Viser opslag med etiketten fødselsdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fødselsdag. Vis alle opslag

mandag den 30. maj 2022

Fraklip til Pia

 - Pia Juuls 60 års fødselsdag i dag

"Juulerup Færby after dark - om En død mands nys, 4 topmøder", min artikel til dagens antologi om forfatterskabet, Forgorthedestilstanden blev ikke underligt alt for lang, her er noget af det, jeg måtte klippe ud:

Det var til en middag i Nyhavn i anledning af udgivelsen af erindringsantologien Museum midt på dagen i derfor 1991, og så mange gange havde jeg endnu ikke stødt på hende, om nogen vel egentlig, ansigt til ansigt, at Pia Juul sukkede, at hun var træt af ordspil på sit navn (det er jeg også, sukkede Pias ven Morti Vizki, der sad ved samme bord, men han havde jo selv fundet på det, navnet, og kunne derfor selv være ude om det), og jeg, som dengang, glad, havde anmeldt en enkelt Juul-bog, Forgjort, 1989, og jeg kan ikke huske, om jeg dér havde ordspillet, tænkte, at det vil jeg så aldrig holde op med, og det har jeg heller ikke gjort, og garanteret gjorde jeg det allerede (igen) to år senere i min overrumplede og fortumlede anmeldelse af En død mands nys i Kristeligt Dagblad, som jeg ikke umiddelbart kan få fingre i og genlæse. 

Mellembemærkning A (genbrugt i kommentar i WA)

 Hvor er det dejligt at nærlæse skønlitterære tekster, også når man modsat professionelle akademiske litterater hverken har tid eller råd til det, fordi ingen, bortset fra akademia, betaler for det; det er også derfor, at forfattere, som ikke er dem, der er dårligst til at læse nært, så sjældent gør det og kun gør det, når de slet ikke kan lade være, jævnfør tekster og bøger af fx Niels Frank, Hans Otto Jørgensen, Jørgen Sonne, Poul Vad og alt for få tekster af Pia Juul, men heldigvis nåede hun at fuldende sin lille, perfekte bog om Agnes Henningsen (som hun også, som sit eneste portræt, portrætterede i Danske digtere i det 20. Århundrede).

Mellembemærkning B

Mon Pia Juul nogensinde fik hørt Lana del Rey, hørt hende ordentligt, det burde hun have gjort, for der er klart et slægtskab, tante-kusine ca., i den oprigtige ironi, i den stikkende sødme, i den legende, skamløse omgange med tradition og citat. Fra sangen ”Wildflower Wildfire” på den seneste plade Blue Bannisters, 2021:

  ”
Here's the deal
’Cause I know you wanna talk about it
Here's the deal

I promise you, like, a million tomorrows
Here's the deal
What I can promise is I’ll lie down
Like a bed of wildflowers
And I'll always make the sheets
Smell like gardenias wild at your feet

And I nourish you hazily

Baby, I, I, I, I've been runnin' on stardust
Alone for so long

I wouldn't know what hot fire was
Hot fire, hot weather, hot coffee
I'm better with you

It's strange, but it's true, darling

 

Og jeg nærer dig diset – eller hvordan det skal oversættes – det er da en genuin Juul-linje. Og Lana del Ray har jo sandsynligvis ikke læst Pia Juul, men det kan hun nå endnu!

Mellembemærkning C

Jeg ville også gerne have sammenlignet diget fra En død mands nys med digte af fx generationskammerater som Morti Vizki (især Morti), Simon Grotrian, Niels Frank, måske Juliane Preisler, der skrev meget parallelt med Juul i starten, med en digter ti år og tyve år yngre ,men jeg kan mærkeligt nok ikke komme i tanke om (bare lidt betydelige) digter, der er født hverken 1972 – der er prosaisten Peter Adolphsen, så må det blive ham – eller 1982, men en digter, der er 30 år yngre. er for syv søren Signe Gjessing, hende ville det være skønt at sammenligne med, og så kunne man gå bagud i tiden til Frank Jæger eller Jens August Schade eller Sophus Claussen eller Emil Aarestrup, oplagt er også den (nu heller ikke – ak!) nulevende digter, som Juul måske beundrede mest eller i hvert fald var hjerteligt gladest for, Eske K. Mathiesen. Og udenlandske! Selvfølgelig Sylvia Plath, men også Edith Södergran, Wallace Stevens, Dylan Thomas og måske faktisk nulevende Anne Carson?

Udgangsbemærkning (delvist genbrugt i anmeldelsen af Dorrit W's roman)

Nu skal jeg læse og anmelde Dorrit Willumsens nye roman Tjeneren og hans søster, og Pia Juul elskede Dorrit Willumsen, næsten lige så højt som Agnes Henningsen fornemmer jeg, hun forsømte aldrig nogen lejlighed til at fremhæve hende. Mærkeligt som man så konkret kan føle et læsersavn på en andens bogs vegne, men det er kosmisk uretfærdigt, at Pia Juul ikke skal læse den bog, og at den bog ikke skal læses af Pia Juul.  


lørdag den 15. august 2020

Side 52 x 3

Sig goddag til hjorten.
Den står ovre ved hegnet.

Sig goddag til hjorten.
Den vejrer mod kålen.

På den anden side.

Sig goddag til hjorten.
Den står ovre ved hegnet.

Sig goddag til hjorten.
Hvorfor skulle jeg det?

God dag hjort.
God dag.

*

(uddrag)

Svømning

I dag vil jeg gå ned til havet
vaske mit ansigt og tale
med de druknede sømænd,
tangsamlere der forsyner
kosmetik og medicinal-
industrien med ukendte
forbindelser og stoffer
på min vej ned til havet
gennem det storslåede
landskab ser jeg regnen
komme og jeg søger læ
i skyggen fra den store
røde sten

*

Vent et øjeblik, 23andme -

I hvert eneste led i et stamtræ sammenføres to forskellige stamtræer, ét fra en far og ét fra en mor.

Hver eneste gang en af mine formødre blev undfanget, kom der ikke bare én ny gran på træet, men kronen blev udvidet til det dobbelte.

