig røvpule med stearinlys og klejner. Juletræet er latterligt, dets pindsvinegrene behængt med glanspapir og hjerter der bugner af pebernødder: prostata, galdesten. Hunden er latterlig, på det uldne tæppe i hjørnet er den latterlig: en tam ulv der vogter over et afgnavet ben af hud. Gaverne er latterlige, år efter år den samme straf. Latterlige stjerner, guirlander, salmer, sild og kartofler. Latterlige mor som ikke kan være en mor. Latterlige far som også skal være en mor. Latterlige far som skal være sin egen far. Latterlige glæde, latterlige lede, latterlige hjemløse vrede."

Turbo på det punkterede løbehjul! 

Korrektion: Yahya er selv julemanden

BT har historien:

' Hej, det : Er Hassan'

VISIT Lise fik uventet besøg, da Yahya Hassan og to livvagter fra PET pludselig ringede på døren

af Louise Haack louh@bt. dk



 Hej, det er Yahya Hassan. Jeg vil gerne komme og besøge dig, så du kan få en signeret kopi af min bog'. Sådan lød det i den anden ende af røret, da Lise Hjorth tog sin telefon i går eftermiddag. Det var ikke mere end tyve minutter siden, at hun havde svaret på en notifikation, som den unge digter netop havde skrevet på Facebook.' Leverer et signeret eksemplar lige til døren eller hvor du befinder dig i Københavns-området mellem 14 og 16. Skriv dit nummer, og du vil blive ringet op' stod der. Det syntes Lise Hjorth var interessant, så hun skrev sit telefonnummer i en kommentar. - Min familie er selv meget international, med forskellige kulturer og religioner. Så jeg tænkte, at ham ville jeg faktisk meget gerne møde, for det kunne være hyggeligt og spændende, siger Lise Hjorth. Et par timer senere dukkede en af Danmarks i øjeblikket bedst beskyttede personer op ude foran Lise Hjorths hjem, hvor han gik op ad havegangen. Med sig havde han to livvagter fra efterretningstjenesten PET, som han har i halen 24 timer i døgnet.
PET blev ude på vejen
Lise Hjorth inviterede alle tre indenfor til en tår kaffe, men PET-agenterne takkede nej. I stedet gik de rundt ude på vejen omkring huset, mens Lise Hjorth skænkede kaffe og snakkede med Yahya Hassan inde i varmen. - Vi sad og sludrede lidt om, hvordan det er at være barn af to kulturer, to sprog, to religioner og to af alting egentlig. Jeg fortalte lidt om, hvem vi er og vores baggrund, og så talte vi også om, hvad der i livet skiller folk ad. Det var fantastisk morsomt, skægt og hyggeligt, siger en tydeligt begejstret og glad Lise Hjorth om sit møde med den unge digter. Efter en halv times tid måtte Yahya Hassan dog videre. Der var 20 andre, som han også skulle besøge. Men der blev lige tid til at lokke en af PET-agenterne til at knipse et par billeder af Lise Hjorth sammen med den unge digter ude foran æbletræerne i Gentofte-Vangede. Og skulle Yahya Hassan en dag være i nabolaget, er han mere end velkommen til igen at kigge ind hos Lise Hjorth. - Det kan godt være, at han ikke har været tilfreds med sin barndom af forskellige grunde, men jeg vil sige, at resultatet af hans barndom kan man godt være stolt af. Han er en aldeles pragtfuld og dejlig ung mand. Og han er velkommen tilbage anytime, siger hun.'' Han er en aldeles pragtfuld og dejlig ung mand. Og han er velkommen tilbage anytime Lise Hjorth om sin uventede gæst Yahya Hassan.

(og samtidig er hans type en tunesisk tendens, iflg. Information:

Nogle af de desillusionerede unge lokkes af salafisternes radikale løsninger, mens de ikke mindre desillusionerede antiislamister reagerer med punket anarkisme og åben blasfemi, som f. eks. rapperne på Tunesiens undergrundsscene eller nøgenaktivisten Amina Sbouï. Der er mange Yahya Hassan-typer i Tunesien, skønt myndighederne bruger brutale midler for at disciplinere dem. Syv års fængsel fik den unge Jabeur Mejri for at uploade en Muhammed-karikatur på de sociale medier.)

Jul udtales Juul og hjul

Priser skal rulle til Pia, ønsker jeg mig nemlig -

og lykken skal løbe som lak ned ad ryggen og aldrig nå enden!

Lines juleråd: Tegn en gave

»Jeg benytter gerne julen til at give børnene lidt gedigne gaver, noget, der holder, og som jeg har tænkt over, at de har brug for. F. eks. et par vinterstøvler til min datter. Og heldigvis har mine børn aldrig været vant til det der gaveræs, hvor man bare flår den ene pakke op efter den anden med alt muligt ligegyldigt,« siger hun. »Og hvis de ikke har råd til at give mig noget - og det ved jeg, at i hvert fald to af mine børn ikke har i år - så har jeg opfordret dem til at tegne gaven. Hvis man ikke har råd til at give noget, så giver man ikke noget. Det er jo tanken, der tæller.«

- fra interview med Line Knutzon i Berlingske Tidende (LINE KNUTZON BLEV ALDRIG selv en del af forbrugsfesten i de heftige nuller. »Jeg kunne slet ikke få adgang til alle de farlig lån. Det var jeg utroligt forbitret over dengang, men i dag er jeg meget taknemmelig,« siger hun.)