At tro at man kan følge sin slægt tilbage som én linje er vanvid!

Følger man den, breder den sig ud ud ud, som et netværk.

Længere tilbage snævrer den sig ind igen, slægterne bliver mindre.

Så samler den sig i en Last Universal Common Ancestor.

Livet er kun opstået én gang på planeten.

Alt levende er forbundet.

onsdag den 8. august 2018

Definition af surrealisme 8/8 18

I dag fylder mine 2 bedste venner, forfatter og entertainer Jens Blendstrup og trommeslager og forlagsdirektør Johnnie McCoy begge 50 -

og på tirsdag gør jeg det samme -

det er i sandhed overvirkelighedsafbildende

torsdag den 14. december 2017

Hvad tuder du for? - Tove Ditlevsen 1917-2017

Tove Ditlevsens debutbidrag i Vild Hvede var ikke det storpatetiske digt "Til mit døde Barn" i nr. 11, 1937, men den helt anderledes bittersødt stemte, metalitterære dobbeltttekst "Prosa og Poesi" i nummeret før:

"PROSA OG POESI 

I. Til en svigtet Pige. (Prosa)

Oh — har han forladt dig — det var slemt! Og nu sidder du og glor paa en Stjerne, med et Papir foran dig, pænt linieret. —
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
»O Stjerne, tag mig i din Favn.« —
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidde og sjæle over den uden at fryse. — Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke — det er saa uæstetisk at sørge i en kold Stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine — Ih, sikke et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke — du kan ikke glemme ham? Tja — tænk paa — prøv at tænke paa — lad mig se — jo, hans Tænder. Nægt det ikke — de var en lille Smule udstaaende — ikke meget — men det klædte ham ikke at le — og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der maa ganske sikkert have været, visse — visse hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham — sølle Mandfolk!
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden — havde han saadan en »yndig Stemme«! ja-ja — det har Speakeren ogsaa, luk op for Radioen — naa — er den ikke pragtfuld — og han svigter dig aldrig, vær vis paa det.
Og du behøver ikke at sminke dig, og ikke pynte dig — sikke mange Fordele. —
Hva — flæber du endnu: »O — saadan, en dejlig Drøm, der brast,« — »alt for god til ham,« gu’ var du ej (undskyld jeg bander), han blev ked af dig min Pige, simpelthen ked af dig!
Naa, ja — Drømme skal man ikke underkende (alt er relativt).
Udmærket, bliv bare ved med at elske din Drøm, tag den frem, naar du har Brug for den, hold den i en bestemt Skuffe.
Orden i alting.
Luk Vinduet op, glæd dig, du er ung. I Spanien slaas de, i Tyskland sulter de, tænk om du var blandt dem, tænk om din Far og din Bror blev slagtet som Svin, og du selv blev voldtaget, eller du skulde have et Barn (det kunde jo være sket) — hvor er du i Grunden lykkelig og misundelsesværdig!
Og saa har du ovenikøbet en Sorg. en sød lille Sorg, som du kan ta’ frem og kæle for, naar det passer dig.


II. Visse forlovede Par (Poesi). 

De ser ud som de fra Arilds Tid har vøret bestemt for hinanden - og selv er de ganske overbevist om, at det har de -
  Der er ikke noget hos den ene, der kan overraske den anden. de skal snart giftes (det har de skullet saa langt man kan huske tilbage), de samler paa Udstyr. (man mindes alrig at have set hende uden et Sytøj i Hænderne: "se Svigermor, nu er den Kaggedug snart færdig!)
  Men Gudbevares - de er jo unge - og moderne - de gaar til Dans (paa Parhold), og de kender de sidste Films (men det er aldeles utænkeligt, at den ene nogensinde skulde have set en Film, som den anden ikke har).
  Man ser dem sjældent hver for sig, og gør man det, mangler der noget, som hvis man saa en Mand uden Flip.
  De hører sammen, uværgerligt. Det kan ikke være anderledes, ialttfald gaar deres Tanker ikke saa langt tilbage. 
  D er ikke jaloux, de har aldrig haft Grund til at være det. Engang maaske har en af dem mødt en anden, men straks taget sig selv i Nakken, fordi man jo var forlovet, og altsaa ikke mere sig selv. men en del af en Helhed; og alt for hæderlig og alrt for usikker og alt for fordomsfuld til at rive sig løs. - Men det ved den anden ikke - og den ene er ikke mindre hæderlig end den anden, der kan ikke sættes en Plet paa dem - ikke en Plet.
  Guldringen paa deres Fingre er glat og pæn og anstændig, de sidder paa hver sin Stol, de veksler ikke ømme, forelskede Blikke, eller holder hinanden taabeligt i Hænderne.
  Heller ikke skændes de, de er altid enige, og alle Mennesker glæder sig over det smukke Forhold, der er imellem dem. 
  Det ved de godt, og de holder Hævd over det, Folks Mening betyder nemlig overordentlig meget for dem.
  De er agtværdige Mennesker, der samler paa Udstyr, og de skal snart giftes - ih jo, de skal stadigvæk snart giftes (hvis der da ikke er nogen, der har noget imod det)."

torsdag den 2. marts 2017

LOU 75 I DAG


(Lou lyste op i et sjældent smil, da han "sang" linjen om ikke at stole på sin mor og publikum klappede, til New York-koncerten i Falkonér - og min mor smilede den mindste smule anstrengt, når jeg skruede op for linjen hjemme på Korshøjen)

onsdag den 7. september 2016

Viise dans

fik ikke skrevet tillykke her i går
fordi vi crashede Rom og så
crashede vi Tiberen og så crashede
vi båden og så crashede vi festen
på øverste dæk eller vi forstod
først vi havde crashet festen, da jeg
ville købe to drinks, der viste sig
at være gratis, og vi derfor slet ikke
måtte få, men SÅ crashede vi til
gengæld også festen og så crashede
vi dansen, hold kæft, vi crashede
dansen, og mere præcist crashede vi
"Can't Stop Till I Get Enough", og det
er så god en fødselsdagssang som
nogen, og du er den smukkeste nogen,
og jeg kan ikke stoppe med at crashe
din skønhed, tillykke med ikke-føds-
elsdagen i dag den syvende september,
du fylder 25 og endnu en dag

mandag den 8. august 2016

Det er ikke helt Jørgen der fylder år i dag

Det er mine 2 bedste venner, Johnnie McCoy og Jens Blendstrup, der bliver 48, seks dage og en hel evighed før jeg selv bliver det. TILLYKKE KNARKER! Her er i dagens anledning endnu 2 outtakes fra Jens' kommende galmandsværk Bagerkoner og slagterenker (når vi kommer nærmere udgivelsesdagen har vi planlagt en decideret outtake-FØLJETON her på Blogdahl) - enhver lighed i tekst nr. 2 med en kendt, nordsjællandsk proletarforfatter er NØDVENDIG:


"Opgaver til Jørgen i morgen:
1.         fjerne de ting der afsondres hele tiden i den nye sofa (pik sofa)
2.         lære at bage brød
3.         rydde op i kælder det sviner forfærdeligt med det løbebånd
4.         evt øl, men kun 2…3
5.         chekke op på pissepisse Hanne Hansen akasse fisselort
6.         klargøre hygge dæmpe lys til Anita kommer hjem (obs husk pænt sprog/rar sætning
7. kontakte genbo sige som en udtjent huskwarna riffel, lade ham vide jeg afskyr ham med mit rekyl. Se ham miste tilliden til vejens mildhed. Hvad sagde min genbo lige, den skikkelige mand? Lære ham ondskaben mellem pressede parcellister. Dyremose din Futonfedling.
8. slå på postbuddet. Skide på hans breve. Vælte cyklen. Påstå jeg Jørgen er en vind.
9. le. Le i flere timer. Så Anita intet mærker når hun kommer hjem. Jeg Jørgen den lattermilde havearkitekt.  Dog indeni hele tiden sige til dig selv: Du er fra Varde.  Forhenværende ishocky spiller. Fra Varde. Tom for tanker. Forslået af kampen mod sovjet. Lattermild. Rundkørsler er toppen af poppen.
10. formidle mulighed for øl under halvtag.  Dog ej. Voldsomt.  Nænsom kluk kluk.
11. besidde Anita. fremstå organisk. Men indeni e r du en kamsjatka-krabbe.  OBS pas på med følehornsdikkedik og deslige.  Og obs obs obs ved angst. Blive liggende på din kone. Kravl ikke ned i enden af dynen.

I dag vil Jørgen kun se rigdom, og ingen nød eller ghetto. Han er kørt til Hellerup. Osian er også med. Her er huse til mange millioner alle sammen ejet af gode solide folk, hvis baggrund med sikkerhed har været solid, og dannet. Måske det vil sætte sig i Jørgens karosseri. At vandre blandt tilværelsens lykkelige pamfiliuser. Hvad andet kan man ønske sig.
Jørgen tænker, han består af atomer. Anita består af atomer. Hendes frygt for vores økonomi er ikke Anitas enkeltdele men summen af Anita. Det er rart at tænke det sådan. At hvis man splitter hende ad ville alle enkeltdelene slet ikke være bange, for de er jo atomer. Jørgen bøjer sig ned og løsner Osians ben fri af snoren. Den lille hund kvitterer med et raspet slik på Jørgens isse.
- Også du består af atomer lille ven. Men du kan sagtens elske mig for du er en hund, og hunde elsker ubetinget hvad enten de er hele eller delt.
Osian lægger sit store hoved på skrå som om den lytter. Den er så klog synes Jørgen. Den bekymrer sig ikke om forbigående økonomiske problemer. Der tikker en besked ind fra Jimmi. Skulle du komme i problemos, så dyt. Jo, tak. Hvad ved den unge fyr om det. Han virker da snarere som en der har problemer. Tusind tak fordi du tænker på mig, Jimmi, skriver Jørgen tilbage. Men her er ingen problemos. En rig dame går forbi i sin pels. Det har altid undret Jørgen at rige damer dufter i længere tid og over større afstande end fattige. Også Osian mærker hendes duft. Den letter ben op af en romersk statue der er skåret over på midten og sat op foran et hus med en lang indkørsel. Den rige dame vender sig om og smiler. Der er ægte sympati, synes Jørgen. Hun ligner hende sangeren Gry der vandt melodi grandprix med rejehoppet. Men det kan vel ikke være hende der er blevet så gammel. Da Jørgen er kommet lidt væk går han ind i en busk for at tisse. Pludselig farer en lille vred mand frem. Han har siddet inde i busken og holdt øje med de rige svin siger han.
Han har en sort rullekravesweater på under et jakkesæt. Det ser ud som om nogen har skruet hovedet på ham med voldsom kraft og drejet det rundt til det sidder voldsomt godt fast. Der er noget korkprop i en flaske over ham. Som om hovedet hele tiden må kæmpe for at holde sig oppe af kroppen. Det må være voldsomt ubekvemt tænker Jørgen. Han får helt lyst til at hjælpe ham med at trække det fri.
- Det må du sørme undskylde, jeg vidste ikke der var nogen.
Den lille mand får øje på Jørgens jakke fra Elforbundet og ser han er en ganske almindelig arbejder.
- Så er det heller ikke værre, siger den vrede mand, men du skal ikke pisse på den busk en anden gang, er du med!
Det er Jørgen. Han er ikke bange for den lille mand som, han mærker, har en stor indre vrede, ja en ild der brænder, og det har Jørgen altid har haft meget respekt for. Jørgen spørger hvem han er, men den lille vrede mand siger det er selvindlysende.
- Det ved du da godt,  Du ved da godt, hvem jeg er!
Og så fortæller fyren fnysende at han er ham der har skrevet bogen: Vandvarmer, som var en barsk opsang til det danske samfund i 1990erne. 
- Indignation er mit mellemnavn, siger den lille vrede mand.
- Hvad laver du herude?
Den lille mand undertrykker et vredes udbrud. Og siger så så dæmpet han kan, at han iagttager borgerskabet.
- Nå for søren, siger Jørgen, men bliver det ikke koldt om natten?
- Om natten er jeg i Basel og Strasbourg.
- I Basel?
- På luksushoteller
- Hold da op, siger Jørgen oprigtigt imponeret. Han har aldrig mødt en levende forfatter før, og slet ikke under så dramatiske omstændigheder. 
- Gå siger den lille mand.
- Nu?
- Nu!, siger den lille mand og kravler ind i hækken.
Osian vil med men den lille mand snerrer: Tag din lakaj med dig.
- Det er ikke en lakaj, siger Jørgen, det er Osian.
Ved en grønlandsk fanger af granit gør Jørgen og Osian holdt. Den grønlandske fanger peger ud over Øresund og Jørgen fortæller Osian at Grønland er en del af det danske rige. Den lille hund lægger hovedet på skrå og lytter. Jørgen vil gerne nå ud til Peter Liepps Skyttehus, hvor der er en dejlig restauration."