Men jeg ønsker mig NU ægte, utegnede billetter MED NISSEVANDMÆRKE til Lineficeringen af Nøddebo Præstegaard på Frilandsmuseet, som jeg skammeligt nok ikke fik set sidste år (ligesom jeg heller ikke fik set hendes sommerting derude, noget med en gammel retssag eller noget, hvilket er skammeligere endnu, fordi jeg vel ikke får chancen får at se den ting en anden gang, åh, at gå uhjælpeligt glip, men jeg kan prøve at plage om i det mindste at læse manus, inden det forhåbentlig, men sikkert først om 12 år, udkommer på verdens usynligste forlag, Drama - men den gode nyhed, ud over Lille Allan, stadig frisk og uundgåelig skrift jo, er, at Line og Naja Aidt og Mette Moestrup netop har skrevet sig yderligere 14 dage ind i deres umulige, stadig mere kaotiske, men vel også stadig mere fuldendte, fællesværk uden titel!)

Æbleskiver hænger ikke på æbletræerne

Jeg er helt enig med Merete Pryds Helle, når hun på Facebook

synes at den nye kunstinstallation på Højbro Plads "Christmas Market" faktisk er bedre konceptuelt gennemført og vellykket end installationen "Ivolit" tidligere på året; samme retrostil med råt træ og flis; men en tydeligere ide og større involvering af brugerne i den kunstneriske ide. Og et kunstnerisk scoop at få en ægte tysker til at sælge Currywurst og derved pege på forbindelsen mellem det lokale og det globale og pege på diskursproblemerne i den moderne kunstverden.

Men jeg mener, at det afgørende konceptuelle indgreb i julemarkedet er, at currywurstens nærvær modsvares af æbleskivers fravær: DET ER ET JULEMARKED UDEN ÆBLESKIVER. HELT UDEN ÆBLESKIVER, ikke bare uden hjemmelavede - eller skal vi kalde dem stedspecifikke - æbleskiver, for det er ALLE julemarkeder nu om dage. Og alle æbleskivesalgssteder, selv i den bod ud for Magasin, hvor jeg købete æbleskiver forleden og som kalder sig BAGER Holm, smed man frosne æbleskiver fra en frysepose ind i mikrobølgeovnen, der smagte ret præcist af pap, det ville de vel ikke gøre med deres croissanter, hvorfor er æbleskiver helt anderledes kulinarisk æreløse; i gamle dage, da jeg havde årskort til Tivoli, kunne man som en selvfølge købe hjemmebage æbleskiver inde på deres julemarked, og jeg elskede lige at dandere indenfor og balancere ud på Vesterbrogade igen med ET SÆT, tre skiver og syltetøj og flormelis, der altid faldt som sne ud over min lange læderjakke, det kan man for længst ikke, og DERFOR har jeg ikke længere årskort; nutidens æbleskiver er RÅDNE æbleskiver, som jeg smider på alt, der er lige så meget af lave, de 7 minutter hver morgen, jeg tillader mig selv at være Jeronimus.

Karen Blixen som kælkenisse!!!!????

Karen Blixen Jul

Rosendahls julepynt er designet af Ole Kortzau. Kortzau har hentet sin inspiration i Karen Blixens forkærlighed for blomster, og de går som en rød tråd gennem seriens forskellige dele. Den verdensberømte forfatterinde var kendt for sine elegante juletræer pyntet med kunstnerisk hånd.
Serien spænder fra juletræspynt til dekoration af bord og vinduer. Seriens dele findes både i forsølvede og forgyldte versioner.

(fra Rosendahls hjemmeside)

- ud over den afbildede kælkenisse inkluderer serien et par dansenisser, julemand m. barn, en nissefamilie og en julebuk; man bliver til stadighed overrasket over, hvilken fantastisk gotisk fortælling julen er.

Glædelig jul til mine bloglæsere, mener jeg sgu

selvom I har stresset mig ud af mit gode skind, da jeg opdagede, at der var en knap inde på styrepanelet, der kunne fortælle mig, hvor mange i rent faktisk er: mellem 400 og 700 hver dag! hvilket er ekstremistisk for en mand, der gennem 23 år har udgivet digtsamlinger i et oplag på 350 og et salg på betydeligt mindre (ja, ja, WA har op til 200.000 læsere hver uge, men jeg ved jo ikke, hvor mange af dem, der er mine læsere, og herregud, hver uge, dette er et dagblad), og så kan jeg jo ikke svigte en eneste dag, som jeg faktisk gjorde i går, med den sødest kildrende dårlige samvittighed, og straks fik jeg heldigvis og hårdt nok en klage nedenfor, men hvor er det helt ærligt fantastisk, at I er der, dybt dagligt, og selvom det er sandt, hvad min søn sagde til min ryg på et vist tidspunkt: du ved godt, Lars, at skrive blog er ikke det samme som at skrive en bog, og at det giver en anden mening at skrive værk, rammesætte/rumliggøre skrift, og at jeg skal have skrevet et par eller 3 bøger næste år, mindst, så giver det en tredje mening at skrive blog, at rammebryde/rumligugøre skrift, som er betydelig og berusende og herligt forpligtende, når I stirrer så vildt kollektivt - kh

Jul i møntvasken

Så taknemlige var cowboybukserne for deres grundige omkringslyngning, at der lå en våd 100kroneseddel på bunkens top, da jeg åbnede låget til centrifugen, og det er ikke engang løgn.