06BMBJens-Blendstrup-15-101.jpg

mandag den 30. maj 2016

Kosmos er et gøremål - Smærup 70

Du siger, og jeg kan ikke mindes, at du har brugt ordet før, at det er et gøremål at gå en tur, uden at vide, at den store prosa-mester Jens Smærup Sørensen fylder 70 år i dag, og at han i 1973 udgav en bog på Arena, der hedder Gøremål, der er uden genrebetegnelse, ergo er titlen genrebetegnelsen selvfølgelig - jeg rev bog ud af reolen og viste dig den, og nu er du gået med det mål at gøre dit gøremål, og jeg sidder ved skrivebordet med bogen slået op foran mig, på side 9 står der, og det bliver så mit TILLYKKE:

Svært at få øje på meningen kun de mange muntre oplevelser til at kredse om troen på døden

Som i ugevis lyser solen foran før den pludselig falder fra hinanden og det må dog endnu være sket for år tilbage. Jo der er endnu flere år tilbage og hele tiden sker der noget. Mennesket har sit fartøj og kan altid se hvad klokken er. Men så standser selv jorden tvivlrådig op, som de andre planeter mindre end et øjeblik hvorefter de fortsætter, af vanens magt, de kører deres dørtræk omkring næsten ingenting, som på flugt fra en storm af ildflager. Samtidig griber mennesket til sin puls, det regner efter og klør sig i håndfladen. Det kontrollerer afstanden og den er som den plejer cirka, apparaterne fungerer og det spekulerer over betydningen af det sære syn dér foran nu. Det er nu planeterne stikker af til hver sit verdenshjørne. der er ikke andet at gøre, de må afsted i i hver sit tempo og jorden er måske på vej væk og måske kommer den imøde. Mennesket kommer ingen vegne så for øjeblikket kan det ikke eksistere når det naturligvis bare er der. Det kan endnu vare mange år før der sker noget. Mennesket kommer beklageligvis død hjem fra sin lange rejse.

lørdag den 19. marts 2016

DT'S DAG

Første digt i Dan Turèlls fortrudte debutsamling Vibrationer, 1966:

DAG

Hvilke beske vilkår
dette landskab byder os!

Blikke af salt og blod,
solstråler gennem glasset.

Dage af opgivelse,
smerte rindende i kødet,

varmt: en klæd forrådnelse:

opløsningen end nærmere

i denne tid af askedryp,

ugens ruiner, hvori kun

endnu vinden lever svagt

efter svidende løb mellem barriérer.

Gennem vægge intet at se,

ingen udsigtspunkter:

tårer på knust granit,

langsomme bevægelser i tågens

fastfrosne horizonter. Og langsom

improvisation på tasterne;

umærkeligt nær: tørre ord,
smuldrende gennemvundne

af jordbundens defaitisme.
Passage gennem dagene

med træthed over alt.
Dage af spredt, formålsløs bevægelse

 i regn og gader.

Forrige tv-post fortsat

(afbrudt af taxaens ankomst)
)
Sidste Forestilling (...)
Karma Cowboy
Onkel Danny fortæller
Onkel Danny's (...) dåse-digte)


jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg alt for hurtigt fik sagt på alt for kort tid, og jeg ville så gerne have læst dåse-digte højt, men studieværten viftede som intro med de to første bøger, Forestilling og Cowboy, som jeg en smule aggressivt flåede fra hende og viftede videre med, og om ikke andet så skete der i hvert fald det, på digterens fødselsdag: Hans ondeste henholdsvis rareste mursten som flagrende flag og/eller vajende faner på live fjernsyn, okay!

Bo Tao og jeg vælger Dan-bøger på dr.dk

Onkel Danny fylder 70: Her er 6 af hans bedste


Dan Turèll døde i 1993 - men hvis han stadig kunne gå gennem byen, ville han være fyldt 70 år i dag. Her er seks af hans bedste bøger, hvis man spørger Lars Bukdahl og Bo Tao Michaëlis.

Rigtig mange danskere har et særligt forhold til Dan Turèll: Nogen knuselsker krimierne, andre dykker ned i digtene - og en del husker ham om ikke andet fra folkeskolens tvangslæsning af 'Vangede billeder'.Men hvor skal man begynde i hans over 80 bøger?
I dag ville Dan Turéll være fyldt 70 år. Derfor har vi bedt litteraturanmelder Bo Tao Michaëlis og digter og anmelder Lars Bukdahl om at dele deres yndlings Dan Turèll-bøger med os. De har hver deres favoritter, men er enige om, at Dan Turéll var en ener i litteraturen:
- Dan Turèll er på samme tid den mest eksperimenterende og mest poppede og mest konservative digter, vi har. Han stikker løbende i et mylder af forskellige, distinkte genre-retninger, fra rim & remser til kriminalromaner, men han lyder altid som sig selv, siger Lars Bukdahl.*
- Turèll viste at litteratur både kan være sprogudvidende og indsigtsfuld uden at miste sit sociale engagement i virkeligheden, siger Bo Tao Michaëlis.




'Karma Cowboy' 1974 - digtsamling

Lars Bukdahl: - Det store kulørte samlealbum med overordnet cowboy-tema; forfatterskabets vadested som en travl, men nøje organiseret rundkørsel, der både går til Vangede og Andeby og Planet X.




'Vangede billeder' 1975 - roman

Bo Tao Michaëlis: - Delvis coming of age-ungdomsroman som ikke handler om middelklasseungdom i gymnasiet. Delvis skæg skildring af den proletariske nybyggerkoloni til den forkerte side af Lyngbyvejen i Gentofte Kommune.




'Super show Stjerne Støv. Medie-montager III' 1976 - digtsamling essaysamling

Lars Bukdahl: - Turèll som vidende og vittig vejviser i yndlings-populærkultur: Frankenstein, Anders And, Johnny Cash, Andy Warhol, David Bowie: Alle hilser han på som kære og gamle venner.




'Sort film' 1984 - essaysamling

Bo Tao Michaëlis: - Essaysamling fra 1984 af hans hymner og oder til kriminallitteraturens hårdkogte drenge og poeter. Humphrey Bogart, Dashiell Hammett, Raymond Chandler og Simenon.




'Gud & Gokke' 1992 - digtsamling

Lars Bukdahl: - Bind 2 af den såkaldte sidste trilogi, Turells sidste, gnomisk finurlige digte. Den legesygeste melankoli i verden – et helt, lille digt derfra: ”Jeg er/ træt. JEG,/ træt?/ Dét kan I ikke/ være bekendt.”




'Det døgn da' 1992 - roman

Bo Tao Michaëlis: - Skrevet året før Dans død hans vellykkede forsøg på at skrive en psykologisk thriller a la Simenon. Står udenfor Mord i mørket-romanerne og er faktisk bedre end denne serie med en navnløs opdager.
  • Bo Tao Michaëlis er dansk kritiker, kultur- og litteraturanmelder for Politiken. En af hans specialer er hans store viden om krimi-genren.
  • Lars Bukdal er med egne ord: Anmelder på Weekendavisen, redaktør af Hvedekorn, folkelig foredragsholder, litterær hypnotisør, forfatter af romaner, digtsamlinger, børnebøger, monografier.
*
(min fulde tekst her:

-->
Det gode ved Dan Turélls forfatterskab:

Dan Turèll er en fantastisk forfatter, fordi der er sådan en vældig energi og overordentlig omhu i hans tekster. De flipper og fræser, men de gør altid på en prik – og med alt for mange accenter over vókalerne. Han er på samme tid den mest eksperimenterende og mest poppede og mest konservative digter, vi har. Han stikker løbende i et mylder af forskellige, distinkte genre-retninger, fra rim & remser til kriminalromaner, men han lyder altid som sig selv, stiligt I GANG!

Jeg vil rime til poesiens emir

Dan
is the
man,
there's' nothing he
can-
not,
and everything
he
can,
he
can-
can

mandag den 14. marts 2016

Hov! Have 70! (Dans ugebror!)

Henrik Have, der alt for tidligt i september 2014, ville være fyldt 70 i dag, opdager jeg! Det havde jeg ikke fået øje på midt i al halløjet for hans ven og samarbejdspartner Dan Turèlls 70 års fødselsdag på fredag. De er altså meget passende ugebrødre, ligesom Lars Frost og Lars Skinnebach (6. og 7. oktober, 1073) og Jens Blendstrup og mig (8. og 14. august 1968 - sammen med vores (stadige!) gymnasiekammerat Johnnie McCoy, der også har fødesldags den 8.). Og jeg får af den grund øje på, hvor meget mine yndlinbstrilogier af Turèll, Himalaya Hilton / Gud & Gokke / Tja-a cha-cha, 1991/1992/1993 og Have, Noviciatet / Vikariatet / Postulanten, 1999/2001/2003, sikker ikke helt tilfældigt minder om hinandens i deres hæsblæsende udsøgte og al-viise og udknaldede kortformer (kortest i Noviciatet) - her er en række af Haves fra trilogien, præ-twitter-kakafoni:

(motto)
Dette sted er mit, og det
holder du dig fra.
Velkommen!

Little Blue Walls
er navnet på den gift
der danser mig.

Når ordene danser lancier
er det tid at ruste sin brynje.

Jeg er en vase med de forbehold der nu engang er.

I dag hjalp en mus mig over vejen.

I dag har jeg smagt
tågen i min mund.
i dag vil jeg formere mig
med visne blade.

En spætte gør mig kåd.

Fast besluttet på
at hænge mig i en bølge.

Ursula slikker sine sår,
tæller sine skægstubbe.

Løvfald er en negativ konsekvens
for en jomfru.

Fægtende med kæmpeflutes
og en tallerken gin
omringer jeg min hjord.

Smerten af synlighed.

(motto)
Skæbne ejer jeg ikke
       jeg er for dannet

Lære lyn
smil til munden
tal mig
hjertets tavshed
at jeg kan blive
vis nok
at skabe en
fortumlet blomst

Kæreste lille død,
står du der og ånder
på spejlet mens
jeg glatter mig
og tørrer mit hår

   Frihed for lunge
såvel som for tunge

Retrofront/
Sandhed er ikke noget man møder,
det er noget man opfinder.

(motto)
Kun een i dette sprog
     er forment adgang
              til denne bog

Det findes ikke her!

Det findes heller ikke her,
men det fandtes før!

Forvildet dybt ind
i byens parker
viser han vej.
Det har han let ved
for han er støbt
af opsprættede tasker.

Min morgen jagter
nedfaldne blade.
En hund stopper op
i mine første leveår.
En sensommer
rasler sammen
om sin hale.



(foto: vennen Janus K)

fredag den 5. februar 2016

Who's Your Dada?!

DADA fylder 100 i år!

og fødselsdagen kunne fx være i dag!

Lørdag 5. februar 1916 åbnede kunstnerknejpen Cafè Voltaire i Spiegelgasse 1 i Zürich





Blandt stifterne og de første optrædende var digterne Hugo Ball og Tristan Tzara.

Sidstnævnte skildrer starten således (citat fundet, oversat fra fransk, i Poems for the Millenium, bind 1):

ZÜRICH CHRONICLE FEBRUARY 1916

In teh most obscure of streets in the shadow of the architectural ribs, where you will find discreet detectives amid the red street lamps - birth - birth of the Cabaret Voltaire - poster by Slodky, wood, woman and co., heart muscles Cabaret Voltaire and pains. Red lamps, overture piano Ball reads Tipperary piano "under the bridges of Paris" Tzara quickly translates a few poems aloud, Mme Hennings - silence, music - declaration - that's all. On the walls: van Rees and Arp, Picasso and Eggeling, Segal and Janco, Slodky, Nadelman, colored papers, ascendancy of the New Art, abstract art and geographic futurist map-poems: Marinetti, Cangiullo, Buzzi; Cabaret Voltaire, music, singing, reciatation every night - the people - the new art greatest art for the people - van Hoddis, Benn, Tress - balalaika - Russian night, French night - personages in one edition appear, recite or commit suicide, bustle and stir, the joy of the people, cries, the cosmopolitan mixture of god and brothel, the crystal and the fattest woman in the world: "Under the Bridges of Paris"

TILLYKKE DIT LYSLEVENDE KADAVER!

lørdag den 24. januar 2015

Et C er det suverænt sureste - og rimeligste!

Ellers læser jeg bare Halfdan som besat. Fordi han fylder 100 på torsdag og jeg skal både skrive fødselsdagsportræt i avisen og frem for alt holde officiel fødselsdagstale i Helsingør torsdag aften (digtere - jeres livlige/morbide mærkedage er MIT job, fødselsdage (dead or alive) og dødsfald (kunne være smukt hvis vi vidste på en forhånd, at det var en stor digter, der blev blev født, så en fødedagsmarkering kunne fungere som modvægt til nekrologen; notits i Socialdemokraten 30. december 1915: I går blev digteren Halfdan Rasmussen født)) foruden alskens blogposter og opdateringer (Hvedekorns FB-side citerer allerede løs - det var Halfdan, der som første red. efter Viggo F. Møllers Vild Hvede-epoke gav bladet sit nuværende navn, også tak for det for helvede!). Og den eneste grund til, at det er OK, at Halfdan kun er med på Folkeskolens vejledende kanon er, at han er kanonisk på børn og voksnes læber helt af sig selv til sandsynligvis evig tid. Jeg kimer med i i en stor flaksende artikel i Berlingske i dag og siger blandt andet:

Men skal man tro Lars Bukdahl, litteraturkritiker på Weekendavisen, er det i børnerimene og tosserierne, at hans talent for alvor forløstes.
»Det er her, han bliver særlig, vild og stærk. Det andet sted, det alvorlige, kunne sagtens afgive nogle pæne og nydelige vers, men de skiller sig ikke ud,« siger han.
»Den her vers- og rimmaskine, parret med den voldsomme sproglige glæde og opfindsomhed, giver nådesløse tekster. Man kan ikke stille noget op over for dem. Selv ikke den sureste mand kan modstå hans vers om citroner fra hans ABC. Halfdans rim er noget af det mest effektive poesi, der findes på dansk. Og det varer, må vi sige her ved 100-året,« mener Bukdahl.
»Friskheden består. Som det også gælder H.C. Andersen. Det er den samme fornemmelse, man har af, at ordene bare står og hopper. Uafhængigt af tid. Versene er blevet prentet ind i hovederne på børn, lige siden den kom i 1967. De har alfabetets DNA i sig.«

Længere nede udtaler Knud Romer sig mest om sig selv og sin egen ABC-bog, som han gudhjælpene vover at sammenligne med Halfdans genistreg af en børnerims-summa:

»Jeg bruger min alderdom på at realisere min barndoms drømme. Og min største drøm var at kunne lave »Halfdans ABC«. Hvem vil du helst være af alle danske forfattere, hvilken bog vil du helst udgive af alle bøger, der er blevet udgivet? »Halfdans ABC«! Den er blevet en del af det danske sprog, en del af den danske kulturarv. Den er en del af den kollektive bevidsthed. Det er faktisk det højeste, man kan opnå. At ens eget navn falder bort, og ens sætninger bliver tilbage som noget, der indgår i sproget,« siger Knud Romer om sit forhold til Halfdan Rasmussen.
»Og så er det klart, at for en tyskerdreng som mig var det en endnu større frydefuld kamp om at gøre mig gældende. Jeg er ikke vokset op med Halfdan.«
Netop fordi »Halfdans ABC« står så stærkt, har Knud Romer forsøgt at finde sin egen stil i den ABC, som han begyndte at skrive, allerede da han var 30 år.
»Min ABC er meget mere alvorlig og romantisk end Halfdans. Jeg har med vilje undgået fjollerier, for det er ligesom blevet gjort.«

Som om der ikke også er molstemt poesi i Halfdans ABC, fx akkurat "Maj måneds katte" - humørsiversiteten er en af bogens mange styrker. Jeg talte med Berlingske-journalisten om den massive slagskygge, som senere (ABC-)rimere har måttet arbejde under (de kunne jo også bare lade være - der gik over 100 år fra Grundtvig stillede træskoene, til vi atter fik en salmedigter af format, Simon Grotrian). Men vi kan jo bare arrangere et bogstaveligt battle apropos de sure citroner. Først C-verset fra en af de virkelig svage epigoner, Nils Hartmanns Alle børns citroner, som jeg ejede engang, derpå Knud Romers ikke decideret elendige, men bare lettere anstrengte (ingen af hvilke nemlig har kæmpet sig ud af den repressive indflydelse), og så Halfdans suveræne, helt, helt klart kukkede, der selvfølgelig vinder (pga. sin nonsensiske selvfølgelighed):


Cirkuspigens cirkushest
løb mod øst og så mod vest.
Cirkuspigen, hun blev bange.
Hesten ku' hun ikke fange,
Nu har hun en campingvogn,
en af dem med brændeovn.
Snart tager hun til Canada
for at danse hopsasa.

Cirtronsommefuglen er sur og gul,
fordi den ikke er nogen fugl.
Den flyver rundt som en presset citron
og tisser på alle af irritation.

Citroner er sure og gule.
Cigarer er fulde af røg.
Charlotte er cyklet til Thule
med to kasser øl og et løg,
så hun har nok tabt sig en smule.

lørdag den 17. januar 2015

Fødselsdagstriptykon til Ib Michael der fylder 70 i dag

FØRSTE DEL

Tærsk, et ell. (jy., jf. dog JHSmidth. Ords.166) en ell. (alm.) pl. [tɐ̤r̥sg] ell. (i bet. 2 næsten kun) [tæsg] (jf. skrivemaaden Tæsk. JHSmidth.​Ords.166. PFaber.​SK.36 ( Danner rim med Flæsk). Wied.​Silh.197. MKlitgaard.​MS. 153. sml. UnivBl.​I.373. CReimer.​NB.384. Feilb. LollO.). flt. d. s. (til tærske)
1) (dial.) slag (vel egl. med en plejl). a fik saadan en Far (dvs.: færd, et “tag”) paa Nis (dvs.: nissen) i Dag og smak ham en helvedes Tærsk (AOlrE.NG.295: et helvedes tærsk) med min Greb. Thiele.​II.271. Feilb.
2) (dagl.) som pl.: slag som afstraffelse; klø; prygl; bank. (ofte i forb. faa, give, skulle have tærsk). Hvor du skulde hâe Tæsk. JH Smidth.​Ords.166. Tærsk skal Du ha'. Drachm. STL.130. han (skulde) faa de Tærsk, han aabenbart trængte haardt til. Pont.​D.135. Han var ikke bedre værd end at jeg tog og gav ham nogle gode Tærsk. JørgenNiels. D.68.   (jf. tærske 3.2 slutn.) overf., især om militært nederlag. *paa den hede Kampens Dag | Grev Welf fik Tærsk og maatte flye. Winth.​III.273. Venderne . . vræler altid, naar de gaar paa – og naar de faar Tærsk, de har Hærskrig i begge Ender. Gravl.​DD.95.   et lag (se Lag 2.2), en (om)gang (Ugeskr.fRetsv.1946.A.44. Pol.30/12 1947.7.sp.4) tærsk. tørre tærsk, se tør. der vanker tærsk, se vanke.

 

ANDEN DEL 

Trusel ell. (nu mindre br.) Trussel, en. [ˈtr̥us(ə)l] (tidligere udtalt m. lang vokal, jf. APhS.VI.139 samt flt. truesler. Holb. Heltind.​II.148.155.267. sa.​Ep.​I.286. sml. ogs. MO.). (især tidligere ogs. skrevet Trudsel. jf. VSO. MO.). best. f. trus(s)elen, truslen; flt. trusler ell. (nu næppe br.) trus(s)eler (Moth.​T193. Holb.​Stu.​I.9. Schousbølle.​Saxo. 22. Bagges.​Ep.103). (ænyd. tru(g)sel, trudsel (ChrPed.​II.107), trutzel, glda. trusel (Brandt. RD.I.130), thrugsell (Mariagerleg.442), no. trusel; til true; jf. Hødsel, Skræmsel samt Tru) vbs. til true.
1) til true 1: tilkendegivelse (i lader, opførsel ell. (især) i ord) af, at man (eventuelt, i givet fald) agter at volde en fortræd, skade, overlast, modvirke en olgn.; ofte (nu især i flt.) med mere konkr. bet., om truende ord, ytring(er). den, som var overvældet enten med Skændsord, eller Trusel. DL.6–12–6. Vi maae ikke lade os skrække af Trudseler. Holb.​Hex.​II.2. *Trudsler uden Magt | . . fortiene . . Foragt. Ew.​(1914).I.190. *Vær ej for Trusel ræd! Grundtv.​SS.III.439. *deres onde Trudsler | Kan ei mit Mod forskrække. Aarestr.​SS.II. 79. han har ikke Magt til at udføre sin Trusel. Mau.​I.211. han kunde intet opnaa hverken ved bøn eller trusler ┆ tom trusel, se II. tom 4.3. gøre alvor af en trusel: (han) gjorde . . virkelig Alvor af sin frygtelige Trudsel. AntNiels.​FL.III.124. Pont.​DD.127 (se u. Alvor 1.2). spøg. (jf. u. true 1.4): Solen (gjorde) Alvor af sin Trussel og forsvandt. Tretow-Loof.​Paa Jagt i Rumænien.​(1904).76. bruge (Moth.​T193. Schousbølle.​Saxo.324), udøse (Holb.​Heltind.​II.267) ell. (nu navnlig) fremsætte (Ugeskr.fRetsv. 1886.833. SorøAmtstid.6/91946.1.sp.1), udslynge (D&H.), udstøde (Levin. Pol.10/11 1939.4.sp.4), (frem)komme med (Ugeskr. fRetsv.1893.1266) trusler ((i)mod en).   m. angivelse af det, hvormed der trues, tilknyttet v. hj. af præp. (ofte (og i forb. m. præp. af nu kun) styret af præp. under). jeg kunde nok ladet blive med de Trusler af Næsestyver. Holb.​Philos.​III.8. under Trusel af haarde Hudflettelser, befalede han ham at sidde oppe hele Natten. Oehl.​XXV.86. ved Trussel af Band kunde (han ikke) lade sig bevæge til at sende (sin hustru) fra sig. Nordlyset.​XI.(1829).311. Ludv. trudsler med Retten (dvs.: proces). Holb.​Masc.​II.8. Bagges.​Ep.103. under Trussel med Band. Danm RigHist.​II.49. under Trusel med Pistoler tvang (røveren) de tilstedeværende tre Personer til at staa med oprakte Arme med Front mod Væggen. Ugeskr.fRetsv.1946.A.865. Vold eller . . Trusel om Vold. LovNr.126 15/41930.§260,1. (han var) blevet sat til at hyppe Kartoffelstykket under Trusel om Prygl, hvis det ikke var færdigt før Skoletid. Branner.​OL.75.   i ordspr. og talem. (se ogs. Mau.​II.453f.). ingen dør af trusler olgn. (Moth.​T194. Brøndum-Nielsen. Da. Ordsprog. (1942).247) ell. trusel slaar ingen mand ihjel (Moth.​T194. vAph.​(1772).III. jf. Mau.10518). den, som dør af trusel, skal begraves paa en mødding (ell. i en rendesten), se Mødding 1, Rendesten 1.2; se ogs. u. Rendeskide. naa naa og ja ja (ell. saa saa) er fattig mands trusel, se II. naa 2.3.


3. DEL
 
II. tom, adj. [tωm'] (æda. tom (toom), sv. no. tom, oldn. tómr, oeng. eng. (dial.) toom, osax. tomi, fri for; af uvis oprindelse; jf. Thomas 4, tømme) som er uden (er (næsten helt) blottet for) det naturlige, normale ell. (i det givne tilfælde) ventede indhold ell. tilbehør (mods. fuld); spec. (med angivelse af det manglende) i forb. m. præp.: tom paa (Rask.​Br.​I.160. Lemb. D.124; jf. fattig paa u. fattig 2) ell. (nu alm.) for (se især u. bet. 2 og 4.1-3) ell. Yderst sjælden, enestående forekomst  fra (se u. bet. 4.2) noget. (...)
4) overf.: uden egentligt, væsentligt, værdifuldt indhold; indholdsløs; spec. (med bibet. af falskhed, falsk skin olgn.): betydningsløs; intetsigende; værdiløs; forfængelig (1); ogs. (jf. indholdstom; m. præp. paa ell. (alm.) for): blottet for noget nærmere angivet (væsentligt, værdifuldt). 

onsdag den 15. oktober 2014

TILLYKKE TIL POUL BORUM MED 4 x 20 ÅR - C

4 anmeldelser fra Ekstra Bladet:

-->
Anmeldelse af Bo Nissens debutsamling Eengangsdigte, 16/9, 1969 (i sin helhed):
”Forhåbentlig.”

Anmeldelse af Klaus Rifbjergs roman Tak for turen, 2/9, 1975:
”ÅRH; DET VAR SÅ LIDT
Den populære, gamle rejsebogsforfatter har her føjet et nyt opus til sin lange række af værker. Enhver, der selv har været på skiferie i Nordsverige og Norge sidst i fyrrerne vil læse den lille bog med fornøjelse og nikke genkendende til mange pudsige detaljer. For den opvoksende generation kan Rifbjergs underholdende, om end lidt langtrukne fortælling give mange nyttige oplysninger til forståelse af deres forældre.
  For den mere kritiske læser vil bogens lidt overfladiske blanding af Tykke Niels-skolehistorier og Sigmund Freud nok virke noget besynderlig. Det berømte rifbjergske sanseapparat kører så meget i tomgang, at man næsten tvinges til at opfinde begrebet over-sanset. Bogens indblik i pubertetsdrenges sindsbevægelser, specielt når de er vordende digtere, er ikke særlig dybtgående, men tager man den for, hvad den er, vil man såmænd ikke føle det par timer det tager at læse den helt spildt.”

Anmeldelse af F.P. Jacs digtbog Misfat, 5/12, 1980:
”DET SNERRENDE BARN
F.P. Jac, som han kalder sig, er kun 25, og udgiver i dag sin sjette digtsamling. Han er en utrolig original og fascinerende forfatterpersonlighed, og han er allerede ved at låse sig fast i en digterrolle, som i det lange løb kan blive farlig for ham og trættende for læseren.
  En af de seks lange digtsuiter i hans nye, store bog hedder ’Faser af jegformens totale opløsning’ – og her synes man at ane noget af en modstrid mellem teori og praksis, for er der noget Jacs digte handler om, så er det ’jeg’, ’jeg’, ’jeg’. Men selvfølgelig er han ikke bare F.P. Jac, han er også repræsentativ, og han er i udpræget grad en generations stemme.
  ’Gang på gang er jeg barnet der snerrer det første sæt tænder af/ med et grin der tager hårdt på den ældende generation’, står der på bogens første side. Og hans snerrende grin tager unægtelig hårdt på en ældende læser. Men de to linjer viser også Jacs gennemgribende sproglige originalitet, som der ofte tilmed er stoflig dækning for. Hans bog er en hel verden af raseri og detaljer. Hver linje kræver fordybelse og genoplevelse af læseren, det er en bog for dem der vil finde ud af noget om sproget og om livet – og ikke er bange for at gøre et stykke arbejde. Ligesom F.P. Jac selv har gjort. Godt arbejde.
  Nu mangler han bare at finde ud af, at der er vigtigere ting i verden end at konstatere at ’mit køn bøvser af dig’. Dvs. modenhed (som ikke har noget med alder at gøre …).”

Anmeldelse af Ib Lucas’ novellesamling Lystens labyrinter, 1983:
”EDBOG
Ib Lucas hedder Gyldendals nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur.”

TILLYKKE TIL POUL BORUM MED 4 x 20 ÅR - B

Brystfabel

Der var negang en overformynder, der tog
ud på Halmtorvet for at finde nogle
overformer han kunne ynde. De bedste han
fandt, efter adskillig mærkning, tilhørte en
afbleget transvestit fra Virum, der hed
Justine. Han havde selv strikket dem og
stoppet dem ud med en blanding af
skumgummi og vat æltet sammen med
hesteblod.
Over en hyggelig kop kaffe med
napoleonskager diskuterede de sagen, og
Justine lovede at strikke og udfylde et par
til overformynderen. Han har dem liggende
i en skuffe på sit kontor og tager dem ofte
frem og bliver lykkelig.
Moral: Der er overhovedet ingen
sammenhæng mellem tilfredsstillelse og
ægthed.

(fra 44 fabler, 1987)

TILLYKKE TIL POUL BORUM MED 4 x 20 ÅR - A

"METODER VED AFSKED"

1) Man kan forlade.
2) Man kan ikke forlade.
3) Man tager bestandig afsked.
4) Farvel-farvel.
5) Der er ingen, så jeg går.
6) Tak for alt.
7) I henhold til Deres ærede ...
8) Nu er jeg her.

(fra debutsamlingen Livslinier 1962)